28 Years Later-Anmeldelse – zombie-vanvid spiller på alle de rigtige strenge

For 23 år siden blev zombie-genren beriget med Danny Boyle og Alex Garlands samarbejde 28 Days Later, et råt og forholdsvist lavbudgetteret billede på et land i totalt kollaps.

Nu er duoen endelig tilbage med en opfølger, som både viderefører forgængerens ånd, men som også på mange måder graver en ny niche for post-apokalyptiske zombiefilm.

Det er efterhånden længe siden, at jeg sidst så 28 Days Later, og jeg havde så vidt muligt forsøgt at undgå trailere og omtale til efterfølgeren. Så på mange måder var det helt blankt jeg gik ind biografsalen, og hold nu op, hvor blev jeg blæst bagover.

Familiedramaet som filmens kerne

Som man måske kan gætte fra titlen, udspiller narrativer sig næsten 30 år efter den første person blev smittet med en virus, der gør folk gale og aggressive. “Raseri-virussen” bliver den kaldt, og har overtaget hele den britiske hovedø. Vi følger et lille øsamfund tæt på fastlandskysten, som har undsluppet virussen indtil nu. Øen er kun tilkoblet resten af kysten via en smal landgang, som kun kan befærdes ved lavt tidevand.

På øen bor 12-årige Spike (Alfie Williams) med sin far og syge mor. Det er efter farens mening blevet tid for unge Spike at tage med ham til fastlandet for at få sit første møde med de smittede.

Hvad der følger i ca. den næste time er fuldkommen rendyrket zombiefilms-perfektion. Med bue og pil færdes far og søn på en tur ind til fastlandet, og Spike bliver mødt med de forskellige former for smittede: de langsomme, tykke, kravlende væsner der møver sig langs skovbunden; de hurtige, spurtende, skrupsultne løbere; og sidst men ikke mindst en af dem, de kalder “alfaer”, kæmpestore og kløgtige smittede, hvor virussen har fungeret som et form for væksthormon.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Spilprisen

Filmen er dog på mange måder splittet i to, og hvad der følger efter den første times med far og søn udflugt, der formår at skabe en hæsblæsende hjem-ude-hjem fortælling, løfter filmens resterende spilletid den emotionelle kerne helt op til stjernerne.

Spikes eventyr i den rædselsfulde karantænezone stiller ikke bare skarpt på hvor meget potentiale, der ligger i zombie-genren generelt, men fremhæver især, hvor dybt man kan komme ned i psyken og dynamikkerne mellem mennesker. 

Apokalypsen er der, hvor vores rigtige ansigter kommer frem

Selvom selve monstrene er sindssygt fedt eksekverede, og både gys og grin kommer til rette, er det særligt familiedynamikkerne i filmen, der virkelig fangede mig. Faren Jamie (Aaron Taylor-Johnson) og moren Isla (Jodie Comer) kommer til rette, både som deres egne karakterer, men også i deres forhold til sønnen Spike. Forældrenes forhold til hinanden og deres søn er fuldstændig afgørende for, at filmen lykkes som den gør. Der bliver noget ufatteligt fint i de små dynamikker og væremåder, som hver forælder har til Spike.

Det stiller også skarpt på at trods alle må finde sammen i krisetider som en zombieapokalypse må siges at være, er mennesker stadig bare menneskelige på godt og ondt. De elsker, glædes, hader og sørger præcis som før.

Det er på samme tid samme balance mellem det menneskelige og monstrøse, der ikke helt fungerede igennem hele filmens spilletid. Til tider bliver nogle af scenerne meget spøjse i kontekst af resten af filmen, og særligt allersidste scene skuffede mig desværre lidt.

Alligevel var det svært for mig ikke at blive enormt rørt over hvordan en hæsblæsende monsterfilm formår at portrættere familiær kærlighed på trods af al ondskaben, de omringes af. Det bliver en øvelse i at finde lyspunkterne i en verden, der ikke længere giver mening.

Tårnhøjt produktionsniveau

Det er fedt, når både lyd- og billedsiden i en film bare spiller. Ekstra fedt bliver det, når der også gives plads til at lege med måden, som filmen bliver produceret på. Filmen er skudt primært på iPhone kameraer- dog med professionelt set-up og optikker, der kan måle sig med de store, bøffede filmkameraer.

Kameraet bruges på alle mulige vanvittige måder, med svimlende dutch angles og zoom-effekter, der understreger det vilde, usikre tempo i filmens fortælling. Trods det simple kamera, er billederne storslåede, både i natte- og dagslys. Ligeledes underbygger filmens musik og generelle lydbillede også fortællingen virkelig fint. Det bliver uforudsigeligt om man skal forvente komplet stilhed, kvalmende reallyd eller overdådigt underlæggende musik, men alle tre bruges velovervejet og virkelig effektivt.

Også effekterne i filmen, både de digitale og de praktiske, spiller maks. Alle de smittede ser overvejende overbevisende ud, selvom man måske efterhånden får nok af de mange nøgne, beskidte væsner. Men om de er opsvulmende eller udmagrede, er der kælet for udssendet, så det både er troværdigt og til tider virkeligt, virkeligt ulækkert.

Konklusion

28 Years Later er en kæmpe åbenbaring og overraskelse. Jeg var fuldstændig grebet, nærmest fra start til slut, med grin og gys og tårer i næsten lige dele. Skuespilspræstationerne er overbevisende, billede- og lydsiderne er imponerende og generelt er det bare enormt fedt at få noget hæsblæsende zombiegys til at kunne være i samme film som et gribende familiedrama.

Emma Amalie Aggersbo

Skribent & Anmelder

---

Emmas filmentusiasme spænder vidt og bredt, fra de mindste indie-perler til de største blockbuster brag. Med en forkærlighed for det skæve, det sære og det oprigtige er hun konstant på opdagelse efter den næste store filmoplevelse.