Anmeldelse: ‘Cyberpunk 2077: Phantom Liberty’ er et værdigt punktum på en problemfyldt rejse

Efter en snart tre år lang forsoningsindsats, er CD Projekt Reds dystopiske action-rpg endelig tæt på at være det spil, vi drømte om

Da Mike Pondsmith i 1988 skabte Cyberpunk-universet, havde han nok ikke forventet, at indholdet i ‘pen & paper-rollespillet’ ville få den medieomtale, som det er tilfældet i dag. Pondsmith skabte et univers i en alternativ tidslinje, der på mange måder relaterer sig til vores egen virkelighed, og hvad det vil sige at være et menneske.

Polske CD Projekt Red så potentialet i et univers, hvor stil er vigtigere end indhold, attitude er alt, hvor man altid skal tage den helt til grænsen og bryde reglerne. Studiet har tidligere vist, hvor dygtige de er til at behandle unikt kildemateriale på en enormt kvalificeret måde, og derfor var forventningerne også tårnhøje til Cyberpunk 2077’s udgivelse i 2020. 

Desværre blev det en decideret katastrofe. Spillet var simpelthen ikke færdigt, og CD Projekt Red kunne ikke indfri de løfter, man på forhånd havde givet. Det var så kritisk, at Sony besluttede at fjerne PS4-udgaven fra Playstation Store.

I mit liv har jeg erfaret, at når man elsker nogen, så er man villig til at leve med deres fejl og mangler. Sådan er mit forhold til Cyberpunk 2077. I 2020 brugte jeg 90 timer i Night City sammen med min gamle Playstation 4. Om kærlighed gør blind, eller om jeg blot var så betaget af universet og fortællingerne, at jeg accepterede spillets tilstand? For jeg kunne godt se, at den var helt gal, og at det i bund og grund krævede et helt nyt spil, for at rette op på de fundamentale udfordringer Cyberpunk 2077 havde.

Og det har vi nu fået i form af Update 2.0, der er mere end den gængse opdatering. Hele systemer har fået en komplet overhaling. Et ambitiøst projekt der, sammen med Phantom Liberty udvidelsen, er et sidste punktum i CD Projekt Reds anstrengelser for at gøre Cyberpunk 2077 til det spil, vi alle havde håbet på, det var. Og spørger man mig, så er det lykkedes.    

En finpoleret oplevelse

CD Projekt Red har forud for Phantom Liberty og Update 2.0 anbefalet, at man bør starte et helt nyt spil, for virkelig at kunne værdsætte de mange nye ændringer. Men som den cyberpunk jeg er, I ved – bryd reglerne og attitude er alt – skal ingen fortælle mig, hvad jeg skal gøre. Min V var klar.

For nogle måneder siden returnerede jeg til Night City. Jeg ville med egne øjne se, hvordan byen tog sig ud gennem et ‘next generation’ perspektiv. Det ville også give mig en bedre forståelse for den kommende opdaterings ændringer. Derfor skabte jeg min kvindelige V, der endte med at blive en yderst kompetent netrunner med speciale i quickhacks, der uden at affyre et skud, kunne uskadeliggøre utallige fjender i løbet af ingen tid. Mit mål i denne gennemspilning var, indledningsvist, at klare så mange gigs og mindre sidemissioner som muligt, for at opbygge et omdømme som respekteret ‘gun for hire’. Derimod spillede jeg kun de hovedmissioner, der var nødvendige, for at kunne kaste mig direkte ud i Phantom Liberty.

Ved min nylige tilbagevenden er den første store ændring, jeg registrerer det nye skilltree, da alle mine perks er blevet nulstillet, og på ny skal fordeles. 

Og sikke en følelse det er, at kreere et build på den måde. Det er som at få nøglerne til en F35 med ordre om bare at give den gas. Så jeg genskaber min gamle netrunner. Eller det gør jeg næsten, for perks er anderledes organiseret end før. Ens skilltree er dybere og mere gennemtænkt. 

Et tegn på et godt rpg-spil er, når man glæder sig til at ‘levelle op’ – og det gør jeg her. Der er mange valg, men det føles betydningsfuldt, når man investerer i sit build. Det er ikke kun passive bonusser, man erhverver sig, men evner der direkte ændrer gameplayet, og dermed måden man spiller på. 

