Ad Banner
Ad Banner

Anmeldelse

Agatha: All Along-anmeldelse – Hekse på roadtrip og sort magi giver et friskt pust til MCU

Af Henrik Brandt
4 november, 2024

Marvel Studios’ Agatha: All Along tager os tilbage til Westview, New Jersey, men er (hekse)vejen tilbage, turen værd?

Agatha: All Along, som er en form for efterfølger til den populære WandaVision, dykker dybere ned i Agathas mystiske og mørke verden. Efter at være blevet fortryllet i slutningen af WandaVision finder Agatha sig uventet frigjort med hjælp fra en mystisk teenager, der drømmer om at rejse på den legendariske Witches Road.

Præmissen om, at vi følger Agatha og co. på “Witches Road”, fyldt med udfordringer, kan godt lyde som en repetitiv og trættende historie, men de udfordringer, de støder på, er ret forskellige, hvor de pludselig befinder sig midt i et rum, iført nye klæder, hvor der bliver refereret til andre heksefortællinger. Selve disse “Escape Rooms” og hvordan heksene kommer ud, er ikke synderligt interessante; det er helt klart dynamikken og dialogen mellem karaktererne, der gør afsnittene seværdige. Selv når serien går mest i stå omkring midtvejs, holdes underholdningsniveauet nogenlunde oppe af en strøm af kvikke kommentarer og lidt drama mellem gruppens sammenstødende personligheder.

Foto. Disney / Marvel Studios

Jac Schaeffer, som var showrunner på WandaVision, vender tilbage som showrunner på Agatha: All Along, og det kan tydeligt mærkes. Hun formår at skabe en følelse af kontinuitet mellem WandaVision og Agatha: All Along, og serien føles som en naturlig fortsættelse af det, WandaVision lagde op til. Selvom serien slet ikke når de samme højder, leverer de ni episoder flere af de lidt skøre mysterier og den fængende dialog, der gjorde WandaVision så underholdende, alt sammen båret af den altid karismatiske Kathryn Hahn. Agatha: All Along fungerer på mange måder som en efterfølger til WandaVision. Vi ser velkendte ansigter som den venlige nabo Sharon Davis (Debra Jo Rupp) og andre cameos, som jeg ikke vil afsløre her.

Selvom serien har stærke bånd til sin forgænger, står Agatha: All Along også stærkt på egne ben. Den starter i en stil, der minder om WandaVision, med en passende sekvens, hvor Kathryn Hahns karakter er fanget i en genialt udført parodi på en typisk krimiserie, hvorefter serien går i en helt anden retning – eller måske snarere en ny sti? Hvor WandaVision var gennemsyret af tv-historie, er Agatha: All Along mere teatralsk med originale sange og omgivelser, der faktisk ligner kulisser lavet af pap (hvilket jeg lige skulle bruge nogle afsnit på at vænne mig til), samt en charmerende birollepræstation fra Broadway-legenden Patti LuPone. Serien er fyldt med campy og cheesy humor, hvilket fungerer som en god modvægt til de mørkere, overnaturlige elementer.

Foto. Disney / Marvel Studios

Nu skrev jeg godt nok humor, og det er måske her, at serien er svagest. Selvom humoren bevidst prøver at være campy, ramte den ikke én gang rigtigt. Jeg ved ikke, om det skyldes leveringen fra de ellers gode skuespillere eller dialogen – det er måske bare en kombination. Det er også svært at kode, hvilken målgruppe serien prøver at appellere til. Serien dypper lige tåspidsen ned i gysergenren (hvilket jeg er lidt ærgerlig over, at den ikke omfavner mere), og død er også et tema, der går igen flere gange. Men omvendt er serien også meget fantasifuld og fantasy-light (lidt Stranger Things-agtig), som måske appellerer til andre.

Man kan ikke tage noget fra Hahns charme, men personligt bliver jeg lidt træt af hende i længden. Hvor de andre karakterer spiller mere nede på jorden, spiller hun noget mere karikeret, hvilket ikke helt fungerer for mig – jeg bliver også træt af at se hende lave sin trutmund efter hver sætning. Men så er det godt, at der er andre karakterer, der kan tryllebinde mig, og det gjorde især Joe Locke som “Teen” og Aubrey Plaza som Rio. Dog er det fælles for alle bi-karaktererne – det vil sige alle udover Agatha og Teen – at de ligesom kulisserne er tynde som papmaché, og jeg var også ret ligeglad med, hvad der skete for de enkelte karakterer.

Forbindelser til MCU

Foto. Disney / Marvel Studios

Som med alle andre film og serier placeret i Marvel Cinematic Universe, er der lektier, hvis du vil have den bedste oplevelse med serien eller filmen. I tilfældet med Agatha: All Along skal du have set WandaVision, men ellers står den meget for sig selv. Det ville være en fordel også at have set Doctor Strange in the Multiverse of Madness. Du kan også bare tage denne mulighed for at se hele MCU – der er kun 34 film og 11 serier.

Konklusion

Agatha: All Along overgår ikke WandaVision, men det er stadig en af Marvels stærkere tv-serier. Med en Kathryn Hahn i stødet som hovedrolle tager serien os med ned ad Witches’ Road på en trods alt forfriskende og fantasifuld rejse. Selvom historien er ujævn og til tider går i stå, gør det farverige karaktergalleri og deres dynamik lidt op for dette. Serien fungerer også ret godt som en efterfølger til WandaVision, hvor den viderefører noget af mystikken og nogle interessante plotpunkter.

Medie: Steaming på Disney+

Skaber: Jac Schaeffer

Skuespillere: Kathryn Hahn, Joe Locke, Debra Jo Rupp, Aubrey Plaza, Sasheer Zamata, Ali Ahn, Okwui Okpokwasili, Patti LuPone, Evan Peters Maria Dizzia, Paul Adelstein

Genre: Fantasy, Adventure, Drama

Premieredato: 18.09.2024

Episoder: 9

Selskab: Disney, Marvel Studios

Om skribenten:

Henrik Brandt – Skribent & Anmelder

Henrik lever og ånder for fantastiske, eventyrlige og skræmmende oplevelser – både i spil, film og tv-serier. Specielt dyrker han Star Wars, alt inden for superhelte -og gysergenren, og singleplayer-oplevelser på sin Playstation som ekstremsport. I stedet for at gå i kirke, bruger han tiden på at sidde i de hellige biografsales dunkle mørke, og bevidner filmenes fantastiske fortællinger som de er skabt til at blive oplevet.





© Copyright - arkaden.dk