Hardcore Wes Craven-fans vil nok mene, at hans karriere startede i 1972 og allerede sluttede igen i 1977.

Før Sean S. Cunningham skabte den banebrydende originale Fredag den 13., fra 1980, arbejdede han i de tidlige år side om side med Wes Craven, og sammen producerede/instruerede de nogle billigt producerede erotiske film, før de tørnede hovederne sammen og skabte milepælen The Last House on the Left i 1972.

Handlingen følger Mari Collingwood, en teenager, der bliver bortført, voldtaget og brutalt myrdet af en gruppe voldelige flygtninge ledet af Krug Stillo (horrorlegenden David Hess). Da hendes forældre opdager, hvad der skete med hende, søger de hævn over morderne, som har søgt ly i deres hjem.

Craven baserede filmen på den svenske film Jomfrukilden fra 1960, instrueret af Ingmar Bergman, som igen var en tilpasning af den svenske ballade Töres döttrar i Wänge, og sammen med Cunningham producerede de filmen for 90.000 dollars. The Last House on the Left blev udgivet i USA den 30. august 1972, og filmen modtog oprindeligt en noget polariserende modtagelse fra kritikere. Storbritannien nægtede at certificere filmen til udgivelse, og mens den kortvarigt blev udgivet på hjemmevideo i 1980’erne, førte “video-nasty”-kampagnen til, at filmen blev forbudt indtil 2002. Den viste sig dog yderst profitabel på hjemmemarkedet og indtjente over 3 millioner dollars i de amerikanske grindhouse-biografer.

Ligesom Night of the Living Dead (1968) og The Texas Chain Saw Massacre (1974) har filmen dog senere modtaget kritisk revurdering år efter udgivelsen, med særlig ros til fortællingen og skuespillet af Peabody og Hess. Og selveste Roger Ebert gav faktisk filmen tre og en halv ud af fire stjerner og beskrev den som “omkring fire gange så god, som du ville forvente”. Den har siden opnået en sand cult-following og modtaget en nominering til AFI’s 100 Years…100 Thrills i 2001. Filmen blev også senere genindspillet i 2009.

Fortsatte slagterier

Der skulle nu gå hele fem år, før Craven igen vendte vrangen ud på horrorgenren, og med økonomiske midler fra instruktionen af pornofilmen The Fireworks Woman fra 1975(hvor han faktisk selv medvirker!) gjorde han præcis det med filmen: The Hills Have Eyes i 1977. Eller som den hed på dansk: Slagterbanden!

Craven ønskede oprindeligt ikke at lave en gyserfilm efter sin instruktørdebut, The Last House on the Left (1972), fordi han så gysergenren som begrænsende. Han kunne dog ikke finde producenter, grundet hans grindhouse-hit, der var interesserede i at finansiere et projekt, der ikke indeholdt blodig vold. Craven besluttede sig dog alligevel for at skrive projektet på grund af hans stadigt stigende pengeproblemer.

Craven fik baseret filmens manuskript på legenden om den skotske kannibal Sawney Bean, som Craven anså for at illustrere, hvordan angiveligt civiliserede mennesker kunne blive vilde. Andre påvirkninger på filmen omfatter John Fords Vredens druer (1940) og Tobe Hoopers The Texas Chain Saw Massacre (1974). The Hills Have Eyes blev skudt i Mojave-ørkenen.

Mest perfekt realiserede film i Cravens karriere?

Filmens besætning var i starten uentusiastiske over projektet, men de blev mere passionerede på grund af Cravens entusiasme og troede på, at de lavede en speciel film. Det senere horror-ikon Michael Berryman, der har seksogtyve forskellige fødselsdefekter, vandt rollen som Pluto i en rolle, der sikrede sig horrorkultdyrkelse. Han var tidligere set i Oscar-vinderen Gøgereden. Gunnar Hansen, der spillede Leatherface i The Texas Chain Saw Massacre, blev tilbudt en rolle i filmen og afviste den, hvilket han senere kom til at fortryde. En afvisning, der ellers i den grad kunne have elevateret filmen i kultstatus yderligere.

