Alan Wake er et spil der tales alt for lidt om, når det kommer til diskussionen om fantastiske narrativer i videospil. Ikke fordi det aldrig snakkes om, men ofte er det kun som en kort bemærkning, eller også bliver det skubbet væk til fordel for mange andre store titler.

Det er en skam, da historien om forfatteren med skriveblokade, Alan Wake, der pludselig bliver hivet ind i et mareridt, hvor fiktion og virkelighed flyder sammen, er intet mindre end brilliant og, i min optik, et af Remedy Entertainments bedste spil.

Derfor var det med en anelse ærefrygt, at jeg tog dykket ned i denne længe ventede efterfølger. Et dyk jeg med glæde vil tage igen og igen.

Mareridtet fortsætter – i Bright Falls

Historien tager os atter tilbage til den lille hyggelige by, Bright Falls. Hvor alle beboerne gør klar til den årlige “Deer Fest”, og alting virker i den skønneste orden. Denne idyl brydes dog, da en mand bliver brutalt myrdet i byens omkringliggende skov, som del af et bizart ritual.

Det tiltrækker FBI-agenten, Saga Anderson og hendes partner, Casey Jones, der skal finde en sammenhæng mellem flere mord samt løse mysteriet om den forsvundne forfatter, Alan Wake, der fandt sted i byen for 13 år siden. Og som om det ikke var mystisk nok, så begynder der at dukke nogle maskinskrevne sider op, som beskriver både alt hvad der sker, og vil ske.

Historien starter lidt langsomt ud, da man nok havde håbet på at starte direkte på den cliffhanger, som det tidligere spil så ubarmhjertigt forlod os på. Men starten med et mordmysterie og det okkulte hængende over dig som en fastspændt guillotine, klar til at falde over din blottede strube, passer perfekt med den type narrativ som Alan Wake II byder på.

For dette er ikke blot en neglebidende thriller, men også en velskreven gyser. En gyser der ikke blot nøjes at skræmme dig med kedelige chok-momenter, men stykker det sammen med en fantastisk mørk stemning, og følelsen af ubehag givet af det ukendte der lurer i skyggerne.

Symbolismen i *Alan Wake 2* er måske ikke altid diskret, men den er altid foruroligende

Var der nogen der sagde ‘Twin Peaks’?

Det virker også dejligt forfriskende med en ny hovedkarakter som Saga, der er en hårdtslående agent med et slør af mystik over sig, særligt angående hendes datter og privatliv. Hun udnytter sine specielle kognitive evner til at løse diverse mord, der leder tankerne hen på detektiv serier såsom BBCs Sherlock. Denne evne bliver man introduceret for i starten af spillet, hvor man trækkes ind i Sagas eget lille “Mind Palace”, og skal sætte diverse ledetråde sammen for at kunne fortsætte spillets narrativ.

Jeg fandt det til tider irriterende at skulle tydeliggøre over for spillet, at jeg havde samlet trådene i en gåde, før at historien ville fortsætte til næste punkt. Men det er en bagatel, der hurtigt blev gjort til skamme af de engagerede notebeskrivelser, og Sagas næsten humoristiske opsummering af sporene som hun havde i sine tanker overlagt med et fint lille ekko.

Der vækkes stærke minder om serier såsom kultklassikeren, Twin Peaks eller horror-antologien The Twillight Zone, ligesom det oprindelige Alan Wake gjorde tilbage i 2010. Det vil nok også være på sin plads at sige her, at Alan Wake II ikke er et spil man skal starte ud med. Der er mange referencer til ikke bare 1’eren, men til hele Remedys kartotek af spil. Så hvis man vil nyde historien ordentligt, bør man som minimum have set en film over det første spil, også selvom der halvvejs gennem historien forsøges at samle op på alt, der er sket indtil nu.

Thriller plot når det er allerbedst! Hav en masse forsvundne personer på samme år.

Vågn op, Alan Wake

Udover det nye “Mind Palace”-system har Alan Wake II meget af det samme gameplay som forgængeren. Du skal stadig løbe rundt i temmelig lineære områder, der er bestemt af spillets narrativ, bekæmpe fjender med din lygte og våben, samt gå på opdagelse nogle få tidspunkter, hvor du kan indsamle diverse collectibles.

Disse varierer mellem madkasser, manuskript sider og mystisk skrift på væggene, der alt sammen er med til at forøge dine chancer for overlevelse. Som noget nyt kan du nemlig opgradere din karakters våben eller specielle evner, alt efter om du spiller Saga eller Alan Wake.

