Udvikler/Udgiver: IO Interactive
Genre: Action-adventure
Platform: PlayStation 5 (anmeldt på), Xbox Series og PC. (Nintendo Switch 2 på et senere tidspunkt)
Udgivelse: 27. maj 2026
Lasse Bjørnsten Rasmussen
Estimeret læsetid: 8 minutter.
May 26, 2026
Ja, min titel er en referance til The Spy Who Loved Me (1977).. he he
I januar lavede vi skribenter en top 5 over de mest ventede spil i 2026. Ligesom så mange andre var Grand Theft Auto VI selvfølgelig på min førsteplads. Men hvis man tager GTA VI ud af listen, så var min andenplads faktisk 007 First Light.
Vi skal tilbage til november 2020, hvor IO Interactive annoncerede Project 007, et helt nyt James Bond-spil, som vi senere fandt ud af også ville være en oprindelseshistorie for James Bond som 00-agent. Jeg har lige siden annonceringen ventet og ventet og ventet i spænding, både fordi vi ved, at IO er utrolig dygtige, hvilket blev bevist med konklusionen på Hitman: World of Assassination, men også fordi jeg har et personligt forhold til 007.
Jeg har været omkring 7-8 år, da min far en dag ville vise mig noget fra en film. Jeg havde ingen idé om, hvad jeg skulle se, eller hvilken film det var fra. Scenen, jeg så, startede med et skihop, hvor en mand i en blå vinterjakke går ind i en elevator, forfulgt af to andre. Oppe på toppen af skihoppet tog manden sine ski på og kørte ned, alt imens en anden kom fra siden og prøvede at få ham i ubalance. De flyver ud over rampen, og efter de lander, bliver manden i den blå jakke forfulgt af to på motorcykel i en hæsblæsende jagt med vilde stunts i en bobslædebane, igennem træer og menneskemængder.
Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Warner Bros Denmark
Bond-entusiasterne har sikkert allerede gættet filmen, og det er selvfølgelig For Your Eyes Only (1981), og lige siden min far satte den scene på, har jeg været fascineret af Bond-universet. Så meget af min begejstring og glæde for 007 First Light kommer fra mit forhold til Bond og hvor tæt på livet det har været. Jeg har set alle 25 film flere gange sammen med min familie. Det er en karakter, der har fulgt flere generationer af mennesker, og som samtidig også har udviklet sig med tiden. Nyt tøj, nye gadgets, biler, våben og måden James Bond agerer på har ændret sig markant fra Sean Connery til Daniel Craig.

007 First Light kommer på et tidspunkt, hvor det snart er fem år siden, vi sidst har fået en James Bond-film, og Bond-fans hungrer efter nyheder omkring den næste film, hvor castingprocessen lige er gået i gang. Previews på spillet har været overvældende positive, og flere medier verden rundt har kaldt First Light for en Game of the Year-contender og sagt, at IO har forstået Bond som karakter helt ind til benet.
Lidt om spillets handling:
Efter en heltemodig indsats bliver det unge medlem af flådens flybesætning, James Bond, tilbudt en plads på den nyligt genåbnede 00-uddannelse. Men da en mission for at stoppe en egenrådig agent ender i en tragedie, må Bond sammen med sin modvillige mentor, Greenway, kaste sig ud i kampen for at afsløre et komplot og standse et kupforsøg i rigets hjerte.
Det var med en vis nervøsitet og spænding, at jeg startede spillet op, for ville min begejstring blive begravet, eller ville spillet kunne leve op til det klassiske Bond, som fans forventer at få serveret?

