Anmeldelse: Super Mario Bros. Wonder – et triumferende trut med snablen

Nintendo giver den hele armen i nyt todimensionelt Super Mario

Se vores anmeldelse af Super Mario Bros. Wonder på Youtube.

Der er gået 11 år, siden New Super Mario Bros. U udkom. Det er lige så lang tid, som der gik mellem Super Mario World 2: Yoshi’s Island og det første New Super Mario Bros. Med andre ord har vi endnu en gang haft 11 års 2D-Mario-tørke.

Den tid har Nintendo tilsyneladende brugt på at gentænke konceptet. De har droppet det stadigt mere misvisende “New” i titlens navn og visket tavlen ren. Heldigvis, for New-serien var efterhånden blevet noget tynd i betrækket.

Det er som om, at hver en sten er blevet vendt under udviklingen af Super Mario Bros. Wonder, og resultatet er ganske enkelt en fryd! Alt er nyt, alt er friskt, og der flyder ideer ud af nærmest hver en pore på spillet.

Essensen er selvfølgelig klassisk Super Mario: du løber, hopper, smadrer blokke og samler powerups, stamper på fjenderne og kaster med skildpaddeskjold. Men hvert et element har været til diskussion, og ingen køer har været hellige.

Således byder Super Mario Bros. Wonder på en helt ny visuel stil, stærkt inspireret af det artwork man fandt på Mario-spillenes æsker i 80’erne og de tidlige 90’ere. Hvor New-spillene groft sagt tog looket fra 3D-Mario og puttede det ind i todimensionelle omgivelser, er Wonder sin helt egen. Jeg studsede lidt, da jeg så den første trailer, men stilen fungerer perfekt fra det øjeblik, man selv får spillet i hænderne – og det er uanset, om man spiller håndholdt eller på fjernsyn.

De klassiske power-ups og fjender er her selvfølgelig, men har fået selskab af en lang række nyheder. Mario kan blive til en elefant, grave sig ned i jorden eller skyde med bobler, og næsten hver eneste bane byder på en ny type modstander. Selv oversigtskortet mellem banerne har fået en overhaling, så det ikke længere bare er en glorificeret menu, men en lille verden man kan udforske og finde hemmeligheder i.

Selv lydeffekterne har fået en kærlig behandling. Alle de klassiske lyde er her selvfølgelig, men de er blevet genskabt og genindspillet til Wonder. Forskellen er subtil, men den er der. Skuespilleren bag Marios stemme er også ny, selvom Mario lyder som han plejer.

Men den vigtigste nyhed er spillets centrale gimmick, den såkaldte Wonder Flower. Den, der giver spillet sit navn. Gemt i hver en bane er der en psykedelisk blomst, der vender op og ned på alt, hvis man samler den op.

Omgivelserne bliver levende. Fjenderne begynder at synge. En horde af bissende oksedyr vælter gennem banen og smadrer alt, mens du løber på deres rygge. Himmel og hav byttes rundt. Mario bliver til en Goomba. Mario løber rundt på banens baggrund i fugleperspektiv. Det er næsten omsonst at give eksempler, for der er så mange ideer i spil, og antallet af gengangere kan tælles på én hånd.

Det vidner om, at Super Mario Bros. Wonder er et prestigeprojekt for Nintendo i samme grad som de “store” 3D-spil i serien. Her er ingen skabeloner eller metervare. Alt er håndlavet med tydelig omhu.

For iderigdommen slutter ikke med Wonder Flower-syretrippet. I forvejen byder hver eneste bane på noget nyt og originalt. En ny gameplay-mekanik og tit også en ny fjende, hver eneste bane er unik og en anden oplevelse end den forrige. Der er selvfølgelig gennemgående temaer og tilbagevendende elementer, men det bliver hele tiden krydret med nyt stjernestøv. Ideerne vælter frem i et hæsblæsende tempo.

Dermed fremstår Super Mario Bros. Wonder ikke bare som det mest varierede 2D-Mario nogensinde. Det er så godt, og har så meget at byde på, at man seriøst må overveje om det ikke også er det bedste 2D-Mario nogensinde. Det er et spørgsmål, der selvfølgelig er umuligt at svare på, for ens præferencer vil helt sikkert være gennemsyret af, hvad man spillede som barn. Og hvis du elsker Super Mario Bros. 3 eller Super Mario World højere end noget andet spil i serien, skal jeg ikke anfægte det. Jeg taler for egen regning, når jeg siger, at Super Mario Bros. Wonder er det bedste 2D-Mario, jeg har spillet.