Det er stadig i høj grad mere et action-spil, end det er et rollespil, men undervejs er det muligt at vælge dialog og handlinger baseret på V’s baggrund, attributes og perks, der bidrager til en følelse af, at det er dig, der former historiens gang. 

Der er ligeledes et nyt staminasystem, der nu ikke længere er bundet op på sprint, men på angreb og dashes. Det har stor betydning for, hvordan man tilgår kampene, især hvis man spiller et bladed build. Men også når man affyrer sine våben, bruger man stamina – så man kan ikke længere kaste sig hovedløst ud i skudkampe og sværddueller. Man skal tænke sig om, og benytte sine cyberware og quickhacks.

Heldigvis fungerer gunplay virkelig godt, og man ser altid frem til den næste konfrontation. Der er forholdsvis meget dybde at finde her for et rollespil af denne størrelse.

Cyberwaresystemet er også ændret, hvor den største ændring må siges at være tilføjelsen af armor til cyberware fremfor beklædning. Beklædningsgenstande er ikke længere bundet op på armor-stats, i samme omfang som tidligere, hvilket giver mere frihed til at klæde sig på, som man foretrækker. Nu er det endelig stil over substans, og derfor render man ikke rundt og ligner en cirkusklovn, fordi netop det tøj man har iklædt sig, besidder de bedste stats. 

Cyberware er dyrt, men det giver spillets økonomi mening. Du tvinges til nøje at overveje, hvad du vil investere i, og hvordan det eventuelt kan forbedre lige netop din spillestil, og hvordan det passer sammen med dit build.

Implementeringen af et nyt forbedret politisystem giver mere realisme, hvor det var særdeles tiltrængt. Ordensmagten agerer mere virkelighedstro på dine handlinger, hvor de tidligere spawnede lige bag dig ved det første tegn på kriminelle intentioner. Hvis dine ulovlige aktiviteter for alvor tager overhånd, kan du forvente, at NCPD tilkalder deres eliteenhed MaxTac.

Vehicle(bil) combat er endnu en tilføjelse, der skaber variation og dybde, når man transporterer sig rundt i Night City, og ønsker man at tilføje yderligere dybde til dette element, har man mulighed for at investere perk-points i sine bil-skills.

Alle disse forbedringer resulterer i en særdeles positiv spiloplevelse, men betyder det så, at alt er godt? Nej, for der er stadig nogle få knaster undervejs. Tekniske fejl, eller bugs, gør at npc’er til tider svæver i luften eller simpelthen går igennem genstande eller personer, som var de spøgelser. Men overordnet set, så er CD Projekt Red kommet rigtigt langt, og Cyberpunk 2077 er nu tættere på det spil, vi troede vi fik i 2020.

En fremragende spionthriller

Phantom Liberty har sit udgangspunkt i Dogtown, som er et helt nyt område i Night City. Dogtown er et trist og håbløst sted, hvor eftervirkningerne af tidligere krige er tydelige i gadebilledet. Indbyggerne har slået sig ned i de slumlignende omgivelser, og desperation og menneskeligt forfald får lov til frit at udspille sig. Ved utallige lejligheder bliver man vidne til åbenlyst stofmisbrug og magtkampe mellem de to dominerende fraktioner i bydelen, en bydel der ellers styres med hård hånd af den tidligere militærmand og Militech-afhopper, Kurt Hansen.

Og det er i dette ulidelige møghul af en bydel, at Præsidentens fly bliver skudt ned. Scenen er sat, og nu er det op til V at redde Madam President. It’s delta time choom – let’s go…

Lige fra begyndelsen bliver man grebet af narrativet. Du bliver suget ind i Dogtown, begivenhederne eskalerer hurtigt, og før du ved af det, indgår du i en vild redningsaktion, der udvikler sig til en heftig flugt fra en kæmpe edderkop-lignende robot. Det er medrivende, det går hurtigt og det er enormt stilfuldt.

Phantom Liberty griber fat i nakken på dig lige fra begyndelsen, og river dig så rundt i manegen i hele udvidelsens spilletid. Historien om magt, politik og forræderi er gribende, og for at benytte en rigtig kliché, så sidder man på kanten af sædet gennem store dele af spionthrilleren. Det er historiefortælling fra CD Projekt Red, når det er bedst.

