Abigail-anmeldelse – Fremtidens stjerne er eneste lyspunkt i rodet omgang gyser-komedie

Det er befriende – og i dette tilfælde underholdende – når en film forstår hvad den er, og ikke forsøger på at være noget andet. Her skal Abigail have topkarakter. Det meste andet er knapt bestået.

Lige over denne tekst er der et link til en trailer. Lad være med at se den, hvis du har lyst til at se Abigail. Et af filmens få højdepunkter, er netop et piskesmælds-fremkaldende plottwist, som desværre også er det, filmen primært bliver markedsført på. Derfor kan det være altødelæggende som publikum at være tre skridt foran karaktererne, der prøver at løse et mysterium i 45 minutter, som man fik svaret på i traileren.

Apropos spoilers – så får Abigail ikke mange stjerner i slutningen af denne anmeldelse, men én af de stjerner den får, er udelukkende for den unge Alisha Weir der spiller titelkarakteren. 13 år var hun under optagelserne – og det burde være ulovligt at være så talentfuld. Hun spiller med overskud, legefuldhed og som en balletdanser balancerer hun elegant mellem ekstreme toner. For 2 år siden viste hun som hovedrollen i musicalen Matilda at hun også har en vidunderlig sangstemme, så der er intet loft på hendes fremtid i filmverdenen.

B-film med C-filmkarakterer.

I filmens begyndelse er der mange spørgsmål. Vi møder en samling på 6 af diverse kriminelle stereotyper – som alle er blevet hyret til at kidnappe en rigmands, balletdansende datter, Abigail, for den lukrative løsesum. De holder Abigail fanget i et klassisk, stort og forladt gyserhus – indtil der opstår uro imellem dem. Kan de stole på hinanden? Er det hele en fælde? Og hvem er den her pige og hendes familie i virkeligheden?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for SF Studios

Det er naturligvis udfordrende at holde af karakterer, der kidnapper en uskyldig pige i første scene. Sværere bliver det når samtlige af karaktererne på varierende måder er rimelige belastende. Det kriminelle hold fremstår som pølsemandens Guardians of the Galaxy – hvor vi er indforståede med at de er selviske og vittige figurer, der alle har en mørk fortid, men der er ingen charme eller hjerte i det overhovedet.

Selv rimelig god biksemad, er stadig bare biksemad.

Abigail blander en tand for mange genrer sammen og finder aldrig helt en konsekvent tone i rodet. Den forsøger at være sjov og useriøs, men det virker anstrengt. Den forsøger at have spænding og gys, men man er aldrig skræmt. Den forsøger at være actionfyldt, men alt action minder mere om professionel wrestling end cinematiske slagsmål.

Abigail er en film der får en til at kigge lidt indad. Fordi jeg ved med garanti, at 14-årige-jeg og alle mine venner ville have en morsom tur i biografen med Abigail. Popcornene ville smage lidt bedre og vi ville alle have det sjovt. Abigail skal i virkeligheden ses mere som en forlystelsestur end en filmoplevelse. Men i de gode forlystelser får man lyst til en ekstra tur – og jeg kommer aldrig til at se Abigail igen.

Kim Hjælm

Videoredaktør

---

Kim er uddannet visuel storyteller fra VIA Film & Transmedia. Han har arbejdet i filmbranchen som manuskriptforfatter, reklamefilminstruktør og klipper. Han har først og fremmest identificeret sig selv som film buff – lige siden han brugte alle sine konfirmationspenge på en Blu-ray-samling af IMDB top 250 film. Det havde han nok ikke gjort, hvis han vidste, at streamingtjenesterne var lige på trapperne. Det var dumt.