Battlefield 6-anmeldelse – En triumferende tilbagevenden til seriens rødder

Battlefield 2042 blev et vendepunkt, men ikke det fans havde håbet på. EA og DICE lod sig rive med af en trend, der har præget mange moderne spilserier: farverige heltekarakterer med individuelle evner og overdrevne skins. Det var et brud med Battlefield-seriens etos, hvor anonyme soldater og det robuste klassesystem og squad-gameplay har været bærende elementer. Konsekvensen var mærkbar: mistet tillid til udviklerne og vedvarende problemer med fastholdelse af spillere, som har plaget spillet lige siden.

Med Battlefield 6 lader det til, at udviklerne har lyttet. Spillet er skabt under banneret Battlefield Studios: en sammenslutning af flere EA-ejede udviklingshold, herunder DICE, Ripple Effect, Criterion Games og Ridgeline Games – med Vince Zampella som overordnet kreativ leder. Zampella, der tidligere har stået bag Call of Duty og Titanfall, har fået til opgave at genrejse serien og bringe den tilbage til sine rødder.

Battlefield 6 lover netop dét: en tilbagevenden til taktisk squad-baseret gameplay, det velkendte klassesystem og et fravær af distraherende kosmetik. Denne tilbagevenden har været omdrejningspunktet for markedsføringen, og det er tydeligt, at EA forsøger at genopbygge relationen til deres kernepublikum. Lukkede alpha-tests og en offentlig beta har givet spillerne mulighed for at give feedback, og læk fra testperioden har kun styrket forventningerne til spillet.

Men betaen efterlod stadig åbne spørgsmål. Nu er tiden kommet til at finde ud af, om Battlefield 6 leverer den klassiske oplevelse vi kender, og om udviklerne har gjort noget for at forbedre den.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Kirkens Korshær

Disclaimer: Denne anmeldelse er baseret udelukkende på mine erfaringer med multiplayer og singleplayer-kampagnen. Jeg har ikke haft adgang til Portal eller den kommende Battle Royale-mode under anmeldelsesperioden.

Singleplayer-kampagne

I modsætning til den forrige indgang i Battlefield-serien får vi denne gang en komplet singleplayer-kampagne, centreret omkring en global konflikt mellem NATO og den private militærorganisation Pax Armata. Året er 2027, og verden står på randen af kaos. NATO-alliancen er i opløsning, efter at flere store EU-nationer har trukket sig, ikke blot på grund af politisk og økonomisk uro, men som direkte reaktion på alliancens manglende handling efter et voldsomt angreb på NATO-alliancen. Pax Armata, der ikke er underlagt de samme moralske og politiske rammer som NATO, ser sit snit til at udfylde det magtvakuum, der efterlades af den svækkede alliance. Det er et skræmmende scenarie, der føles ubehageligt aktuelt.

Battlefield Studios har tydeligvis ønsket at skabe en kampagne med en alvorlig historie. Den vil vise en krig, der udkæmpes både på frontlinjen og fra skyggerne. Den vil skabe tilknytning til sine karakterer, vække følelser hos spilleren, fungere som introduktion til multiplayer og samtidig fortælle en fortælling om magt, grådighed og menneskelige tab. Men i forsøget på at favne så mange temaer mister kampagnen fokus og ender med ikke rigtigt at lykkes med nogen af delene. Det skyldes ikke kun ambitionsniveauet, men også en grundlæggende mangel på omhyggelighed samt teknisk og narrativ styrke.

Identitetskrisen

Kampagnen i Battlefield 6 har meget til fælles med Infinity Wards remake Call of Duty: Modern Warfare fra 2019 – både i tone, temaer, missionsstruktur og karakterer. Ligesom i Modern Warfare-serien opleves konflikten gennem en lille eliteenhed, der blandt andet deltager i en blanding af hemmelige missioner. Man finder adskillige åbenlyse referencer til Modern Warfare: heriblandt en direkte efterligning af missionen “Clean House”, hvor spilleren angriber en fleretagers bolig i hjertet af en storby. Kampagnen introducerer desuden sin egen udgave af Ghost-karakteren: en maskeret elitesoldat med mystisk baggrund og markant attitude.

