’After Us’ er ikke bare klimakritisk – men menneskekritisk

Indiespillet ’After Us’ formår at være en underholdende platformer, mens spillet holder et spejl op for menneskehedens grimmeste ansigt og viser, hvor sort det hele ser ud

Lad mig forsøge at beskrive den følelse man får, når man spiller ’After Us’:

Det er følelsen af at stå på en forladt tankstation midt om natten, hvor affald, skrald og olie ligger som pytter overalt. Tydeligt smidt fra tidligere gæster. Ved siden af dig ligger en sød lille-bitte Bambi, der gisper efter vejret, mens den drukner i en oliepøl. Bag dig bliver en havskildpadde kvalt i et sugerør. Når ja – og så er der også en tre meter høj overvægtig mand med et TV klistret fast til sin fedladne mave. 

Lyder det som et mareridt? Har du dårlig samvittighed nu? Godt. For det er sådan platformerspillet ’After Us’ føles. 

Spillet tager en poetisk tilgang til de menneskeskabte problemer, vi står overfor, og giver dig eksistentielle samvittighedsproblemer – og et sort blik på fremtiden. 

Du indtager rollen som Gaia, en spinkel lysende åndeskikkelse med svævende hår, som, ligesom sin navnesøster i den græske mytologi, har til opgave at passe på jordens livskraft. Flora, fauna og alt i mellem. Men med ét forsvinder alt liv fra jorden. Dyrene fordufter i bedste ‘Avengers: Infinity War’-stil, og den grønne oase, som før spraglede af liv, er nu helt stille. Derfor får Gaya til opgave at finde og genoprette jordens ånder, der er forsvundet, efter et langsomt og altødelæggende ”skadedyr” (hint hint). 

Jordens undergang 

Gaia bliver kastet ud i en rejse, hvor hun skal navigere i smukke, abstrakte landskaber for at finde de sidste dyr af sin slags, og finde ud af, hvad der har dræbt dem; Den sidste hval, der er blevet harpuneret af fiskere. Den sidste ørn, der er smidt i metalbur og sultet ihjel. Det sidste rådyr, der er blevet skudt af jægere. 

Skal jeg blive ved, eller kan I selv spotte synderen? 

Gaia bevæger sig rundt i en udgave af jorden, hvor menneskene er forstenet som ofre for en verdensomspændende udgave af vulkanen-Pompei. Menneskene står fastfrosset i kø, holder om hinanden i frygt, mens forældre bærer på de mindste børn. Rundt omkring er alt dødt, og en olie-lignende masse, der med fangarme suger dig ind, hvis du kommer for tæt på, har spredt sig. Tomheden understreger forringelsen af det naturlige liv, og alt der bevæger sig – skraldeposer, savklinger og harpuner – forsøger at dræbe dig. 

’After Us’ er i familie andre adventure platformere som ’Journey’, ’Celeste’ og ’Inside’, og især også ‘Arise: A Simple Story’, der er lavet af samme de samme udviklere, Piccolo.

Selve styresystemet er relativt simpelt, men enormt tilfredsstillende. Blandt andet kan du med Gaias burst of life-evne få alle planterne til at gro i en cirkel omkring hende – samtidig fjerner du den olie, der fortærer verden. Du kan også kaste en  lyskugle, der er en livsskabende blanding af Marios hat fra ’Odyssey’ og Kratos økse, som interagerer med objekter i spillet – og renser for ondskab. Bevægeligheden er også befriende simpel; man kan dashe, hoppe og svæve. Less is more. 

Og udover få tekniske hovedpiner, såsom et knap så velfungerende navigationskort og enkelte steder, hvor det bliver en smule klaustrofobisk og desorienterende, er spillet enormt strømlinet.

 

Dyr længe leve! 

I spillet, som er inddelt i, hvad man bedst kan beskrive som baner, starter man i forstaden og bevæger sig dybt ind til menneskets værste præg på naturen. Turen går fra byen til kraftværket og til havet. Alle steder ensomme og døde. 

