Arkaden Lille Logo Arkaden Stort Logo
  • Forside Forside
  • Nyheder Nyheder
  • Film & Serier Film & Serier
  • Anmeldelser Anmeldelser
  • Previews Previews
  • Podcasts Podcasts
  • Tech Tech
  • Features Features
  • Toplister Toplister
  • Temaer Temaer
  • Om Arkaden Om Arkaden
  • Søg Søg
Header Banner
Anmeldelse

Anmeldelse: ‘The Crew: Motorfest’ har masser af fart, men tanken er kun halvt fuld

Anmeldelse: ‘The Crew: Motorfest’ har masser af fart, men tanken er kun halvt fuld
Kasper Hansen

Kasper Hansen

Estimeret læsetid: 9 minutter.

September 19, 2023

Ivory Towers seneste Titel smadrer trommehinderne, men viser sig kun som et halvhjertet projekt

Ubisoft’s Ivory Tower fik en relativ positiv modtagelse med deres første titel i bilspil genren med ‘The Crew’ tilbage i 2014. Et spil, som jeg var rigtig stor fan af. Siden da har de gjort sig ret bemærket i at forvandle vores virtuelle verden til en ubegrænset legeplads for motorfanatikere i form af deres andet spil i serien, som implementerede stort set alle fartøjer, som havde en motor.

Ubisoft går generelt nok bare ind for temaet: ‘’bigger is always better’’. Nu er Ivory Tower klar til at præsentere os for deres tredje og seneste titel i ‘The Crew’-serien, nemlig ‘The Crew: Motorfest’.

Med hver ny udgivelse fortsætter Ivory Tower med at udfordre normen og tage os på en spændende rejse gennem forskellige lokationer rundt omkring i verden, og denne gang tager de os med til en skrumpet version af den tropiske paradis-ø Oahu i Hawaii.

Her fik jeg en bekendt følelse af tropiske festivalvibes, som minder meget om Forza Horizon-serien. Disse vibes fungerer som selve hjertet af spillet, hvorigennem man træder ind i en verden af forskellige ræs og aktiviteter.

Og når nu Forza er nævnt, kunne jeg ikke undgå at bemærke, at ‘The Crew: Motorfest’ ikke har været bleg for at tage endnu en side ud af deres bog og læne sig op ad Forza fremfor at skabe deres egen identitet. For eksempel er der implementeringen af ‘’rewind’’ – funktionen, der aldrig før har haft plads i The Crew-serien men nu findes i deres tredje spil. Det er en funktion, der giver dig muligheden for at ‘’spole tilbage’’ op til 15 sekunder og korrigere dine fejltagelser.

Bedste intro i et bilspil nogensinde

Da jeg besluttede mig for at trykke på startknappen og kaste mig ud i The Crew’s rejse, er noget af det første, jeg gør i et bilspil altid at gå i indstillinger og sætte den i performance mode, for det er oftest der, jeg får mest ud af min biloplevelse.

Da alle indstillinger var klaret, startede jeg for alvor op, og her blev jeg ikke bare mødt med en almindelig spilstart. Jeg blev straks placeret i førersædet i en bil, klar til eventyret.

Denne introduktion var endnu engang en smule bekendt, lidt i stil med Forza, men The Crew har formået at trække det længste strå her. Jeg var simpelthen blæst bagover af den måde, de har sammensat hele introduktionsscenariet, og hvordan de præsenterede mig for de forskellige terræner og bilmodeller.

Lydeffekterne var så overvældende og indtrængende med lyden af brølende motorer og vanvittige turboer. Jeg kunne føle motorens kraft gennem rattet, lyden af dækkene, der sled sig langs asfalten og vindens susen om mine ører, da hastigheden steg. Alt dette skete i en symbiose af realisme, der var så forbløffende, at jeg tog mig selv i at have lidt for åben mund.

Normalt plejer jeg at slukke for musikken i bilspil for at give plads til de forskellige motorer, der forhåbentligt forøger min tinnitus, men Motorfest har formået at skabe en fantastisk blanding af musik, som passer sublimt til diverse playlists, man ræser sig igennem. Japansk kultur, old school vintage musik og hårde baskere når muskelbilerne brøler af sted og flænser gummiet. Man har en følelse af, at hvert et musiknummer er nøje udvalgt til de gængse playlists og endda helt ned til de bestemte events.

De smukke strande i en toptunet Jeep

Hawaii er smuk, det er The Crew også

Grafikken i The Crew: Motorfest er imponerende og bringer spilverdenen til live på en utrolig realistisk måde. Spillet er gudesmukt og sprængfyldt med flotte detaljer på bilerne samt smukke designs for ikke at snakke om de visuelt, forskellige playlists, der giver en fin æstetik rundt omkring alle de ræs, der er i de respektive playlists, som imponerer og leverer et visuelt festfyrværkeri.

