Ash-anmeldelse – Et stilfuldt puslespil i rummet, hvor ikke alt går op

En kvinde, spillet af Eiza González vågner op på en rumstation uden at kunne huske noget – ikke engang sit eget navn. Men rumstationen er præget af mærke blinkende rødt lys, samt blod og ødelæggelse.

Det er nu op til hende – og dig som seer – at få lagt brudstykkerne sammen og nå til bunds i denne demenslignende tilstand. En film jeg har set ret meget frem til, også fordi Aaron Paul (breaking bad) besætter rollelisten.

Hvad f… forgår der?

Jeg tør ikke engang gætte på, hvor mange film der findes, hvor protagonisten vågner op uden nogen forståelse for den situation, de befinder sig i. Oxygen og Archive er nyere eksempler på sci-fi-fortællinger, hvor både isolation, hukommelsestab og en gradvis opdagelse af sandheden driver historien frem. Fortællinger, der veksler mellem fortid og nutid, er altid spændende – især når det lykkes at binde det hele sammen.

Ash formår efter min mening at få den fortælling til at fungere. Filmen er god til at samle brikkerne til et puslespil i et roligt tempo, uden at forhaste historien. Jeg føler mig lige så forvirret og uvidende som Eiza, hvilket automatisk vækker en nysgerrighed for, hvad der egentlig foregår.

Jeg er oprigtigt investeret i mysteriet – selvom præmissen i sig selv måske ikke giver så meget mening. Det bærende element er i højere grad rejsen, og det at følge hendes forsøg på at stykke sin hukommelse sammen igen – og det i sig selv er ret spændende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Game Expo

Det knapt så gode

Det, jeg ikke kan lide, er måden, actionsekvenserne udspiller sig på. Jeg vil ikke sige, at filmen prøver noget nyt – det er set flere gange før – men den gør det anderledes end flertallet af lignende sekvenser. Det resulterer dog i, at det hele bliver rodet og uoverskueligt i en grad, så jeg får hovedpine af at kigge på det. Men hvem andre end Iko Uwais fra mesterværket The Raid skal være med for at dele et par øretæver ud.

Ash benytter sig af en blanding af CGI og praktiske effekter, og selvom det visuelle generelt fungerer fint, er der tidspunkter, hvor overgangen mellem de to teknikker føles lidt ujævn. Enkelte scener er præget af en overdreven mængde gore, særligt på visse bipersoner, hvilket kan virke en smule ekstremt.

Det gør det til gengæld ekstra påfaldende, at hovedkarakteren – Eiza González – nærmest fremstår visuelt beskyttet gennem hele filmen. I en specifik scene får hun en skade i ansigtet, som tydeligvis burde have efterladt langt mere markante spor, både hvad angår blod og fysiske mén.

I stedet glider vi hurtigt videre, uden at det sætter nævneværdige spor, som om filmen ikke helt tør rode for meget med hendes ellers perfekte ansigt. Det kan virke som en lille ting, men i en film, hvor alle andre bliver flået og skåret i til højre og venstre, føles det lidt som en uforklaret skævhed – og det bryder momentvis med filmens ellers rå udtryk.

Aaron Paul. Foto: Amazon

Stemningen

Den generelle æstetik er ret flot og sprød, hvilket gør musikken – eller soundtracket, om man vil – til en lidt tosidet mønt. På den ene side er det fantastisk, og jeg må indrømme, at jeg hælder meget til den slags musik. Altså elektronisk, men med et lidt ældre udtryk, som faktisk kunne være taget direkte ud af Stranger Things. Det var ofte den serie, der dukkede op i mit hoved, hver gang musikken spillede.

På den ene side elsker jeg det, men på den anden føles filmen lidt for ren og poleret – og samtidig for ny – til at lige præcis den stemning giver mening.

Jeg har desværre ikke kunnet pejle mig ind på, hvilket årstal filmen foregår i, men jeg vil gætte på, at det ikke er 80’erne, hvilket bryder med musikkens tema. Dermed ikke sagt, at det ikke er fedt at høre på – isoleret set.

Konklusion

Ash er uden tvivl ikke en dårlig film. Den har en solid stemning, fint skuespil og et æstetisk flot udtryk. Men hvis man havde håbet på et godt gys i rummet, kunne man godt ende en smule skuffet. Ash serverer nogle billige jumpscares, som ikke helt fungerer, og formår ikke at gøre klimakset lige så bemærkelsesværdigt som rejsen dertil – rejsen, der til gengæld er ganske veludført.

Det samme kan desværre ikke siges om de få actionsekvenser, der er. Men er man i det dunkle hjørne og savner essensen af film som Alien – og efter min mening den veludførte Life – så er der alligevel en lille anbefaling herfra. Filmen vil sikkert kunne tilfredsstille dem, der hungrer efter mere rumgys.

Kasper Hansen

Skribent & Anmelder

---

Kasper har tidligere været skribent og anmelder for GamersLounge. De kompetitive spil som FIFA, Hearthstone og Call Of Duty-serien er nogle, han bruger mange timer på, men via en voksende passion har han også skabt en stor kærlighed til historiedrevne spil – særligt AAA-spil.