Alien: Romulus 4K-anmeldelse – Få kosmisk rædsel i knivskarp kvalitet hjemme i stuen

I den mørke og skræmmende odyssé, der udgør Alien-franchisen, har Fede Álvarez’ Alien: Romulus pustet nyt, men uhyggeligt liv i universet. Filmen er både en fortsættelse og en forløber – en skyggefuld sidehistorie, der smyger sig ind mellem de to første kapitler som en såkaldt “interquel”. Alligevel fremstår den som sin egen – en dyster, men forfriskende tilføjelse til en saga, der siden 1979 har holdt publikum fanget i sit iskolde greb. Álvarez formår at genoplive franchisens essens, mens han samtidig bøjer sig respektfuldt for dens rødder.

Den uruguayanske instruktør, kendt for sine skarpe og intense værker som Evil Dead og Don’t Breathe, trækker franchisen tilbage til dens kerne – en klaustrofobisk blanding af rædsel og håbløshed. Álvarez genskaber det, der gjorde de første film så uforglemmelige: spændingen, der sniger sig ind som en uset trussel, og atmosfæren, der tynger som en ubarmhjertig tåge. Samtidig griber han velkendte temaer som korporativ grådighed og arbejderklassens isolation, væver dem ind i et narrativ, der føles både genkendeligt og foruroligende nyt. Romulus er ikke blot en film; det er en tilbagevenden til det dybeste mørke i franchisens sjæl.

Det kosmiske univers i filmlandskabet

Alien-franchisen er en af de mest ikoniske og indflydelsesrige serier inden for science fiction og horror. Skabt med den første film Alien i 1979, instrueret af Ridley Scott, markerede serien sig som en revolution for genrefilm. Med sin unikke blanding af klaustrofobisk horror og futuristisk science fiction satte Alien en ny standard for, hvordan disse to genrer kunne forenes på en banebrydende måde.

Den første film åbnede døren til et mareridt, der stadig hjemsøger de mørke kroge i mit hjem – Xenomorphen, et væsen, hvis rædselsvækkende perfektion gjorde den til et af de mest ikoniske monstre i filmhistorien. Samtidig introducerede den os til H.R. Gigers biomekaniske mareridtsverden, en visuelt slående æstetik, der smeltede det organiske og mekaniske sammen til noget fremmed og uforglemmeligt. Og midt i denne kolde, metalliske verden trådte Sigourney Weaver ind som Ellen Ripley – ikke blot en overlever, men en styrke, der redefinerede, hvad en helt kunne være. Ripley blev en feministisk fakkelbærer, en af filmhistoriens stærkeste og mest mindeværdige figurer.

Alien ændrede selve DNA’et i både sci-fi og horror. Med sit realistiske og grynede blik på fremtiden skabte filmen et univers, der føltes truende tæt på virkeligheden. Spændingen var klaustrofobisk; atmosfæren dryppede af uvished; og den psykologiske terror blev en konstant følgesvend. Denne blanding af frygt og fascination satte en ny standard for, hvordan film kunne udforske det ukendte. Fra den nervepirrende “kattens leg med musen”-fortælling til de banebrydende special effects og det isnende lydspor, er Alien ikke bare en milepæl – det er en sort monolit, der kaster sin skygge over alt, der følger efter.

Har du lyst til at dykke længere ned i universets mørke kroge og klaustrofobiske korridorer, så læs I hvilken rækkefølge skal du se Alien-filmene?

Handlingen kort fortalt

Handlingen, der udspiller sig to årtier efter den skæbnesvangre Nostromo-katastrofe, er en selvstændig fortælling, der samtidig er tæt forbundet med franchisens eksisterende mytologi. Faktisk er manuskriptet, som Álvarez har skrevet sammen med sin mangeårige samarbejdspartner Rodo Sayagues, i høj grad modelleret efter de to første film.

På den faldefærdige koloni Jackson’s Star på den evigt mørke planet LV-410, opdager den forældreløse kolonist Rain Carradine, at Weyland-Yutani tvangsmæssigt har forlænget hendes arbejdskontrakt. Sammen med sin adoptivbror Andy, mødes hun med en gruppe venner, og sammen prøver at finde på en måde, at komme væk fra planeten.

