Ad Banner
Ad Banner

Anmeldelse

Alan Wake II: The Lake House-anmeldelse – En kort, men stemningsfuld afslutning

Foto: Remedy Entertainment/Lau Eskildsen

Af Lau Mellemgaard Eskildsen
24 oktober, 2024

Kan The Lake House-udvidelsen leve op til Alan Wake II's høje standard, eller efterlader den os med et lidt for kort punktum?

Som en afslutning på Alan Wake II har Remedy nu udgivet The Lake House, den anden og sidste udvidelse til et af sidste års mest anmelderroste spil. Udvidelsen tager os tilbage til den mørke og uhyggelige stemning fra hovedspillet, samtidig med at den føles som en naturlig fortsættelse af Alan Wake-universets komplekse historie. Hvor den første udvidelse, Night Springs, var mere eksperimenterende og surrealistisk, bevæger The Lake House sig mere målrettet ind i det dybt forankrede univers, som Remedy har skabt med både Alan Wake og Control. Det er tydeligt, at Remedy er i gang med at binde de to universer endnu tættere sammen, og denne udvidelse virker som et forsøg på at gøre os klar til Control 2. På mange måder føles The Lake House som en bro mellem de to værker, ligesom Controls AWE-udvidelse gjorde det modsatte ved at bygge bro til Alan Wake II.

Remedy Entertainment/Lau Eskildsen

I The Lake House spiller man som FBC-agenten Kiran Estevez, som man også møder i hovedspillet. Hun bliver sendt til det mystiske Lake House, et forskningsanlæg, der ligger ved Cauldron Lake – der er en central og ikonisk lokation fra Alan Wake og nu også Control. Cauldron Lake er en af de mest betydningsfulde steder i Remedy-universet, da det fungerer som en portal til det overnaturlige Dark Place, hvor væsener og kræfter uden for vores verden eksisterer. I årevis har både Federal Bureau of Control og andre skumle kræfter forsøgt at udforske og forstå søens mørke egenskaber. I The Lake House fortsætter denne udforskning, og som spiller får man nu muligheden for at komme helt tæt på det mystiske og farlige sted.

Kiran er en spændende karakter at følge, og det fungerer rigtig godt, at vi får hendes perspektiv på begivenhederne ved The Lake House. Med hendes baggrund i Federal Bureau of Control får vi også en ny vinkel på det paranaturlige kaos, der foregår omkring Cauldron Lake, hvilket udbygger Remedy-universet på en god måde. Kiran blev introduceret i hovedspillet, men her i The Lake House får vi en dybere indsigt i hendes rolle som agent og hendes kamp mod de kræfter, der truer med at ødelægge alt omkring hende.

Remedy Entertainment/Lau Eskildsen

Visuelt er The Lake House endnu en gang imponerende. Alan Wake II var allerede et af sidste års flotteste spil, og udvidelsen skuffer bestemt ikke på den front. Fra den store detaljegrad i omgivelserne til de stemningsfulde lyseffekter i de mørke korridorer, er The Lake House en visuel oplevelse, der matcher den kvalitet, vi har lært at forvente fra Remedy. Et lille, men bemærkelsesværdigt eksempel på detaljegraden er, at Kiran undervejs får maling på sin jakke fra de malerier, der hænger rundt omkring i anlægget – en subtil detalje, men én der viser, hvor meget der er lagt vægt på de små ting. De nye fjendetyper, som dukker op i denne udvidelse, er både uhyggelige og grafisk overbevisende, og de bidrager til den intense atmosfære, som gennemsyrer hele oplevelsen.

Men det er ikke kun det visuelle, der imponerer. Lydsiden er som altid i Alan Wake-universet en af de helt store styrker. Uanset om det er de små knirkende lyde, der får hårene til at rejse sig på armene, eller de pludselige, intense lydeffekter, når fjender angriber, så leverer The Lake House på alle fronter. Stemmeskuespillet er desuden lige så overbevisende som i hovedspillet, og det er med til at holde dig engageret i historien.

Remedy Entertainment/Lau Eskildsen

På gameplayfronten leverer The Lake House også en solid oplevelse. Selvom gameplayet i bund og grund minder meget om det, vi allerede kender fra Alan Wake II, kommer udvidelsen samtidig med en større opdatering til hovedspillet, der finpudser flere elementer, herunder gunplayet. Og gunplayet føles virkelig sprødt nu – det er tilfredsstillende og præcist, især i de mere intense kampe mod de overnaturlige fjender. Dog skal det nævnes, at der ikke er mange nye tilføjelser til gameplayet som sådan. Det føles mest som mere af det samme, hvilket bestemt ikke er en dårlig ting, men måske ikke nok til at skille sig markant ud fra hovedspillet.

Når det er sagt, er der et par svage punkter ved The Lake House. Udvidelsen varer kun omkring to til tre timer, hvilket er i den korte ende for en udvidelse af denne kaliber. Selvom de tre timer er pakket med intensitet og flotte sekvenser, kunne man godt have ønsket sig lidt mere dybde, både i historien og i længden. Desuden er narrativet temmelig komplekst, og det forventes, at du læser en stor mængde dokumenter, noter og emails undervejs for at få den fulde forståelse for, hvad der foregår. Hvis du ikke er helt inde i både Alan Wake og Control-universet, kan det være svært at følge med i alle de små detaljer, der bliver drysset ud gennem tekststykker og referencer til tidligere begivenheder. Det kan til tider trække tempoet lidt ned og skabe en smule distance til selve spiloplevelsen.

Remedy Entertainment/Lau Eskildsen

Et gennemgående tema i udvidelsen er igen forholdet mellem kunst og virkelighed. Den menneskelige trang til at skabe kunst og hvordan kunst påvirker og former virkeligheden spiller en central rolle i både hovedspillet og udvidelsen. The Lake House fortsætter denne metadiskussion på elegant vis og udforsker, hvad der sker, når grænserne mellem kunst og virkelighed begynder at smuldre.

For spillere, der allerede har investeret i Deluxe-udgaven af Alan Wake II eller har købt season pass, er The Lake House en no-brainer. Det er den naturlige afslutning på historien og giver et glimt af, hvad Remedy muligvis planlægger med Control 2. For dem, der ikke har Deluxe-udgaven, kan det dog være værd at overveje, om en to til tre timers udvidelse er nok til at opgradere, især hvis man ikke er dybt investeret i Remedy-universet.

Remedy Entertainment/Lau Eskildsen

Konklusion

Alt i alt er The Lake House en solid afslutning på Alan Wake II, og selvom det ikke er perfekt, leverer det mere af det, der gjorde hovedspillet så godt – flot grafik, sprødt gameplay og en dyster, uhyggelig stemning, som Remedy mestrer som få andre.

Det er dog også en udvidelse, der kunne have haft godt af lidt mere dybde. Med en spilletid på blot tre timer føles The Lake House som en kort epilog snarere end en fuldgyldig udvidelse. Selvom historien er spændende, er den ikke uden problemer, især fordi den kræver, at man investerer tid i at læse en stor mængde dokumenter og noter for at få det fulde billede af, hvad der foregår. Det kan være lidt af en hæmsko, især hvis man ikke allerede er godt inde i Alan Wake– og Control-universet.

Udvikler/Udgiver: Remedy Entertainment

Genre: Survival-horror

Platform: PS5 (anmeldt på), Xbox Series X/S og PC

Lau Mellemgaard Eskildsen – Skribent & Anmelder


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger






© Copyright - arkaden.dk