Age of Empires IV: Anniversary Edition-anmeldelse – Komfortabelt, kompetent og en smule for velkendt

Jeg har altid været bidt af RTS-genren – ikke bare som en hobby, men som en hel æra i min gameropvækst. Start 00’erne var nærmest hellig jord: Age of Empires 2 (stadig the GOAT), Red Alert 2, Dawn of War, Company of Heroes, og ikke mindst Star Wars: Galactic Battlegrounds, som jeg stadig drømmer om en remake af. Det var dengang, strategispil både var episke, dybe og vanvittigt underholdende. 

Men efter jeg konverterede til konsol-gamer, gled RTS langsomt ud af min hverdag – og derfor gik der også et lille stød igennem mig, da Age of Empires IV: Anniversary Edition endelig landede på PS5. Jeg kunne næsten mærke hænderne sitre af forventning, som om jeg igen sad foran min gamle CRT-skærm.

Og måske var forventningerne også netop så højt oppe at flyve, at der også var dybt at falde. For AoE IV er et godt spil – et rigtig godt RTS, endda – men det er også ufatteligt sikkert. Relic Entertainment har valgt at læne sig tungt op ad den velkendte AoE-formular, og det giver et spil, der føles varmt og velkendt, men som også til tider føles som et déjà og en smule “er det dét?”-fornemmelse. frem for et modigt og nytænkende kapitel. 

Da jeg som det første startede en klassisk alle-mod-alle skirmish bane op, blev jeg hurtigt gjort opmærksom på, at spillet bærer præg af sin oprindelsesdato: PC-udgaven er fra 2021, og det kan ses. Den semi-realistiske grafiske stil lander lidt mellem to stole. Den er ikke grim, men den er heller ikke frisk, og på PS5 fremstår den mere funktionel end imponerende. En mere stiliseret retning kunne have givet langt mere personlighed og givet spillet charmen fra de tidligere spil, som er gået lidt tabt over tiden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Spilprisen

Men heldigvis er Age of Empires stadig først og fremmest et gameplay-drevet format – og her står AoE IV stærkt.

Historietime forklædt som RTS

Kampagnen er solid, velproduceret og til tider fremragende. De dokumentariske indslag mellem missionerne, hvor History Channel-lignende mini-dokumentarer forklarer baggrunden for slagene, er både lærerige og charmerende. De gør historien levende på en måde, få andre spil mestrer – og jeg nød faktisk næsten de små videoklip mere end selve missionerne.

Missionerne starter meget struktureret med en næsten for lang tutorial-fornemmelse, hvor spillet konstant beder dig gå derhen, bygge det dér, angribe dét dér. Først når kampagnen slipper dig lidt mere fri, får man lov at lege med spillets systemer – og så bliver det markant sjovere.

Det er dog tydeligt, at AoE IV fortælles om historiske figurer mere end gennem dem. Det giver afstand til karaktererne, og selvom det er en flot, ren præsentation, mangler der lidt personlighed. Efter en håndfuld missioner begyndte jeg at skippe in-game cutscenes, for der er mange af dem, og så spændende er de bare ikke. 

Otte civilisationer med masser af dybde

Spillets otte civilisationer er til gengæld der, hvor AoE IV tør være moderne. Her er forskellene mærkbare og gennemarbejdede: Mongolerne kan pakke hele deres by ned og flytte den som nomader; Delhi Sultanate forsker uden ressourcekrav og kan sende elefanter ind som levende kampvogne; Kineserne bygger dynastier og dobbelt-landmarks; og Englænderne er naturligvis stadig kongerne af turtling med longbowmen og defensive netværk. 

Det er her, spillet virkelig viser sin dybde og variation – og det er uden tvivl det element, der giver størst replayability, især i skirmish og multiplayer.

Forbløffende velfungerende styring

Og så er der den overraskende velsmurte PS5-styring. RTS på controller er normalt opskriften på krampe og frustration, men Relic har gjort et imponerende stykke arbejde. Radialmenuerne via R2 og L2, de automatiserede arbejdere, D-pad-styringen og de smarte genveje gør faktisk spillet langt mere intuitivt, end man skulle tro. Læringskurven er absolut til stede og meget stejl, især hvis man ikke har så meget erfaring med strategispil, men når det klikker, føles det naturligt. 

