A Complete Unknown-anmeldelse – Timothée Chalamets Dylan er musikalsk berusende

Instruktør James Mangold og hans medforfatter Jay Cocks har skabt en fortælling, der både er tro mod Dylans ånd og samtidig formår at fascinere publikum

Bob Dylan har gennem sin karriere udfordret normerne og cementeret sin status som et generationsikon. Som en modvillig Nobelprismodtager og en gådefuld figur har han skabt en arv, der balancerer mellem fakta og fiktion – både i sit liv og i sin kunst.

A Complete Unknown undgår de klassiske faldgruber og fremstår som en af årets mest bemærkelsesværdige film. Filmen er en hyldest til Dylan, men den er også en film, der kan nydes af dem, der ikke kender meget til hans musik eller historie. Den balancerer mellem at være en biografisk fortælling og en kunstnerisk fortolkning, hvilket gør den til en af de mest interessante musikbiografier i nyere tid.

En lineær, men engagerende fortælling

Filmen følger Dylans rejse fra hans ankomst til New York i 1961 til hans elektriske optræden på Newport Folk Festival i 1965. Fortællingen er lineær og fokuseret, hvilket giver plads til at udforske nøglemomenter i Dylans liv, herunder hans møde med Woody Guthrie og hans venskab med Pete Seeger. Det er dog gennem de to daværende kvinder i hans liv, Sylvie Russo og folkesangerinden Joan Baez, at der forsøges kontakt til mennesket Bob Dylan.

Mangold udviser med filmen en sjælden evne til at skabe en autentisk atmosfære. Fra de bohemeagtige gader i Greenwich Village til den elektriske energi på Newport-scenen er filmen simpelthen visuelt imponerende. Musikken er dog en central del af fortællingen, og Chalamets liveoptrædener tilføjer en rå, uperfekt autenticitet, der gennemgående føles ægte.

A Complete Unknown – en fascination

Det fascinerende ved A Complete Unknown er ikke blot, at filmen formår at være glimtvis fremragende, men at den finder en uventet og elektrisk tilgang til Bob Dylan – en tilgang, der er lige så overraskende som hans legendariske elektriske sæt på Newport Folk Festival. Selvom filmen følger mange af de velkendte biopic-træk, undgår instruktør James Mangold at falde i fælden med at levere forudsigelige forklaringer på, hvorfor Dylan blev, som han blev. I stedet skildrer filmen Greenwich Village-folkescenen som et univers, der blev rystet til sin kerne, da Dylan ankom som en meteorit fra det ydre rum.

A Complete Unknown portrætterer Dylan som en kraft, der påvirker alt og alle omkring sig. Filmens mest mindeværdige scener handler ikke så meget om Dylan selv, men om, hvordan det var at være i hans nærhed – hvordan det føltes at være en del af hans kredsløb, da han syntes at kunne omforme hele universet. Dette ses især i ansigterne på de mennesker, der var tættest på ham – samarbejdspartnere, kolleger og elskere – mens han selvvisk udviklede sig fra en talentfuld nykommer til en global rockstjerne.

Faktisk minder filmen mere om Amadeus end om klassiske musikbiografier som Mangolds egen Walk the Line. I stedet for en enkelt jaloux rival har Dylan her en hel kreds af seriøse folk-musikere omkring sig – hver især talentfulde på deres egen måde – der forsøger at knytte deres bevægelse til hans stjerne, indtil han frustreret ryster dem af sig.

Svævende Dylan

Dylan svæver som en gådefuld figur over det hele. I endnu en mindeværdig scene cykler han forbi Suzes lejlighed og inviterer hende med til Newport, selvom de ikke længere er sammen. Hun hopper på cyklen, for hvem ville ikke gøre det? Men da de når frem, indser hun, at hun blot er blevet en del af hans nyeste projekt – et tilbehør i hans evige transformation.

A Complete Unknown forsøger ikke at løse gåden om Bob Dylan. I stedet giver filmen os en fornemmelse af, hvordan det er at være i kølvandet på storhed – at opleve den magnetiske tiltrækning og de uundgåelige omkostninger ved at være tæt på en kunstner, der konstant genopfinder sig selv.

Dette indebærer også filmens største styrke – og måske alligevel dens største svaghed – at den insisterer på at bevare Dylans mystik. Selvom vi får et indblik i hans liv og karriere, forbliver han en gåde, en passerende enigma. Dette valg føles dog passende, da Dylan selv altid har været en kompleks og undvigende figur.

 

Another Side of Bob Dylan

Timothée Chalamet leverer en imponerende præstation som den unge Bob Dylan. I stedet for at efterligne Dylans karakteristiske stemme, tilfører han en ny dimension til sangene, der gør dem både friske og autentiske. Hans skildring af Dylan er ikke blot en imitation, men en dybdegående fortolkning, der balancerer mellem karisma og mystik.

Ligeledes leverer Edward Norton en stærk præstation som Seeger, mens Monica Barbaro skinner som Joan Baez. Elle Fanning er hjerteskærende som Dylans kæreste, der kæmper med at forstå hans komplekse karakter.

Bringing It All Back Home

James Mangold har med A Complete Unknown skabt en film, der både hylder og udfordrer myten om Bob Dylan. Timothée Chalamet leverer en mindeværdig præstation, og filmen formår at kombinere historisk nøjagtighed med en kunstnerisk frihed, der gør den til en uforglemmelig oplevelse.

Så for både Dylan-fans og nye seere er dette en film, man bør tage ud af Highway 61 for at se.