Selvom det var Alien-seriens originale skaber, ramte Ridley Scott alligevel bunden i 2017 med sin Alien: Covenant, der føltes som en udbrændt mavepuster i et ellers evigt foranderligt univers.

Med Disney-overtagelsen af det legendariske franchise blev Don’t Breathe-instruktøren Fede Álvarez påsat opgaven for “restaureringsprocessen”. Det var et klogt valg, da den klaustrofobiske stemning er noget nær eksistentiel for det fortættede gys, som serien kræver. Álvarez’ fortælling foregår mellem begivenhederne i Ridley Scotts klassiker Alien fra 1979 og James Camerons elskede opfølger Aliens fra 1986.

Sandwich-fortællingen følger en gruppe 20-årige rumkolonister, der beslutter sig for at udforske en forladt, nedlagt rumstation i håb om at komme væk fra deres solløse minekoloni og nå til en frodig planet i et fjernt system. Men de er ikke alene. Snart må den nye besætning kæmpe for deres liv. Så hvem overlever?

Hvad forventes?

Det skal ikke være nogen hemmelighed, men Alien: Romulus er selvfølgelig ikke på højde med de to klassikere, Alien og Aliens. Men var der virkelig nogen, der forventede det?

Det er bestemt ikke fordi Álvarez og Rodo Sayagues, der begge fungerer som filmens manuskriptforfattere, ikke gør deres bedste. De har skabt et spændende og til tider nyskabende kapitel til franchisen, der fint harmonerer som mellemhistorien til de to klassikere.

Det er allerede tydeligt ved filmens introduktion, der nærmest kopierer originalfilmens ulmende stilhed, helt lydløst, med dens tekstgrafik, der pludseligt opstartes med lyden af et opvågningsprogram. Vi er tilbage på Alien-sporet, og det føles virkelig godt.

Og stilen holdes, men lad os alligevel starte med det sure. Det er dog ikke så syrligt, da de syrlige bolsjer allerede var at finde i trailerne.

The B***h is Back!

Produktionsdesigner Naaman Marshall, der tidligere har stået for Álvarez’ Don’t Breathe, holder filmen i primært sorte, røde, gule og orange farver, hvilket desværre skaber en billedmæssig disharmoni mellem de to klassikere. Det ligner desværre mest Alien: Covenant 2, hvis en sådan eksisterede. Er det medproducer Ridley Scotts input? Så skulle han have holdt sin kæft.

Skal man være en rigtig bitch, og det vil jeg ikke være, kan Alien: Romulus desværre også vredt opsummeres som en I Know What You Did Last Summer i Alien-franchisen. Hvorfor skal besætningen bestå af så ungt et klientel? Én af klassikernes styrker var netop passagerernes aldersmangfoldighed, specielt i Sigourney Weavers tilfælde. Hun var 30 år i den første Alien-film, hvilket lagde en ekstra tyngde i troværdigheden. Harry Dean Stanton var i øvrigt 53.

Filmen indeholder også en “kærkommen, velkommen tilbage”-CGI-karakter, der kun er lidt bedre end Jeff Bridges’ udgave fra Tron: Legacy. Not good.

Ok, så blev det “trukket ud”, og så det gode, virkelig gode og det brilliante

Instruktør Fede Álvarez har så meget kærlighed og indsigt i serien, at det hurtigt smitter af på seeren, og filmens lige knap to timers spilletid flyver væk hurtigere end et Nostromo-rumskib kan passere lysets hastighed – okay, næsten. Tempoet er faktisk højt lige fra starten, så selv starten i Aliens nu virker lidt sneglet. Efter en brilliant opstart med vores hovedpersoner, der kæmper en hård kamp i 2142’s udsigtsløse civilisation, er vi hurtigt ombord, og rædslerne kan begynde.

Men Álvarez er ikke kun ude på at rehashe eller komme med både store og små hints til alle seks film i serien. Han er ligeså interesseret i at komme med sit eget og originale tilsnit til serien, som kun en uberfan ville gøre det. Specielt i filmens tredje akt, hvor han og filmen virkelig går helt amok i en herlig og nærmest Giger-perverteret showstopper, hvor tingene pludselig bliver nærmest Freud-outrerede, med en slutning der gør alt godt, hvad Alien – Genopstandelsen ikke gjorde. Faktisk fremstår Alien: Romulus’ slutning nu så vild og ekstrem, at Camerons “Aliens-Bitch!”-slutning nu virker lidt sådan, nå ok-agtig. Vist ikke en dårlig bedrift!.

Jeg har kritiseret de unge skuespillere, men der stopper det også, for det unge hold klarer sig rigtig godt.

Brilliante Aliens og Andy

Cailee Spaeny har den store udfordrende rolle at spille Ripleys afløser, her kaldet Rain. Selvom hun helt tydeligt ikke har Weavers pondus, er hun en teknisk bedre skuespiller, der lægger sin egen stil til franchisen.

Resten af holdet gør det også godt, men det bliver skuespilleren David Johnsson i rollen som den syntetiske Andy, der vil blive kultdyrket og t-shirt-købt fremover. Han spiller ganske fremragende og overhaler hermed Michael Fassbenders David-rolle fra Prometheus– og Covenant-filmene.

Filmens virkelige trækplaster er selvfølgelig dens monstre – Xenomorphs og face-huggers, der er lige så skræmmende som altid, og filmen giver aldrig slip på kropsrædslen og blodsudgydelsen. 

Romulus kombinerer retro-futuristiske, ekspansive kulisser, professionelt udformede praktiske effekter og en smuk, men uhyggelig baggrundsmusik og er en “sjov” tur for spændings- og horrorsøgende, der ønsker en beboet og velkendt stemning, mens de bliver skræmt.

Jeg har ikke mere at sige, venner. Vi har endnu en Alien-klassiker i verdens pt. bedste science fiction-trilogi.

Medie: Biograf

Skuespillere: Cailee Spaeny, David Johnsson, Archie Renaux

Instruktør: Fede Álvarez

Genre: Sci-fi/Horror/Action

Premieredato: 15/8/2024

Spilletid: 119 minutter

Selskab: 20th Century Studios

God biograftur!

Om skribenten:

Kasper Rasmussen – Skribent & Anmelder

Filmnørd med interesse i alt mellem himmel og jord – både det guddommelige og jordnære. Er det godt er det godt; Skidt er det skidt. Har tidligere skrevet for Citylights, Pixel.tv og The Movser. Kan opleves som statist i bl.a. Druk og Klovn Forever og har b.la. interviewet Luigi Cozzi, Thomas Robsahm og Christopher Lambert. Indehaver af Danmarks bedste filmsamling med et hav af minder og autografer.