Og så har jeg ikke engang fået nævnt online-delen eller sværhedsgraden, der måske er de to punkter hvor Super Mario Bros. Wonder bryder mest med formlen.

For det første er det jo en nyhed i sig selv, at du kan spille online med venner, ganske som du kan spille op til fire spillere lokalt. Og modsat New Super Mario Bros.-spillene, kan du ikke løbe i vejen for hinanden i Super Mario Bros. Wonder. De gamle New-spil har sikkert ødelagt lige så mange venskaber, som de har skabt, fordi man kunne løbe og stå i vejen for hinanden, skubbe hinanden, og dermed bevidst eller ubevidst sende sine medspillere i afgrunden og døden. Det kunne være en svært frustrerende oplevelse, der paradoksalt nok gjorde spillene sværere, end hvis man var alene. Sådan er det ikke i Super Mario Bros. Wonder. Her hjælper man hinanden.

Og som noget helt nyt, kan man også vælge at gå online, når man spiller alene. Således kan du se andre spillere løbe rundt både på kortet og på banerne, som en slags halvgennemsigtige spøgelser. Det er stadig kun dig, der hopper på fjender og samler powerups, men du kan se hvordan dine medspillere gør det samme. Og det kan være en stor hjælp, især på spillets puzzle-baner, som ellers kan give mange panderynker.

Og på ét punkt kan man aktivt hjælpe hinanden – nemlig hvis nogen dør. Dør du online, har du små fem sekunder til at svæve over til en anden spiller, og lykkedes det, bliver du genoplivet. Det er en simpel mekanik, der lige kan trimme toppen af sværhedsgraden på nogle af de sværeste baner.

Og den er fuldstændig valgfri, ligesom de andre tiltag, Nintendo har indført for at gøre spillet lettere. Undervejs samler du såkaldte badges, der hjælper enten i kraft af passive evner (fx at Mario suger mønter til sig på kort afstand, eller en scanner der hjælper med at finde skjulte Wonder Flowers og collectibles) eller aktive evner, som højere hop eller en grappling hook der kan gribe fast i vægge.

Og er den helt gal, kan man i stedet vælge at spille som en Yoshi eller figuren Nabbit, der er usårlige og ikke tager skade fra fjender. Andre spillere kan tilmed ride på Yoshi, så man kan hjælpe dem over svære hop.

Som sagt er det hele valgfrit – er du puritaner og vil have den rene og rå oplevelse, så vælger du bare den. Men det er tydeligt, at Nintendo har ønsket, at dette Super Mario skal være for alle og kunne gennemføres af alle, uanset hvor skarp man er til platformspil.

Super Mario Bros. Wonder er et spil, der emmer af kreativitet. Det boltrer sig i ideer, og man kan finde flere mekanikker og gameplay i én enkelt bane, end mange udviklere ville byde på i et helt spil. Selvom det er 38 år siden, det første Super Mario Bros. udkom, kigger Wonder kun fremad og forfalder aldrig til nostalgi. Jeg håber inderligt, at dette bliver startskuddet til en ny serie.

Er der så intet negativt at sige om Super Mario Bros. Wonder? Er der overhovedet ingen anmærkninger? Jo, der er én ting: spillets længde. Jeg har ikke timet det nøjagtigt, men jeg vil skyde på at jeg har været omkring 10 timer om at nå til rulleteksterne. I disse tider er der generelt heftig debat om, hvor lange spil bør være. Man kan mene, som man vil, men for et Super Mario-spil kan det godt føles som lidt til den korte side. Jeg kunne i hvert fald godt spise en tallerken mere. I de tredimensionelle Super Mario-spil er der tradition for, at nye områder åbner sig i gamle baner, når man er nået gennem historien og har besejret Bowser. Det er der ikke noget af her, omend spillet gør venligt opmærksom på,hvor mange skjulte baner, man har misset. Og vil man se alt og samle alt, er der bestemt flere timer at klemme ud af spillet.

Men nej, Super Mario Bros. Wonder er ikke noget langt spil. Omvendt kan man rose det for ikke at trække i langdrag, og i stedet være en sublimt udført og koncentreret oplevelse. Jeg er dybt imponeret over, hvordan Nintendo hiver nye mekanikker og ideer op af hatten i hver eneste bane. Det er en fest fra ende til anden, en rendyrket fornøjelse, og uden tvivl det bedste 2D-Mario siden 90’erne.