Anmeldelse: Assassin’s Creed Mirage – er et nødvendigt skridt tilbage, men kun et lille skridt frem

Ubisoft vender tilbage til en mere simple formel, og undervejs lykkes det, til tider, at ramme fordums tid nostalgi – andre gange føles det blot forældet

Seksten år er gået siden Assassin’s Creed-serien første gang så dagens lys. Dengang hed hovedpersonen Altair, og det oprindelige Assassin’s Creed blev startskuddet til en franchise, der er blevet til mere end blot en serie af snigmorder-spil.

Ser man på serien fra et metaperspektiv, så er den interessant af flere grunde. I populærkulturen er franchisen blevet et velkendt brand, der har bevæget sig ind i filmens verden. Og i uddannelsessystemet har spillenes historiske lokationer fået en rolle i historieundervisning verden over, hvilket København Universitet er et eksempel på. Ubisoft har arbejdet sammen med historikere og museer og skabt historiske simulationer, der gentagne gange har imponeret verden.

Serien har besøgt mange spændende tidsperioder, og givet spillere mulighed for selv at interagere med historien. Det er vedkommende historieformidling, og det er en del af forklaringen på seriens popularitet.

En anden grund er evnen til at fortælle engagerende historier om liv og død – og det gode versus det onde. Ikke alle fortællingerne har siddet lige i skabet, og implementeringen af mere omfattende rpg-elementer har ikke faldet i alles smag. Serien har udviklet sig fra at være stealth-spil til at blive et oppustede open world action-rpg’er.

Derfor står Assassin’s Creed-serien nu ved en skillevej, men gør med Mirage et forsøg på at vende tilbage til en mere simpel formel og fortælle en mere fokuseret historie.

En velkendt historie

Assassin’s Creed Mirage udspiller sig årtier før begivenhederne i forgængeren Valhalla. Du spiller som Basim Ibn Ishaq, en talentfuld gadetyv, der hurtigt bliver viklet ind i en sag, der er større end ham selv. Basim er dog ikke et helt ubeskrevet blad, da han også spiller en rolle i Valhalla. Mirage fortæller historien om hans ophav som en del af The Hidden Ones.

Har man spillet Valhalla, så ved man, at Basim er en kompleks karakter, hvilket også kommer til udtryk i Mirage. Her plages den yngre Basim af frygtelige mareridt, hvor en demon-lignende Jinni martrer ham. Denne indre kamp er det mest interessante aspekt ved Basims fortælling, for ud af til, er det et narrativ vi hurtigt genkender – en ung rebelsk mand har mistet nogle han kærer sig om, og søger forløsning i et broderskab af snigmordere. Lyder det bekendt? 

Historien er på ingen måde dårlig, men den er heller ikke synderligt interessant. Misforstå mig ikke, undervejs er der flere engagerende øjeblikke, men det overordnede narrativ formår ikke at gribe mig, som det var tilfældet med eksempelvis Assassin’s Creed 2 eller Assassin’s Creed 4: Black Flag. 

Måden, hvorpå historien fortælles, er gennem efterforskninger af forskellige spor, og holder man sig udelukkende til hovedmissionerne, har spillet en fornuftig pacing. Efterforskningselementet genkender man fra Origins, hvor det spillede en sideløbende og sekundær rolle, i Mirage er det omdrejningspunktet for historien. Denne struktur egner sig nok bedre til sekundært indhold, men Ubisofts forsøg på at fortælle en mere fokuseret historie skal have kredit, selvom dette fortællemæssige greb kvæler karakterernes mulighed for at udvikle sig og blive interessante. Udover Basim, og nogle få andre undtagelser, er persongalleriet ikke synderlig bemærkelsesværdigt. 

Spillets slutning fungerer heldigvis meget godt, og den indeholder både overraskelser og spænding, og bringer samtidig Basims oprindelseshistorie frem til en tilfredsstillende konklusion.

Assassin’s Creed Mirage har sit geografiske udgangspunkt i Bagdad, der i vores tid er hovedstad i Irak. Men Bagdad i 800-tallet var en ung by – blot 99 år gammel. Byen blev grundlagt med henblik på at huse hoffet samt den kalifale administration, men også dele af den abbasidiske hær var placeret her. Hurtigt bliver byen en af kalifatets største, og derfor også et økonomisk og kulturelt centrum i området.