Til tider ender det lidt med at blive det samme. Med så mange playlists kan man ikke undgå, det visuelle bliver en smule repetitivt, for selvom hver playlist er sin egen, er det stadig svært at opretholde en vis form for kreativitet.

De 15 playlists der venter dig i The Crew, udskiller sig som kapitler med hver deres fortælling. I ‘’Made in Japan’’ playlisten vil du opleve den japanske street-racing-kultur, mens du kæmper om at erobre de japanske, inspirerede gader.

‘’Motorsports’’ playlisten der tager dig med til de allerhurtigste baner på fire hjul, hvor du oplever farten i de vildeste Formula 1-biler. ‘’Vintage Garage’’ playlisten, transporterer dig tilbage til de mest ikoniske, ældre biler i historien, hvor GPS’en ikke fandtes, og nitro ikke var til stede.

Ud af de 15 playlists er det de tre, der bliver nævnt her, netop fordi det var de tre, jeg hyggede mig mest med. Nogle er bedre end andre, men det ville også være svært at tilfredsstille samtlige spillere med så mange forskellige playlists. Størstedelen kunne jeg egentlig godt lide. Drift Experience og Hawaii Scenic Tour playlisterne ligger også højt blandt favoritterne.

Drifting time

Masser at lave, ingen motivation

Hele mappets generelle udseende og struktur er skabt med enkelhed og effektivitet. Her finder man ingen overdådige ekstravaganza eller et virvar af tusind små prikker og tegn, der gør det hele uoverskueligt.

The Crew: Motorfest har formået at skabe en ren og minimalistisk stil, der glider gnidningsfrit ind i spillets struktur. Selvom mappet er det mindste i spilserien, er det en beslutning, der vidner af visdom. Det er som om, Ivory Tower har indset, at større ikke altid er bedre.

Dette komprimerede spilunivers er som en koncentreret dosis af adrenalinfyldte eventyr, hvor hver tomme af kortet er fyldt med muligheder og oplevelser. Men selvom omgivelserne omkring dig summer af potentielle eventyr, mangler de en essentiel ingrediens: motivation.

Hver udfordring, aktivitet eller andre små opgaver ender alle med at føle sig som meningsløse gentagelser. Selv de udfordringer der er låst fast på bestemte biler og belønner dig, når du endelig gennemfører dem synes at miste deres appel og gnist. Ja, der er belønninger at hente, men ærligt talt er det sjældent noget, du har lyst til at ofre det meste af din dyrebare tid på.

En brøkdel af kortet

Meget blandet spiloplevelse

Spiloplevelsen i Motorfest er dyb og tilfredsstillende. Spilleren har mulighed for at udforske O’ahu og fungerer som et open world bilspil. Spilleren kan udforske den frit ligesom dens forgængere. Mange forskellige biltyper er tilgængelige fra sportsvogne til terrænkøretøjer, flyvemaskiner og både, og de har alle deres egne unikke køreegenskaber. Det er en fornøjelse at køre rundt i spilverdenen og konkurrere i forskellige løb og udfordringer, når man er på landevejene og kører enten i bil eller på motorcykel, men det at flyve er voldsomt kedeligt.

Styringen føles klodset og har ingen tyngde. At sejle i båd er bedre end fly, men jeg foretrækker stadig, at Ubisoft’s Ivory Tower ville gå tilbage til de gode, gamle dage til den måde, deres første spil i serien var.

Men en af de vigtigste gameplay elementer, er ikke at finde i Motorfest, nemlig slipstrøm. Den fordel som slipstrøm har givet i jeg ved ikke hvor mange bilspil, kan du altså ikke gøre brug af her. Det er en rigtig dårlig beslutning, for det giver ikke den følelse af det sidste du lige mangler for at overhale inden målstregen eller hvis man har taget et sving nogenlunde ens, så kan du udnytte det at køre lige bag føreren foran og får det lavere tryk, som gør du hurtigere kommer i fart.

Innovation af højeste skuffe

Det er helt igennem fantastisk at mærke, hvordan ens bil føles, når man trykker på X-knappen for at få nitro, og ilden sprøjter ud af udstødningen. Nitro har været en standardfunktion i mange bilspil gennem tiden, men sjældent har det gjort en så markant forskel som her. Man kan virkelig føle fordelene ved nitroens kraft.

Uanset om man normalt foretrækker den klassiske kameravinkel eller ej, så bør man absolut gøre sig selv den tjeneste at prøve og spille fra førerens perspektiv. Når man trykker nitroen i bund, oplever man en utrolig følelse af innovation.

Man kan næsten mærke, hvordan føreren presses tilbage i sædet, og den valgte kameravinkel tilføjer visuelt en ekstra dimension til oplevelsen, der trækker en endnu mere ind i spillet.

Hver gang jeg starter et nyt spil op på min Playstation 5, lader det til, jeg har glemt, hvad Sony har formået med deres controllere.

