Blades of Fire-anmeldelse – En fortælling i flammer, uden varme

MercurySteam er udviklerne bag det anmelderroste Metroid Dread fra 2021, med hjælp fra Nintendo. Og nu er de altså tilbage med deres helt eget spil. Blades of Fire bliver kaldt for et Souls-like-spil med elementer fra PlayStations God of War-serie (2018 og Ragnarok). Jeg havde ikke hørt om spillet, inden det pludselig var i mine hænder, men som stor fan af God of War og særligt FromSoftware-type spil, var jeg spændt på, hvad denne udvikler kunne gøre for genren.

En direkte fortælling

Blades of Fire starter med Aran de Lira, vores hovedperson og er ham, vi spiller som gennem hele spillet. Historien går efterfølgende i gang, med det samme. Ingen lang prolog med information om, hvor vi er, eller hvilken slags verden vi befinder os i. Aran arbejder ude i en skov, hører en lyd og bevæger sig imod den. Det fungerer faktisk ret godt, fordi historien hurtigt fangede min nysgerrighed.

Derefter bliver vi introduceret til figuren Adso Dell, som bliver din trofaste følgesvend. Men allerede her opstår der problemer. For selvom vi drager ud på eventyr og slår fjender – store som små – ihjel, udvikler historien sig ikke ret meget. Normalt ville det ikke være et problem, hvis karaktererne havde noget interessant at sige – men det har de ikke. Aran er den hårdføre, fysiske type, og Adso er den, der bruger sin intelligens. På papiret et godt makkerpar, men problemerne starter, når de åbner munden. Stemmeskuespillet svinger mellem at være okay og direkte dårligt, og det, der bliver sagt, er heller ikke synderligt interessant.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Spilprisen

Adso er endda en figur, jeg vil nominere til den mest irriterende i denne konsolgeneration. Han er konstant irritabel, forsøger at være kæk, og hvis du står stille i 30 sekunder, vil han gentagne gange fortælle, hvor træls alting er. Og selvom der findes bedre figurer i spillet end Adso, er han den ene person som går igen og bliver hos din side. Eksempelvis møder vi heldigvis andre figurer som Melgard – et spøgelse – som bliver din kompanion i et bestemt område. Her finder vi en interessant karakter, som desværre gentager de samme replikker igen og igen.

Blades of Fire har en simpel præmis: Alan er på jagt efter dronningen Nerea med ét mål – at slå hende ihjel. Dette er som nævnt, et fint udgangspunkt, men selv efter mange timers spil ved vi stadig meget lidt om karaktererne og deres baggrund. Det gør, at historiens fremdrift føles langsom og flad, og det bliver svært at engagere sig følelsesmæssigt. Uden stærke relationer eller dybere motivationer mister historien sin tyngde, og det får mig desværre til at tabe interessen undervejs.

Fantastisk mange våben

Det er ingen hemmelighed, at spillet sælger sig selv på sit våben-crafting-system. Her er der rig mulighed for at lege og optimere måden, du kæmper på, med utroligt mange variationer. Fra tohåndsøkser og greatswords til spyd – alle med deres egne fordele og ulemper. Når du er lock-on på en fjende, vises en highlight, som enten er rød, gul eller grøn. Spillet har intet imod at guide dig frem til, hvilket våben der er bedst at bruge mod bestemte fjender. Så selvom man ikke selv skal regne ret meget ud, fungerer systemet og motiverer dig til at udforske alle våbentyper.

Men pas på – dør du, mister du dit våben og skal tilbage til samme punkt i banen for at hente det igen. Trods dette mister du ikke point eller andet, så spillet er ret tilgivende, modsat andre spil i genren.

Kampsystemet fungerer også lidt anderledes end i dit typiske tredjepersons-adventurespil. Trykker du på firkant (PlayStation-tegn), svinger Aran sit våben til venstre; cirkel til højre, mens trekant og kryds fungerer som angreb oppe- og nedefra. Og det er her, Blades of Fire skinner. Når alle brikkerne falder på plads, er der virkelig nogle gode kampe at se frem til.

Desværre finder du ikke disse i bosskampene – hvilket ellers plejer at være højdepunkterne i denne slags spil. Her er de flade og kedelige med simple movesets – en stor skuffelse.

Du har mulighed for at låse mange nye våbentyper op, men desværre på en ret generisk måde. Alle våben kræver, at du dræber et x antal monstre – nogle gange helt op til 60. Det er ikke en særlig svær opgave, men den er ekstremt repetitiv og ikke særlig engagerende.