Men i stedet for at dyrke Battlefield-seriens egen styrke – storslåede slag, hvor samspillet mellem infanteri, køretøjer og luftfartøjer er i fokus, forsøger kampagnen forgæves at efterligne Modern Warfare-formlen. Desværre gør Battlefield ikke meget for at udvikle eller forbedre den formular den tager sin inspiration fra. Hvor Infinity Ward udviser stor omhyggelighed og respekt for realistiske militærprocedurer og autentiske scenarier, fremstår Battlefield Studios’ version som en overfladisk kopi uden samme intensitet eller detaljegrad. Det lader til, at udviklerne hverken har haft den nødvendige interesse eller de ressourcer der skulle til, for at opnå det samme niveau af autenticitet.

Samtidig viser kampagnen få glimt af, hvad den kunne være, hvis den omfavnede sin egen identitet. Du spiller som en del af et firemands-squad, hvor hver klasse er repræsenteret, og du skifter mellem rollerne undervejs, dermed lykkedes den i nogen grad med at integrere elementer fra multiplayeren. En af de stærkeste missioner, der demonstrerer seriens potentiale, er et koordineret angreb på en luftbase; en storslået og taktisk operation, der udgør et af de få mindeværdige øjeblikke. Men netop denne kontrast understreger problemet: Battlefield 6’s kampagne kan ikke blive enig med sig selv om, hvilket skydespil den vil være.

Frostbite-motoren i topform

Teknisk set er Frostbite-motoren stadig en af branchens mest imponerende, og kampagnen udnytter dens potentiale med overbevisende effekt. Lyddesignet er blandt det mest kraftfulde og fordybende i genren: eksplosioner runger med brutal intensitet, og ødelagte køretøjer sender søjler af tyk, sort røg op, der spreder sollyset og kaster skygger i omgivelserne. Gnister og vragdele fylder luften, mens bygningers facader smuldrer og efterlader bunker af knust beton. Samspillet mellem lyd og billede skaber en krigsoplevelse, der er blandt de mest indlevende og teknisk imponerende i genren.

Men den flotte grafik kan ikke kompensere for kampagnens øvrige problemer. På det tekniske plan bærer kampagnen præg af manglende finpudsning. På trods af det stærke stemmeskuespil, så er historien usammenhængende og rodet fortalt, og indlevelsen undermineres konstant af klodsede overgange mellem gameplay og cinematics. Scriptede sekvenser føles stive, og kameraets sporadiske bevægelser og klaustrofobiske perspektiv kan virke desorienterende og decideret kvalmefremkaldende.

Battlefield 6’s kampagne har mange ambitioner, men mangler retning. Den forsøger at være for mange ting på én gang og ender med at fremstå ufokuseret og sjusket. I stedet for at omfavne sin egen identitet, efterligner den Modern Warfare uden at matche hverken stemning, autenticitet eller narrativ kvalitet. Resultatet er singleplayer-oplevelse, der hverken griber, ryster eller huskes, og som efterlader Battlefield 6 med et svagt narrativt fundament.

Multiplayer

Multiplayer-delen i Battlefield 6 er alt det fans har længtes efter. Den bringer mange af seriens bedste elementer i spil og leverer dem med en omtanke, der vidner om en udvikler, der kender og respekterer sin arv, i skarp kontrast til singleplayer-kampagnen. Den ekstremt populære offentlige Beta demonstrerede ikke blot en massiv spilleropbakning, men også et solidt teknisk fundament, der lovede en af de mest gnidningsfrie lanceringer i seriens nyere historie. Med stor lettelse kan jeg bekræfte, at Battlefield Studios har leveret, men der er også et par åbenlyse mangler, som rejser spørgsmål om udviklernes prioriteringer og deres villighed til at tage chancer og udvikle formularen.

