Ad Banner
Ad Banner

Anmeldelse

33 Immortals-anmeldelse – Kaotisk samarbejde i en smuk skal, men med sløv kerne

Foto: Thunder Lotus Games

Mest læste

Ad Banner
Af Kasper Hansen
10 april, 2025

Sidst vi så Thunder Lotus fremtvinge deres håndtegnede design, var i Spiritfarer – et spil, som handlede om at sige farvel. Ydermere var det en form for management-spil, hvor du på din båd skulle opbygge venskaber og skabe historier blandt de karakterer, du mødte. De klassiske elementer var i spil: man skulle fiske, mine, høste og dyrke jorden.

Og selvom dagens spil i skysovs er af en anden støbning, så er der alligevel ét ord, som går igen: farming. Måske ville grinding være et mere passende ord.

Thunder Lotus har nemlig nu smidt 33 Immortals i et early access-stadie på både PC og Xbox, hvor det er muligt at spille det via Game Pass.

Let the games begin. Foto: 33 Immortals/Kasper Hansen

33

I 33 Immortals spiller man som en af de 33 udødelige krigere, der samarbejder i et kooperativt multiplayer-spil for at bekæmpe en uendelig horde af fjender i et dungeon-lignende miljø, hvor strategi, teamwork og udnyttelse af unikke evner er afgørende for at overleve og besejre de voksende trusler. Man skal igennem torturkamre bestående af to runder, inden opstigningskampen finder sted. Først derefter lander man hos den helt store boss.

Indtil videre har man mulighed for at vælge mellem fire forskellige våben. Disse våben udgør din form for class, da selve karakteren bare er en krop. Der er en bue, et sværd, dolke og en magisk stav. Hvert våben har en bestemt co-power, som kræver én til to ekstra spillere for at blive udløst.

Til at starte med var buen min favorit, og jeg var faktisk en smule irriteret over de andre våben ved første øjekast. Men da jeg alligevel blev stædig og prøvede dem igen, voksede de en smule på mig. De har hver især en spillestil, der gør, at du skal gribe spillet an på forskellige måder. Det kunne jeg godt lide. Også fordi det giver et bredere perspektiv på dit gameplay – et gameplay, som også føles solidt.

En smule kaotisk kan det da blive. Foto: 33 Immortals/Kasper Hansen

Exploration

Når man kommer ind i denne dungeon, er man – som sagt – 33 spillere fordelt på kortet. I starten var det noget nær umuligt at dræbe selv de mindste fjender, men så snart man havde bare én ved sin side, lavede man det, der kaldes co-strikes, som øger både din critical hit chance og den skade, du giver. Det er altså vigtigt altid at holde sig tæt på andre spillere. Desuden er det også røvsygt bare at løbe rundt alene.

Man får dog lov til at løbe frit rundt i noget tid, inden de såkaldte torturkamre dukker op – og her finder man urner, kister og andre hemmeligheder. Man samler også dust op, som kan bruges til at opgradere liv, skade og co-skade.

Egentlig kunne man nå at støvsuge hele kortet, men mange spillere ser disse torturkamre som en tidspresset faktor, selvom forløbet faktisk først fortsætter, når det sidste kammer er klaret. Der er seks af dem, hver med to runder – men hvis man holdt sig i skindet, kunne man udnytte ressourcerne meget bedre.
Og selv med et fyldt party på maksimalt fire spillere er det langt fra nok til at kunne manipulere resten af de 29.

Sejr! Foto: 33 Immortals/Kasper Hansen

En håndful missed opportunities

Undervejs i min tid med 33 Immortals har jeg ofte undret mig over valget af det ellers markante tal i titlen. Hvorfor netop 33? Det fremstår ikke som et direkte problem i begyndelsen, men forvirringen opstår, når man opdager, at et party maks kan bestå af fire spillere, mens torturkamrene kun tillader seks ad gangen. Hverken fire eller seks går op i 33, og det skaber en oplevelse af fragmenteret samarbejde og logistisk ubalance.

Måske er det netop meningen. En teori kunne være, at ubalancen skal motivere spillerne til at sprede sig ud og ikke nødvendigvis styrte gennem kamrene. Men i praksis virker det modsat. De fleste spillere opfatter progressionen som bundet til en timer, og derfor handler det oftere om at komme hurtigt videre end at engagere sig i omgivelserne eller samarbejdet.