Gruppen kaprer fragtfartøjet Corbelan IV med kurs mod Renaissance, en tilsyneladende forladt Weyland-Yutani-station, der er opdelt i modulerne Romulus og Remus. Deres mål er at stjæle kryostase-udstyr for at overleve den mangeårige rejse til Yvaga III – en planet, der synes idyllisk og fri for Weyland-Yutanis greb.

Med mørket som deres konstante følgesvend og farer, der lurer i skyggerne, må de navigere i en verden, hvor tillid og desperation er de eneste midler mod den stille trussel, der langsomt nærmer sig.

Fanservice

Ud over den isnende instruktion og den dybt medrivende historie føles Alien: Romulus som et ekko fra en fjern fortid, fyldt med referencer til franchisens tidligere kapitler. For en mangeårig fan – en, der har holdt af serien siden barndommens første møde med dens kolde rædsler, selv når kvaliteten vaklede – er filmens henvisninger en gave. Fra de uforglemmelige, biomekaniske designs, der vækker H.R. Gigers visioner til live igen, til de tematiske tråde og Benjamin Wallfischs dystre, genkendelige musikalske greb, væver filmen en atmosfære af både nostalgi og fornyelse.

Men det er de subtile detaljer, der hæver Romulus over blot at være et stykke fanservice. Disse referencer er ikke blot pynt, men nøje integreret i historiens struktur, som om de altid har været en del af denne verden. Hver visuel detalje, hver musikalsk note og hver tematiske reference arbejder i harmoni for at udvide franchisens univers og tilføje nye lag. Romulus bærer arven videre med en næsten religiøs ærefrygt, men formår alligevel at stå på egne ben – dens trykkende atmosfære, uforlignelige visuelle effekter og Álvarez’ intense kameraføring sætter en ny standard. Dette er ikke bare en tilføjelse til serien; det er en udvidelse af dens sjæl, en mørk juvel i dens allerede skyggefulde krone.

En franchise født på ny

Alien: Romulus er en game-changer i Alien-universet, som tager os tilbage til den gribende intensitet af de to første film. Instruktør Fede Álvarez har skabt en mesterlig oplevelse, der føles som dén efterfølger, vi har ventet på siden 1986. Filmen kombinerer den klaustrofobiske rædsel og de spændingsfyldte scener, der gjorde de originale film så ikoniske, med moderne teknologiske fremskridt.

Fra det øjeblik filmen begynder, griber den dig som en kold, metallisk klo og nægter at slippe. Hver scene er som et nøje udtænkt spil om overlevelse, hvor spændingen sniger sig ind som en uset skygge og efterlader dig fanget i en konstant følelse af uro. Med hvert skift i handlingen bygges intensiteten op – en ustoppelig bølge af rædsel og fascination, der holder dig lænket til skærmen, ude af stand til at se væk.

Skuespillerne leverer præstationer, der føles som lyset i en ellers mørk og uigennemtrængelig verden. Deres spil emmer af rå følelser og en sårbarhed, der gør karakterernes kamp for overlevelse hjerteskærende ægte. Cailee Spaeny og David Jonsson er særligt fremragende, deres kemi en sjælden gnist af menneskelighed i en verden af kold desperation. Deres samspil balancerer perfekt mellem håb og frygt, og deres rejse gennem filmens klaustrofobiske mareridt føles som et slag for både livet og sjælen.

Det er ikke kun Kasper (læs hans anmeldelse af filmen her) og jeg der ikke kan få armene ned. Romulus har modtaget overvældende positiv respons fra både kritikere og publikum. Med en Rotten Tomatoes score på 85%, er det klart, at filmen har formået at imponere. Og det stopper ikke der. Filmen har indtjent over 500 millioner dollars globalt, hvilket cementerer dens plads som en af de mest succesfulde film i franchisens historie.

