Ad Banner
Ad Banner

Anmeldelse

63 Days-anmeldelse – En spændende modstandsberetning, men frustrerende i praksis

Foto: PlayStation

Af Lau Mellemgaard Eskildsen
26 september, 2024

Kan 63 Days stærke historie om den polske modstand under 2. Verdenskrig og det imponerende visuelle design overstråle den frustrerende styring og kluntede kamerahåndtering, der ofte ødelægger spillets flow og trækker dig ud af den medrivende oplevelse?

I Danmark gør vi en dyd ud af at huske på vores egne historier under besættelsen, hvilket har resulteret i flere værker, der portrætterer livet for forskellige danskere under krigen. Lige fra Matador til Badehotellet har fortællinger fra besættelsen kunnet samle nationen foran tv-apparaterne – men især vores indsats i modstanden mod besættelsesmagten har resulteret i store filmproduktioner, der har haft stor succes med at skildre den danske modstandsbevægelse. Drengene fra Sankt Petri portrætterede den spæde start med Churchill-gruppens udvikling fra drengestreger til sabotage, og Flammen og Citronen beskrev en mere moden modstand, hvor likvideringer blev en del af værktøjskassen.

I de danske folkeskoler er det et krav i historieundervisningen, at danske unge skal undervises i Augustoprøret og jødeaktionen, da disse er såkaldte kanonpunkter, og dermed er besættelsen og modstandsbevægelsen utvetydigt en del af vores kulturarv.

Foto: Destructive Creations/Lau Eskildsen

På samme måde er man i Polen bevidst om den betydning, besættelsen af deres land har haft. Konsekvenserne her er om muligt endnu mere åbenlyse end i Danmark. Polen er stedet, hvor 2. Verdenskrig bogstaveligt talt begyndte. England og Frankrig havde garanteret Polens sikkerhed, men da polske tropper ifølge det tyske militær angreb, måtte de handle i “selvforsvar,” hvilket resulterede i invaderingen af Polen. Dagen efter erklærede England og Frankrig Tyskland krig.

Godt seks år senere lå store dele af Europa i ruiner, da krigen var slut – men for Polen var trængslerne slet ikke ovre. Helt frem mod afslutningen af den kolde krig blev landet ledet af et kommunistisk parti underlagt Sovjetunionen og var de facto et diktatur. Den tyske besættelse var den frygtelige begyndelse på en årelang forbandelse for det polske folk.

To nazister er blevet lydløst nedlagt, og nu kan vi komme videre med missionen. Foto: Destructive Creations/Lau Eskildsen

63 Days er skildringen af to brødres involvering i den polske modstandsbevægelse under den førnævnte besættelse, og den tager sit udgangspunkt i år 1944, hvor den tyske tilstedeværelse var massiv i landet.

Vi er med fra begyndelsen af gruppens aktiviteter, og spillets prolog indbefatter også brødrenes træning af nye rekrutter til bevægelsen. Her får man i ruinerne af nogle bygninger en introduktion til flere af spillets systemer, og 63 Days er ikke bange for at kaste en masse spilelementer efter dig med det samme. Desværre er det også allerede her, at spillets styring viser sig at være en besværlig affære.

Spillet er et isometrisk, meget stealth-baseret real-time strategi-spil, hvor du i et top-down perspektiv skal styre op til fire karakterer ad gangen. Du kan vælge at styre én af gangen eller lave kommandoer, som alle skal følge. Hver karakter har forskellige egenskaber, der gør dem egnede til forskellige opgaver, hvilket umiddelbart giver dem en distinkt personlighed og giver dig som spiller en masse valgmuligheder.

Den nazistiske officer har en nøgle, som vi gerne vil have fat i. Foto: Destructive Creations/Lau Eskildsen

Desværre er styringen, og især kamerahåndteringen, så kluntet, og det tager lang tid at blive fortrolig med, at det allerede indledningsvist bliver en kæmpe frustration og sætter din tålmodighed på prøve i en sådan grad, at det næsten er svært at tilgive. Det kan være, at dette er væsentligt bedre håndteret i PC-udgaven, men nu har man valgt at lancere spillet på konsol, og her er det absolut ikke ideelt. Samtidig er spillets fokus på stealth medvirkende til, at du er kastet ud i en nærmest evig cyklus af trial and error, forstået på den måde, at du mange gange vil blive opdaget i dit foretagende blot på grund af spillets kluntede styring.

Og det er virkelig ærgerligt, for 63 Days rummer så mange lovende elementer. Først og fremmest er det et virkelig flot spil, der virkelig nailer 2. Verdenskrig-æstetikken. Det er imponerende flotte omgivelser, du sniger dig rundt i, og det er utvivlsomt, at der er gået mange timer med at researche de historiske omstændigheder, men også kildemateriale, der har resulteret i et imponerende, men også troværdigt resultat.