UI’en er dog et stort rod af informationer og overlays, og der mangler klart muligheder for at komprimere eller skjule elementer – især når man gerne vil have fuldt overblik over slagmarken.

Tower-Defense

Multiplayerdelen er som altid seriens hjerte, og her er civ-diversiteten virkelig guld værd. Men selv hvis man ikke kaster sig ud i ranked matches, er der stadig masser at lave: skirmishes, kampagner, udfordringer – og så er der en herlig tower-defense-agtig mode kaldet The Crucible – eller på dansk (dramatisk musik) Ildprøven, som jeg endte med at spille allermest.

Speaking of, så er Ildprøven uden tvivl en af de største og mest positive overraskelser i hele pakken, og helt ærligt den mode, jeg ikke anede, jeg manglede i et AoE-spil. Her handler alt om at beskytte et centralt monument, mens du bliver kastet ind i en tiltagende brutal overlevelseskamp mod bølge efter bølge af fjender. I starten føles det næsten som piece of cake, men ret hurtigt forstår man, hvorfor det hedder Ildprøven: det er én lang prøve, hvor dine beslutninger – og fejl – bliver smeltet ned og testet under pres.

Presset kommer ikke dryppende, men i massivt opskruede horder, der tvinger dig til konstant at vurdere, om du skal styrke økonomien, udbygge forsvarsværker, investere i nye teknologier eller gå all-in på militær power for bare at overleve den næste bølge. Her er ingen tid til at turtle eller bygge i ro og mag. Alt er et spørgsmål om timing, prioriteringer og damage control, og den mindste fejl kan ende med at få hele dit imperium til at smuldre.

Det er en mode, hvor den samlede RTS-oplevelse skæres ned til ren, destilleret intensitet. Man lærer hurtigt, taber hurtigt og hopper lige så hurtigt ind igen. Det har den perfekte “én runde mere”-energi, fordi hver session føles som en lille historiefortælling om overlevelse, desperat opbygning og improvisation under pres.

Derudover er Ildprøven også en fantastisk showcase for spillets civilisationer. Delhi Sultanates elefanter fungerer som rullende forsvarsmure, englændernes longbowmen er uvurderlige på afstand, og mongolernes mobilitet giver mulighed for lynhurtige repositioneringer mellem bølgerne. Forskellene mellem fraktionerne får lov at blomstre på en måde, man ikke altid fornemmer lige så tydeligt i klassiske skirmish-kampe.

Konklusion

Age of Empires IV: Anniversary Edition på PS5 er et solidt, velfungerende og indholdsrigt RTS, der gør genren spilbar fra sofaen – og alene dét er en lille sejr. Relic holder sig sikkert til den gamle formular, og meget føles velkendt, både på den gode og knapt så gode måde – den umiddelbare magi, friskheden og charmen fra seriens storhedstid er ikke helt fulgt med over i denne moderne konsoludgave.

Alligevel er der masser at holde af: de lærerrige og flot producerede kampagner, civilisationer med markant forskellighed, overraskende god styring og Ildprøven, der leverer noget af det mest intense og fornøjelige AoE-spil, jeg har prøvet i årevis. Det er et spil, der ikke revolutionerer noget, men som beviser, at RTS stadig har en berettiget plads – også på konsoller.

Age of Empires IV ender som værende et varmt og værdigt gensyn, der leverer masser af timers strategisk underholdning, selvom det aldrig helt når højderne fra seriens storhedstid. Et solidt, kompetent og nostalgifyldt RTS, der både tilfredsstiller og efterlader en lille følelse af “der er plads til forbedringer”.

Henrik Brandt

Skribent & Anmelder

---

Henrik lever og ånder for fantastiske, eventyrlige og skræmmende oplevelser – både i spil, film og tv-serier. Specielt dyrker han Star Wars, alt inden for superhelte -og gysergenren, og singleplayer-oplevelser på sin Playstation som ekstremsport. I stedet for at gå i kirke, bruger han tiden på at sidde i de hellige biografsales dunkle mørke, og bevidner filmenes fantastiske fortællinger som de er skabt til at blive oplevet.