Samtidig hæmmes spillets tempo af et træg progressionssystem. Først ved Feat level 6 får man mulighed for at opgradere sine våben – et afgørende vendepunkt, der dog føles langt væk. Feat levels optjenes ikke løbende gennem almindeligt spil, men kræver, at man fuldfører daglige opgaver. Hver dag får man tre daily quests, men da de fire våben hver har deres egne opgaver, opstår der hurtigt en flaskehals. Man skal altså spille fokuseret og disciplineret hver eneste dag for overhovedet at nærme sig reel progression.

Feats tæller blandt andet våbenspecifikke handlinger, spil i parties og forskellige samarbejdsscenarier – men fordi opgaverne er fragmenterede og tidslåste, ender det med at føles som et system, der begrænser i stedet for at motivere.

Et trægt Feat-system, men SKAL igennem for at låse op for nye ting. Foto: 33 Immortals/Kasper Hansen

Smukt design og fantastisk stemning

Når alt det er sagt, må jeg tage hatten af for Thunder Lotus’ æstetiske håndværk. Deres visuelle stil er ikke bare smuk, den er håndtegnet med en sjælden sans for atmosfære og identitet. Studiet har fra starten markeret sig med et stærkt visuelt udtryk, og 33 Immortals er ingen undtagelse. Hver figur, hver animation og hver baggrund bærer præg af omhu og intention. Det er en verden, man har lyst til at fordybe sig i, og selvom spillet i sin nuværende form kun byder på to baner, formår æstetikken at gøre dem levende og dragende.

Det er heller ikke på lydsiden, spillet fejler. Soundtracket formår virkelig at understøtte stemningen – særligt under den sidste bosskamp, hvor musikken rammer et dramatisk klimaks, der føles fortjent. Den måde lyd og billede arbejder sammen på, giver øjeblikke af reel storhed og indlevelse.

Men netop derfor er det så frustrerende, at det ikke er her, motivationen knækker. Det er ikke fordi præsentationen mangler – tværtimod. Det er det bagvedliggende spilsystem, især progressionen, der sætter en dæmper på oplevelsen. Jeg bliver hele tiden trukket ud af stemningen, ikke fordi verdenen mister sin kraft, men fordi jeg konstant konfronteres med den langsomme, ufleksible progression

Lucifer får på munden. Foto: 33 Immortals/Kasper Hansen

konklusion

33 Immortals er et spil, der – trods sin nuværende form – føles som et projekt med et bankende hjerte og en stærk kunstnerisk sjæl. Thunder Lotus har skabt en verden, der er dragende at være i og næsten meditativ at bevæge sig rundt i, hvis ikke det var for den modstand, man møder i systemernes langsomhed. For spillet er uden tvivl sjovest, når det deles. Samarbejdet, co-strikes og de fælles kamre skaber til tider noget, der minder om kaotisk magi. Det er her, spillet viser sit potentiale: i fællesskabet, i kaosset, i taktikken midt i stormen.

Men det kræver tålmodighed. Og måske lidt mere end hvad mange vil være villige til at give. Progressionssystemet spænder ben for den umiddelbare tilfredsstillelse, og det er en skam, når resten af oplevelsen forsøger at byde op til dans. Alligevel – har du nogle venner med dig, og kan du leve med et system, der endnu leder efter sin rette rytme, så er 33 Immortals allerede nu en oplevelse værd. Og med lidt mere justering og fremtidige opdateringer, kunne det endda blive noget helt særligt.

Udvikler/Udgiver: Thunder Lotus Games

Genre: Roguelike, co-op

Platform: Xbox Series (Anmeldt på), Xbox One, PC

Udgivelsesdato: Early Access 18. marts 2025

Om skribenten:

Kasper Hansen – Skribent & Anmelder


Kasper har tidligere været skribent og anmelder for GamersLounge. De kompetitive spil som FIFA, Hearthstone og Call Of Duty-serien er nogle, han bruger mange timer på, men via en voksende passion har han også skabt en stor kærlighed til historiedrevne spil – særligt AAA-spil.




Mest læste

© Copyright - arkaden.dk
Mars Express-anmeldelse – Den bedste animationsfilm, du ikke havde hørt...
Steelseries QcK Performance-anmeldelse – Musemåtter løftet til nye ...