Men de normale fjender udvikler sig, og man bliver tvunget til at ændre taktik. Det er ikke bare button-mashing – du skal lære deres mønstre og bevægelser. Der er også fin variation i fjendetyper, men det hele bliver lidt ensformigt med tiden. AI’en er ikke den skarpeste kniv i skuffen – enkelte fjender føles direkte dumme, mens andre faktisk formår at overraske. I starten føles det ikke som om, at svinge til højre eller venstre gør den store forskel. Men denne mekanik udvikler sig til at være essential til din rejse. Dette er et stærkt element, da det ikke kun handler om hvor stærke dine våben er, men hvordan du bruger dem. Det skal de have – der er nogle fede kampsituationer, hvor man føler sig presset. Men det hele mangler lige det sidste lag finesse.

Udforskning

Blades of Fire kan heldigvis tilbyde dig en stor verden at udforske. Og selvom områderne varierer i kvalitet, er den overordnede oplevelse ganske udmærket. Spillet veksler mellem åbne områder og mere kompakte oplevelser.

De åbne områder fungerer bedst. De giver en god følelse af udforskning med en fin blanding af opgraderinger og unikke kampe. Det hele er forbundet med genveje, som kan gøre din rejse lettere.

Et eksempel på et mere kompakt område er Crimson Ford, som er et makværk i forhold til level design. De individuelle elementer fungerer som de skal, men det forvirrende layout og et kort, der ikke hjælper dig, gør det til spillets absolut værste område. Området efter er heldigvis langt bedre. Her møder vi førnævnte Melgard, hvor det handler om at lede ham hen til steder, som sætter hans hukommelse i gang. Det fungerer rigtig godt som spilmekanik og er et tiltrængt afbræk fra resten af spillet.

Du får ikke XP på traditionel vis, og du stiger ikke i level. Det hele handler om dit udstyr, og hvor godt du lærer systemerne at kende. Det gør, at man skal tænke over sin tilgang, og hver ny genstand kan føles som en reel opgradering. Man bliver belønnet for at kæmpe, samle ressourcer og eksperimentere. Til gengæld savner jeg lidt følelsen af progression – den der fornemmelse af at blive stærkere, hurtigere, farligere. Det er mest dine våben, der udvikler sig – ikke din karakter – og det gør, at det hele kan virke lidt fladt i længden. Udforskning byder dog på nogle små overraskelser – og det redder oplevelsen en smule.

Når det kommer til Souls-like-kategorien, er det svært ikke at nævne sværhedsgraden. Blades of Fire’s fjender har en relativt god og fair sværhedsgrad. Der er også typer fjender, som de forstenede riddere, som giver dig en større sværhedsgrad. Disse fjender minder om noget du ser i Elden Ring, og kan give dig blod på tanden efter en god udfordring. Disse typer fjender er dog ikke obligatoriske i din rejse.

Performance

Grafikken i Blades of Fire minder mig meget om Kingdoms of Amalur, men er mere lækker og æstetisk at se på. De fleste steder er spillet faktisk rigtig flot. Der er konstant partikler i luften, og det hele har en overordnet tilfredsstillende visuel stil. Lydeffekterne er ikke noget særligt, men de gør det, de skal, for at gøre verdenen mere levende.

Musikken er desværre forglemmelig og lyder mest af alt som noget, man har fundet på en gratis hjemmeside. Spillet kører generelt ganske godt, men har desværre problemer med lyd, der falder ud. Det føles også som om at spillets lyd kvalitet varierer hos stemmeskuespillet. Nogle gange er lyden høj, og andre gange lyder det som om at stemmen er længere væk end den burde.  Til gengæld har jeg ikke haft problemer med bugs eller større glitches.

Konklusion

Jeg ved, at jeg lyder hård i min kritik af Blades of Fire, men det skyldes, at jeg oprigtigt ønskede det bedste for både udvikleren og spillet. Med en svag historie, svage karakterer, stærkt våben-crafting og en udmærket verden ender vi med en ganske speciel oplevelse.

På trods af mine mange kritikpunkter, ønsker jeg at vende tilbage til denne verden – netop fordi der er noget, der kalder på mig. Blades of Fire vil rigtig mange ting, men lykkes desværre ikke med ret meget af det. Det bliver en ubalanceret fornøjelse, hvor spillets stærke elementer konstant bliver holdt tilbage af de lænker, det selv har spændt om benene.

Nicolai Fog

Skribent & Anmelder

---

Nicolai er uddannet elektriker. Da han var 5 år gammel, fik han en Game Boy Color og sit første spil, Super Mario Land. Året efter kom PlayStation 1 ind i billedet – hvor yndlingsspillet dengang blev Crash Bandicoot. Ved siden af sit arbejde og sin kærlighed til gaming er Nicolai også instruktør og manuskriptforfatter på sine egne kortfilm. Han ejer både en PS5 og en Switch, mens PC’en primært bruges til arbejde.