Anmeldelse: ’The Last Worker’ er en pakke med mørk satire, der aldrig når helt frem

På min ”JünglePod,” en flyvende uskøn kombination af en handicapscooter og en truck, tøffer jeg rundt mellem varehylder så høje som store etageejendomme i et gigantisk lagerhus, der efter sigende er så stort som Manhattan, før øen sank i havet.

Omkring mig er kun robotter, der ligesom jeg selv, henter pakker fra hylderne, og kaster dem ind i de store rør, der sender dem videre i forsendelsen.

Som spillets navn afslører, er jeg den sidste menneskelige arbejder i hele lagerhuset, der ejes af firmaet Jüngle.

Det er ikke svært at se, hvor inspirationen til spillets altoverskyggende firma, Jüngle, kommer fra. Selv navnet lægger sig tæt op ad den multinationale gigant, Amazon.

Men spillets forsøg på mørk satire inspireret af kæmpefirmaer som Amazon er banal og formår slet ikke at udnytte de mange åbenlyse kritikpunkter, der ellers har været rettet mod Amazon i løbet af den sidste håndfuld år. I stedet fokuserer spillet på, hvordan robotter har erstattet menneskelig arbejdskraft.

Du spiller som Kurt, der på sit 25. års ansættelse stadig har en monoton hverdag, hvor du med en pistol, der på mange måder minder om ’Half Life 2’s Gravity Gun, løfter kasser, sætter dem på ladet foran dig og afleverer dem ved nogle store rør. Desværre bliver Kurts monotone hverdag illustreret ved, at gameplayet i mange sektioner af spillet også er det.

Kapitalisme eller aktivisme

Dit arbejde består i at hente kasser eller markere dem, hvis de er udløbet, er skrøbelige, beskadiget eller har den forkerte størrelse eller vægt.

Heldigvis afbrydes det mønster ret hurtigt i historien, da du bliver opsøgt af en lille fjernstyret, kolibri-lignende robot kaldet Hoverbird. Den unge kvinde, der styrer robotten, forsøger at rekruttere dig til en modstandsgruppe ved at vise, hvilket slags firma Jüngle virkelig er. Herfra begynder du at udforske og infiltrere det enorme lager. Langsomt begynder du at indse, at der er mange lyssky sider af firmaet.

Selvom historien bevæger sig fremad, er gameplay stadig meget af det samme. Man svæver rundt på handicapscooteren, ofte mens man skjuler sig for sikkerhedsrobotter og flytter rundt på ting med sin Jünglegun.

Man mærker tydeligt at spillet er designet til at være en VR-oplevelse. Både i måden du styrer på, og måden du bliver kørt med flydende bevægelse gennem lagerhuset på den svævende handicapscooter, der åbenlyst er en måde at undgå kamerarystelser og derved køresyge hos VR-spillerne.

Styringen fungerer ellers okay med controller, men det kan til tider blive lidt klodset. Særligt er det gældende i de små puslespil, man skal løse for at hacke konsoller eller robotter, her ville navigation med piletaster havde været at foretrække over analogsticks.

Satiren kommer meget tæt på at slå opad mod Amazon og lignende kæmpefirmaer, men går ikke hele vejen, hvilket er en skam, når det så åbenlyst er derfra inspirationen til Jüngle kommer fra. Det virker halvhjertet.

Dog er der meget humor i ’The Last Worker’, hvoraf det meste er velfungerende. Eksempelvis når du afleverer pakker og et hologram viser, hvad kunderne rent faktisk har fået. Her udstilles overforbruget på fin vis gennem latterlige produkter som en drone til at lufte hunden, et VR-headset til babyer eller en løvemanke til hunden.

Men der er desværre også for mange jokes, der bliver tabt i en vandpyt af plathed. Eksempelvis når en robot siger den stikker noget op i numsen, fordi den har en usb-indgang på bagsiden.

Selvom historien er forudsigelig, er den ikke dårlig, og med sine kun fire til fem timer lange spilletid, er den heldigvis ikke strakt for langt.

Det lille persongalleri fungerer også godt, takket være gode præstationer i stemmeskuespillet fra et ganske imponerende lille cast.

I Kurts svævende truck er et sidespejl, så man kan se, hvem man spiller som i den grove tegneserieinspirerede grafik, der er simpel men stemningsfuld. Desværre er animationerne af Kurts ansigt langt fra så overbevisende, som hans stemmeskuespil, der er leveret af Ólafur Darri Ólafsson.

Pakken kunne ikke leveres

Indiestudiet Wolf & Wood, der står bag ’The Last Worker’, påstår at have lagt vægt på stemmeskuespillets kvalitet, at spillerens valg påvirker spillet, tegneserieinspireret grafik, mørk satire, en indlevende spiloplevelse og en dybt narrativt drevet fortælling. Men de leverer kun delvist på størstedelen af disse punkter.

Stemmeskuespillet er langt hen ad vejen virkelig godt og løfter spillets atmosfære sammen med den cell-shadede tegneseriestil, der fint præsenterer den kold og øde verden, som Kurt befinder sig i sammen med sin eneste ven; en defekt robot.

Den mørke satire, som Wolf & Wood lover, bliver desværre leveret som en beskadiget pakke. Kommentarerne på vores overforbrug er humoristiske, men de satiriske elementer, der skulle udstille et firma, der flere gange har fået kritik for de ansattes vilkår, er uforløst.

At spillerens valg påvirker spillet, må siges at være en stærk overdrivelse. Det er først helt til sidst i spillet, jeg havde mulig for at vælge noget.

Fem minutter inden spillet slutter kan man vælge mellem A eller B, hvilket kun påvirker slutningen på historien med forskellige cutscenes. Ikke en eneste gang gennem spillet får man et valg, der virkelig har betydning.

Indlevelsen i spillet er stærkest, når man spiller Kurts monotone hverdag med at levere pakker – desværre – for det monotone er afspejlet i en kedsommelig spiloplevelse.

’The Last Worker’s største potentiale var dets satiriske kommentarer om problematiske kæmpefirmaer. De når kun halvt i mål, og derfor ender det med at være en middelmådig oplevelse.

Stemningsfuldt stemmeskuespil og grafik løfter en ellers forudsigelige historie, som nok er bedst oplevet i VR.

Men Spillet er kort og konkret fortalt, så man mister ikke mange timer på at give det en chance, hvis man alligevel er nysgerrig.

 

 

MERE FRA HARDWIRE

LÆS OGSÅ: Lovecraft-fiskesimulator er klar kandidat til et af årets bedste spil

LÆS OGSÅ: Fra Bananaqueen420 til død hamster: Vi har samlet historierne bag folks gamertags

LÆS OGSÅ: Se de første ti minutters gameplay fra ‘The Legend of Zelda: Tears of the Kingdom’