Forleden droppede den sidste Alien: Romulus-trailer ned i favnen på alverdens Alien-fans. Lad os lige se den igen:

Et fyldestgørende interview

I forbindelse med nyheden omkring Alien: Romulus og den kommende Alien-tv-serie, som Ridley Scott skal producere, synes vi her på Arkaden, at det er på tide med noget nørderi. Derfor har vi valgt at bringe dette interview med Alexandre O. Phillipe, som netop besidder disse nørdegenskaber.

Filminstruktør Alexandre O. Phillipes Alien-dokumentar, Memory: The Origins of Alien, er en fascinerende neddykning og analyse af Ridley Scotts banebrydende sci-fi-mesterværk: Alien – Den 8. passager fra 1979. Du kan se traileren til hans dokumentar her:

– Alexander, hvor gammel var du, da du første gang opdagede, at du var en filmnørd?

“Jeg tror, jeg var 5 eller 6 år gammel. Jeg var tidligt i min proces med at se gyser- og horrorfilm.”

– Så det må have været en meget følelsesladet oplevelse?

“Ja, det var det. Jeg begyndte at se en masse Hitchcock, og det var sjovt nok helt i orden med mine forældre, selv i en ung alder. De satte aldrig spørgsmålstegn ved, hvad jeg så, hvilket jeg i dag nok synes er lidt uetisk. Men film har altid interesseret mig, og jeg tror aldrig, jeg har været uinteresseret i dem.”

Hvad kan horrorfilmen så levere?

Jeg kommenterer hans udtalelse og roser ham for at være et rigtigt menneske.

– Hvad er det, der er så fantastisk ved horror/sci-fi-film?

“Gyserfilm frembringer en fantastisk følelse, som man bør lægge mærke til. Desværre affærdiger vi som mennesker denne følelse for tit. Frygt udløser handlinger om, hvad vi skal gøre og hvad vi ikke skal gøre. Hvad der gør gyserfilm så fantastiske, er denne idé, at de kan give dig mulighed for at opsøge din frygt, dykke ned i mørket og finde dit mørke-jeg frem. Hvis du gør det, kan det blive en form for healingproces. Jeg tror virkelig, det kan bruges til at få fuld forståelse omkring dig selv. At finde ud af, hvad man er bange for, kan virkelig være en befriende proces.”

Jeg kommenterer, at jeg selv brugte horrorfilm til at afprøve mine egne grænser for, hvor meget jeg selv ‘kunne klare,’ og for at møde mig selv og bekæmpe min egen frygt. Jeg fortæller ham, at jeg helst ser film, hvor jeg kan komme om bord på mystiske rumskibe eller besøge Draculas slot. For hvem vil dog ikke gå derhen?

“Tja, min erfaring er, at der desværre er for få, der vil/tør. Mange ser/interesserer sig ikke for horrorfilm, og det er problemet. Men jeg synes, det ville være utroligt sundt, hvis de gjorde. Man skal selvfølgelig ikke se film, der berører den såkaldte ‘torturporno’-genre. Hvad kan man bruge det til udover at traumatisere folk uden at give dem en reel mening med det? De gode horrorfilm kan være lyriske, allegoriske eller samfundskritiske.”

– Det, jeg foretrækker ved horrorfilm, er, at der overhovedet ikke er nogle grænser for, hvordan filmen skal skæres. Historien kan udfolde sig i rummet, i nutiden/fortiden – den skal bare sørge for at virke skræmmende, indvender jeg.

“Ja, lige præcis. Og det, der gør Alien-filmen så skræmmende, er jo, at man er indkapslet af frygten for det ukendte på en meget kraftfuld måde. Denne idé med, at rummet er tomt og stille, men måske er det ikke?”

Jeg siger, at det må være på samme måde, hvis man skulle være en døv person, og vi griner.
– Hvorfor har du valgt at arbejde med filmdokumentarer?

“Det er noget, jeg efterhånden har arbejdet med i 14 år, men jeg tror, det stammer fra min passion for film. Jeg vil gerne uddybe filmmediet, da det virkelig er en kulturel fællesoplevelse. Jeg er meget interesseret i at få folk til at opdage, at visse film er vigtige samfundsmæssigt. De er en del af vores kollektive psyke.”

– Det er en forholdsvis ny ting at dokumentere film på denne måde. Der eksisterer ikke lignende dokumentarer, hvis vi kigger tilbage til 30’erne, 40’erne, 50’erne osv.

“Ja, derfor er det meget vigtigt, at vi får dokumenteret disse film. Min dokumentar mangler allerede nu nøglepersoner som Giger og Bannon.”

