Commandos: Origins-anmeldelse – Smuk krigsførsel med knivskarp præcision og nazi-blod på støvlerne

Et brutalt og smukt puslespil af snigmord, sprængladninger og snævre fejlmargener – ‘We’re in the killin’ Nazi business’

Commandos er en serie, der har fået sveden til at springe på panden hos strategientusiaster siden slut-90’erne. En legendarisk realtids-taktik-serie, hvor én forkert bevægelse kunne betyde, at hele din sniger-operation gik op i nazi-flammer og maskingeværsalve. På trods af seriens blodige historie, er Commandos: Origins mit første møde med franchisen – og hvilken ilddåb det har været! Hvis man nogensinde har ønsket at være en bastard i stil med Tarantinos Inglourious Basterds, så får man her muligheden for at snige, dolke, aflede og sabotere sig igennem 2. Verdenskrigs grusomheder… én halsafskæring ad gangen.

Velkommen til helvedet, soldat!

Spillet tager os tilbage til starten – heraf titlen Origins – og vi møder det originale hold af elitesoldater, som alle har deres egne evner, særheder og ikke mindst brutale tilgang til fjendebekæmpelse. Man bliver kastet direkte ind i Europas krigshærgede kulisser, hvor sneklædte bjerge, sønderbombede byer og tropiske jungler danner rammerne for missioner, som er lige så dødbringende som de er dragende.

Hver mission føles som en kortfilm i en lang guerilla-kampagne, hvor du, med nærmest kirurgisk præcision, skal operere bag fjendens linjer. Det føles aldrig som om, du har overtaget – faktisk er følelsen af underlegenhed en konstant følgesvend, hvilket kun forstærker tilfredsstillelsen, når du endelig – og helt stille – dolker en patrulje på tre i søvne.

En brugsanvisning til krigsførsel

Commandos: Origins har en læringskurve stejlere end Eiffeltårnet. Du bliver overdynget med information, knapfunktioner og mekanikker fra første færd – og alligevel føles det aldrig som om, du har styr på det hele. Heldigvis bliver nye mechanics introduceret løbende, samtidig med at du låser op for nye karakterer og metoder til nazist-aflivning (og ja, det er lige så brutalt, som det lyder).

Spillets største styrke er, hvor åbent og kreativt det er. Du kan sjældent bare storme igennem – medmindre du har en dødsønske – men du kan næsten altid finde på snedige måder at omgå fjenderne på. Den ene mission kan du gennemføre som en kirurg med en skalpel, den næste som Michael Myers, hvor du dolker dig igennem horder af nazister. Spillet opfordrer til eksperimenter og gentagelser – du planlægger som en general, improviserer som en gadetyv og myrder som en B-film psykopat.

Men styringen… Nogle gange er det mere brødkniv end snigmord. Et klik for meget, og i stedet for at lukke døren efter dig, står du pludselig og vifter med et blodigt lig midt på torvet. Den ene mission kan du gennemføre som en kirurg med en kniv i mørket, den næste som en gal sabotør der sprænger en hel base i luften med en håndfuld sprængladninger og en benzintønde. Det er morsomt – og frustrerende – på den helt særlige måde, som kun spil med dyb strategi og manglende “undo”-funktion kan være.

Krig har aldrig set så godt ud

Spillet er ikke bare en hjernebryder – det er også en fryd for øjet. Commandos: Origins emmer af detaljerigdom. Alt fra sneens knasen under støvlerne, til soldaternes animationer og omgivelsernes historiske autenticitet skriger af kærlighed for perioden og genren. Hver mission føles unik og lokationen indbyder til udforskning – og lidt ekstra nazidrab, hvis du føler dig kreativ.

Kameraet kan elegant roteres, hvilket giver et taktisk overblik og mulighed for at opdage fjender gemt bag bygninger eller vogne. I “præsentationsmode” er spillet nærmest filmisk – men det har også sin pris. På min PlayStation kunne man næsten høre blæserne give op, mens billedet hakkede sig gennem de mest hektiske scener. Heldigvis er Performance-mode stadig imponerende og absolut at foretrække, hvis man vil have flowet til at matche ens morderiske kreativitet.

Og ja – det er grafisk. Ikke Mortal Kombat-grafisk, men der er noget både råt og brutalt i, hvordan nazister bliver slagtet i søvne, eller hvordan blodet sprøjter i en fin lille bue, når man bruger kniven. Det passer perfekt til den absurde og morbide tone, spillet (og undertegnede) ynder at dyrke.

Konklusion

Commandos: Origins er en mesterlig blanding af strategi, snigeri og sadistisk kreativitet. Det er smukt, brutalt og frustrerende – ofte på én og samme tid. Spillet straffer fejl hårdt, men belønner snilde med en nærmest euforisk tilfredsstillelse. Det kræver tålmodighed, timing og vilje til at fejle – mange gange – før man lærer dets sprog. Men når det endelig lykkes – når planen spiller, og dine fjender ligger kolde i barakkerne – så føles det som at vinde en lille krig.

Henrik Brandt

Skribent & Anmelder

---

Henrik lever og ånder for fantastiske, eventyrlige og skræmmende oplevelser – både i spil, film og tv-serier. Specielt dyrker han Star Wars, alt inden for superhelte -og gysergenren, og singleplayer-oplevelser på sin Playstation som ekstremsport. I stedet for at gå i kirke, bruger han tiden på at sidde i de hellige biografsales dunkle mørke, og bevidner filmenes fantastiske fortællinger som de er skabt til at blive oplevet.