Filmen kostede mellem 350.000 og 700.000 dollars at producere, omkring tre gange budgettet for The Last House on the Left, og filmens skuespillere fik udbetalt mindsteløn. The Hills Have Eyes tjente 25 millioner dollars i biografindtægter og skabte Cravens første franchise, selvom filmen atter en gang fik en X-rating af MPAA på grund af dens grafisk udpenslede vold.

Filmen blev inkluderet i bogen 1001 Movies You Must See Before You Die, hvor Steven Jay Schneider sagde, at den “berettiger til overvejelse som en af de rigeste og mest perfekt realiserede film i Cravens karriere”. Fangoria listede filmen som en af de tretten største gyserfilm i 1970’erne.

Freddy Got Fingered

Her er det så, at Craven muligvis burde have stoppet, mens legen var god, for ved indgangen til 80’erne kom han nemlig først kreativt tilbage i 1984 med popkulturklassikeren A Nightmare on Elm Street, eller som den hed på dansk udlejningskassette: Morderisk mareridt:

Filmens plot omhandler en gruppe teenagere, der er udset til den visse død af Krueger, en udød barnemorder, der myrder teenagere gennem deres drømme, som gengældelse mod deres forældre, der brændte ham levende.

Craven filmede A Nightmare på Elm Street i Los Angeles med et anslået budget på 1,8 millioner dollars. Den kommende klassiker blev udgivet den 9. november 1984 i begrænsede biografer indtil dens landsdækkende biografpremiere den 16. november 1984 og indtjente derefter 57,1 millioner dollars på verdensplan. De danske biografdistributører takkede dengang nej til at vise den, og den kom derfor først op herhjemme den 24.07.1987 med den simple grund, at tredje delen med den danske titel Morderisk mareridt 3 havde været et kæmpe hit for de danske teenagere. Denne var, ligesom de andre efterfølgere, dog ikke instrueret af Craven, der først genfandt Freddys handske med Wes Cravens New Nightmare fra 1994.

Cravens originale 1984-version affødte senere en stor indtægtsindbringende franchise bestående af seks efterfølgere, en tv-serie, en crossover med Fredag den 13., forskellige andre merchandise og en genindspilning af samme navn. Den første efterfølger var den bizarre og stærkt homoerotiske A Nightmare on Elm Street 2: Freddy’s Revenge (1985), der senere har fået en helt anden særegen kultstatus. Denne kom heller ikke op i de danske biografer.

I 2021 blev Cravens originale A Nightmare on Elm Street udvalgt til bevarelse i United States National Film Registry af Library of Congress som værende “kulturelt, historisk eller æstetisk betydningsfuldt”.

De dybere inspirationskilder

A Nightmare on Elm Street var oprindeligt inspireret af adskillige avisartikler trykt i Los Angeles Times i 1970’erne om Hmong-flygtninge, som efter at være flygtet til USA på grund af krig og folkedrab i Laos, Cambodja og Vietnam led foruroligende mareridt og nægtede at sove. Nogle af mændene døde i søvne kort efter. Lægemyndigheder kaldte fænomenet Asian Death Syndrome. Tilstanden ramte mænd mellem 19 og 57 år og mentes at være pludselig uforklarlig dødssyndrom eller Brugada-syndrom eller begge dele.

Filmens skurk, Freddy Krueger, er oprindeligt hentet fra Cravens tidlige liv. En nat så en ung Craven en ældre mand gå på sidestien uden for vinduet i sit hjem. Manden stoppede op for at kigge på en forskrækket Craven og gik. Dette fungerede som inspiration for Krueger. Oprindeligt var det meningen, at Fred Krueger skulle være en børnemisbruger, men Craven karakteriserede ham til sidst som en børnemorder for at undgå at blive anklaget for at udnytte en række meget omtalte sager om overgreb på børn, der fandt sted i Californien omkring filmens produktion. Craven selv blev faktisk mobbet i skolegården af et barn ved navn Fred Krueger. Craven havde gjort det samme i sin film The Last House on the Left (1972), hvor skurkens navn blev forkortet til Krug.

