Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

BREAKING BAD PÅ SVAMPE

Som jeg beskrev i min anmeldelse af Mars Express fornyligt til Arkaden, så er det ikke ofte, at vi ser højt- eller mellembudgeterede animationsfilm og -serier til voksne. Og dem, der findes, når ofte IKKE ENGANG TIL DANMARK. Der findes bl.a. en hæderkronet animationsserie fra 2023, Scavengers Reign, som jeg i to år har skrevet til samtlige danske streamingtjenester, at vi skulle have hertil, og INGEN har reageret. Så de titler, vi er så heldige at få til Danmark, skal vi værdsætte. Problemet er, at de bliver gemt væk og glemt, og så kan fænomenet jo for fanden ikke vokse, hvis publikum ikke engang ved, at det findes.

Sådan forholder det sig desværre også med HBO Max-serien, Common Side Effects. Faktisk både laver og faciliterer HBO en del animation til voksne. Men de gør HAT for at udbrede budskabet, så de bliver gemt væk til fordel for promovering af streamingtjenestens seneste, uoriginale, dødssyge reportage-serie, hvor vi følger folk på arbejde og noget med blå blink og nogle folk, der kører for stærkt. Fucking gab.

Common Side Effects er en animationsserie i 10 afsnit af ca. 20 minutters varighed, der blev gjort tilgængelig herhjemme på HBO Max i februar måned. Den er skabt af Joseph Bennett og Steve Hely, hvoraf sidstnævnte har meget erfaring med komedie-projekter, og som har arbejdet med David Letterman og på serierne 30 Rock og The Office US.

Animationsstudiet, der står bag serien, er Bandera Entertainment, som bl.a. er grundlagt af selveste Mike Judge, manden bag intet mindre end legendariske komiske perler som Beavis and Butt-Head, King of the Hill, Silicon Valley, Office Space og Idiocracy, bare for at nævne nogle stykker. Og han lægger stemme til en af figurerne i serien. Hvorfor komme med denne baggrund? For at give dig en fornemmelse af hvilken tone, den byder på.

Serien er nemlig en komisk spændingsserie, blandet med statslige konspirationer, kapitalisme, grådighed, det amerikanske sundhedssystem og big pharma. En mand har nemlig fundet en svamp, Blue Angel, der kan gøre en masse mennesker ufatteligt raske og en masse andre mennesker frygteligt rige. Breaking Bad på svampe.

En fryd for øjet

I åbningen møder vi svampe-eksperten, Marshall Cuso (med stemme af Dave King), som er imod metoderne, som medicinalfirmaet, Reutical Pharmaceuticals, benytter sig af. Så til en konference går han i flæsket på direktøren, Rick Kruger (stemme af førnævnte Mike Judge). Efterfølgende møder Cuso sin gamle high school-klassekammerat, Frances Applewhite (stemme af Emily Pendergast), og han beviser overfor hende, at svampen har helbredende kræfter. Han drejer halsen om på en due og fodrer den derpå svampen, der vækker den til live igen. Common Side Effects betyder “almindelige bivirkninger”, og dét bliver der lidt sat spørgsmålstegn ved. Hvad er prisen? Hvorfor oplever patienterne hallucinationer med små, grå mænd? Og hvorfor har Cuso en skildpadde med sig??

Samtidig kører der en sideløbende historie om de to DEA-agenter, Copano og Harrington (med stemme af hhv. Joseph Lee Anderson og Martha Kelly). Da de to blev introduceret med deres ordløse samspil – hvor de danser hen imod hinanden med fastfood i hænderne og Copano ordløst mimer teksten til en sang i radioen – blev jeg ramt af en lang række følelser. 1) Dette har et fortælle- og animationsmæssigt overskud. 2) Jeg griner. 3) Er dette ægte glæde, som jeg føler for første gang i mit liv? Er der noget at leve for igen??

Der sker nemlig ofte dét, at denne type serier tager ufatteligt lang tid at lave, så for at spare tid og penge genbruger man normalt mange animationer og baggrunde. Men på intet tidspunkt skete det, at jeg sad med den følelse. Alt oser langt væk af en fortællemæssig selvsikkerhed og kunstnerisk dedikation, som jeg sjældent har set. Hurtige klip, videre til en ny scene, pointer bliver aldrig dobbelt-leveret.