Det er også sådan Bagdad fremstår i Assassin’s Creed Mirage. Byen er fornemt realiseret, og detaljegraden er til tider imponerende. Det faktum at Ubisoft har koncentreret sin indsats på en enkelt by og det omliggende område, gør at man har skabt en realistisk og historisk nøjagtig sandkasse, hvori man kan lade sin historie udspille sig.

Historieinteresserede har desuden mulighed for at dykke ned i spillets Codex, der fungerer som et encyklopædi over spillets forskellige lokationer, personer og grupperinger. Ubisoft har lavet sit hjemmearbejde, og præsenterer igen fremragende historieformidling. Samtidig er det er positivt at se arabisk historie og kultur gengivet i et spilmedie, der ellers hovedsageligt fokuserer på vestlige- og asiatiske tematikker.  

Ubisoft skuffer sjældent med deres gengivelser af historiske lokationer, og Mirage imponerer da også denne gang. Bagdad virker, på en og samme tid, unik og velkendt. Men det er ikke kun spillets narrativ og lokation der virker velkendt.

Nostalgi eller forældet?

Også når det kommer til spillets gameplay, er der meget man kan genkende fra tidligere spil. Væk er mange af de rpg-elementer som de seneste spil introducerede, til fordel for en mere stealth-baseret tilgang. Dermed bevæger Mirage sig væk fra de mere action-tunge forgængere og nærmer sig mere spillene før Origins. Dog er der gjort et forsøg på at fusionere mekanikker fra de ældre og nyere spil.

Parkour-systemet er et helt centralt omdrejningspunkt for Assassin’s Creed-serien, og i Mirage kan man mærke indflydelsen fra både de ældre og nyere spil. Man skal være meget præcis i sin styring, og det er ikke altid, at man opnår det resultat, man ønsker. At kravle op af huse og springe fra tag til tag, er ikke så flydende som i eksempelvis Unity eller Rogue. Basim virker mere tung end Arno eller Shay, og på den måde minder han mere om Eivor fra Valhalla. Man finder desværre også den typiske Assassin’s Creed-jank, som resulterer i enten frustrerende eller komiske øjeblikke under en vild flugt, eller når man blot sniger sig rundt i omgivelserne.

Mirage er et stealth spil, og dette understreges også med spillets kampsystem. Man kan ikke pløje sig gennem fjender som i Odyssey eller Valhalla, for Basim er ikke en kriger – han er en snigmorder med en baggrund som gadetyv, og derfor må man benytte hans spidskompetencer. Man skal planlægge sin tilgang til missionerne, og benytte de muligheder omgivelserne tilbyder. Mirage opfordrer dig indirekte til denne tilgang, da en direkte kamp med flere fjender ofte ender med Basims undergang. Kampsystemet er forholdsvis simpelt, men kræver tilvænning. Du kan angribe og undvige fjender, men det vigtigste er evnen til at blokere dine fjenders angreb, og når det lykkes, får du mulighed for at likvidere din modstander i et hug.

Du kan heldigvis tilgå missioner på forskellige måder, og benytter du dig af de muligheder, som omgivelserne tilbyder, kan du i nogle tilfælde åbne op for cinematiske stealth kills, som er ret fede. 

Mirage genindfører også et arsenal af features, som vi har mødt i tidligere titler såsom social-stealth, der giver dig mulighed for at skjule dig i menneskemængder, samt muligheden for at betale forskellige grupperinger for at skabe distraktioner, som Basim kan udnytte til sin fordel.

Eagle-vision vender også tilbage, og muligheden for at lade din bevingede ven undersøge terrænet på forhånd er et fordelagtigt første skridt, når du skal infiltrere dine fjenders højborge. Samtidig har Basim mange velkendte redskaber til rådighed, når han lister sig rundt og likviderer vagter og soldater, og med de rette kombinationer og valg, bliver Basim en ganske habil assassin. 

Det skilltree man finder i Mirage, er langt mere simpelt, end det man har haft til rådighed i de seneste tre spil. Det er en velkommen ændring, og man bliver ikke overvældet af alt for mange muligheder. Igen er det et anerkendende nik til klassiske titler, hvis inspiration man også mærker i udforsknings-aspektet samt spillets kort. Bagdad er en mindre lokalitet, end vi har set i et stykke tid, og vælter ikke i alle mulige aktiviteter. Der er dog områder uden for byens pulserende liv, hvor man kan gå på opdagelse, og her minder spillet en smule om Origins. 

