Afdeling Q-anmeldelse – Jussis univers får nyt liv i serieformatet

Afdeling Q har efterhånden været igennem en del forvandlinger. Det hele begyndte med Jussi Adler-Olsens bøger, som over flere år blev til en af de mest læste krimiserier herhjemme – og siden fulgte en række af danske spillefilm, hvor Carl Mørck og Assad blev spillet af henholdsvis Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares – og senere af Ulrich Thomsen og Zaki Youssef, og hvor det hele udspillede sig i et gråt og genkendeligt København. 

Nu har Netflix så taget over, og resultatet er en ny international serie, hvor handlingen er rykket til Edinburgh, hvor Carl Mørck spilles af Matthew Goode, og hvor det hele instrueres og formes af Scott Frank, der er manden bag Dronninggambit – som denne gang forsøger at flytte Jussis univers til en ny kontekst uden at give helt slip på det oprindelige udgangspunkt.

For selvom både sproget, lokationen og navnene på nogle af karaktererne er blevet justeret, så er det stadig Jussis fortællinger, der ligger til grund for serien. Det er nemlig stadig historien om en desillusioneret efterforsker, der placeres i en kælder med et par gamle sagsmapper – men som alligevel begynder at tage opgaven alvorligt, fordi han, på trods af alt, stadig tror på, at nogle svar er værd at lede efter, også når alle andre omkring ham er stoppet.

Et stærkt anslag – og en hovedperson, der ikke ligefrem stryger nogen med hårene

Afdeling Q starter stærkt. Serien har et anslag, der hurtigt griber din interesse – men som også på fornem vis får præsenteret Edinburgh som ramme for fortællingen. 

Carl Morck er tilbage på jobbet som politiefterforsker efter en traumatisk oplevelse, hvor han blev skudt under det, der lignede en helt almindelig rutineopgave. Og selvom han igen er tilbage i systemet, er det tydeligt, at han hverken er kommet sig fysisk eller mentalt. Carl er ikke det mest sympatiske bekendtskab – han virker afmålt, distanceret og ofte decideret utilnærmelig – og han lider utvivlsomt af en form for superior complex. Ikke storhedsvanvid, men en grundlæggende følelse af at være skarpere og dygtigere end dem omkring sig, som gør det svært for ham at samarbejde og nærmest umuligt at lade nogen komme tæt på.

Han er en fremragende efterforsker, det kan man ikke tage fra ham, men han er også en mundfuld – både for sine kolleger og for sin chef, som i et forsøg på at finde en nogenlunde brugbar placering til ham ender med at sætte ham i spidsen for en ny afdeling, der skal fokusere på uopklarede sager. En afdeling, der ikke er sat i verden for at løse noget som helst, men for at pynte lidt på politiets image – et ministerielt pr-stunt, der mest af alt handler om signalværdi.

Afdeling Q får sit eget budget, men det er ikke noget, Carl mærker meget til. Han bliver parkeret i en slidt og trist kælder og får allernådigst tilknyttet en sekretær – som, til Carls held, viser sig at være langt mere end bare det. Akram Assad er syrer og har i længere tid forsøgt at få foden indenfor i politiet uden held. Han har tydeligvis erfaring fra sit hjemland, men det er ikke noget, der vægter ret meget i det system, han nu er blevet en lille del af. Alligevel kaster han sig straks over opgaven med en ildhu og et overblik, og får hurtigt sat sagerne i system – og det giver Carl en mulighed for rent faktisk at komme i gang med arbejdet.

Den første sag handler om en kvindelig anklager, der forsvandt for fire år siden under en færgetur med sin bror. Officielt er hun formodet død, men Akram er overbevist om, at hun stadig er i live. Og herfra begynder Afdeling Q sit egentlige arbejde.

Fra bog til film – til serie

Jussi Adler-Olsen har i flere interviews tidligere gjort det klart, at han aldrig har været synderligt begejstret for tanken om at se sine romaner omsat til spillefilm. Og selvom filmene med Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares i hovedrollerne har været store publikumssucceser og fået pæne ord med på vejen af både kritikere og anmeldere, har forfatteren selv været langt mere forbeholden. Han har aldrig lagt skjul på, at han har haft svært ved at acceptere det format, og at han ikke mente, at en roman på 500 sider lod sig presse ned i en biograffilm uden at tabe noget undervejs.

Tv-serie formatet har han til gengæld været mere åben over for. Her er der plads til at folde historierne ud i det tempo, de er skrevet i – og her er der mulighed for at lade karaktererne udvikle sig. Og det er netop her, Afdeling Q skal bevise, om serieformatet faktisk kan det, Jussi selv har peget på – nemlig at give plads nok til både historien, karaktererne og alt det, der ellers har været svært at klemme ind, når fortællingen skulle presses ned i to timers biograffilm.

Fra Nordic Noir til skotsk krimi

Et er, at formatet er længere end en spillefilm – noget andet er, at det geografiske præmis er ændret. Adler-Olsens bøger kan med rette karakteriseres som Nordic Noir, men nu er vi geografisk flyttet til Skotland. De nye omgivelser virker heldigvis godt, og man har forstået at omsætte Edinburghs særegne omgivelser på en god måde.