Spillerne taler – og udviklerne lytter

De fleste af de kritikpunkter, store og små, som betaen fremmanede, er blevet adresseret. Lad os begynde med de mindre, men ikke desto mindre betydningsfulde justeringer: Refleksionerne i kikkertsigtet fra finskytter er blevet tonet drastisk ned til et subtilt glimt, hvilket gør det langt mere krævende og realistisk at spotte dem på afstand. Spotting-systemet har fået en tiltrængt overhaling; fjender er ikke længere konstant markeret med en rød diamant. Det er naturligvis kun et udpluk af de forbedringer, der er blevet implementeret, men netop disse var blandt dem jeg personligt så mest frem til. Gennem lukkede alpha-tests og en offentlig beta har Battlefield Studios demonstreret en vilje til at lytte til spillerne og justere spillet baseret på spillerfeedback. Det har resulteret i den mest stabile multiplayer-lancering i seriens nyere historie.

En af mine få bekymringer efter betaen var, om Battlefield stadig kunne levere den klassiske storskala-oplevelse med store baner, køretøjer, fly og helikoptere. Det jeg vil kalde den definitive Battlefield-oplevelse og som udviklerne selv kalder All-Out-Warfare. Betaen fokuserede nemlig på de mindre baner, og det efterlod et åbent spørgsmål. Nu, efter at have haft tid til at opleve All-Out-Warfare på de større baner, kan jeg ånde lettet op. Den klassiske Battlefield-formel er tilbage i stor stil, og det er præcis den type gameplay, jeg elsker serien for.

Ingen Battlefield uden en kampplads

Banedesignet er en af de mest afgørende faktorer for Battlefield-oplevelsen, og Battlefield 6 leverer ved lanceringen flere fremragende All-Out-Warfare baner. Blandt mine favoritter til Conquest er Mirak Valley, den største bane ved udgivelsen, Siege of Cairo, som også blev fremvist i betaen og Operation Firestorm, der vender tilbage fra Battlefield 3. Mirak Valley og Firestorm byder på samtlige typer af køretøjer og luftfartøjer og indfanger den kaotiske kampoplevelse, hvor infanteri og mekaniseret krigsførelse smelter sammen, præcis som serien er kendt for.

Når det er sagt, føles udvalget af baner en smule ensformigt. Jeg savner variation i miljøerne, eksempelvis et sneklædt landskab, tæt vegetation eller baner med hav og vandløb, som kunne tilføre både visuel afveksling og nye gameplay-dynamikker. Fraværet af vandmiljøer forklarer den skuffende mangel på søfartøjer, og det er en overraskende udeladelse, især i lyset af seriens lange tradition for amfibiske kampe.

Eskalerende kampe

Udover de velkendte klassikere i Battlefield-multiplayer som Conquest, Rush og Breakthrough, introducerer Battlefield 6 en ny gamemode: Escalation. Og navnet er ikke tilfældigt; her får man eskalation i ordets mest bogstavelige forstand. På samme måde som i Conquest, kæmper de to hold om at kontrollere et antal zoner fordelt på kortet, men i Escalation intensiveres kampen gradvist. Efterhånden som et hold vinder terræn, koncentreres slaget omkring de resterende zoner, og nye køretøjer, kampvogne, fly og helikoptere, bliver tilgængelige i takt med at kampen skrider frem. Resultatet er en kamp, der stiger i intensitet og kulminerer i et eksplosivt klimaks mod slutningen.

Ved at koncentrere kampene adresserer Escalation et af de potentielle problemer ved Conquest, nemlig hvordan kampene godt kan opleves ensformige og spredte. Her sikres der konstant fremdrift, og den lette adgang til køretøjer giver spillere flere muligheder for at udvikle deres kompetencer og lave fremskridt med at låse op for nye funktioner. Når alt dette er sagt, og selvom jeg havde en god tid med Escalation, så er jeg stadig af den holdning, at Conquest på de store baner forsat er den definitive Battlefield-oplevelse. Men Escalation er et glimrende supplement, og jeg vil ikke udelukke, at den med tiden kunne gå hen og blive min foretrukne gamemode.

