Anmeldelse: ENDLESS Dungeon

Jeg var virkelig spændt på ENDLESS Dungeon, der af Amplitude Studios kaldes en “spirituel efterfølger” til Dungeon of the ENDLESS fra 2014. Desværre har jeg ikke haft spillet forgængeren, men jeg var fuld af begejstring for at kaste mig i denne nye, længeventede titel, da muligheden bød sig. ENDLESS Dungeon er en sjov blanding mellem et typisk rogulite-spil og tower defense, hvilket ikke er noget, som jeg lige har kastet mig ud i før. Det blev da også lidt af en rutsjebanetur …

Et gribende (og skydeglad) univers

ENDLESS Dungeon starter med bulder og brag. Vores helte ses styrte ind i en forladt rumstation, hvor der venter farer (i form af monstre og dødelige robotter) rundt om alle hjørner. For at slippe væk fra disse rædsler, skal de nå ‘The Core’, der ligger på allernederste etage i rumstationen – men det er lettere sagt end gjort. Udfordringerne i rumstationen står nemlig i laaang kø. Dertil skal de også føre ‘The Crystal’ (der er en form for robotkrystal) fra A til B på hver etage for at “vinde” adgang til et nyt niveau.

Jeg var vild med, at spillet fra første øjekast kastede mig ind i et comic-univers, der udstrålede “BANG!”, “KAPOW!” og “SWISH!”. Jeg fik deja-vu til da jeg som barn læste mig “beruset” i tegneserier, og det føltes som det perfekte førstegangsmøde mellem denne spilserie og mig. Jeg er i forvejen en sucker for Borderlands-serien og jeg synes, at jeg kunne fornemme nogle enkelte ligheder mellem de to universer, hvilket var en glædelig overraskelse. 

Amplitude Studios har åbenlyst arbejdet ihærdigt for at skabe den helt rette stemning i ENDLESS Dungeon, og det synes jeg kan mærkes i næsten alle spillets kroge og kanter. Det stinker langt væk af space western, og det klæder det virkelig. Jeg var især vild med ‘The Saloon’, der fungerer som spillerens pauserum fra resten af rumstationens kaos. Her kunne jeg lige få lov til at trække vejret, inden jeg bedrog mig ud på et nyt, farligt eventyr.

Samtidig kan man også i The Saloon opgradere sine karakterer og våben, hoppe ud på nye etager i rumstationen og snakke med spillets mange spøjse figurer. Historien og spillets mange ‘Read Me’-beskeder fangede mig ikke rigtig, så jeg var glad for, at jeg gang på gang kunne finde nogle interessante aspekter ved alle hovedkaraktererne og deres små, separate quests. 

Ensidig co-op

Jeg føler, at ENDLESS Dungeon rigtig gerne vil være et godt co-op-spil. Spillet kræver, at man tænker taktisk, hvis man vil besejre de mange-mange-mange monstre på hver etage i rumstationen – og til det er to hjerner bare bedre end én.

Man kan dog sagtens spille singleplayer uden problemer, men det kræver, at man er dygtig til at placere sin AI-makker og tænker hurtigt, når først en “wave” går i gang. Heldigvis fungerer AI’en rigtig godt i spillet og man føler sig aldrig “alene”, når først monsterballaden sætter i gang.

I forhold til online co-op, kan ENDLESS Dungeon være en rigtig sjov udfordring for dig og en ven/veninde i løbet af en aften eller to. Det er dog nødvendigt, at i forventningsafstemmer, hvem der skal løbe med alle goderne fra sådant et arrangement. ENDLESS Dungeon gemmer nemlig kun progress for “værten”.

Det betyder, at alle karakter- og våbenopgraderinger, nye locations og andre fremskridt kun bliver gemt i værtens spil. Jeg prøvede også, at jeg fik PlayStation-trofæer, som min co-op-makker ikke fik, selvom vi gjorde det præcis samme. For mig betyder det, at “player 2” får en lidt uønsket rolle som statist i spillet.

Udover hyggen ved at spille sammen, kan jeg ikke se, hvorfor man overhovedet skulle spille online co-op i ENDLESS Dungeon, hvis det alligevel kun er én af parterne, der får noget ud af de mange timers spillen. Jeg føler dog, at ENDLESS Dungeon kunne have været den perfekte split-screen-oplevelse (local), men den vej har udviklerne desværre ikke valgt at gå, hvilket jeg synes er en lille forbigået mulighed.

