Meget kan man sige om en anden pretty boy, Brad Pitt, men han har stadig til gode at posere på et album med The Smiths.

Dette gjorde det franske skuespillerikon Alain Delon i 1986 på albummet The Queen is Dead.

Billedet på coveret var oprindeligt taget fra filmen Forræderen fra 1964 af instruktøren Alain Cavalier. Filmen handler om Thomas Vlassenroot, en tidligere soldat i den franske fremmedlegion, som bliver hyret til at kidnappe en advokat i Algeriet.

Men Alain Delon ikke bare meget mere end det. Han var meget, MEGET mere end det.

Med en filmografi med titler som Luchino Viscontis Rocco og hans brødre (1960) og Leoparden (1963), René Cléments Purple Noon (1960), Michelangelo Antonionis The Eclipse (1962), Joseph Loseys Mr. Klein (1976) og Jean-Pierre Melvilles Le Samouraï (1967) og The Red Circle (1970), prydede Delon flere art house-film, der nu betragtes som klassikere.

Den mandlige Brigitte Bardo

Delon blev født den 8. november 1935 i Sceaux, en forstad i den sydlige del af Paris. Hans far, Fabien, drev et biografhus i nabolaget, og hans mor, Édith, arbejdede på et apotek. Efter at hans forældre blev skilt i 1939, blev han sendt til en plejefamilie og derefter til en katolsk kostskole. Han fik en erhvervsuddannelse og arbejdede kortvarigt i den slagterbutik, som hans stedfar ejede i Paris-forstaden Bourg-la-Reine.

Da han fyldte 17, blev Delon indkaldt til militærtjeneste og sluttede sig til den franske flåde. Han blev irettesat for at stjæle udstyr og sendt til Saigon for at gøre tjeneste i den første Indokina-krig, men blev afskediget for at stjæle og køre galt i en jeep.

Filmen kalder

Delon slog sig ned i Paris i 1956, hvor han havde småjobs og besøgte klubber og caféer i Saint-Germain-des-Prés, da han mødte Jean-Claude Brialy, der medvirkede i så tidlige New Wave-film som Claude Chabrols Le Beau Serge. Brialy tog Delon med sig til Cannes det år, og hans engleansigtsudseende fangede David O. Selznicks opmærksomhed. Delon rejste til Rom for at lave en filmprøve for Borte med blæsten-produceren, som tilbød ham en syvårig kontrakt, forudsat at han forbedrede sit engelsk.

I stedet valgte Delon at blive i Frankrig på foranledning af instruktøren Yves Allégret, som gav ham sin første spillefilmsrolle i hævnthrilleren Send a Woman When the Devil Fails fra 1957.

Delons store gennembrud kom i 1960 med Purple Noon, tilpasset af Clément (Forbidden Games) fra Patricia Highsmiths bog The Talented Mr. Ripley. Som den forførende antihelt Tom Ripley udstrålede Delon masser af karisma og ondskab i en thriller, der foregår på en betagende middelhavsbaggrund. Filmen var en kritiker- og kassesucces, hvor visse anmeldere omtalte Delon som “den nye James Dean”.

Skuespilleren fulgte op med Viscontis familiedrama Rocco and His Brothers, hvor han spillede en fattig syditaliener, der flytter til Milano med sine søskende og træner til at blive boksemester. Sammen med Renato Salvatori og Annie Girardot vandt Rocco Den Gyldne Løve i Venedig i 1960 og fremmede Delons ry i Europa og i udlandet. Det var kun hans femte spillefilm i karrieren. Andre højdepunkter fra 60’erne omfattede Antonionis modernistiske eksistentielle romance The Eclipse, hvor han spillede over for Monica Vitti; Henri Verneuils melankolske gangsterfilm Any Number Can Win (1963), hvor han spillede en ambitiøs ung gangster sammen med den franske legende Jean Gabin; og Viscontis episke sicilianske mesterværk Leoparden med Burt Lancaster og Claudia Cardinale. Filmen vandt De Gyldne Palmer i Cannes i 1963 og gav Delon sin eneste Golden Globe-nominering. Den har senere b.la. været til stor inspiration for Francis Ford Coppolas Godfather-trilogi.