Edinburgh er en af de mest spændende byer, jeg selv har besøgt, men i Afdeling Q virker omgivelserne mere triste, end jeg husker dem. Edinburgh er en smuk by – men her virker alting meget gråt og trist, hvilket passer godt til seriens tone, men også til Carl Morcks sindstilstand.
Mere tid, mere dybde – og en Carl Morck med flere nuancer

En ting, som det længere format absolut åbner op for, er muligheden for at udfolde karaktererne i langt højere grad – og det kan lade sig gøre, fordi man på en mere naturlig og langsommelig måde får inkluderet flere detaljer undervejs. Nu skriver jeg langsommelig, men det skal ikke forstås negativt – for i Afdeling Q lærer vi de forskellige karakterer at kende i et tempo, der ikke føles forceret, men som snarere giver plads til, at de kan træde frem, som mennesker nu engang gør det: lidt ad gangen.

Samtidig er der også plads til det overordnede narrativ, der både handler om at opklare henlagte sager, men også om Carl Morcks egen proces – om at leve videre med det, der skete, da han blev skudt, og hans partner endte lammet og indlagt på hospitalet. Det spøger hele tiden i baggrunden og er med til at farve alt, hvad Carl gør og ikke gør.

Matthew Goode fungerer godt i rollen som Carl Morck, hvor han rammer Morcks arrogante indstilling overfor andre mennesker virkelig troværdigt. Men Carl Morck er en mere kompleks karakter end som så – og Goode formår også at portrættere Morcks åbenlyse svagheder på en måde, hvor han alligevel fremstår som et menneske. Et menneske med absolutte spidskompetencer, men også med helt tydelige mangler. Goode giver en nuanceret præstation, hvor man både forstår, hvorfor Carl handler, som han gør – og samtidig godt kan finde på at ryste på hovedet over, hvor meget han opfører sig som et decideret røvhul.

Alexej Manvelov er ligeledes god i rollen som Akram Assad, og han formår at give rollen både en ro og et kontrolleret udtryk, men samtidig viser han med sit kropssprog, at Akram holder på nogle dystre oplevelser fra sin tid i Syrien. Det skaber en nysgerrighed på hans person, og man fornemmer, at der er meget mere at fortælle – men desværre formår serien ikke at folde hans karakter ret meget ud i denne omgang. Det kan komme i senere sæsoner, og det ser jeg allerede nu frem til.

Leah Byrne spiller efterforskeren Rose, som bliver tredje medlem af Afdeling Q, og hun giver karakteren en lidt kluntet skotsk charme – men også en sårbarhed, der føles ægte.

Dynamikken mellem de tre fungerer godt, og man får hurtigt stor sympati for dem, fordi de hver især – på hver deres måde – finder en form for fællesskab i kælderen under politistationen. Et fællesskab, der ikke er påtvunget, men som opstår, fordi det er det første sted, de alle tre passer ind.

De tre flankeres af et cast, der fuldender en solid rollebesætning, hvor man især kan fremhæve Kelly Macdonald, der spiller Morcks påduttede psykolog, og Jamie Sives, der spiller Morcks tidligere politimakker, for deres solide præstationer.

Flere spor, én fortælling

Afdeling Q formår at jonglere flere sideløbende storylines på kompetent vis, og måden, hvorpå de forskellige historier væves ind i hinanden, fungerer virkelig godt. Det føles aldrig rodet – tværtimod giver det plads til, at man kan følge med i både den konkrete sag og i den udvikling, karaktererne gennemgår undervejs.

Især Carl Morck får mere plads, end vi har set tidligere. Han vises tydeligt fra sin mest arrogante side i arbejdslivet, men samtidig får vi også glimt af noget mere menneskeligt i hans private liv. Og det er interessant, når de to sider begynder at støde sammen, og Carl pludselig ikke længere helt ved, hvilket ben han skal stå på.

Samtidig er det overordnede narrativ spændende og godt skruet sammen, og tempoet doseres med sikker hånd, så man hele tiden har lyst til at se videre.

Konklusion

Afdeling Q viser, at Jussis univers sagtens kan fungere i serieformat – også selvom både sprog, omgivelser og enkelte detaljer er ændret. Det føles stadig som den samme grundfortælling, og der er blevet plads til både karakterudvikling og et solidt narrativ, der hele tiden holder én interesseret.

Serien balancerer de personlige historier og de konkrete sager på en måde, der fungerer, og især Carl Morck får lov til at være mere end bare den sure efterforsker. Det hele er velspillet, godt fortalt og sat i en ramme, der passer til tonen. Og selvom der er ting, der kunne foldes mere ud, så er det en stærk start – og én, der giver dig lyst til at se mere en blot en enkelt sæson.

Lau Mellemgaard Eskildsen

Chefredaktør

---

Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag og har altid haft en forkærlighed for stærke fortællinger – både i spil og på film. Oblivion og Fallout 3 blev startskuddet på en livslang interesse for action-rollespil, og siden da har dystopiske universer og eksistentialistiske narrativer haft en særlig plads hos ham. Han elsker at nørde rundt i både spil- og filmverdenens store spørgsmål og små detaljer