Hvis du er en fan af de oprindelige Alien-film, er Romulus et absolut must-watch. Den leverer den perfekte blanding af nostalgisk rædsel og moderne innovation, og beviser, at Alien-universet stadig har meget at byde på. Har du endnu ikke set den, så gør dig selv en tjeneste og oplev denne episke film hjemme i hjemmebiografen, eller bare stuen

Et mørkt og knivskarpt billede

Alien: Romulus i Ultra HD leverer en billedoplevelse, der føles som et glimt af en fjern, mørk fremtid – en vision af kolde stålstrukturer og trøstesløse himmelstrøg. Med en mesterlig HEVC H.265-kodning bringes hver scene til live med en skarphed, der næsten skærer gennem øjnene. Filmen, skabt udelukkende med Arri Alexa-kamerasystemet og en banebrydende digital optimering, giver os en 4K-overførsel så detaljerig, at selv de mindste afvigelser i overfladernes struktur træder frem. Rummet føles tæt, klaustrofobisk; dets detaljer – stationens slidte paneler, xenomorphens glinsende krop, og de digitalt skabte landskaber – fremstår med en næsten ubehagelig realisme.

Det er filmens mørke, der efterlader det største indtryk. Sortniveauerne er som det tomme rum selv – ubønhørlige og uendelige. Skyggerne, der omfavner hver scene, føles levende, som om de venter på at sluge alt lys. Selv i de dybeste mørkerum er detaljer som fine skrammer i metal eller svage glimt af lys fanget med foruroligende præcision. Kontrasten er lige så klinisk – de hårde, sterile hvide toner fra neonlys og glimtende højlys skaber en uhyggelig kontrast mod dyb sort og grumset skygge, uden at miste noget af filmens tekstur.

Dolby Vision HDR gør farverne til et uventet pusterum i en ellers brutal og nedtonet farvepalette. Lommelygternes flammer kaster vibrerende, orange gløder i mørket, mens kontrolpanelernes knapper nærmest gløder af teknologisk desperation. Ansigtstonerne hos skuespillerne bærer en subtil, næsten spøgelsesagtig varme, en menneskelig skrøbelighed midt i det mekaniske mareridt. Dette 4K HDR-billede formår ikke blot at fremhæve filmens visuelle kraft, men trækker seeren dybt ind i dens atmosfære – et sted, hvor hvert lysglimt og hver skygge føles som en advarsel om noget, der gemmer sig i mørket.

Et skræmmende lydbillede

På lydsiden rammer denne sci-fi-horrorfilm som et uundgåeligt mareridt, båret af et Dolby Atmos-lydspor, der lyder som et skrig fra selve det kosmiske mørke. Fra første sekund omslutter lyden dig, ikke blot som et baggrundselement, men som en klaustrofobisk følgesvend. Skibets indre bliver en karakter i sig selv; metalliske skrig, skurrende rør og svage elektriske pulser sniger sig gennem den ekspansive, kolde lydscene. Baggrundsaktiviteter glider flydende fra den ene ende af rummet til den anden, med en præcision, der giver en uhyggelig følelse af, at du selv er fanget i fartøjets stålskrog. Stilheden, når den kommer, er nærmest kvælende, kun for at eksplodere i en kakofoni af øredøvende intensitet, som om noget skjult bryder frem. Dialogen er altid skarp og prioriteret, skuespillernes frygt og desperation bærer en næsten taktil vægt.

Filmens visuelle rædsler understreges yderligere af en lavfrekvensrespons, der føles som en fysisk kraft. Pulsriflernes slag genlyder med en brutal tyngde, xenomorphens skridt rumler gennem skrogets metal, og eksplosionernes brøl får rummet til at vibrere. Og så er der den tredje akt – øjeblikket, hvor Rain nærmer sig søvnkammeret, og lyden pludselig skifter. En dyb, konstant pulserende bas invaderer rummet, trækker vejret ud af dig og synker ned i ultra-lave frekvenser med en voldsom styrke. Subwooferen vil enten imponere eller bukke under, mens denne lyd sætter scenen for filmens klimaks. Det er ikke bare en lydoplevelse – det er en auditive rejse ind i det ukendte og farlige.

Hvad indeholder 4K-udgaven?