Mit og min co-op-makkers spil crashede også midt på en etage, hvilket jo heller ikke er helt optimalt i et spil af denne genre, hvor man skal være på dupperne konstant. Heldigvis var vores fremgang blevet gemt via et velfungerende autosave-system, hvilket udviklerne alligevel skal have ros for.

Repetitivt på flere måder

ENDLESS Dungeons combat er frisk, farverig og eksplosiv. Jeg kan godt lide variationen af våben, som spillet tilbyder. Der er lidt for enhver smag, og alle våben har hver deres fordele og ulemper.

Ildvåben fungerer eksempelvis rigtig godt mod insekter, men knapt så godt mod robotter. Det gør, at man altid skal være et skridt foran sin modstander, hvilket jeg er fan af. Det skal man især også med spillets ‘Turrets’, der kan alverdens ting og kan holde monstrene hen, mens du følger krystalrobotten på sin vej fra A til B i fred og ro (-ish). Det er også her, hvor spillets tower defense-element virkelig træder i kraft.

Jeg synes også, at spillets ‘Ultimates’, som er en form for karakterspecifikke specialangreb, er supersjove og godt fundet på. Især var jeg vild med Sweepers specialangreb, der involverer en stor mængde vand og sæbe – *blob-blob*.

Amplitude Studios skal virkelig også have ros for den måde, at de leger med både farver og lys på, når en kampscene udspiller sig. Det er et lækkert syn at affyre sit våben i et rum, hvor lyset er slukket. Der kommer spillet virkelig til sin magt, hvad angår stil og æstetik. 

Spillets monstre er også veltænkte. Jeg nød, at jeg fra etage til etage kunne møde monstre, som jeg aldrig havde set før. Især bosskampene synes jeg var et stort højdepunkt i spillet. Udover at bossmonstrene er superfedt lavet, så er kampene faktisk også ret veltænkte og udfordrende. Jeg krævede i hvert fald et par forsøg, inden jeg “knækkede” koden for at dræbe udyret.

Men så stopper positiviteten vist også …

Jeg kunne en gang imellem godt blive en smule forvirret over, hvorfor nogle rare våben lignede, at de var betydeligt dårligere end uncommons. Dog fik jeg hurtigt nogle favoritvåben, som jeg tyede til, når det var muligt. Derfor gik det mig ikke for meget på.

Noget andet, der dog gik mig på, var ENDLESS Dungeons tendens til repetition. Nogle gange gik jeg simpelthen død i en kamp. Når du eksempelvis fanger monstrene i en “flaskehals”, der gør, at der kun er én vej frem til deres bytte (hvilket er dig), kan kampene let blive kedelige.

Derudover kan man også blive rimelig træt af den dialog, som udviklerne har valgt, at spillets karakterer skal ytre hvert andet sekund (sådan føles det i hvert fald), når f.eks. ens produktionsgeneratorer ift. ressourcer bliver angrebet. Det er den samme sætning, der bliver sagt igen og igen og igen. Det ville det næsten have været federe, hvis karakternere bare var muted i kampens hede.

Konklusion

ENDLESS Dungeon var alt i alt en god oplevelse. Jeg kan rigtig godt lide universet, og jeg blev opslugt af dets space western-vibe. Dertil synes jeg, at der var god variation mellem action og pauser. Jeg nød min tid i The Saloon, der er et veltænkt hovedkvarter i spillet.

Jeg var også imponeret over monstervariationen, strategimulighederne i monsterkampene og rumstationens æstetik i form af knaldflotte farver og lys. Dog var jeg lidt skuffet over en uengagerende historie, repetitive monsterkampe og halv-irriterende dialog, der ikke rigtig gav noget til spiloplevelsen.

Jeg var meget skuffet over spillets online co-op, som jeg så som meget ensidig i forhold til progress, og spillets manglende split-screen-mode. Spillet kan dog sagtens være sjovt for to, hvis man er enige om, hvem der løber med goderne i form af opgraderinger, locations og konsoltrofæer (i hvert faldt på PS5). ENDLESS Dungeon er som sagt en sprængfarlig dynamitstang, hvor lunten har tendens til at gå ud.

---

---