Craven valgte at gøre Kruegers sweater rød og grøn efter at have læst en artikel i Scientific American fra 1982, der sagde, at disse to farver var de mest sammenstødende farver på den menneskelige nethinde. Denne historie har jeg dog altid haft det lidt tungt med, for som den inkarnerede horrorfan jeg er, tænker jeg altid på filmen Blood and Lace af Philip Gilbert fra 1971, hvor en tilsvarende rød skovmandsskjorte skræmmer folk fra liv og sans. Nyd selv:

Et særegent ikon

Ved firsernes indtog var det stadig Leatherface, Michael Myers og Jason Voorhees, der førte an, men de havde alle det fællestræk at være tavse analfabeter i en maske. I 1984 skabte Wes Craven noget på én gang velkendt og alligevel helt originalt med A Nightmare on Elm Street. Freddy Krueger (Robert Englund) bar ikke maske, og han holdt aldrig kæft. Mens de førnævnte mordere levede i en virkelighedsbaseret verden (uanset hvor skøre nogle af Halloween– og Fredag den 13. efterfølgere blev), var Freddy en overnaturlig morder, der ikke var henvist til at slagte sine ofre på normale måder. Nok havde han knive til fingrene, men det var i drømme, han slog til.

Freddy Krueger blev årtiets største gyserikon, et popkulturelt fænomen, der gik ud over genren og blev et brændt ansigt, som selv ikke-gyserfans kendte. Ironisk for en karakter, den originale ophavsmand, Wes Craven, ellers primært lod gemme i skyggen i originalfilmen. Det naturlige spørgsmål at stille er, hvorfor en film som A Nightmare on Elm Street har overlevet firserne og blomstrede på et tidspunkt, hvor horrorgenren allerede var fanget i en stadig nedadgående trend, som Craven i øvrigt selv evigt forseglede med hans første Scream-film i 1996. Det forekommer nemlig lidt, at Craven med indgangen til firserne var blevet træt af at være udset som horrorinstruktør.

Når vi ser tilbage på filmen, ser et par af Freddys mest mindeværdige scener ud til at være stærkt påvirket af Tex Avery-tegnefilm – dog med en mørkere og mere uhyggelig sans for humor. For eksempel: Når Nancy Thompson (Heather Langenkamp) besvarer telefonen i A Nightmare on Elm Street, hører hun Freddys stemme, mens han fortæller hende: “Jeg er din kæreste nu, Nancy,” og den nederste halvdel af telefonen forvandles til Freddys ansigt, mens hans tunge rækker ud efter hendes læber. Det er en rystende scene, men den ville ikke føles malplaceret i en klassisk Snurre Snup-tegnefilm, men slet ikke i The Last House on the Left.

Det er scener som disse, der i sidste ende får filmen mere til at ligne Coca Cola end Linda Blairs bespottelser fra ti år før, hvor horrorfilmen stadig var et farligt medie.

For at fejre Wes Cravens originale films 40-års fødselsdag er den nu udkommet i 4K-formatet:

Hov, lagde du også mærke til det?:

Drøm eller mareridt?

