Ad Banner

Film og serier

Anmeldelse – Batman: Caped Crusader – Et godt forsøg

Af Sebastian Volder
20 september, 2024

Batman leverer en stilistisk og spændende fortolkning af en ung Batman i Gotham. Selvom universet har potentiale, kæmper serien med for mange karakterer og en fragmenteret fortælling, der hæmmer dens fulde potentiale.

Vi har fået et nyt kapitel i animationen om Gotham Citys mørke ridder, og denne gang leveres serien med en frisk, moderne vinkel. Med sine stiliserede animationer og sin dybere psykologiske tilgang til Bruce Wayne og Batman-formlen, forsøger den at hædre sin forgængere.

Seriens mest iøjnefaldende styrke er dens fremstilling af en ung, uerfaren Batman, der stadig kæmper med at finde sin plads i Gotham. Vi får et indblik i Bruce Waynes forsøg på at balancere sit liv som rigmand og superhelt, og dette aspekt tilføjer en tiltrængt menneskelighed til karakteren. Der er noget fascinerende ved at se den maskeklædte flagermus stadig skal lære, hvordan han skal navigere sin dobbelte identitet, hvilket skaber en spændende dynamik mellem hans privatliv og hans rolle som byens beskytter.

Visuelt potentiale hæmmet af stilforvirring

Men hvor serien virkelig kunne have shinet, er i dens visuelle stil. Med en tydelig noir-inspiration havde Caped Crusader alle ingredienserne til at kunne bringe Gotham City til live på en helt unik måde. Desværre vælger den at kombinere moderne farveteknikker med sin klassiske noir-atmosfære, og det skaber, personligt, en visuel forvirring. En ren sort-hvid æstetik ville have givet serien en langt mere konsekvent tone og stil, der ville have fremhævet byens rå, mørke sider på en mere melankolsk måde. Det føles som en misset mulighed, hvor et fuldt noir-look kunne have løftet serien op til noget særligt.

For mange karakterer, for lidt tid

Et andet problem som jeg synes den har, er seriens overflod af karakterer. Allerede fra starten introduceres vi for en række kendte figurer som Catwoman, Harley Quinn og Two-Face, hvilket på overfladen virker som en lækkerbisken for os seere af universet. Men i stedet for at få tid til at dykke ned i hver af disse karakterers dybde, bliver vi oversvømmet af for mange personligheder på én gang. Resultatet er en lettere fragmenteret fortælling, hvor der sjældent er nok tid til virkelig at udvikle relationer eller skabe en stærk narrativ linje. Serien ville have haft gavn af en mere fokuseret tilgang, hvor færre karakterer kunne få lov til at skinne igennem med en dybere, mere sammenhængende historie.


Når det er sagt, formår universet stadig at fange Gotham Citys rå og dystre sider. Serien lykkes med at skabe en atmosfære, hvor lovløsheden hersker, og hvor selv politiet er splittet mellem korruption og retfærdighed. Gotham føles levende og faretruende, og den unge Batman fremstår til tider sårbar, mens han forsøger at navigere i denne kaotiske verden. Den måde, Bruce Wayne portrætteres som en person, der stadig prøver at finde sig selv, tilføjer en dimension af dybde, som ofte mangler i andre Batman-fortællinger. Serien tør vise os en mindre poleret, mere menneskelig version af den ikoniske helt.

Konklusion: Et godt forsøg med plads til forbedringer

Samlet set er Batman: Caped Crusader en serie med stort potentiale, men den kæmper med at finde balancen mellem sin ambition og sin eksekvering. Den forsøger at kombinere lidt for mange elementer på én gang – fra et overflødighedshorn af karakterer til et visuelt udtryk, der både vil være moderne og nostalgisk. Hvis den havde valgt en mere minimalistisk tilgang, med en strammere historie og færre karakterer, kunne den have leveret en langt stærkere oplevelse. Ikke desto mindre er universet, den bygger op, spændende, og dens skildring af den unge Batman er et højdepunkt, der efterlader mig nysgerrig efter at se mere.

Selvom serien kæmper med sin fortællestruktur og stilistiske valg, er der en solid kerne, der kan tilfredsstille både nye og gamle fans. Universet er spændende og føles værd at udforske videre – især hvis serien formår at forenkle sin tilgang og give mere plads til dybere karakterudvikling og en mere sammenhængende fortælling.

Alt i alt vil jeg give Batman: Caped Crusader 4 ud af 6 stjerner. Serien er langt fra perfekt, men den er overvejende underholdende og byder på mange spændende idéer, som gør den værd at følge med i.

Medie: Prime Video

Skuespillere: Hamish Linklater, Jason Watkins & Diedrich Bader

Instruktør: Bob Kane & Bruce Timm

Genre: Drama, Action

Premieredato: 1 August 2024

Episoder: 10

Spilletid: 208 minutter

Selskab: Amazon Prime

Om skribenten:

Sebastian Volder – Skribent & Anmelder

Sebastian er en film- og serie-nørd med en stor lyst til at formidle, hvad han ser. Han har tidligere anmeldt på lyd, nemlig i podcasten “Hvad Har Vi Set”, med stort fokus på film og serier. Han er altid ærlig med sine holdninger og er ikke særlig kræsen med film… og dog. Hvis han skulle vælge en genre som den eneste, han måtte se igen, så ville han vælge komedie.




© Copyright - arkaden.dk