Anmeldelse: ‘Payday 3’ er en god start – men har et par børnesygdomme

‘Payday 3’ lader til at være en værdig tilføjelse til serien – men plages af serverproblemer, et skrabet antal baner og ditto våben

Jeg elsker heist-movies.

Jeg har ædt Baby Driver, Inception, La casa de papel og Oceans-filmene. Der er noget umiddelbart dragende over underdog-forbryderne, der sidder og ser på grundtegninger, rekrutterede vietnamveteraner, der er eksperter i bomber, giver hinanden et nik og tager deres masker på – og naturligvis det uundgåelige tidspunkt, hvor planen løber af sporet. Svært ikke at elske.

Heldigvis er den begejstring (som jeg deler med rigtig mange mennesker) i højere og højere grad blevet mulig også at udleve i spilform, både i det fremragende bordrollespil ‘Blades in the Dark’ og i den digitale verden med rigtig gode titler som “Monaco: What’s Yours is Mine’ og ‘Crookz – The Big Heist’. 

Men den ukronede konge af genren er uden tvivl ‘Payday’-serien fra svenske Overkill Software og Starbreeze Studios, som i 2011 så deres snit til kapitalisere på konceptet og udgive et cooperativt skydespil om at tømme banker og juvelbutikker, tage fanger og skyde pansere, når det hele, uundgåeligt, går loud. To år efter udkom toeren, som siden da har fået over 30 forskellige DLCer.

Så det virker også, som om det er på tide med en 3er.

Og nu er den her så, iført klovnemaske, blå gummihandsker og automatvåben, parat til at lade os røve bankbokse, kunstgallerier og mineraltransporter. 

Eller rettere: Spillet er i hvert fald udgivet. 

Det veksler noget, om det er muligt faktisk at spille det. Allerede første dag havde spillets servere massive problemer. Rigtig mange spillere, heriblandt undertegnede, oplevede, at matchmaking simpelthen ikke virkede, og efter at have loadet et minuts tid smides spilleren tilbage til menuen, hvorefter man kan klikke sig vej ind igen for at loade et spil og derefter blive smidt ud og så videre. Jeg oplevede også, at når jeg faktisk havde held med at starte et spil op, så var der ikke nogen, som joinede mit spil – man kan frygte, at de har siddet med samme serverudfordringer.

Okay, det er en enormt træls oplevelse, men ‘Payday 3’ er ikke det første spil, der har haft de problemer – og Starbreeze, spillets udgiver, var også hurtigt ude og sige, at de arbejder hårdt på en løsning.

Nå, tænkte jeg, så må jeg jo prøve at spille solo imens, det burde da ikke være et problem, vel? 

Forkert. ‘Payday 3’ er always-online og den eneste måde at spille solo er ved at hoste et invite only-spil og så bare ikke invitere nogen, men hvis man skal gøre det, så skal man hoste et spil, og det kan man ikke, fordi serverne er nede i tide og utide.

We are so sorry that the infrastructure didn’t hold up as expected, and although it’s impossible to prepare for every scenario – we should be able to do better. We work tirelessly until we have restored all services and our players can get back to heisting again without issues!

— Tobias Sjögren (@tobiassjogren) September 22, 2023

 

Det er simpelthen uholdbart.‘Payday 3’ var ventet med spænding af rigtig mange mennesker, og det kan ikke gå an, at man ikke har formået at lægge en holdbar strategi for, hvordan alle disse mennesker skal kunne spille spillet. 

Nå, men udover det, er ‘Payday 3’ så, når man faktisk kan spille det, sjovt? Ja, det er det faktisk. Grundstrukturen fra de to første spil har på mange måder ikke ændret sig. 

En bane begynder med, at man undersøger det kommende gerningssted, ser vagter an, bider mærke i kamerater og låste døre og gør sig klar til at lade helvede bryde løs. I modsætning til sine forgængere lægger det nye Payday dog et meget stort fokus på stealth. Det er realistisk at gennemføre en hel mission uden at gå loud overhovedet, hvilket var meget svært, i de to første spil, hvilket er en forfriskende nyhed.

Det er sjovt at snige sig af sted, hugge nøglekort og aktivere en radio for at distrahere en vagt, så man dirke låsen bag ham op og så videre. Hvis man bliver opdaget et sted, man ikke må være, så eskorterer vagten en ud – det er altså ikke en streng nødvendighed, at man bliver nødt til at skyde ham til kødfars øjeblikkeligt, hvilket giver en muligheden for faktisk at prøve sig frem til at være en elegant tyv, der på nonchalant vis tømmer et hus for penge uden at affyre et eneste skud. Det er en rigtig god idé at tilføje til spillet, og jeg er fuldstændigt overbevist om, at mange vil finde timevis af underholdning i at gennemføre et heist uden nogen dødsfald eller skudepisoder. 

På YouTube er der allerede tonsvis af videoer, hvor folk fremviser de ofte meget imponerende måder, de har klaret heists udelukkende i stealth.

