A Quiet Place: The Road Ahead-anmeldelse – En stemningsfuld oplevelse med plads til forbedring

Hvor stille kan du egentlig være, når hvert skridt i A Quiet Place: The Road Ahead kan betyde forskellen mellem liv og død?

A Quiet Place: The Road Ahead bygger videre på den nervepirrende stemning, som blev etableret i filmene, og præsenterer dig for et postapokalyptisk univers, hvor stilhed er ens eneste forsvar mod de lydfølsomme monstre, der har overtaget jorden. Franchisen startede med John Krasinskis film fra 2018 og blev hurtigt en succes grundet det unikke koncept, hvor det at lave den mindste lyd kan føre til døden. 

Især de første to film i serien var ikke bare solide horror-oplevelser, men også stærke fortællinger om familieforhold, der bliver sat på prøve under ekstreme omstændigheder. I A Quiet Place: The Road Ahead er det stadig et centralt tema, og ligesom i filmene spiller lyddesign en afgørende rolle for stemningen. A Quiet Place: The Road Ahead, der er udviklet af det italienske studie Stormind Games og udgivet af Saber Interactive, er tro mod det univers, vi kender fra filmene, og finder sted omkring tre-fire måneder efter “Day One”, hvor en horde af lydfølsomme monstre invaderede jorden, og nogle måneder før begivenhederne i den første A Quiet Place-film.

Du spiller som Alex, en ung kvinde, hvis astma gør det udfordrende at overleve i en verden, hvor enhver høj lyd kan tiltrække de dødelige monstre. Alex’ fysiske og mentale stress påvirker hendes tilstand, og man skal derfor undervejs være opmærksom på hendes stressniveau. Hvis det ikke holdes under kontrol, kan det føre til astmaanfald, som kan blive fatale. For at modvirke dette kan du bruge piller og inhalatorer til at holde astmaen i skak.

At håndtere Alex’ astma bliver et centralt gameplay-element, hvor du skal planlægge, hvornår du vil benytte en inhalator, bære tunge genstande eller bevæge dig gennem støvede områder, der påvirker hendes tilstand. Alt dette spiller ind på Alex’ tilstand, og hun skal for alt i verden ikke rammes af et astmaanfald når situationen for alvor er tilspidset 

Alex er heldigvis ret teknisk anlagt, og tidligt i spillet skaber hun en prototype på et “phonometer” – et aggregat, der kan måle lydniveauet i omgivelserne og dit eget lydniveau. Så længe du holder dig under omgivelsernes lydniveau, vil monstrene ikke kunne høre dig. Phonometeret bliver en essentiel del af overlevelsen i spillet og understreger spillets grundpræmis: vær så stille som muligt.

For at forstærke denne oplevelse kan du sågar i spillet indstille din egen mikrofon, således at lyde, du selv laver, bliver registreret som lyde, Alex laver. Det er lidt af en gimmick, men det bidrager til oplevelsen. Dog kræver det, at du spiller i et stille miljø – og hvis du vil undgå problemer, så hold dig fra at spise chokolade med knas. Jeg taler af bitter erfaring.

A Quiet Place: The Road Ahead er et lineært spil, hvor historien præsenteres gennem et første persons perspektiv og en række cutscenes. Derudover kan man finde en del noter, som uddyber historien yderligere. Alex benytter også flittigt sin dagbog, hvor du som spiller kan få et indblik i hendes tanker og følelser omkring de begivenheder, der finder sted. Historien er nok til at skubbe handlingen fremad, men den er hverken nyskabende eller banebrydende. Dog formår nogle flashbacks til “Day One” at knytte spillet til det overordnede univers, som franchisen er baseret på.

De omgivelser, du bevæger dig igennem, fortæller også en historie. Disse små fortællinger formidles gennem noter, man kan finde, og selvom ikke alle er lige interessante, er nogle af dem godt sat sammen og giver et indblik i de menneskelige skæbner, der blev knust efter invasionen af monstrene.

Som horror-spil fungerer A Quiet Place: The Road Ahead bedst i sin første halvdel. Spillet leverer masser af jumpscares og intense øjeblikke, hvor man skal være så stille som muligt. I den første halvdel er spændingen i top, men når man bliver mere bekendt med spillets struktur og mekanikker, begynder spændingen at aftage. Spillet handler herefter mere om at regne de forskellige puzzles ud, der gemmer sig i hver lokation. A Quiet Place: The Road Ahead er ikke specielt udfordrende, og det holder dig i hånden ved konstant at vise, hvor du skal hen, via overdrevne gule markeringer i omgivelserne. Hvis du er hjemmevant i horror-genren, vil jeg anbefale dig at spille på de højeste sværhedsgrader.