I First Light spiller vi som en meget ung Bond. Yngre end hvad vi nogensinde har set i nogle af filmene i hvert fald, og gennem spillet ser vi, hvordan han modnes og udvikler sig til at blive den 007, som vi alle kender. IO lykkes på alle parametre med at skildre den naive britiske agent som en karakter, man faktisk forstår og holder af, selvom han som altid ikke holder sig inden for retningslinjerne. Patrick Gibson er glimrende som Bond og giver karakteren ny energi, som vi har haft brug for i rigtig mange år. Vi ser f.eks. Bond bo i en lejlighed sammen med to af sine venner, som han træner sammen med hos MI6. Det er en dynamik og menneskelighed, som vi ikke har set før i Bond. Ja, han har også venner i filmene, men vi har aldrig rigtig dykket mere ned i det, og det gør vi i First Light, hvilket var utroligt interessant.
Historien i First Light indeholder en masse overraskelser og tør også tage chancer. Jeg kommer selvfølgelig ikke til at sige hvad eller spoile noget, fordi det skal være en del af ens egen oplevelse. Det tog omkring 16-17 timer for mig at gennemføre historien, hvilket jeg allerede har set gøre nogle spillere sure. Jeg er ikke sikker på, hvor den mentalitet er kommet fra, eller hvorfor den er vokset, men hvorfor vil folk have kæmpestore og bloatede spil, som tager 50+ timer at gennemføre?

007 First Light har en perfekt længde til den historie, det vil fortælle, og hvis du virkelig gerne vil bruge længere tid, så er der en masse challenges, man kan klare i alle hovedmissionerne, hvor du kan få et outfit, hvis du klarer dem alle i en hvilken som helst hovedmission. Og så er der også de klassiske collectibles, herunder spillekort, postkort, MI6-filer og endda legacy collectibles, som er de fedeste, da det er genstande, der stammer fra specifikke Bond-film. Det kunne være alt fra et tarotkort fra Live and Let Die (1972) til en koncertreklame fra The Living Daylights (1987). Der er med andre ord rigtig mange referencer, som hardcore Bond-fans vil synes er fede.
Desværre er det ikke alt, der er lige godt. Personligt synes jeg, at når spillet begynder at åbne op, og vi kommer til de her større områder, som helt klart er inspireret af Hitman, så tager spillet et lille dyk rent pacingmæssigt, men det ender også med at blive lidt ensformigt. Det er meget det samme, man skal gøre i alle de baner, hvor det er mere åbent: lytte til nogle mennesker og få et hint, følge hintet for at klare det, man nu skal klare, og så videre. Sådan er det i nærmest dem alle, hvilket ærgrede mig, da jeg havde forventet noget mere i de baner. Stealth-mekanikkerne i de samme baner fungerer dog rigtig godt, og hvis man udnytter sine gadgets — især laseren fra uret, som er FED! — til sin fordel, også i kamp, så får man virkelig følelsen af, at man faktisk er James Bond. Men igen, jeg savnede noget mere variation, og selvom man har et par muligheder for at komme igennem en mission, så er det stadig den samme model hver gang.
Der er også nogle dele af hovedhistorien, som jeg ikke kan komme ind på uden at spoile, som jeg faktisk heller ikke er så stor fan af. Jeg synes, der bliver gentaget nogle plotpointer fra andre film, som også er til stede her. Og som jeg skrev tidligere, så tager historien nogle chancer og drejninger, som overrasker positivt, men som en helhedshistorie ramte den ikke lige så stærkt, som jeg kunne have håbet, selvom der er nogle vanvittigt fede setpieces. F.eks. er flysekvensen, vi så sidste år, stadig lige så fed nu, som den var sidste år.