Warner Bros.’ nye 4K-udgave erstatter overbevisende den 2010 VC-1-kodede Blu-ray, som præsenterede A Nightmare on Elm Street med åben-mattet 1.78:1-ramme, masser af digital støj og en noget tvivlsom DVD-æra-farvetiming. Denne nye 2160p/HDR10-overførsel, som fremstår identisk på både biograf-versionen og directors cut-udgaven, løser de fleste af disse problemer, selvom det argumenteret ikke er en helt perfekt udgave. Bortset fra det korrekte 1:85:1 billedformat (som for det meste er indrammet på samme måde som Blu-Ray ‘en, men nu ofte viser lidt mere information i bunden), er de mest bemærkelsesværdige forskelle her naturligvis i forhold til støj/grainniveauer og overordnet farvetiming samt lysstyrkeniveauer. Denne nye 4K-overførsel af A Nightmare on Elm Street har faktisk meget strammere opløsning og betydeligt reducerede støjniveauer – især under mørkere scener – mens den nogle gange virker mærkbart mere læsbar, men med for det meste bedre kontrollerede og ofte dybere sorte niveauer. Farvene er også mere naturlige denne gang: mens nogle af Blu-ray udgavens nattescener så ud til at være manipulerede for at favorisere køligere værdier, introducerer 4K et par varmere områder, der ser mere overbevisende ud i direkte sammenligning. Dagsscener er særligt godt repræsenteret af den nye HDR10-behandling, ligesom specifikke øjeblikke med betydelige grader af farvekontrast som Freddys brændende skæbne i Thompson-familiens kælder. Igen, dette er tydeligvis ikke et tilfælde af, at nogen bare “justerer knapperne” af det, der kom før, da filmen som helhed nu ser ud til at have et mere konsekvent kontrolleret og filmagtigt udseende, der ja, viser forskellige mængder af grainhåndtering, men ikke i alt for høj grad. Specifikke øjeblikke kan virke lidt for lyse eller for mørke hist og her, men de er næsten umulige at kritisere, da tidligere hjemmevideopræsentationer kan være blevet kunstigt boostet for at kompensere for formatbegrænsninger. Faktisk er den eneste objektive kritik, jeg kan fremføre, relateret til kodning, da denne dobbeltlagede (66 GB) UHD-disk udviser milde mængder makroblokering, der, selvom den er meget mindre stødende end Blu-ray’ens støjfyldte udseende, stadig er mærkbar og kunne have været lindret på en tre-lags skive med mere plads til at trække vejret. Alligevel indeholder denne 4K, hvad jeg synes er en ret betydelig visuel opgradering i det hele taget, og en, som de fleste fans burde være ret tilfredse med.

Sounds of horror

Det uomtvistelige højdepunkt i denne nye 4K-udgivelse er uventet i lydafdelingen, da Warner Bros. har trukket alt for at tilfredsstille surround-fanatikere og purister. Jeg siger dette, fordi næsten alle tidligere hjemmevideo-udgaver af A Nightmare on Elm Street indeholdt et let revideret lydmix, der fjernede originale musik- og effektsignaler, som alle(YES!) er blevet genindsat i forskellige grader i både den nye 4K-eksklusive Dolby Atmos-remix og det debuterende “Original Theatrical Audio”, som faktisk er et DTS-HD 2.0 Master Audio split mono-spor. Førstnævnte tilbyder en meget mere involveret og omsluttende atmosfære, der respekterer filmens originale soniske fodaftryk, og tilbyder mere end et par legende detaljer, der udfylder side-, bag- og højdekanalerne; faktisk er den eneste lejlighedsvise distraktion her noget af dialogen, som til tider ikke helt matcher den overordnede troskab af dette Atmos-spor i det hele taget. Alligevel er det et pænt indrettet mix, der måske i virkeligheden er det bedste for nytilkomne fans, selvom nogle af de tidligere fjernede originale musik- og effektsignaler er blevet begravet lidt for dybt i blandingen efter min smag. Selvfølgelig vil VHS-purister gå direkte til det originale mono-mix, og ja, det er den ægte vare med alle de originale musik- og effekt-signaler foran og i midten. Min eneste lille klage er, at basisvolumenniveauerne er væsentligt lavere her, da det er omkring 15 dB mere støjsvagt end Atmos-blandingen. Mit normale lytteniveau er i øvrigt et sted i midten, så det er ikke nødvendigvis det ene spors “fejl” frem for det andet, men dem, der søger at lave hurtige A/V-sammenligninger, vil måske have lydstyrkeknappen ved hånden. Alligevel er inkluderingen af dette originale mix en kæmpe gevinst for filmens originale fans.