Visuelt er spillet flot på overfladen, især når det kommer til omgivelserne og brugen af lys. Monstrene ser autentiske ud og bevæger sig på en måde, der føles tro mod filmene. Det samme kan desværre ikke siges om spillets øvrige karakterer, og det er også her, at spillets begrænsninger viser sig. Karakteranimationerne kan se ganske stive ud, og det samme gælder animationerne af Alex’ hænder undervejs i spillet. A Quiet Place: The Road Ahead vises i et førstepersonsperspektiv, og derfor ser man ofte vores hovedpersons hænder, men det er ikke altid, at Stormind Games slipper helt heldigt afsted med deres hånd-design.

Dog har Stormind Games skabt en verden, der er tro mod det univers, spillet foregår i. Omgivelserne er hærget af monstrene, og ødelæggelserne er massive. Undervejs finder du collectibles, som, alt efter hvor sjældne de er, belønner dig med et bestemt antal credits, der kan bruges til at låse op for yderligere indhold i spillets hovedmenu – indhold, der viser nogle af koncepterne bag spillet. På overfladen er det rigtig solidt, men når man kradser lidt mere i overfladen, er det en spilverden, der har langt mere potentiale, end hvad dette spil formår at udnytte.

Det kan samtidig virke en anelse urealistisk, at der i omgivelserne blandt andet ligger så mange tomme dåser, som man skal undgå. Det giver god mening, at der er smadret glas og murbrokker som et resultat af en nærmest apokalyptisk begivenhed som en invasion af store menneskejagende monstre, men de tomme dåser virker malplacerede. Det taler selvfølgelig ind i spillets præmis, at man skal undgå genstande, som kan lave larm. Men come on med de tomme dåser. 

Det samme gælder de store mængder astmamedicin, det flyder med i det postapokalyptiske Amerika – hvilket ellers normalt ikke bare ligger og flyder overalt. Spillet vil gerne have en slags Health Item-system, og her bliver astmapiller og inhalatorer løsningen. Igen er det selvfølgelig spillets præmis, men astmamedicin er nu normalt ikke noget, man støder på, medmindre man selv eller ens nære lider af den kroniske lungesygdom. Der er her tale om mindre irritationsmomenter, men jeg undrer mig over, hvorfor man ikke har valgt en mere raffineret løsning.

Lyddesignet er uden tvivl spillets største styrke, og hvis du har set filmene, vil mange af lydene straks virke bekendte. Monstrenes skrig og bevægelser er særligt imponerende og skaber en god spænding, der forstærker de intense øjeblikke i spillet. Stemmeskuespillet er solidt, og karakterernes stemmer passer godt til deres roller, og soundtracket ligger diskret under hele oplevelsen og forstærker stemningen uden at tage fokus fra den vigtige stilhed, som er så central for både spillet og universet.

Konklusion

A Quiet Place: The Road Ahead formår at gøre flere ting rigtig godt, især når det kommer til at skabe en konstant følelse af spænding og frygt i en verden, hvor selv den mindste lyd kan være dødelig. Lyddesignet er uden tvivl en af spillets stærkeste sider, og mekanikken med Alex’ astma samt brugen af phonometeret tilføjer en interessant udfordring til spillets gameplay. Alligevel er der nogle klare begrænsninger, som holder det fra at nå sit fulde potentiale. Historien er til tider forudsigelig og formår aldrig helt at engagere på det niveau, man kunne ønske sig, mens karakteranimationerne og visse grafiske detaljer tydeligt afslører, at der er tale om en produktion med et mere begrænset budget.

Selvom spillet leverer en solid horror-oplevelse og til tider imponerer med sin atmosfære, er der flere områder, der kunne være blevet forfinet. Spillet har flere gode ideer, og med lidt mere opmærksomhed på de svagheder, der er tydelige i historien og designet, kunne et fremtidigt kapitel i serien uden tvivl levere en endnu stærkere og mere helstøbt oplevelse. Det ville være spændende at se, hvad der kunne komme ud af en fortsættelse, hvor disse elementer får den opmærksomhed, de fortjener.