Rush og Breakthrough tilbyder intense, infanterifokuserede kampe, men der er behov for justeringer for at sikre en mere balanceret oplevelse. Alt for ofte oplever jeg, at kampene føles skævt fordelt, som om oddsene er stablet til fordel for det ene hold. Det kan resultere i runder der føles håbløse og demotiverende. Omvendt kan det også føre til stor eufori, når ens hold endelig bryder igennem modstanderens forsvar efter en lang og bitter stillingskrig.

Den mest markante ubalance oplevede jeg i Rush på Iberian Offensive, hvor det angribende hold fra kampens start er tvunget til at passere gennem smalle gader fra deres base for at nå frem til objectives. Det gør dem til lette mål for det forsvarende hold, som har tydelig terrænefordel. En mulig løsning kunne være at give det angribende hold adgang til et infanterikampkøretøj (IFV), hvilket ville gøre det nemmere at bryde forsvaret. Jeg har tillid til, at Battlefield Studios vil arbejde aktivt med at balancere disse gamemodes baseret på den data, de indsamler efter lanceringen. Og naturligvis skal det understreges, at mine betragtninger her bygger på en begrænset mængde spilletid og personlige observationer, men de peger på et område hvor der muligvis er plads til forbedring.

Et værktøj til enhver opgave

Ved udgivelsen kommer Battlefield 6 med et stærkt arsenal af håndvåben fordel på de klassiske kategorier. Udvalget imødekommer de fleste spillestile og behov, og blandt våbene finder man blandt andet en håndfuld servicevåben fra forskellige NATO-medlemslande, herunder Tysklands H&K G36, briternes gevær L85 og lette maskingevær L110 (Minimi). Naturligvis er også amerikanernes ikoniske M4 og dens moderne afløser XM7 repræsenteret.

DMR-kategorien fremstår dog fortsat undervældende, præcis som i den offentlige beta. Jeg har svært ved at finde en naturlig plads til dem i den nuværende meta, hvor deres rolle synes udefineret. Til mellemlange afstande klarer de mere alsidige våben i kategorierne Assault Rifles og Carbines sig rigtig godt, og hvis man ønsker at engagere fjender på længere distancer, er finskytterifler det oplagte valg, især med deres potentiale for one-shot kills, selv ved træf uden for hovedet.

Uden undtagelse er alle våben i Battlefield 6 modelleret med et skarpt øje for detaljer. Alt fra 3D-modeller og lyddesign til animationer er i absolut topklasse og kan uden problemer måle sig med den standard, Call of Duty-serien har sat med sine nyere udgivelser. Vigtigst af alt, så er skydeoplevelsen bundsolid. Udviklerne hævder at have bygget gameplayet op fra bunden, og det mærkes. De forskellige våbenklasser føles markant anderledes at skyde med, bortset fra Carbine- og Assault Rifle-kategorierne, som i praksis overlapper hinanden en smule, hvorfor opdelingen mellem de to virker kunstig. Alle våben virker dog effektive i deres tiltænkte roller, med undtagelse af DMR-kategorien som, som tidligere nævnt, stadig fremstår overflødig.

Den ros, jeg har til spillets håndvåben, kan uden tøven forlænges til spillets køretøjer, fly og helikoptere. Lyddesignet og de visuelle modeller er ganske enkelt sublime. Kampvogne og infanterikampkøretøjer føles både dødbringende og tilfredsstillende at betjene, med en tyngde og kampkraft, der understøtter deres rolle på slagmarken. For at balancere kampvognens massive ildkraft er mobiliteten begrænset, hvilket tvinger spilleren til at anvende den med taktisk omtanke. En kampvogn, der bevæger sig ud i det åbne, bliver hurtigt et sårbart mål, og det skaber en naturlig balance, som belønner strategisk spil.