Men jeg må indrømme, at jeg ret hurtigt mistede interessen for det. Det føles som et langsommere og mindre interessant ‘Dishonored’, og hvis jeg skal være helt ærligt, så spiller jeg ikke ‘Payday’ for at være en charmerende juveltyv, jeg gør det for at være en skydegal bandit, der tager gidsel, brænder igennem bankbokse med pyroteknisk termit og smider sportstasker fyldt med kontanter op i varevogne uden nummerplader. 

Og det har Starbreeze heldigvis også sørget for, jeg får lov til. Skyderiet er bedre og mere flydende end i forgængeren. Bevægelserne er blevet opgraderet, man kan slide langs gulvet nu, og man bevæger sig i det hele taget hurtigere gennem spilverden. Dog tager det en krig at genlade sine våben – i hvert fald indtil man får købt nogle opgraderinger. Efterhånden som man får penge og XP ud af sine heists har man mulighed for at låse nye våben og skills op for at specialisere sin karakter – det fungerer nogenlunde som i forgængeren. Der er lige nu kun et begrænset udvalg af våben og udstyr, som virker tyndt, når man sammenligner det med toeren.

I det hele taget ligger ‘Payday 3’ ret tæt på toeren. Det er ikke banebrydende. Udover stealth-delen er det mit indtryk at ‘Payday 3’ ikke sigter efter at revolutionere sig selv, men snarere komme med små forbedringer til formen. Og det er også helt fint, for formen er god: Når ‘Payday’ virker, så virker det.

Når et hold specialstyrker strømmer op ad trappen, og jeg nådesløst skyder dem ned med mit maskingevær, råber til min makker, at han skal rubbe neglene og se at få åbnet det pengeskab, mens en snigskyttes laser farer hen over væggen lige ved mit højre øre, en truck fyldt med nye styrker braser ind på parkeringspladsen og bilalarmerne går i gang, gidslerne trygler om nåde, og operatøren Shade skriger i mit øre, at nu er det altså nu, vi skal afsted, medmindre vi har i sinde at kæmpe mod hele det amerikanske luftvåben. Når alle de ting sker, så føles det bare fedt. Det holder, og det er især virkelig sjovt at spille sammen med sine venner. At spille med tilfældige mennesker på nettet kan være en lidt blandet oplevelse, for det varierer meget, hvor godt man kender banerne, og det er bare lidt lettere for mennesker, der kender hinanden, at tolerere. Men mon ikke det bliver bedre smed tiden, når banerne kommer lidt ind under huden på folk.

En måde at lære dem at kende er at spille alene – det fungerer alright, selvom det ikke er lige så godt. Botterne, som erstatter ens menneskelige holdkammerater,  er ikke særligt intelligente, ærlig talt. Det føles lidt åndssvagt at de ikke bare selv kan samle en taske op, men at spilleren bliver nødt til at micromanage alle hele tiden og give dem en taske og sige “her, du skal lige bære de her 50000 dollars”, mens kuglerne sprøjter en om ørerne. Det understreger at ‘Payday’-spillene er multiplayerspil først og fremmest, og at de bør også spilles sådan. 

At spillet mestendels skal være underholdende multiplayer kommer også til udtryk i historien, som er så skrabet, at menuen har en knap, der kan fjerne de korte, tegneserie-videoklip, som udgør historiefortællingen, der nominelt binder de forskellige heists sammen.

De fortæller noget om, at banden blev forrådt, og nu har de ikke adgang til deres cash og skal lave flere kup for at få nogle penge eller noget i den stil, spillet var ikke særligt interesseret i at fortælle historien, og jeg var ikke så interesseret i at høre den. Heldigvis er det ikke så vigtigt at forstå, hvorfor man er ved at røve et kunstgalleri, hvis kunstgalleriet er underholdende at røve – og det er det.

Antallet af levels er begrænset: Der er på nuværende tidspunkt otte forskellige heists tilgængelig, hvilket blegner noget i forhold til de 66, der findes i toeren – godt nok efter mange års udvikling og DLC, men man kommer hurtigt igennem banerne. 

‘Payday 3’ er et godt spil og også en forbedring over sin forgænger, men det lille udvalg af baner, våben, serverproblermer og spillerbasens foreløbige manglende erfaring med banerne kan godt få mig til at tænke, at der for de fleste kan være en idé i at se tiden lidt an og vente lidt med at købe spillet.

Medmindre man er utroligt interesseret i stealth eller har spillet ‘Payday 2’ til døde og bare må have mere content, så forestiller jeg mig, at ‘Payday 3’ vil være et mere helstøbt spil efter en håndfuld patches og en DLC eller to. Og i særdeleshed efter matchmakingen er blevet fikset. Her er potentiale, men også plads til forbedring.

Indtil da kan de fleste nok godt få deres heist-fix klaret i toeren.

---