Arkaden Lille Logo Arkaden Stort Logo
  • Forside Forside
  • Nyheder Nyheder
  • Film & Serier Film & Serier
  • Anmeldelser Anmeldelser
  • Previews Previews
  • Podcasts Podcasts
  • Tech Tech
  • Features Features
  • Toplister Toplister
  • Temaer Temaer
  • Om Arkaden Om Arkaden
  • Søg Søg
Header Banner
Anmeldelse

Anmeldelse: Til trods for gode intentioner ender ’Immortals of Aveum’ i glemmebogen

Anmeldelse: Til trods for gode intentioner ender ’Immortals of Aveum’ i glemmebogen
Redaktionen

Redaktionen

Estimeret læsetid: 4 minutter.

September 8, 2023

EA har satset stort på en ny IP, der ikke engang prøver at få dig til at købe loot boxes eller battlepass. Desværre løfter ’Immortals of Aveum’ sig sjældent over det middelmådige

’Immortals of Aveum’ gør mig lidt trist.

Der er tydeligt at et hav af udviklere har lagt deres hjerteblod i projektet, for EAs spritnye IP er velproduceret både i udseende og gameplay.

Det er et førstepersons skydespil, der hverken har multiplayer eller mikrotransaktioner. ’Call of Duty’ men med magiske kræfter, som udviklerne fra Ascendant Studios selv har kaldt det, er måske ikke den mest originale præmis, men nogen gange skal der ikke mere end lidt justeringer til en gammel traver, før opskriften kan føles ny og frisk.

EA har satset stort på at skabe en ny spilverden – endda uden at tilføje skumle forretningsplaner rundt om den – alligevel ender ’Immortals of Aveum’ med at gå direkte i glemmebogen.

Spillet har nemlig ikke bare et generisk navn. Hele spillet gør alt det kan, for ikke at gøre sig bemærket.

Nej Jak

I ’Immortals of Aveum’ spiller du som Jak, der med mystiske kræfter ikke bare specialiserer sig i én type magi, men mestrer både, blå, røde og grønne magier. Jak bliver modvilligt involveret i den store krig, der plager landet Aveum, og han går selvfølgelig fra at være nul og niks til at blive landets mest magtfulde magiker.

Ja, historien kommer ikke til at vælte nogen af hesten. Der er dog tydeligt lagt meget arbejde i at opbygge universet og dets regler. Desværre, er det bare ikke rigtig et univers, jeg får lyst til at dykke ned i og blive klogere på.

Langt slemmere er det dog med Jak, der får Cal Kesits fra Respawns ’Jedi’-spil til at ligne en decideret regnbue-bazooka af en hovedperson. Jak er dødkedelig. Han er øretæveindbydende, hvilket i det mindste fremkalder en eller anden form for reaktion hos mig, men for det meste er han bare ligegyldig. Karaktererne han omgiver sig med er langt mere helstøbte, sjove og nuancerede, hvilket kun gør det mere frustrerende, at jeg skal tilbringe al min tid sammen med dødbideren Jak.  

Solidt gameplay

Et lidt generisk bagtæppe, kan hurtigt blive glemt, hvis gameplayet til gengæld sidder lige i skabet – og det gør det faktisk til dels.

Det føles ganske godt at fyre dine magier afsted mod fjenderne. Om det er de blå magier, der fungerer som pistoler og snipergevær, de røde, der fungerer som shotguns eller raketkastere, eller de grønne, der fungerer som maskingevær, så er der vægt bag dine magiske missiler og farverne, der bliver slynget rundt ser spektakulære ud – i hvert fald indtil det hele begynder at smelte mere og mere sammen til en farverig havregrød, som spillet skrider frem.

Men selvom det er kompetent udført, så er der stadigvæk nogle niveauer op til eksempelvis førnævnte søsterstudie, Respawn, der altid er garant for at levere gamefeel i særklasse. ’Immortals of Aveum’ er dog nærmere beslægtet med ’Doom Eternal’ end ’Titanfall’-serien. Men også i den sammenligning, står ’Immortals of Aveum’ tilbage som en udvandet, alkoholfri udgave af ’Doom Eternals’ sprængfarlige helvedes-cocktail.

 

MCU på dagpenge

Selvom jeg meget gerne vil give EA nogle point for at prøve noget nyt, så kommer vi heller ikke udenom, at hele den militaristiske magi-verden går hen og bliver en anelse fjollet.

At skyde med shotgun- og maskingeværs-magier bliver utilsigtet fjollet, og selvom der også er lette stunder med magisk beer pong(!) så virker det ofte som om, at spillet tager sig selv alt, alt for seriøst. Det var eksempelvis svært at holde latteren tilbage, da jeg første gang tager en magisk sten frem, der lader mig have en magisk FaceTime-samtale med min overordnede.

Den magiske verden bliver badet i kaskader af bombastiske lys, og selvom spillets udseende – igen – er rigtig fint udført, så kommer det til at fremstå overfladisk og tomt. Det er paradoksalt, men ’Immortals of Aveum’ computer-generede verden fremstår som CGI fra de billigste MCU-film. Der er noget med æstetikken, der bare får det hele til at lugte af en wish.com-udgave af Dr. Strange.

Dine magiers forskellige farver bliver både brugt i kampsekvenserne og til spillets puzzles. Det er med til at give nuancer til kampsystemet, men når du ikke er i kamp, begynder farve-mekanikkerne at føles hjernedøde; som de der match-farver-og-former legetøj, som min treårige datter er blevet for gammel til.

Konklusion

Samlet set lyder det hele nok meget værre end det er. ’Immortals of Aveum’ kan fint konkurrere med andre AAA-titler. Det kan være ganske fornøjeligt at slynge magier efter fjenderne, og historien bliver aldrig så rædderlig, at det er forstyrrende.

Der er nærmest aggressivt, så meget ’Immortals of Aveum’ insisterer på at være en mellemvare. Det lignede et stort sats fra EAs side, men det ender alligevel med at være udført med livrem og seler – uden nogen chance for at ridse lakken.

’Immortals of Aveum’ gør mig lidt trist. For jeg kan tydeligt se, hvor mange folk, der har siddet og arbejdet hårdt på at lave en bombastisk AAA-blockbuster. Men når spilåret hedder 2023, hvor de gode spil flyder i endeløse strømme, og du bliver kilet ind mellem ’Baldur’s Gate 3’ og ’Starfield’, så ryger alle de mandetimer lige lukt i glemmebogen – uanset hvor gode dine intentioner så har været.   


Udvikler: Ascendant Studios

Genre: Førstepersons magi-skydespil

Platform: PlayStation 5, Windows PC, and Xbox Series X

3 / 6
Redaktionen

Redaktionen


Mest læste

Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Nyhed

May 8, 2025

Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Clair Obscur: Expedition 33  passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

Nyhed

May 8, 2025

Clair Obscur: Expedition 33 passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

Anmeldelse

May 9, 2025

Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

Ghost of Yoteis Deluxe Edition sælger bedre end standardudgaven – er vi ved at vænne os til højere priser på spil?

Nyhed

May 9, 2025

Ghost of Yoteis Deluxe Edition sælger bedre end standardudgaven – er vi ved at vænne os til højere priser på spil?

Links

  • Privatlivspolitik
  • Om Arkaden
  • Sponsoreret indhold
  • Affiliate

Vi tager ansvar for indholdet og er tilmeldt

pressenævnet logo

© Copyright - arkaden.dk