Spænding og mystik

Vi bliver hurtigt enige om, at havde der eksisteret dokumentarer om tilblivelsen af f.eks. Tod Brownings Freaks, havde livet været fantastisk at leve.

“Ja, men det er også med til at skabe en myte omkring disse film, at vi ikke har så meget materiale at bruge. Det fremmer mystikken omkring visse film, og de bliver mere mytiske. F.eks. er alle scenerne fra brusebadscenen i Psycho ødelagt. Det er selvfølgelig en tragedie, men på den anden side får det også filmfans til at spekulere i, hvad der kunne have været opdaget, hvilket øger spændingen og mystikken.”

– Ja, det er jo ingen garanti, at Orson Welles’ Familien Ambersons havde været et mesterværk i hans egen færdigklippede version?” siger jeg nørdet.

“Ja, derfor skal film dokumenteres nu, mens vi kan.”

Jeg begynder at spørge ind til hans zombiedokumentar fra 2014, Doc of the Dead:
– Hvor er den italienske forbindelse omkring zombiefilmen? Jeg tænker f.eks. på Lucio Fulcis Zombie?’

“Det var faktisk på grund af vores distributør, Epix. Vi havde simpelthen ikke budget til det. Der er nogle få visuelle referencer til det i dokumentaren, men jeg ærgrer mig ligesom dig over, at der ikke indgår nogle referencer til den italienske zombiegenre. Måske kan jeg en dag gå tilbage til det. Det var også svært at få licens til gamle filmklip. Det er en utrolig besværlig og ressourcekrævende opgave at få folk til at lave interviews osv., men måske en dag kan jeg lave et 5-timers program om zombiegenren, ha ha.”

Vi bliver hurtigt enige om vores kærlighed til italienske genrefilm:
– “Hvorfor er zombier og zombiefilm så populære og relevante i vores samtid?”

“Ja, det er interessant, men jeg tror, at zombier bevæger sig så langsomt og opløsende, at det ‘tricker’ fantasien hos mange. Vi er alle fascinerede af døden og det at være død – måske ikke nu, men en anden dag. Det er en sikker verden at boltre sig i, velvidende at man ikke dør lige foreløbig. Jeg er selv stadig yderst overrasket over zombiernes stadig fortsættende popularitet. Zombier er nu en del af massekulturen, i stil med Snurre Snup og Daffy And. Zombier er blevet børnevenlige.”

Legendariske Psycho

– Hvor kom så interessen med at dokumentere Hitchcocks Psycho i din 78/52 og den famøse brusebadsscene, hvilket for mig stadig er den ultimative slasherfilm?

“Det er selve SCENEN over alle scener. Hitchcock er mit idol og en ener. Han er den filmmager, jeg altid vil beundre. Der har ikke været en filmmager som ham, der trods at være den mest studerede instruktør, stadig gemmer på så mange mysterier, at han forblev en enigma. Han var også en utrolig god skuespiller overfor sit publikum, så det var helt naturligt for mig at lave en dokumentar om ham og Psycho. At lave en 90 minutters dokumentar om brusebadsscenen var ikke noget, der før var lavet. Jeg følte virkelig, at den fortjente en filmisk hyldest. Hitchcock er jo spændingens mester og en fantastisk opfinder og fornyer af fortælling og filmtricks. Han var meget visionær.”

– Han lavede også datidens blockbustere og var aldrig bange for at bryde grænser, nævner jeg.

“Ja, og når man kigger på hans film, finder man også ud af, hvor nemme de er at gå til, specielt ved første øjekast. Man behøver ikke at være filmprofessor for at forstå dem.”

– Ja, ligesom Walt Disneys tre første film?

“Ja, der er dybere lag. Kun fantasien sætter grænser for, hvor dybt du vil dykke ned i det underbevidste og grusomme.”

Alien – Den 8. Passager

Så springer vi frem til kernen af interviewet:

– Hvad var så fascinerende ved Alien – den 8. passager, at det var næste projekt?’

“Det er jo endnu en film, man ikke kan komme til bunds i. Den opsøger helt tilbage til de ægyptiske og græske myter, det ubevidste, det underbevidste.”

– Var det noget, du tror Ridley Scott har været klar over? 

“Jeg ved ikke, om han gør, og jeg tror ikke nødvendigvis, at store kunstnere skal gå ind bag disse lag af myter. De behøver ikke nødvendigvis vide, hvad de gør; de skal bare fuldføre det, de er blevet bedt om. Og det er okay. Jeg er ikke i tvivl om hans store viden som filmmager, men både han og Giger blev styret af det underbevidste, da de lavede filmen. Sammen skabte de en symbiose af underbevidste energier. Der er en dyb forbindelse mellem kunstnere, der kan skabe noget sammen med urgamle mytologier, der forbinder os gennem tusinder af år. Min dokumentar forsøger også at lave en kærlighedserklæring til Dan O’Bannon.”

