American Arcadia-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

“Leave me the fuck alone”

Har du nogensinde følt, at du var med i The Truman Show? Idéen om at hele dit liv er underholdning? At du bliver iagttaget? Det er åbenbart en ægte lidelse, omend meget sjælden, der kaldes for “Truman Show delusion”, selvfølgelig navngivet efter filmen fra 1998.

Dén følelse når man at opleve, idet man indtager rollen som Trevor i American Arcadia; et spil, der blander yderligere inspiration fra film- og serie-mediet med titler såsom Severance, Flygtningen, Flugten fra fremtiden og Minority Report. Spillet er udgivet af Raw Fury, og skabt af det spanske studie, Out of the Blue. Oprindeligt udkom det i november 2023 til PC, og jeg glædede mig meget til at prøve det, men ville lige vente på en konsoludgave, der måtte være lige om hjørnet…

…Der skulle så gå halvandet år, men nu er det her endeligt!

Out of the Blue har tidligere lavet det Lovecraft-inspirerede førstepersons-puzzelspil, Call of the Sea, der ikke gjorde meget for mig – bl.a. fordi det havde et karikeret og kantet Crash Bandicoot-agtigt udtryk, som bare ikke gik særligt godt i spænd med de alvorlige tematikker og påståede uhyggelige stemning.

I American Arcadia passer den simple, strømlinede og karikerede stil langt bedre til spillets satiriske og komiske tone. For det er et sjovt spil, trods de konspiratoriske og dystopiske spændingselementer. Spillet præsenteres skiftevis i 2.5D-perspektiv og førsteperson, fordi man skifter mellem to sideløbende historier. Så spillet er lige dele en førstepersons-puzzler (ligesom Call of the Sea) og en cinematisk platformer – en genre, som de mesterlige ICO og (den danske vinkel!) Inside ligger i toppen af.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for What'Sub

#TeamTrevor

Spillet åbner i retrofuturistisk 70’er-stil, hvor vi i en meget cinematisk sekvens følger den 28-årige Trevor (med et flot porn-stache) rutinemæssigt arbejde i den utopiske storby, Arcadia. Hans kontorjob virker trivielt og ensformigt, og selvom han ikke fremstår ovenud lykkelig, så virker han tilfreds nok med tilværelsen. Hans kollega, Gus, vinder en konkurrence og forsvinder en dag, og langsomt begynder Trevor at ane, at der er noget helt galt; fjernsyns-skærme og radioer prøver at kommunikere med ham gennem fragtmenter af en sang, hvor teksten lyder “Don’t be a fool”.

Endelig får han en besked fra én, der påstår, at Trevor lever sit liv i en kunstig verden, skabt til folks skue. Så langt, så Truman Show. Dette er ikke en spoiler, det er vitterligt spillets første fem minutter, og alting peger i den retning. Til gengæld vil jeg ikke afsløre hvordan denne verden er konstrueret eller hvorfor – i hvert fald ikke uden en stor, fed spoiler-warning senere.

Og så går flugten ellers i gang, hvor Trevor styrter afsted med Arcadias vagter og andet i hælene, samtidig med at personen udefra kan hjælpe ved at give retninger, som Morpheus, der ringer til Mr. Anderson i starten af Matrix, eller precogen, der hjælper Mr. Anderton i Minority Report.

Med et tryk på den analoge styrepind kan man skifte perspektiv til overvågningskameraerne, så man trodsigt kan pisse Peter Hummelgaard i ansigtet ved at guide Trevor væk fra myndighederne. Senere skifter man som sagt perspektiv til denne person, hvor gameplayet er mere puzzle-orienteret end platform.

Imidlertid må jeg bare sige, at historien i American Arcadia er en af de bedste, jeg har set i denne genre. Helt oppe på siden af Inside, hvis historie er svær at sammenligne, fordi den er så ordløst og abstrakt fortalt. Grunden til at American Arcadia formidler sit narrativ så godt, er fordi det gør brug af noget, som få spil gør: klipning. Ofte klipper American Arcadia gnidningsfrit midt i en scene til et helt andet sted eller til et flashback for at forklare noget. Det er et filmisk greb, og grunden til at det fungerer i film, er sjovt nok fordi det er effektivt. Og det er faktisk mærkeligt, at så få spil har formået eller forstået at implementere netop dét virkemiddel. Umiddelbart kan jeg kun komme i tanke om det fantastiske (og oversete) spil, Virginia, der brugte det på samme overskudsagtige, filmiske måde.

SPOILER WARNING

Nu kommer spoiler-delen, så hvis du ikke vil have spoilet noget af American Arcadias setup (men ikke alt – såsom slutningen), så spring videre til næste segment med overskriften, “10-3-92”.

…

…

SPOILER: Så personen, der får fat i Trevor, hedder Angela Solano og bor udenfor Arcadia i en dystopisk storby, hvor overvågningen også er fremherskende, men i det mindste ikke på den måde, som tilstanden er i Arcadia; for ja, hele Arcadia er i virkeligheden et reality-koncept, hvor seerne online kan følge med i alle 23.000 indbyggeres liv.

