Atelier Yumia: The Alchemist of Memories & the Envisioned Land-anmeldelse – Overkogt sammenkog

Atelier-serien er efterhånden en langtidslevende IP. Helt tilbage til Atelier Marie: The Alchemist of Salburg fra 1997, viste Gust hvordan et JRPG også kunne være både action-fyldt i dets turbaseret kampsystem og (for mangel på et bedre ord) cozy, med de mange kombinationer som Alkymi-systemet bragte til bordet.

Siden hen har serien bredt sig mere ud til at fortælle store verdensomspændende historier, og skønt aktion-delen er blevet mere prominent, har det altid formået at fastholde sin identitet med et robust og tilfredsstillende eksperimenterende system i dets alkymi. Nu er Atelier Yumia: The Alchemist of Memories & the Envisioned Land udkommet som det 26 spil i serien, og der er taget store skridt i en helt ny retning. Men måske er dette mere end hæmsko end en gevinst for spilserien?

I en verden hvor Alkymi er tabu

Allerede fra start viser Atelier Yumia sin bestræbelse på at forny sin kendte formular. For hvor alkymi altid har været et redskab til at hjælpe lokalsamfundet, er det i det magiske kontinent “Aladdis” et tabu. For alkymi, og dets udøvere, bebrejdes for en mange år gammel katastrofe, der har kastet alt magi ud i kaos og gjort verdenen usikker for befolkningen.

Det fører til diskrimination imod alkymisterne, der betragtes som udøvere af sort magi, og derfor et våben der kan bruges til at bekæmpe verdenens mange monstre, eller i værste fald fungere som slaver. Du spiller Yumia Liessfeldt, en alkymist der er taget til Aladdis for at efterforske årsagen til den store magi-baseret katastrofe, og samtidig gøre op med sig selv, hvor hendes placering er i verdenen.

Historien bygger meget på konceptet omkring identitet, men har også præg af hævn, sjælesøgning og tilhøring i en turbulent verden, hvor man ikke altid føler man er velkommen. Det virker måske som tunge emner at bringe op i en “cozy” serie, men Yumia formår at sammenkæde disse temaer med et enormt charmerende cast, som man virkelig nyder at rejse rundt med igennem den 30 timer lange historie. Det fungerer som et af spillets klare styrker, selvom plottets længde kan trække tænder ud på nogle, da jeg næsten var 15 timer inde, før en rigtig “skurk” kom på banen.

Alkymi får et “magisk” pift

Den helt store forskel for serien, er at den klassiske sorte gryde er blevet udskiftet med ren magi. Hvor man oprindelig skulle søge tilflugt i sit hyggelige lille tilholdssted, for at kombinere indsamlede ressourcer til genstande der kunne hjælpe lokalbefolkningen, er det nu muligt at begå alkymi ved et alter i form af magiske remedier og dans.

Der skal stadig samles ressourcer ind til kombinationerne, og der er virkelig mange at opdage samt lære, men kompleksitet er blevet erstattet med varietet. Ved første øjekast ligner det at man kan eksperimentere med det nye magiske koncept, men faktisk er der kun få muligheder, hvor man kan ændre på hvor effektiv en ting er, fremfor dens egentlige effekt.

Det er lidt ærgerligt, da jeg aldrig følte den samme varme ved at kombinerer mine mange “ingredienser” til noget nyt, som tidligere spil i serien levede højt på. Jeg blev næsten konstant bombaderet med nye opskrifter, og det var kun nogle få, som gjorde mine karakterer stærkere, jeg fandt brugbare.

En mangfoldig verden

Noget andet man konstant bliver bombarderet med, er gøremål i den enorme verden som Aladdis. Den er delt op i 4 dele, og der bydes på et væld af udforskning, og ting som kan samles op for at udvide ens kendskab til udstyr, som kan skabes. Gør dig klar til at skulle vende hver en sten, plukke hver en plante og bekæmpe hundredevis af monstre for ressourcer, for du vil vel gerne have de stærkeste våben og bedste udrustning?

Det bliver både monotont og kedsommeligt i længden. Skønt jeg fik et lille stik af dopamin ved udforskning af verdens mange afkroge for materialer, så kunne jeg ikke ryste en følelse af, at have set det meste allerede halvvejs gennem spillet. Heldigvis får man en magisk motorcykel, der gør udforskning en del nemmere og er en kærlig tilføjelse, nu hvor verdenen er større end normalt.