 – Jeg savnede under visningen af dokumentaren input fra John Carpenter, Ridley Scott og Sigourney Weaver?

“Du kan tro, vi prøvede. For det første ville jeg aldrig forsøge at overtale John Carpenter, da der fortsat er ‘Bad blood’ mellem ham og Dan O’Bannon. Scott prøvede vi at overtale utallige gange, men min film prøver virkelig at vise det forbindelsesled, der var mellem O’Bannon, Giger og Scott. Men havde vi fået Scotts input i filmen, tror jeg, vi havde fået en for skæv vinkel på processen, når nu hverken Giger eller O’Bannon kunne have bidraget til projektet. Selvfølgelig kunne Scott have bidraget med info omkring Giger, men alligevel… Ridley Scott er en travl herre, der desværre ikke havde tid til projektet, men han har været interesseret i at se min dok. Det er dog med stor ærgrelse, jeg ikke fik Sigourney med, selvom jeg forgæves prøvede at få hende til det. Men vi havde simpelthen ikke tiden til at vente på endnu et nej fra hendes side. Grundet den feministiske vinkel er det også ærgerligt, at vi ikke fik hendes deltagelse. Jeg ville gerne have ventet et helt år på at få hende med, men der er mange økonomiske faktorer, der også ville have skulle spille ind. Kunst og penge følges ikke altid ad. Det grundlæggende aspekt har jeg dog fået med, nemlig symbiosen mellem O’Bannon, Giger og Scott og hvordan Scott fuldbragte O’Bannons og Gigers vision til lærredet. Man kan lave tusinder af dokumentarer om Alien-filmen, men dette var filmen, jeg ville lave. Der vil altid være folk, der siger, du mangler det og det, og det er okay, men det, jeg prøver at fortælle dig, er, at det var ikke den film, jeg ville lave, altså kun om selve tilblivelsen af filmen Alien. Med eller uden medvirken fra Scott osv., men jeg mener stadig, kernen omkring min film er bevaret uden deres medvirken.”

Dan O’Bannon og mere nørderi

– Har du nogensinde selv mødt Dan O’Bannon?

“Nej, desværre. Han døde for cirka 9 år siden, men hans enke, Diane, blev heldigvis et anker for os i tilblivelsen af dokumentaren. Uden hende havde vi manglet et vigtigt link til historien. Hun blev selve hjertet, så ærlig talt tror jeg ikke, vi havde nået så langt i processen uden hende og The Giger Estate.”

Som den nørd, jeg er, har jeg medbragt Blu-ray-kopier af filmene Planet of the Vampires og Queen of Blood, der indgår som inspiration i Dan O’Bannons opvækst:

– Jeg er glad for, at disse film endelig bliver anerkendt for deres inspiration.

“Ja, Dan (O’Bannon) var meget glad for disse film og tog meget inspiration fra dem. Men tilbage til Ridley Scott: Han er sjovt nok ikke den store sci-fi-type, som man ellers skulle tro. Det er nok mere Giger og O’Bannons input, der har givet filmen det rigtige sci-fi-miljø.”

– Der bliver nævnt i din dokumentar, at Walter Hill inden Ridley Scott blev hyret som instruktør på filmen. Hvordan tror du, det ville have udviklet sig? Måske havde vi stået med en Aliens i stedet efter hans Krigerne?’

“Ja, hvem ved? En 48 timer i rummet, ha ha.’ ‘Den originale version var et stort sats fra studiets side, der virkelig bar frugt.”

– Hvad synes du om Ridley Scotts 2003-genredigering af filmen? Det bliver ikke nævnt i din dokumentar. (Jeg minder ham lidt om de små ændringer, der blev lavet.)

“Jeg mente ikke, det ville have den grundlæggende betydning for min dokumentar. Hvis jeg havde valgt at lave en 3-timers dokumentar, så ja.”

Jeg får afsluttet mit interview med en signering på mit Alien 9-disk bokssæt, selvom der er stavefejl: ‘To Casper’, står der.

Om skribenten:

Kasper Rasmussen – Skribent & Anmelder

Filmnørd med interesse i alt mellem himmel og jord – både det guddommelige og jordnære. Er det godt er det godt; Skidt er det skidt. Har tidligere skrevet for Citylights, Pixel.tv og The Movser. Kan opleves som statist i bl.a. Druk og Klovn Forever og har b.la. interviewet Luigi Cozzi, Thomas Robsahm og Christopher Lambert. Indehaver af Danmarks bedste filmsamling med et hav af minder og autografer.