Omgivelserne er generelt meget troværdige. Foto: Destructive Creations/Lau Eskildsen

Derudover er lyddesignet også ret imponerende. Stemmeskuespillet er habilt uden at være prangende, men der, hvor lydsiden imponerer, er i den stemning, det formår at skabe. Tidstypisk musik toner ud fra de små radioer, mens nazistiske vagter patruljerer rundt, samtidig med at de konverserer på tysk. Lydene fra omgivelserne er ligeledes overbevisende og understøtter den troværdige atmosfære.

Selve historien er også ganske interessant, og muligheden for at komme helt tæt på en modstandsbevægelse er ikke en idé, man ser udført i mange andre 2. Verdenskrig-spil. 63 Days er struktureret i seks forskellige missioner eller afsnit, hvor narrativet bliver udfoldet mellem missionerne. Som modstandsbevægelse er opgaverne mange, men de fleste handler om forskellige sabotageaktioner af varierende art.

Det er absolut en fordel at tilgå missionerne så snedigt og stille som muligt. Hvis man konfronterer nazisterne direkte, ender det oftest med et nederlag. Derfor kommer du i 63 Days til at snige dig meget rundt i omgivelserne for ikke at blive opdaget. Du kaster med sten for at distrahere fjenden for derefter at snige dig forbi, og når du er nødt til at tage et liv, er det som oftest også en god idé, at du bruger metoder, der er så lydløse som muligt.

Historien omhandler indledningsvis de to brødre, der får en central rolle i modstandsbevægelsen. Foto: Destructive Creations/Lau Eskildsen

Hver mission har flere delmål, som man skal løse for at lykkes med det overordnede mål, og områderne, hvor missionerne udspiller sig, er som resultat heraf også ret omfattende. Der er mange handlemuligheder, og de forskellige karakterer, du styrer, har hver deres egne egenskaber og evner. Derfor bliver der også meget micromanagement af de forskellige karakterer og handlemuligheder, men også om du vil styre en eller flere karakterer ad gangen. Det betyder, at der er enormt mange ting, du skal beherske på din controller, ofte på næsten samme tid. Skulle det blive nødvendigt at forsvare sig selv, så har spillet også en Combat Mode, hvor man kan benytte de skydevåben, man har til rådighed, i en mindre fastlåst spilstruktur.

63 Days er et spil med rigtig mange gode idéer, men som desværre spænder ben for sig selv i kraft af alt for dårlig styring og kamerahåndtering. Alt for ofte bliver dine planer ødelagt af ting, du ikke føler, du har kontrol over, hvilket er overdrevet frustrerende. Samtidig er spillet enormt svært selv på de nemmeste sværhedsgrader. Nazisterne er utroligt opmærksomme på deres omgivelser og er hurtige til at ty til dødelige løsninger. Jeg kan ikke tælle, hvor ofte jeg er blevet opdaget i mit foretagende for derefter at blive dræbt, hvilket betød, at missionen mislykkedes. Heldigvis er spillet gavmildt med sine autosaves, så du ikke skal starte helt forfra – men selv med den snedigste plan må du forvente at blive bremset i dine fremskridt.

Der er ingen tvivl om, at det har været udviklernes plan hele tiden, men det bremser spillets flow markant og ødelægger den indlevelse, spillet forsøger at opbygge. Det kræver en stor portion tålmodighed samt grundige strategiske overvejelser og held for at få ret meget sjov ud af 63 Days.

Nederlag! Væn dig til at se denne skærm ofte. Foto: Destructive Creations/Lau Eskildsen

Konklusion

63 Days indeholder mange positive elementer, der virkelig formår at skabe en autentisk og stemningsfuld oplevelse af den polske modstand under 2. Verdenskrig. Både grafikken og lydsiden er imponerende, og historien om brødrenes kamp mod besættelsesmagten er både spændende og godt fortalt. Desværre bliver spiloplevelsen ødelagt af flere frustrerende faktorer.

Den kluntede styring gør det svært at få karaktererne til at gøre præcis, hvad du ønsker, og kameraet er ofte så besværligt at håndtere, at det trækker dig ud af den ellers medrivende fortælling. Samtidig gør de gentagne fejl, der skyldes netop disse problemer, spillet til en næsten konstant cyklus af trial-and-error, som for alvor bremser flowet og ødelægger indlevelsen. Det er en skam, da spillet ellers har stort potentiale, men de tekniske problemer ender desværre med at skygge for de gode elementer.

Udvikler/Udgiver: Destructive Creations/Destructive Creations

Genre:   Isometrisk Real Time Strategy/Stealth-spil

Platform: PC, Xbox, PlayStation 4/5 (Anmeldt på)

Lau Mellemgaard Eskildsen – Skribent & Anmelder


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger






© Copyright - arkaden.dk