Risikoen ved at følge så mange er dog, at hvis nogen af indbyggerne er overordentligt almindelige, eller ikke er en “big character”, så har de selvfølgelig ikke så mange følgere. Fordi folk jo elsker store, skabede, larmende ekstroverte mennesker. Så derfor må de stille og “kedelige” blive skiftet ud. Simpelthen skaffet af vejen. Dræbt. Det er dét, der skete med vennen, Gus. Og næste gang er målet Trevor. Han har kun én følger, og det er Angela, som har besluttet sig for at redde ham, fordi hun arbejder for firmaet bag reality-programmet, og hun har fået en slem samvittighedskrise. Walton Media er nemlig en ondskabsfuld medie-gigant, der opstod i 60’erne og sidenhen valgte de mørke magter. Disneys onde (eller endnu ondere) tvilling, om man vil.

Dette er kun det første store twist af flere. Og spillets kvalitet er også derefter. Det er sjældent, at man oplever idéer og koncepter på dette niveau. Ikke kun i spilmediet, men desværre helt generelt.

Det eneste, jeg ikke brød mig om ved dette er, at hvis Walton Media virkeligt har skabt så meget teknologi og så vilde koncepter, der har ændret verdenshistorien i 50’erne og 60’erne, så undrer det mig meget, at alle folk i denne alternative virkelighed kender alle vores popkulturelle referencer (for dem er der mange af i spillet) med alt fra RoboCop til Star Wars. Det er ikke en dealbreaker, men det er lidt mystisk, at denne timeline skulle være identisk med vores.

10-3-92

American Arcadia udmærker sig også ved at undgå noget, som disse spil med ét ben i “walking simulator”-lejren aka “narrative exploration” ofte gør: altid at give spilleren valget om forskellige slutninger til sidst. Jeg er ret træt af at gå igennem ét skræddersyet narrativ, og så har udviklerne og forfatterne alligevel tænkt, “Ej, så giver vi sgu lige et par valgmuligheder til slut” – også selvom historien slet ikke indbyder til det. Faktisk synes jeg, det er med til at underminere et spils historie, hvis man ud af ingenting får opstillet et binært valg i finalen. Det er meget sjældent, at jeg nyder “multiple choice”-slutninger i narrative spil, fordi en historie jo sjovt nok skal bygge op til en slutning. Ental.

Heldigvis giver dette spil ikke muligheden for et binært valg under klimakset, som jeg havde frygtet. Det er bare… ja, noget, der skal opleves, og det er dejligt forfriskende i sin egen overbevisning om, at det er sådan, dén handling skal afrundes.

American Arcadia har en af de bedste historier, jeg har oplevet i et spil i år (teknisk set fra ’23, men du ved, hvad jeg mener). I hvert fald er plottet så godt, så velfortalt og konceptet så stærkt, at det fortjener et større kendskab. Det har i skrivende stund 2410 anmeldelser på Steam, hvilket gør det til langt det mest anmeldte af de spil, jeg har haft med i min banebrydende føljeton, Finchedoinks fredags-finurligheder. Men alligevel føles det som en hemmelig titel, der burde være nået ud til et langt større publikum. Det tager en 6-7 timer at komme igennem, så det er noget, der nemt kan overstås på en fredag, eller en weekend.

Kovacs

Det eneste virkelige irritationsmoment (udover enkelte puzzles og savepoints) var for mig, at man ikke kan springe over samtaler og mellemsekvenser. Særligt hvis man som mig gik tilbage for at få alle achievements, og det blev en lettere langvarig proces. Men det er i småtingsafdelingen.

American Arcadia er et kvalitetsmæssigt kvantespring op fra Call of the Sea, og kommer til at stå for mig som et af årets stærkeste spil, når det kommer til handling. Jeg er vild med en scene, hvor Trevor bare sætter sig ned ved et klaver og spiller et helt nummer instrumentalt uden at skynde sig. Framen hviler bare på ham i 2-3 minutter.

Det mindede mig om, at alle mennesker har hemmelige færdigheder, som de ikke bræger ud til alle. Det er et stærkt budskab om, at bare fordi man er introvert, er man ikke kedelig. Bare fordi man ikke larmer, er man ikke anonym. Bare fordi man ikke er en “big character”, er man ikke en lille personlighed. Denne verden er gearet til ekstroverte, og vi glemmer skønheden hos alle mennesker, der er tilbageholdne og ikke sælger “main character energy”.

Helt uden at være prædikende, så bærer American Arcadia på budskabet om, at alt det underlødige, lortede reality-tv (“sociale eksperimenter”, hvis det er DR), vi bliver stopfodret med og dagligt skal forsøge at undgå som regndråber, er så uundgåeligt simpelthen fordi vi konsumerer det i massevis. Men også at man som forbruger altid kan forsøge at kæmpe imod, og at man kan vælge noget fra og noget nyt til. Derfor vil jeg på det kraftigste anbefale, at du vælger seneste sæson af The Kardashians fra og vælger American Arcadia til.

Konklusion

American Arcadia er en cinematisk platformer og allerede et af de bedste indenfor sin genre, og så har det en af årets bedste historier. Vælg seneste sæson af The Kardashians fra og vælg dette til.

Jacob Ege Hinchely

Vært & Anmelder

---

Siden Jacob kom i praktik hos Troldspejlet som 14-årig og blev sendt hjem med en DreamCast, har han ikke kunne stoppe med formidle spil. Han lever for historier, indietitler og Point-and-Click-spil. Når han ikke gamer, så laver han radio og podcasts, der også handler om nørderier.