Disc 1: Alien: Romulus Ultra HD Blu-ray
Disc 2: Alien: Romulus Blu-ray + Eksramateriale

Return to Horror: Crafting Alien: Romulus

The Director’s Vision – Oplev, hvordan en af nutidens største horror-instruktører, Fede Álvarez, samarbejdede med mesteren Ridley Scott for at skabe et nyt, nervepirrende kapitel i Alien-franchisen.

Creating the Story – Lær, hvad der inspirerede historien i Alien: Romulus, og opdag de mange easter eggs fra tidligere kapitler i serien, som du måske gik glip af.

Casting the Faces – Mød stjernerne fra Alien: Romulus, og få et indblik i deres karakterers hjerter og tanker. Udforsk parallellerne mellem Rain og den ikoniske franchiseheltinde, Ripley, og hør, hvordan filmskaberne bragte et velkendt ansigt fra fortiden tilbage.

Constructing the World – Udforsk de enorme, praktiske kulisser fra Alien: Romulus, der vækker genklang med den futuristiske stil fra 1980’erne. Kom tæt på de praktisk fremstillede facehuggers, chestbursters og xenomorphs.

Inside the Xenomorph Showdown

Oplev filmens klimaktiske vægtløshedssekvens fra alle vinkler, mens filmskaberne afslører, hvad der skulle til for at gøre øjeblikket spektakulært. Fra kulisser og skuespil til wirework, stunts og VFX – se, hvordan det hele blev skabt.

Alien: A Conversation

 En særlig samtale mellem Ridley Scott og Fede Álvarez i anledning af Alien’s 45-års jubilæums-genudgivelse i biograferne.

Alternate / Extended Scenes

Tag et kig på scener, der ikke nåede med i den endelige version af filmen.

Det er uden tvivl ekstramaterialet, der trækker karakteren på den samlede pakke ned. Det kan godt være, at den samlede karakter virker høj, men ekstramaterialet vil jeg vurdere som middelmådigt. 

Noget der mangler, som bør være inkluderet i alle større filmproduktioner, er filmen med et kommentarspor fra instruktøren og andre involverede parter – jeg synes faktisk det er under al kritik at dette ikke er prioriteret. 

En anden ting jeg studsede over var, at intet af ekstramaterialet behandler den allersidste akt i filmen, hvor den bliver lidt for meget Prometheus – altså på den dårlige måde. Dette bekræfter lidt påstanden om, at der har været en stor splittelse mellem Álvarez, producerne og filmselskabet om, hvordan filmen skulle slutte. 

Omvendt, er det virkelig interessant at høre Álvarez snakke om udfordringerne der har været under produktionen og hans brændende kærlighed til universet. Det er også forfriskende og inspirerende at høre om, hvor meget praktiske effekter er blevet prioriteret, det kunne mange filmproduktioner lære noget af!

Konklusion

Alien: Romulus fremstår som en kærlighedserklæring til franchisens dystre arv og samtidig som en dristig fornyelse. Under Fede Álvarez’ sikre hånd bliver filmen en værdig tilføjelse til sagaen, hvor dens respekt for kildematerialet væves sammen med en frisk energi, der puster nyt liv i det velkendte univers. Hver scene bærer præg af en dyb forståelse for, hvad der gør Alien til noget særligt – fra den klaustrofobiske atmosfære til de isnende øjeblikke af stilhed, hvor mørket føles levende.

Den tekniske udførelse er intet mindre end mesterlig. Den knivskarpe 4K-præsentation forvandler hver ramme til et dystert kunstværk, der hylder H.R. Gigers visuelle arv, mens den bringer nye lag af detalje og tekstur til live. Samtidig omslutter Dolby Atmos-lydsporet dig med en næsten fysisk tilstedeværelse; fra de hjemsøgende, metalliske ekkoer i skibets indre til de pludselige udbrud af rædsel, føles lydbilledet som en usynlig fjende, der kryber tættere på.

Filmen er en hyldest til franchisens DNA – en sammenvævning af ærefrygt og innovation, der både ser tilbage og fremad. Romulus leverer ikke bare en historie, men en totaloplevelse, hvor billede og lyd arbejder i perfekt harmoni for at trække publikum dybt ind i det mørke, som serien altid har kaldt hjem.