For selvfølgelig kommer du også til at spille den titulære, Alan Wake, som er blevet slidt og forvirret efter sine 13 år i “The Dark Place”. Det har knækket ham mentalt, og gjort ham til en skygge af sig selv, som dog har formået at holde sig i live med sine egenskaber som forfatter.

For i den anden verden hersker skyggerne, og kun små kilder af lys kan holde Alan fra at blive fuldstændigt overtaget af de mørke kræfter, som ønsker at kontrollere ham. Heldigvis kan han bruge sine forfatterevner til at ændre verdens struktur på visse punkter, og med den lille finurlige “Angel Lamp”, kan man tage en lyskilde fra et sted, og åbne en ny passage et andet sted.

“The Dark Place” byder på mystik og mørk gru, men der er stadig håb forude

Har vi ikke været her før?

Det er velkomne gameplay mekanismer, der yderligere løfter følelsen af at spille Alan Wake II til nye højder, også selvom skydningen og udforskning kan virke lidt for genkendeligt samt banalt. Men det passer stadig perfekt sammen både i stemning og narrativt toning, for at det føles engagerende nok for spilleren gennem den 18 timers historie, som det tog mig for første gennemspilning.

Et sted hvor jeg må sige at spillet halter en smule for mig, er i de ellers veldetaljeret omgivelser. Bright Falls og dens omkringliggende skov ser bedre ud end nogensinde, men der er stadig en følelse af at have været der før. Der var også tider hvor jeg sad fast, særligt i skovområdet, da omgivelserne var så ensformige, at jeg ofte måtte benytte mig af spillets kort, for at kunne finde rundt.

Det såkaldte “The Dark Place” var ikke meget bedre, da stedet mest bød på tomme gader, med en temmelig intetsigende undergrundssektion. Det er dog ikke for at sige omgivelserne var totalt forladt på originalitet, da der var nogle nye steder at udforske, og særligt Alans evne til at omskrive sine omgivelser var et glædeligt plaster på dette lille sår.

Musikvalget er også fuldstændig eminent, og giver spillets narrativ ekstra pondus. Ligesom i 1’eren bliver hvert kapitel afsluttet med et nummer, som fortæller de involveres historie på en ny måde. Det giver ikke bare ekstra karakter, men lyder også smaddergodt og er værd at lytte til flere gange.

Jeg vil heller ikke være det bekendt at udelade skuespillerpræstationerne samt Remedy Entertainments næsten uhyggeligt præcise øje for komisk effekt. For dette spil har godt nok en mørk stemning med død, blod og drabelige fjender, men det formår alligevel at inkorporere en humor, som ville være faldet fladt i andre sammenhænge, men som denne gang er bindeleddet mellem alt det absurde, som spillets karakterer kommer ud for.

Konklusion

Så hvad mere er der at sige: Alan Wake II er ikke bare en fantastisk titel af en længe ventet efterfølger til et undervurderet spil, men også en diamant i Remedys efterhånden imponerende smykkeskrin af titler.

Det er ikke perfekt, da små dele af gameplay samt nogle af omgivelserne kan virke som noget, der er prøvet før. Men der er samtidigt rigelig originalitet at kaste sig over, skulle man have lyst til at dykke ned i dette spændende horror-eventyr, og det er et dyk værd at tage.

Hvis man har været i tvivl, om Alan Wake II kan konkurrere med andre store titler i dette vilde år, så kan jeg med den største selvtillid sige: “Absolut”. Dette er et dyk ned i alle Remedy Entertainments krøllede ideer, finurlige narrativ og velstruktureret gameplay der kommer til udtryk i et spil, der holder dig under overfladen, indtil du endelig får lov til at trække vejret igen med stort velbehag.

Alan Wake II er ikke en sø. Det er et ocean, og jeg er klar til at tage et dyk mere.

Udvikler/Udgiver: Remedy Entertainment/Epic Games

Genre: Horror, action/adventure

Platform: PlayStation 5 (anmeldt på) Xbox Series X/S og PC

Kasper Pedersen – Skribent & Anmelder

Kasper har en kandidatgrad i Corporate Communication, hvor han specialiserede sig inden for tekstforfatning og hjemmesidedesign. Har tidligere været anmelder og skribent hos Pixel.tv i to år. Har en stor kærlighed for alt japansk underholdningskultur, såsom anime og JRPG. Nyder også et godt Survival Horror-spil, der bygger på atmosfæriske gys fremfor tarvelige jump scares.