De sidemissioner og aktiviteter man finder, er dog ofte ret uinteressante – med nogle få undtagelser. Som i de klassiske spil bliver man bedt om at finde codex-sider, skrin med diverse våben eller beklædningsgenstande og enigmas – som er Mirages udgave af skattekort. Der er samtidig mange kontrakter man kan påtage sig, hvis eneste motivationsfaktor er, at man bliver belønnet med nogle ressourcer.

I de klassiske spil brugte man generelt alt for meget tid på de såkaldte ‘tailing’ missioner, hvor man skulle følge efter en NPC uden at blive opdaget. Dette har altid været et af de mindst engagerende mission-designs, og desværre er der i Mirage flere af disse missioner. Om det er en hyldest til de klassiske titler eller blot gammeldags spildesign, er svært at sige, men spændende er det ikke.

Heldigvis finder man også nogle personlige og vedkommende fortællinger i spillets side missioner, og her viser Mirage noget personlighed og charme.

Flot by – flad fornemmelse

Et sted hvor Assassin’s Creed Mirage til gengæld mangler noget charme, er i karakter-animationerne og stemmeskuespillet. Hvor Bagdad tager sig rigtig flot ud, kan det samme ikke altid siges om spillets karakterer, der til tider ser helt unaturlige ud. Manglen på motion capture er tydelig, og stemmeskuespillet og dialogen er ikke god nok til at kompensere for de, til tider, kritisable animationer. Dialogerne er af og til så svage, og leveret så uengageret, at man mister interessen for fortællingen. Lee Majdoub, der lægger stemme til Basim, gør en hæderlig indsats, men derudover er der langt mellem de gode præstationer.

Det skal dog nævnes, at der i enkelte cutscenes benyttes en ret fed kameraføring, der sparker noget tiltrængt dynamik og liv ind i de narrative højdepunkter. Musik og lydeffekter er, som man forventer af et spil i Assassin’s Creed-serien, og falder helt naturligt ind i gameplayet.

Men når alt kommer til alt, så sidder man med en lidt flad fornemmelse, og det er endda på trods af, at Bagdad som lokation fungerer rigtig godt.

Konklusion

Assassin’s Creed Mirage er et hæderligt forsøg på at kombinere de klassiske spils fokuserede og stealth-baserede formel med de moderne mekanikker fra de nyere spil. Denne fusion lykkes til tider, og jeg håber inderligt, at Ubisoft fortsætter med at producere Assassin’s Creed spil som Mirage, der med sit strammere fokus, helt klart har sin berettigelse som et supplement til de mere åbne action-rpg’er i serien.  

Bagdad er en flot realiseret by, og tilbyder historieinteresserede en hel del at fordybe sig i. Spillets Codex bidrager til en bundsolid formidling af områdets historie, og det er tydeligt, at Ubisoft ikke er sprunget over, hvor gærdet er lavest, hvad dette angår.

Fans af de klassiske Assassin’s Creed spil vil finde meget at kunne lide i Mirage, og mange af elementerne virker også ganske upåklageligt. Fokuset på stealth frem for decideret kamp taler til spillets fordel, men kampsystemet er, isoleret set, ikke særligt sindsoprivende. Parkour-systemet måtte samtidig gerne have været mere flydende og mindre præcist, så man får følelsen af at kontrollere en smidig snigmorder, og ikke Patrick fra syvende klasse, der lige er startet til parkour.

Mirage har en historie at fortælle, en historie der er ret ligetil, men samtidig krydret med en smule dybde. Formidlingen af historien bliver lidt flad, og man misser muligheden for at benytte nogle dramaturgiske greb, der kunne have hjulpet narrativet og karakterudviklingen. At animationer og stemmeskuespil heller ikke gør meget godt for fortællingens levering, er ærgerligt, for Basim er en interessant karakter, og hans indre kamp er spændende. Heldigvis fungerer spillets slutning godt.   

Man sidder nogle gange med en følelse af, at man spiller et gammelt spil, der er blevet shinet op til lejligheden. Der er nogle systemer og features der føles håbløst forældede, men heldigvis er der også andre aspekter, der er mere innovative og som skubber spillet i den rigtige retning. Ubisoft skal finde en bedre balance mellem dét at hylde de klassiske spil og direkte at imitere dem. For der er ikke meget nyskabende over Mirage, men ønsker man sig en kortere og mere klassisk og simpel Assassin’s Creed oplevelse, så er det lige nøjagtig det man får.

Med Assassin’s Creed Mirage har Ubisoft taget et nødvendigt skridt tilbage, men kun et lille skridt frem.