Battlefield 6 introducerer også nye gadgets, der udvider soldatens taktiske muligheder, herunder en angrebsstige og en nedrivningshammer, som også fungerer som nærkampsvåben. Stigen har jeg flere gange brugt til at flankere og overraske fjender, der har forskanset sig i bygninger, og den absurd kraftfulde hammer gør det muligt at bryde gennem mure og skabe nye indgange med imponerende lethed. Jeg synes, at begge udgør stærke tilføjelser til spillets taktiske gameplay.

Men den tilføjelse, jeg sætter allerhøjest, er en ny mekanik i revive-systemet: muligheden for at trække en faldet kammerat i sikkerhed, før man genopliver dem. Ikke alene tilføjer den taktisk dybde – den fremkalder også flere af de intense, filmiske Battlefield-øjeblikke, hvor kaos og heltemod opstår helt organisk. Når man kaster sig ind i røg under beskydning for at redde en ven, føles det som en scene fra en krigsfilm.

Dét der mangler

Jeg har næsten kun positive ting at sige om det, der er i multiplayer-oplevelsen, men afslutningsvis vil jeg rette opmærksomheden mod det, der mangler. På trods af det stærke fundament, sidder jeg med en følelse af, at vi ved udgivelsen har fået en lidt for sikker og begrænset version. I modsætning til tidligere Battlefield-titler tager spillet få chancer, især når det gælder luftfartøjer og køretøjer. Bombefly, lette helikoptere og, som tidligere nævnt, søfartøjer er ikke til stede, trods deres centrale rolle i tidligere titler. Artilleri og missilsystemer er heller ikke til stede. Det er oplagt at forestille sig, at disse elementer vil blive tilføjet som en del af post-launch indhold, men deres udeblivelse ved lancering er alligevel bemærkelsesværdig.

Langt mere bekymrende er dog fraværet af visse kernefunktioner, som er af den type der ikke typisk tilføjes efter udgivelse. Her tænker jeg især på en større, åben træningsbane – et miljø hvor spilleren kan teste både køretøjer og våben, præcis som det såkaldte Test Range i Battlefield 4. At spillet kun tilbyder en skydebane til håndvåben er en klar nedprioritering af en af seriens kerneelementer. Derudover savner jeg en side med detaljeret statistik og overblik over fremskridt. Netop fordi disse støttefunktioner er så vigtige, anser jeg dem som funktioner der burde have været med fra starten. Det er en frustrerende mangel i et ellers imponerende multiplayerspil.

Konklusion

Battlefield 6’s kampagne fungerer primært som en teknisk showcase for den seneste version af Frostbite-motoren. Enkelte missioner formår at skabe mindeværdige øjeblikke, men som narrativ oplevelse fejler kampagnen. Den formår ikke at skabe tilknytning til sine karakterer, og den glemmer sin egen identitet i et fejlslået forsøg på at efterligne sin største konkurrent.

Multiplayeren er derimod alt det, fans har håbet på: en triumferende tilbagevenden til seriens rødder, hvor squad-fokuseret gameplay og det robuste klassesystem igen er i centrum. Det er en oplevelse, der respekterer arven og leverer på de grundlæggende forventninger. Men det er også en forsigtig udgivelse, der undgår at tage chancer med formlen. Fraværet af centrale kernefunktioner og den begrænsede variation i banedesign og køretøjer efterlader indtrykket af, at Battlefield 6 spiller for sikkert til at udnytte sit fulde potentiale.

Nicolaj Kelm Jyde

Vært & Anmelder

---

Til daglig er Nicolaj evighedsstuderende i kemi, men når han ikke er begravet i bøgerne, er han medvært på Arkadens podcast, hvor han dyrker sin passion for spil. Han pauser gerne Microsoft Flight Simulator for at anmelde de nyeste spil for Arkaden men føler sig mest hjemme i førstepersonsskydespil.