Hvis man har spillet Hitman: World of Assassination, så ved man også, at spillet er beriget med genspilningsværdi udover det hele. Udover de regulære challenges, som også er til stede i First Light, er den seneste trilogi blevet opdateret over flere år med nye targets, jakkesæt, våben, gadgets og meget mere, som har gjort, at spillere er vendt tilbage igen og igen.
Her i 007 First Light er der en helt anden del af spillet, som hedder Tactical Simulation, forkortet til TacSim, hvor man i MI6 har et lille hideout, hvor man kan spille forskellige baner med specifikke mål, man skal klare. Her kan man opnå XP og en valuta, så man kan stige i level og købe gadgets, våben og outfits, som man kan bruge til at klare de andre challenges, der er i simulationen.
Det er her, kernen til de kommende opdateringer ligger, og det er også her, IO vil have, at man skal bruge sin tid, efter man har gennemført historien. De har sagt, at de har planer om at opdatere spillet kontinuerligt med nyt indhold, ligesom de har været dygtige til med Hitman, og jeg håber virkelig, at det nye indhold, de har planer om at udgive, er fedt. For lige nu er TacSim virkelig skrabet for indhold og slet ikke særlig spændende at bruge tid på.
Der er så lidt indhold at engagere sig i, at jeg brugte 1-2 timer på at gennemføre alle missionerne, der var. Bevares, jeg har ikke klaret alle challenges fuldt ud, men jeg har ikke rigtig nogen større grund til det, da indholdet, man kan købe lige nu, ikke er spændende nok til at bruge den ekstra tid, det vil tage.
Med tiden kan det være, at Tactical Simulation bliver endnu federe, og hvis det gør, så vender jeg stærkt tilbage, da spillet har et fundamentalt lækkert gameplay, der er engagerende og sjovt. Men som det er lige nu, er det desværre en af de mere skuffende dele af 007 First Light.

Puha… jeg har haft rigtig svært ved at give det her spil en karakter. 007 First Light er på mange måder den ultimative James Bond-spiloplevelse, man kan få. Historien er spændende og tør tage chancer, og samtidig har vi en fantastisk Patrick Gibson som den unge Bond, der giver karakteren noget længeventet ny energi. Aldrig har James Bond været mere menneskelig og jordnær. Man føler med ham, og man ser tydeligt, hvordan spionverdenen påvirker ham i retning af den Bond, vi kender fra eksempelvis Daniel Craigs film.
Dog har spillet nogle pacingproblemer og bliver en anelse for repetitivt i de større missioner, hvor jeg savnede noget mere variation, som der i den grad var i Hitman-spillene. Men samtidig sætter jeg pris på, at 007 First Light ikke føltes som Hitman, og det er en kæmpe ros til IO. Det viser bredden af deres talent, at de ikke bare har lave en kopi af Hitman med et Bond-skin på, men at det faktisk er en helt ny oplevelse.
Tactical Simulation er i sin nuværende form alt for skrabet til, at det er spændende at engagere sig i. Det er her, man skal vende tilbage igen og igen, efter man har gennemført historien, men udvalget af gadgets, våben, outfits og det lille udvalg af missioner er alt for småt i skrivende stund til, at det er værd at bruge energi på lige nu.
Så alt i alt: 007 First Light er et bundsolidt action-adventure-spil, som tager dig med på en stor rejse rundt i verden med fede lokationer og setpieces. Desværre bliver nogle af missionerne lidt for repetitive, og Tactical Simulation er i sin nuværende tilstand ikke særlig spændende. Men jeg har stadig haft en rigtig god oplevelse og har lyst til at blive ved med at spille det, og derfor sætter jeg min lid til, at IO har nogle fede opdateringer planlagt hen ad vejen.
Udvikler/Udgiver: IO Interactive
Genre: Action-adventure
Platform: PlayStation 5 (anmeldt på), Xbox Series og PC. (Nintendo Switch 2 på et senere tidspunkt)
Udgivelse: 27. maj 2026
Skribent & Anmelder
Lasse lever og ånder film, spil og tv-serier og elsker at formidle det. Siden han startede en PlayStation 2 op og så den originale Star Wars-trilogi, har han været fascineret af begge verdener lige siden. Han har taget sine første store skridt ind i formidlingens verden og har fået nok blod på tanden til at blive ved med at formidle om de største og fedeste ting i film- og spilverdenen.
Nyhed
July 10, 2026
toplists
July 8, 2026
Nyhed
July 10, 2026
Film & Serier
July 10, 2026
© Copyright - arkaden.dk