Der er også gjort meget ud af Aladdis forskellige kulturer i hver sektion, og på trods af de mange ensformige sidemissioner, så fik jeg lyst til at hjælpe dem med både større og mindre gøremål. En alkymist er ligesom fantasiverdenens svar på en pedel – Når der er nogle som har lavet noget skidt, er det op til dig at løse problemet.

Kampsystem med effekt og nærvær

Atelier-serien har efterhånden gennemgået mange ændringer i dets kampsystem. Hvor det startede ud som klassisk turbaseret, er det nu blevet meget mere kamp-orienteret i realtid. Med dit hold på seks mand, kan du skifte “bane”, delt op i en ydre og indre ring, som det passer dig med et enkelt klik.

Alt efter hvor din karakter er placeret, åbnes der op for en håndfuld teknikker, der komplimenterer den persons kampstil, og kan bruges til at udnytte en fjendes svagheder. Det er et simpelt og velfungerende system, der gjorde jeg hele tiden var engageret i kampene, og selvom jeg startede ud med at have svært ved at forstå fjendernes angrebsmønstre, kom det hurtigt til mig gennem læring.

Det hjalp også gevaldigt at personernes våben i spillet er unikke nok, til at jeg gad at prøve dem alle. Fra Yumias magiskydende stav, til Gustavs skjold, der både kunne agere kanon- og slagvåben, var sjove at lege med, når jeg hoppede og sprang for livet fra fjenders angreb. Der er også en god mulighed for at få en udfordring, da jeg fandt “normal” en kende nemt indtil sidste fjerde-del, hvor fjenderne blev virkelig stærke og det rette udstyr essentielt for at kunne vinde.

Magisk verden med tekniske vanskeligheder

Gust har aldrig gået op i at lave verdener med den flotteste grafik, men i stedet fokuseret på de mindre detaljer i gameplay og udforskning. Det ses tydeligt i Atelier Yumia. For dette er klart et spil, der er lavet til både nutidig og sidste generations konsoller med japanske træk i animationerne og karakterdesign.

Når man står på en klippekant og skuer ud over Aladdis, bliver man fanget af samme eventyrlyst som et hvilket som helst moderne Zelda-spil, men når man kigger nærmere kan man se de pixeleret effekter i omgivelserne. Der er en god variation i de fleste NPC’er, der dog begynder at nærme sig “klon”-territorie, når man kommer til nogle af de senere racer, og fjendedesignet begynder også at blive genbrugt med et farveskift mod slutningen.

De vigtigste karaktere er dog umådeligt levende animeret, og det er sjældent at de står stille i deres mange samtaler. Jeg stødte på nogle tekniske fejl, såsom at ryge gennem spillets verden og et par crashes, ellers kørte det flydende og upåklageligt selv med “quality-mode” aktiveret.

Med charme og selvtillid kan meget reddes

Og nogle af spillets helt store styrker ligger i ens teams forskelligheder. Det hjælper gevaldigt at castet er så charmerende med hver deres dæmoner at kæmpe med, som dog aldrig lader disse definere dem eller lader sig slå ud af. Jeg nød at rejse med dem hele vejen, på trods af denne rejses ensformighed og lange tidshorisont.

Gust udviser en stor selvtillid i deres evne til at give spilleren værktøjer, der kan påvirke oplevelsen. Atelier Yumia inkluderer et ret brugervenligt men robust basesystem, hvor man kan lave sin egen minibase med fuldt inventar, hvis man har lyst til at bruge tiden på noget andet end kampe og alkymi – Det er kun nødvendigt en enkelt gang eller to i spillet, resten er op til personlig præference.

Der følger også en robust foto-mode, som jeg må indrømme, jeg havde en del sjov med når det kom til baggrunde, figurers positur og kostumer. Det er en solid, om end grafisk undervældende, pakke for dem der vil dykke ned i forskellige mekanismer.

Konklusion

Atelier Yumia: The Alchemist of Memories & the Envisioned Land tager seriens mangeårige formular i nye retninger, der påvirker den endelig oplevelse på både godt og ondt. Hvor spillet brilliere i dets variation af “alkymi” og farverige verden, kammer det over med fyld og langtrukkent plot.

Der er masser af muligheder for dem, som gerne vil have et underholdende action JRPG, der lader dem tage tingene i sit eget tempo, og ikke bliver presset af et altoverskyggende “Verden er i fare”-plot. Skønt jeg er lidt ærgerlig over at gryden er væk, så er de mange ingredienser gode nok, til at gøre dette sammenkog lige tilpas smageligt.