Anmeldelse: ‘Sea of Stars’ er et charmerende kærlighedsbrev med kommafejl

Roser er røde, Violer er blå, ‘Sea of Stars’ er charmerende som få

Kald mig bare nostalgi-junkie. Men spil med en betagende pixelart, der er hevet ud af retrospil fra 90’erne, gør bare et eller andet for mig.

Selvom jeg allerede har fået mine fix i år i form af ‘Dave the Diver’ og senest ‘Blasphemous 2’, så MÅTTE jeg bare spille ‘Sea of Stars’.

De stærke referencer til klassikere som ‘Chrono Trigger’ og ‘Golden Sun’ er til at tage og føle på. Dette medfører også, at man tydeligt kan se de fordele og fodfejl, der også var i 90’ernes spildesign.

Men ‘Sea of Stars’ klarer manddomsprøven, og man forstår, at både Xbox og Playstation har det som Day 1-spil på deres abonnementstjenester som det første spil nogensinde.

Den smukke fortælling om identitet

Det overliggende tema om identitet og selvopofrelse skinner tydeligt igennem karaktererne, der hver især gennemgår interessante interne rejser. I de 25 timer det tager at gennemføre, følte man sig i godt selskab, hvor nye bekendtskaber blot gjorde spiloplevelsen endnu bedre.

I ‘Sea of Stars’ følger vi de to hovedkarakterer, Valere og Zale, der hver repræsenterer månen og solen. Sammen er de det nye kuld af Solstice Warriors, der har til formål at beskytte verden mod de potentielt verdensædende Dwellers.

Og netop som man har klaret indvielsesritualet ved at nakke en Dweller, dukker en ny, større trussel op. Dette mønster fortsætter spillet igennem, hvor jeg desværre synes, det mister momentum efter 14 timer.

Det er alle de kendte troper, der systematisk bliver præsenteret, og på mange punkter er strukturen forudsigelig. Der hvor ‘Sea of Stars’ overrasker, er i måden den leger med det narrative indenfor den givne struktur. Karaktererne tager nogle overraskende valg, hvilket får stor betydning for historien.

De forskellige narrative setpieces i historien har gjort indtryk på mig og er nogle, jeg også ville huske, når året er omme. Historien har en meget smuk morale, der er værd at vente 25 timer for. Ligeledes har den et overlegent fedt sprog, som levendegør hver karakter.

Klassisk turbaseret formel

Som et klassisk JRPG kæmper man mod monstre i et dynamisk turbaseret system. Det vil sige, at man har én tur pr. karakter pr. tur, hvor man enten kan angribe, bruge deres skills, lave comboer med andre karakterer eller bruge et healing item, hvis man nu får prygl. Når man angriber fjender med almindelig skade, dropper de noget essens, der kan bruges strategisk til at booste dine angreb.

Fjendernes angrebsmønstre er mere dynamiske, hvor deres cooldowns er tydeliggjorte, så det tilføjer et strategisk lag, hvor man skal vælge, hvem der skal angribe først.

Nogle gange skal man angribe fjenden i et bestemt mønster, der bryder dens mulighed for at lave et specialangreb. Disse er eksekveret som små puzzles i kampene, hvilket skal få det til at føles frisk at engagere sig med. Men når man spiller mod bosserne, der tager omkring 7-8 minutter at klare, bliver disse puzzles hurtigt redundante og kedelige.

Og denne redundans var også den følelse, der begyndte at melde sig efter 14 timers spil med et kampsystem, der ikke ændrer sig synderligt meget. Her savnede jeg en større diversitet fx angreb, der skader DoT (Damage over Time), muligheden for at få andre skills man kan bruge, og generelt en større agens til at customise sin spillestil.

Noget af det, jeg elsker i spil, er at blive belønnet, når man udforsker spilverden. Og det gør man bestemt i ‘Sea of Stars’.

Selvom banerne er relativt lineære, så er der rum til udforskning med forskellige puzzles, man skal løse, og hemmelige rum at finde. Inde i disse rum er der ofte en kiste med enten værdifulde collectibles eller nye, bedre items.

De bedre items kan smides på din karakter uden at have nogen visuel ændring. Derfor bliver det blot nogle ændringer til dine stats, der i forvejen også føles redundante, da man aldrig føler, at karaktererne bliver væsentligt stærkere. Det er små procenter, hvilket er svært at føle de store ændringer med.

Kvalitetsstemplet over dem alle

Artstylen og musikken er simpelthen verdensklasse i ‘Sea of Stars’. Intet mindre.

Selvom det er indieudviklere fra Sabotage Studios, der tidligere har udviklet det velmodtagede ‘The Messenger’, så har det allerede fået kvalitetsstemplet over dem alle.

På nogle udvalgte tracks har de, intet mindre, hyret manden, som har komponeret musikken til bl.a. ‘Chrono Trigger’ og ‘Xenoblade Chronicles 3’, Yasunori Mitsuda. Og det kan høres. Musikken lægger sig som et lag ovenpå spillet og farvelægger stemningen og universerne, så det virker levende og taktilt.

Lyden af MIDI-keyboards og digitale lydeffekter er substansen, der binder hele artstylen, gameplayet og historien sammen. Det er de små formuleringer i kærlighedsbrevet, der gør det hele værd at læse – kommafejl eller ej.

Artstylen er meget inspireret af de føromtalte 16-bits spil såsom ‘Golden Sun’, men eksekveret med moderne træk, der klæder det meget godt. Særligt er baggrundene i ‘Sea of Stars’ ofte i fokus, da de bevæger sig med kameraet, hvilket giver en god, dynamisk følelse til det visuelle.

De svulstige vulkaner og sovende drager er små visuelle detaljer, der er med til at gøre spillet helstøbt, hvor fokus på detaljerne er i en klasse for sig.

Konklusion

‘Sea of Stars’ er et kærlighedsbrev til klassiske JRPG-spil som ‘Golden Sun’ og ‘Chrono Trigger’. Dog kommer nogle kommafejl, der også var i inspirationskilderne, i vejen for, at man kan nyde spillet til fulde.

Historien har mange højdepunkter, jeg kan vælge ud fra, og overordnet set overrasker den mig mange gange i løbet af spillets 25 timer. Strukturen og troperne kender vi i forvejen ved disse typer spil, men alligevel skiller det sig ud.

Gameplayet er simpelt og turbaseret, men der mangler dybde og en større agens til spilleren, så man fx kan vælge sine egne skills, som passer til ens egen spillestil. Det trækker ned, at der mangler noget diversitet her.

Men det, der binder det hele sammen i sidste ende, og hvor man bærer over med et redundant gameplay, er artstylen og musikken. Det løfter spillet til et helt nyt niveau, hvor den står skulder om skulder med de klassiske spil, det selv er inspireret af.

Jeg vil gå så langt at sige, at ‘Sea of Stars’ er en nyklassiker indenfor JRPG-spil. Det bliver noget som nyere JRPG bliver inspireret af, og om 30 års tid vil være noget som nynostalgikerne hylder.

‘Sea of Stars’ kan hentes frit via Game Pass og PlayStation Plus eller på Steam og Nintendo Switch.

---

---

---