Innovationen The Crew: Motorfest bringer til bordet i kombinationen med controlleren er simpelthen fantastisk. Du kan føle hvert et gearskift, mærke modstanden, når du bremser, og hele realismen er imponerende, især hvis du ikke ejer rat og pedaler. Det samme gælder på motorcyklen. At mærke intensiteten fra førerens perspektiv på når man ruller ud på de tohjulet køretøjer er mageløst.

Masser af kreativitet, ingen forbindelse

Der er en solid mængde af måder du kan indfri dine kreative kompetencer på, når du sidder og vil gøre din bil så sprød som muligt. Men der er nogle ridser i lakken, for hvert eneste event du skal køre, flyve eller sejle i skal du gøre med en du låner, derfor slipper interessen alt for hurtigt, fordi du egentlig kun bruger dine egne biler i free roam og multiplayer, så du får ikke skabt et bånd eller relation til nogle af dine mest favorable biler, og dermed ender man med ikke at gide at sidde og bruge flere timer på at skabe drømmebilen. Man har dog mulighed for at bruge egne biler, og det gør man ved at genspille samtlige løb, som man allerede har gennemført. Spild af tid, endnu engang.

Noget af det kreative man kan lege med

Ikke den største variation i online-delen

Du kan danne dit eget crew op til fire adrenalin elskende personer og slutte sig sammen og udforske hovedfortællingens singleplayer oplevelse i fællesskab dog uden mulighed for cross play. Der er to events at spille, når man træder ind i online delen. Demolition Royale og Grand Race.

Førstnævnte er noget, man på mange måder kender fra Fortnite og PUBG (Player Unknown Battlegrounds). Den sidste bil der står tilbage, er den bil der sejrer. Måden du eliminerer andre spillere på, er, ved at køre ind i dem og bruge speed boost, som gør, at du skader mere ved impact. Den her game-mode hører ingen steder hjemme i bilspils genren, hvis man spørger mig. På den anden side skaber den anden game-mode Grand Race et voldsomt kaos, når hele 28 racerkørere indtager en tilfældig genereret racerbane, der udnytter fast nav midt i kampen, som giver en smooth og dynamisk tilgang til racerløbet.

The Crews svar på et battle royale

Konklusion

The Crew: Motorfest starter med et brag, der suger dig ind i en verden af intens bilkørsel og musikalsk eufori. Lydeffekterne og grafikken skaber en dyb, realistisk oplevelse, og spillets omhyggeligt udvalgte musik supplerer hvert race perfekt. Hver playlist i spillet er som et nyt kapitel i dette store eventyr. Fra japansk street racing til Formel 1-hastigheder. De fleste playlists er sjove men ender i sidste ende med at blive for repetitive, og det visuelle bliver en kedelig gentagelse, når man kører gennem de mange løb, The Crew tilbyder.

Spillet er uoriginalt og læner sig mere op ad Forza stemningen i stedet for at skabe sin egen identitet som dens forgængere. Ydermere mangler spillet den nødvendige motivation for at opretholde interessen for de utal af aktiviteter, man kan boltre sig i, og nogle elementer som flyvning og sejlads trækker ned i oplevelsen, da der mangler tyngde i luften og mangel på fart i bådløbene.

Nitro-tilstand giver dog en fantastisk følelse af fart og innovation, især når man spiller fra førerens perspektiv med den rette kameravinkel. Den samme følelse mærker man på de tohjulede køretøjer. Controlleren bidrager også til den innovative følelse og skaber en god realisme, når man skifter gear og bremser.

Spillet byder på masser af kreativitet, når det kommer til at tilpasse dine biler, men mangler forbindelsen til dine køretøjer på grund af lånebiler i alle løb. Online-delen har begrænset variation, men Grand Race tilføjer dynamisk kaos til racerløbene.



Udvikler/Udgiver: Ivory Tower/Ubisoft

Genre: Racerspil, Open World

Platform: PlayStation 4/5 Windows PC, Xbox One og Xbox Series X/S

4 / 6
Kasper Hansen

Kasper Hansen

Skribent & Anmelder


Kasper har tidligere været skribent og anmelder for GamersLounge. De kompetitive spil som FIFA, Hearthstone og Call Of Duty-serien er nogle, han bruger mange timer på, men via en voksende passion har han også skabt en stor kærlighed til historiedrevne spil – særligt AAA-spil.

Mest læste

Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Nyhed

May 8, 2025

Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Clair Obscur: Expedition 33  passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

Nyhed

May 8, 2025

Clair Obscur: Expedition 33 passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

Anmeldelse

May 9, 2025

Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

Ghost of Yoteis Deluxe Edition sælger bedre end standardudgaven – er vi ved at vænne os til højere priser på spil?

Nyhed

May 9, 2025

Ghost of Yoteis Deluxe Edition sælger bedre end standardudgaven – er vi ved at vænne os til højere priser på spil?

Links

  • Privatlivspolitik
  • Om Arkaden
  • Sponsoreret indhold
  • Affiliate

Vi tager ansvar for indholdet og er tilmeldt

pressenævnet logo

© Copyright - arkaden.dk