Ad Banner
Ad Banner

Anmeldelse

Airhead-anmeldelse – Atmosfærisk metroidvania perle

Foto: Octato

Af Kasper Hansen
27 januar, 2025

Airhead nærmer sig sit første jubilæum, og med Spilprisen lige om hjørnet – hvor det er nomineret til både bedste debut og bedste visuelle stil – er der ikke et bedre tidspunkt til at udforske, hvad Octato har skabt

Sidste år på min dejlige sommerferie havde jeg min Switch med, hvor jeg gennemspillede to af Playdeads titler: Limbo og Inside. To mageløse spil, som begge har efterladt et dybt indtryk i hjertet med deres vanvittigt smukke, atmosfæriske æstetik. To spil, der hverken fortæller noget gennem dialog eller tekst, men i stedet bruger en unik ambiance og visuel stil til at formidle historien.

Og netop denne form for fortælling er, hvad Octato prøver på med Airhead. Men i stedet for en 2D-sidescroller, hvor man blot bevæger sig fra den ene ende til den anden, præsenteres vi her for et metroidvania-spil. Jeg har næsten lyst til at kalde det 2,5D, da man ofte kan hoppe på andre overflader, hvilket drejer banen en smule og giver en følelse af dybde.

Præmissen er simpel: Du tager del i en rejse, hvor din lille krop forsøger at redde en luftfyldt, hovedlignende organisme fra en farlig lækage, der truer dens eksistens.

Hey! kom tilbage med mit hoved! Foto: Airhead

Hjælpemidler du HAR brug for

Man bliver først præsenteret for muligheden for at finjustere elementer, der kan skræddersy din oplevelse. Uanset om du ønsker en pejlende markør, der viser dig vejen diskret, eller om objekter, du kan skubbe eller trække, skal blinke diskret, giver spillet fleksible muligheder for at tilpasse sværhedsgraden. Det gør det lettere for folk som mig, der er relativt nye i genren, at finde en balance mellem passende udfordring og undgå frustration over at sidde fast.

Det ændrer dog ikke på, at Airhead til tider er en smule kryptisk og indeholder ekstremt vanskelige puzzles. Nogle af dem giver en dybt tilfredsstillende oplevelse, når de løses, mens andre kan være en anelse frustrerende, fordi løsningen simpelthen ikke er intuitiv.

Heldigvis har udviklerne inkluderet en hint-knap i visse tilfælde, som kan give en hjælpende hånd. Dog kan selv disse små hints og tekstbokse til tider virke kryptiske.
Ja ja, jeg må nok indrømme, at jeg er lidt for dum til det her spil…

Blot et af flere lokationer. Foto: Airhead

Visuelt stærk

Når man har et spil, der hverken indeholder dialog eller tekst (udover hints), er det vigtigt at efterlade et æstetisk stærkt indtryk og levere varierende områder. Det er præcis, hvad Octato gør med Airhead. Spillet er visuelt smukt og skaber en fin variation på tværs af de områder, man bevæger sig igennem. Udviklerne har desuden gjort en dyd ud af at skabe landskaber i et større spektrum. Baggrundene bag alle lokationer føles store og imponerende, og det er tydeligt, at der er brugt tid og omtanke på dem.

Selvom kortet stadig er 2D, føles det ikke sådan. Flere steder, hvor jeg stod, zoomede kameraet ud og viste et større billede af området, og det var simpelthen så smukt.
De leger også med at få konstruktioner og genstande til at fremstå både i forgrunden og baggrunden, hvilket giver dybde – men det leder også til kritik. Til tider dækker disse elementer små indgange, som jeg flere gange overså.

Det er lidt ærgerligt, at nogle områder er så propfyldte med detaljer, at det mindsker overblikket over, hvilke veje man kan tage. Det er tydeligt, at grotter, platforme, sten og bakker er designet til at virke mørke og dunkle, hvor baggrunden skaber farve og kontrast, men det fører også til, at flere lianer smelter sammen med væggene, hvilket og gjorde mig en smule forvirret.

Sving i lianen som Tarzan. Foto: Airhead

Puzzle og mekanikker

De få metroidvanias, jeg har spillet, har kombineret både kamp og puzzle, men i Airhead er det puzzle-elementet, der virkelig er i fokus, uden nogen form for kamp eller trusler. I stedet føles hvert eneste område som et stort puzzle. Ligesom i andre metroidvania-spil låser man op for flere opgraderinger, efterhånden som man skrider frem.

Der er også tre forskellige typer lufttanke: én almindelig, én der får dig til at svæve, og én der gør dig tung. Alt dette balanceres rigtig godt, og som i mange andre metroidvania-spil, er de evner, du får, ret velkendte.

Hvad Airhead mangler i kamp, opvejes af intensiteten. Forestil dig, at fjenden er det hoved, du bærer rundt på. Når du er i bevægelse, mister hovedet langsomt luft, og hvis det bliver tomt, må du starte forfra. På tværs af hele kortet er der adskillige lufttanke, der kan fylde hovedet op igen.

Denne dynamik skaber en konstant intensitet, da du hele tiden skal regne ud, hvor langt du kan nå, før du mister luft. Heldigvis er spillet generøst med antallet af lufttanke placeret rundt omkring. Og hver gang du suger luft ind ved en lufttank, gælder det som et checkpoint.

YAY, en opgradering. Foto: Airhead

Konklusion

Airhead er uden tvivl et fantastisk spil, der bytter kamp ud med endnu mere puzzle – noget, der ikke gør mig det mindste. Med en fortælling så stærk, at den er tæt på at nå samme niveau som Limbo og Inside, og som fortælles gennem det visuelle, er det virkelig imponerende. Desværre bliver alle de detaljer og den grundige dybde også Octatos største fjende.

Det mindsker overblikket over de små indgange og får mig til at blive forvirret lidt for ofte. Men hele luftmekanikken gør i sidste ende det hele værd, da den er så godt skruet sammen og udvider et allerede stort repertoire af gameplay, som for det meste er tilfredsstillende.


Udvikler/Udgiver: Octato / HandyGames

Genre: 2D metroidvania, puzzle

Platform:  PS5 (anmeldt på), PS4 PC via Steam, Xbox Series, Xbox One, Switch


Om skribenten:

Kasper Hansen – Skribent & Anmelder


Kasper har tidligere været skribent og anmelder for GamersLounge. De kompetitive spil som FIFA, Hearthstone og Call Of Duty-serien er nogle, han bruger mange timer på, men via en voksende passion har han også skabt en stor kærlighed til historiedrevne spil – særligt AAA-spil.





© Copyright - arkaden.dk