Når streaming bare ikke er godt nok

Denne udgivelse på én enkelt disk leveres i en opbevaringskasse med et temmelig latterligt genbrugscover (et reklamebillede fra en af dens mange efterfølgere – DOH!), altså HELT ærligt, Warner Bros.! Bonusfunktionerne på disken låner alt hovedguffet fra Warner Bros.’ 2010 Blu-ray-udgave, hvoraf meget er genbrug, helt tilbage fra DVD-æraen, men stadig godt at have her, når de gamle versioner nu kyles på loftet.

Lydkommentar nr. 1 (kun via uncut versionen) – Et gruppekommentarspor fra 2001 med forfatter/instruktør Wes Craven, skuespillerne Heather Langenkamp og John Saxon og filmfotograf Jacques Haitkin.

Lydkommentar nr. 2 (kun bioversion) – Et spor fra 2006 med separate kommentarer fra forfatter/instruktør Wes Craven; New Line Cinema grundlægger Robert Shaye; skuespillere Robert Englund, Heather Langenkamp, Amanda Wyss og Ronee Blakley; producere Sara Risher og John Burrows; filmfotograf Jacques Haitkin; komponist Charles Bernstein; redaktører Rick Shaine og Patrick McMahon; mekaniske specialeffekter designer Jim Doyle; særlige makeup-effekter David B. Miller; og endelig filmhistorikeren David Del Valle.

Fokuspunkter – Mere end to dusin korte segmenter bag kulisserne og urestaurerede alternative optagelser er nu tilgængelige à la carte, hvoraf nogle er hentet fra andre featurettes og ekstramaterialer, nu inkluderet her.

Alternative slutninger – “Scary Ending”, “Happy Ending” og “Freddy Ending”.

The House That Freddy Built: The Legacy of New Line Horror – En 22-minutters retrospektiv featurette.

Never Sleep Again: The Making of “A Nightmare on Elm Street” – En dokumentar på 50 minutter.

Night Terrors: The Origins of Wes Craven’s Nightmares – Et 15-minutters dokumenter om drømmenes verden.

Overtræk eller skuldertræk?

Med Wes Cravens A Nightmare on Elm Street begyndte en af de mest ikoniske og varige horror-serier sin æra, med flere efterfølgere, der ikke overraskende løb fra “respektabel” til “latterlig”. Denne original fra 1984 holder stadig ok her 40 år senere og står som et mindre mirakel af lavbudget filmskabelse… så uanset om du er en die-hard fan eller en nybegynder, der er nysgerrig efter at se de første filmoptrædener af Freddy Krueger og Johnny Depp, burde Warner Bros.’ længe ventede UHD-udgave ramme plet. Med en stort set tilfredsstillende ny 4K-overførsel, et enestående par nye og originale lydmuligheder og masser af ældre bonusfunktioner, er A Nightmare on Elm Street et køb værd. Det uanset om du vælger denne brede udgivelse eller den forholdsvis højt prissatte Steelbook-udgave. Stærkt anbefalet helt sikkert.

Men sig ikke, at den rammer toppen indenfor horror.

Medie: 4K-Ultra HD

Instruktør: Wes Craven

Skuespillere: Robert Englund, Johnny Depp, Heather Langenkamp

Genre: Gys/Horror

Premieredato (4K-Ultra HD) : 11.11.2024

Spilletid: 91 minutter

Selskab: Warner Bros.

Om skribenten:

Kasper Rasmussen – Skribent & Anmelder

Filmnørd med interesse i alt mellem himmel og jord – både det guddommelige og jordnære. Er det godt er det godt; Skidt er det skidt. Har tidligere skrevet for Citylights, Pixel.tv og The Movser. Kan opleves som statist i bl.a. Druk og Klovn Forever og har b.la. interviewet Luigi Cozzi, Thomas Robsahm og Christopher Lambert. Indehaver af Danmarks bedste filmsamling med et hav af minder og autografer.