Keanu Reeves vender tilbage som Johnny Silverhand, der i Phantom Liberty, får plads til at vokse som karakter. Den ret endimensionelle karakter fra hovedspillet viser mere dybde og sorgfulde sider af sig selv, og han er ikke længere udelukkende en Rockerboy, hvis eneste mål er at bekæmpe systemet. Reeves leverer en solid præstation som Johnny, og samspillet med V fungerer godt.

Britiske Idris Elba er castet i rollen som Solomon Reed, en idealistisk ‘sleeper agent’ der aktiveres, efter at præsidentens fly styrter ned. Elba er bundsolid i rollen, og leverer kvalificeret sine replikker med overbevisende sikkerhed.

For mig er Cherami Leigh dog den egentlige stjerne i Phantom Liberty. Leigh lægger stemme til den kvindelige version af V, og det gør hun med en perfekt blanding af attitude, indlevelse og sårbarhed. Hun er simpelthen en total badass, og jeg vil anbefale alle, der starter et nyt spil, at vælge netop den kvindelige V.

De øvrige karakterer holder samme høje niveau, og stemmeskuespil, lydeffekter og musik skaber i fællesskab en helstøbt og solid oplevelse. Der er øjeblikke i Phantom Liberty, hvor lyd og æstetik går op i en højere enhed, og man sidder bare og tænker, at det er super lækkert.

Brugen af cutscenes og motion capture tilføjer en cinematisk følelse, og understøtter de fremragende skuespilpræstationer. Det er flot lavet og bidrager med endnu et lag til et allerede flot spil.

Grafisk er Cyberpunk 2077 og Phantom Liberty et af de flotteste action-rpg’er, jeg nogensinde har spillet. Man kan muligvis godt kritisere manglen på variation, når det kommer til omgivelserne, men der er forskel på samfundets top og bund. Ens for alle lokationer er, at de er fyldt med detaljer, der giver et indtryk af en by, der er slidt og bliver brugt.

Dog er der ikke meget, der motiverer mig til at gå på udforskning i Night City eller Dogtown. Der er ikke den organiske udforskning, som man finder i de bedste open world-spil, men det kan tilgives i dette tilfælde. Du spiller som en lejesoldat, der har et helt konkret mål, og derfor giver det mening, at man retter sit fokus på historien og karakterudviklingen. For det er også her, spillet for alvor excellerer, hvorimod de mindre sidemissioner og gigs ikke er lige så interessante. Night City bliver på den måde blot en kulisse, hvor V’s historie udspiller sig, men det kan jeg godt leve med, når historien er så god.

Konklusion

Cyberpunk 2077: Phantom Liberty er et værdigt punktum for CD Projekt Reds vision for Mike Pondsmiths univers. Det er ikke perfekt, men det er tæt på, og spillet er nu i en markant bedre forfatning end ved udgivelsen i 2020.

Som hovedspillet er Phantom Liberty bedst, når det får mulighed for at fortælle sine historier, og karaktererne har mulighed for at udfolde sig. Historien om magt og forræderi er særdeles spændende, og lokationerne, hvori narrativet udfolder sig, kan være decideret smukke. Night City besidder en fornem blanding af æstetiske vidundere og håbløs dystopi.

Når man bevæger sig væk fra det centrale narrativ, bliver spillet mindre interessant. De sekundære sidejobs og gigs udmærker sig i mindre grad, og man bliver ikke motiveret til at gå på opdagelse i Night City. Ønsker man en organisk udforskning, så finder man det ikke her.

Det man finder, er til gengæld et fokuseret og overraskende narrativ, interessante karakterer og lokationer, et gedigent kampsystem og solide rpg-elementer. Spillet er grafisk smukt, selvom der stadig er nogle få tekniske knaster. Til tider går æstetik, lyd og skuespilpræstationer op i en højere enhed, hvilket giver unikke og mindeværdige øjeblikke.

Med Phantom Liberty er Cyberpunk 2077 nu utroligt tæt på den vision, CD Projekt Red havde for spillet, og efter 70 timer i denne gennemspilning, glæder jeg mig til at komme tilbage til Night City, for der er stadig meget, jeg endnu ikke har oplevet.