Men der er lys. For mens den lysende Gaia dasher og hopper sig gennem platformsbanerne, kan man finde lysende kugler, der genopliver dyrenes ånder. Så snart du har fundet en kugle, lyser den respektive dyreånd mørket op og befolker banerne – en betagende kontrast. Og man kan ae dem (!!!). Jo flere dyr man finder, jo mere liv er der i banerne, hvilket er et udmærket gameplay-loop. 

Jeg har dog aldrig været en completionist, hvad angår spil – eller jo: De første timer er mine ambitioner altid, at jeg skal gennemføre spillet på 100%, men efter et par timer slipper tålmodigheden op.

Ikke desto mindre har der sjældent været større incitament for at finde alle dyrene. På et tidspunkt i spillet, som det tog mig omtrent ti timer at gennemfører, besluttede jeg, at speedrunne en af banerne. Simpelthen gøre alt for at blive så hurtigt færdigt som muligt, hvilket betød, at jeg ikke kunne nå at befri dyrene. Det resulterede i, at gameplayet blev frygteligt ensomt. Tomt, stille og mørkt. Der var intet liv – og meningen med spillet forsvandt.

Efter det insisterede jeg på at redde alle de dyr, jeg kunne. Gudskelov. 

 

 

 

Gåsehud og æstetik

Jeg kan ikke rose æstetikken nok i ’After Us’. Abstrakt verdensopbygning, hvor de forstenede mennesker varierer i størrelse, hvaler svæver over hovederne på dig, maskiner er gået i tomgang, og alt har mistet tyngdekraft-fornemmelse. Flere gange stoppede jeg bare for at studere verdenen. Særligt da jeg kom til deres bud på Times Square, hvor der var placeret et juletræ af højspændingsmaster i midten, mens menneskene var fastfrosset i leg og grin.

Det varierer dog, hvor interessante selve lokationerne er, som alle har ny form for gameplay-gimmick. 

Spillet lyder jo som en meget chill omgang. Og det er det som sådan også. Men lige som jeg gik og troede, at jeg var i en sikker hygge-boble, blev der introduceret devourers – mennesker, der er blevet korrupte med olie og elektroniske dele klistret fast til kroppen. Tankeløse zombier, der har ét mål: At spise dig. Zombier, som du kan befri med din lyskugle.

 

’After Us’ er ikke direkte uhyggeligt, men giver stemningsmæssige associationer til danske Playdeads spilklassikere ’Limbo’ og ’Inside’. Dog løb det mig koldt ned ad ryggen, da jeg ankom til Downtown-distriktet. 

Her landede et lig med et tungt klask lige ved siden af mig. Og så et mere. Og et mere. Gåsehud, da det gik op for mig, at det var selvmordsspringere, der hoppede ud fra skyskraberne. 

Symbolikken er slående. Menneskene er ikke en del af de dyr, som du kan befri. De er forstenede. Fastfrosset i deres egen dommedag, alt imens man rydder op efter dem ved for eksempel at lave olieplatforme om til sprudlende oaser for at åbne fast travel points. 

Desværre snubler symbolikken lidt over sig selv, og til tider bliver den for meget in your face. Alligevel er spillets helt store force, at det kan fastholde dig med nysgerrighed. Man ved aldrig rigtig, hvad det næste hjørne bringer. Om det er et rum, fyldt af hvad der bedst kan beskrives som kødklumper på krog, som man skal platforme på eller en sværm af børne-devourers i fabrikken (igen: Symbolikken er børnearbejde. We get it). 

I sidste ende er ’After Us’ en underholdende casual platformer, der kritisk holder et spejl op for menneskehedens grimmeste ansigt og viser, hvor sort det hele ser ud. Og trods du ikke selv har smidt affaldet, er den metaforiske duft af olie stærk nok til at give dårlig samvittighed. For ’After Us’ er ikke blot klimakritisk – men menneskekritisk. 

Men der er håb.