60’erne bliver til 70’erne

Hans arbejde i resten af årtiet omfattede flere andre mindeværdige roller: Alain Cavaliers skarpe noir The Unvanquished (1964), som Delon også producerede; Anden Verdenskrigs-sagaen Is Paris Burning? (1966), som genforenede ham med Clément og havde en stjernespækket international rollebesætning, der inkluderede Orson Welles, Leslie Caron og Kirk Douglas; Derays sexede trehåndsdrama The Swimming Pool (genindspillet som A Bigger Splash i 2015) med Schneider og Jane Birkin; og Verneuils hit The Sicilian Clan (1969), en hæsblæsende fransk-italiensk krimifilm med Lino Ventura i hovedrollen. En anden stor rolle i 60’erne var at spille den stumme lejemorder Jef Costello i Melvilles minimalistiske film noir, Le Samouraï. Delons dystre, statueagtige præstation som en mand af få ord modtog kritikerros, og rollen er stadig en af de mest mindeværdige i hans karriere. “Det er noget, der overgår mig, som eksisterer uden for mig,” sagde han til Cahiers du cinéma i et interview. “Samuraien er mig, men ubevidst.”

Delon lavede mere end 30 spillefilm i 1970’erne, selvom han var hovednavn på færre mesterværker end i det foregående årti. Det lykkedes ham at slå sig sammen med Melville i krimisagen The Red Circle, et fransk mesterværk, der nu betragtes som en af de største gangsterfilm nogensinde, og derefter til Un Flic (1972), instruktørens sidste spillefilm.

Delons måske mest mindeværdige værk fra dette årti var hans andet samarbejde med Losey, Mr. Klein, om en moralsk korrupt kunsthandler i det nazi-styrede Paris, der opdager, at han har en jødisk dobbeltgænger. Filmen, som Delon også producerede, indbragte ham hans første César-nominering for bedste skuespiller og fik franske priser for bedste film og instruktør. Delon dykkede også ned i modebranchen i slutningen af 70’erne og lancerede ure, solbriller og en serie parfumer med navne som Shogun og Samouraï Woman.

Nedturen

Han lavede færre film fra 1980’erne. Højdepunkter fra årtiet inkluderer Volker Schlöndorffs Proust-filmatisering Swann in Love (1984), Bliers melankolske romantiske fortælling Our Story (1984) og Jean-Luc Godards dekonstruerede neo-film noir, Nouvelle Vague (1990). Delons største kassesucces kom i 2008, da han spillede Julius Caesar i tegneserieblockbusteren Asterix ved de olympiske lege, som indtjente mere end 130 millioner dollars.

For nylig skændtes hans tre børn om hans helbred og økonomi, og i februar fandt politiet 72 skydevåben (han havde ikke tilladelse til nogen af dem) og mere end 3.000 patroner i hans hjem i Douchy-Montcorbon syd for Paris. I et interview med Le Figaro i 2018 understregede Delon, at han ikke var en “teatral”:

“Min karriere har intet at gøre med erhvervet som skuespiller. At være skuespiller er et kald. Jeg er skuespiller … En skuespiller optræder, bruger år på at lære sit håndværk, mens en skuespiller lever. Jeg har altid levet mine roller og har aldrig udført dem. En skuespiller er en ulykke. Jeg er et uheld. Mit liv er en ulykke. Min karriere er en tilfældighed.”

Alain Delon

Den danske forbindelse

I 1973 medvirkede Delon i den italienske gangsterfilm Big Guns aka. Tony Arzenta af instruktøren Duccio Tessari. Filmen foregår bl.a. i København for fuld udblæsning med maskingeværsalver og biljagter. Kan anbefales!:

Ja, utroligt at København stadig består. Men det gør dine bedste film også, Delon. Tak for alt!

Sidder du stadig her? Se at får set disse klassikere!

Om skribenten:

Kasper Rasmussen – Skribent & Anmelder

Filmnørd med interesse i alt mellem himmel og jord – både det guddommelige og jordnære. Er det godt er det godt; Skidt er det skidt. Har tidligere skrevet for Citylights, Pixel.tv og The Movser. Kan opleves som statist i bl.a. Druk og Klovn Forever og har b.la. interviewet Luigi Cozzi, Thomas Robsahm og Christopher Lambert. Indehaver af Danmarks bedste filmsamling med et hav af minder og autografer.