Stregen i Common Side Effects kræver lidt forklaring. Forestil dig en hyper-detaljeret udgave af King of the Hill, men ment mere alvorligt; figurerne har større hoveder end hvad normalen er, så det er et karikeret valg. Men efter to minutter havde jeg vænnet mig til det, og jeg føler lidt det er et kunstnerisk valg, snarere end krukkeri eller et anstrengende forsøg på at være “quirky”. Mest af alt hjælper det faktisk med at aflæse figurernes mimik tydligere. Og efter et par afsnit synes jeg, at den grafiske stil var decideret genial. Det har nærmest en fornemmelse af vestlig anime i frames og baggrunde. Jeg har lyst til at spise universet.

Alt i stemmeskuespillet og musikken fungerer også. Musikken er aldrig distraherende, der er en perfekt brug af en Enya-sang (der findes ikke en forkert brug af Enya), og titelsekvensen har en god effekt og drivkraft. Det eneste, jeg ikke brød mig helt om var faktisk Kellys præstation som Harrington. Hun blev en smule anstrengende i længden med sin drænede, deadpan-levering. Men det er i småtingsafdelingen, for tempoet er så højt, at det er hurtigt overstået.

Caribbian Blue

Tempoet er faktisk både seriens største force og for nogen nok også akilleshæl. Handlingen har SÅ meget fart på, at jeg er bange for, at den hægter folk af. Personligt havde jeg lyst til at se serien forfra det sekund, den var forbi, men jeg kan forestille at i disse uguelige lorte-tider, hvor Netflix seriøst har bedt deres forfattere om at gøre DERES MANUSKRIPTER DUMMERE, fordi folk second-screener og ikke er opmærksomme, så frygter jeg, at en del mennesker kommer til at være sådan, “Hvad foregår der? Jeg forstår ikke noget! LORTESERIE!”

Common Side Effects er en serie, der kræver, at man ser med… Ja, langt ude, I know. Du kan ikke sidde på din telefon. Fordi afsnittene er så korte (20 min.), så betyder det at ALLE scener har en betydning for handlingen fremadrettet. Alle scener har ofte både et setup og payoff. Alt skal bruges. Sådan noget gør en manus-gokker som mig meget glad, men en gængs seer, som sidder og doom-scroller derudad kan blive hægtet af. Og det vil være en skam. Common Side Effects skylder, at man ser den. Med begge øjne. Uden en telefon. Jeg kan ikke forstå vi lever i en tid, hvor man bliver nødt til at skrive i en anmeldelse af noget, at folk skal se med, men hér er vi…..

Faktisk er tempoet og fortællingen i denne serie så helstøbt og hæsblæsende, at den føles som flere sæsoner i én. Når den er slut, så er man helt forpustet. Og dette er positivt ment. For der er rent udsagt ALT for mange serier, der føles to-tre afsnit for lange og som om de trækker mindst to sæsoner i langdrag. Ikke hér. Bestemt ikke.

Jeg kan ikke huske hvem, der sagde det, men engang nævnte en klog person, at det med at instruere handler om “tone management” – hav styr på tonen. Og det har Common Side Effects i massevis. Den har hjerte, humor og spænding. Normalt ikke genrer, jeg havde troet kunne blive blandet effektivt (det er trods alt sjældent man ser spændings-komedier), men det hele er så ufatteligt sammenhængende og strømlinet.

Blue Angel

Det fremgår nok ret tydeligt, at jeg er helt skudt i Common Side Effects. Derfor chokerer det mig faktisk til mit inderste, at alle ikke står på tilfældige bjergtoppe og råber om denne serie. Så vidt jeg kan se, er jeg den første anmelder herhjemme, der overhovedet tager mig af den, endsige omtaler den. Skylden er lige dele HBO Max’ egen såvel som det er mediernes. Danmark, I fucking sover i timen og skider i bukserne, når det kommer til animation. Bare fordi Mads Mikkelsen ikke er med, kan man godt fortælle om det og formidle det. Sådan. Tak. Nu træder jeg ned fra min sæbekasse igen.

Der er figurer i denne serie, som jeg knytter mig mere til i løbet af 10 gange 20 minutter end jeg gør af serier på 8 sæsoner med afsnit på en times varighed. Der findes figurer i denne serie, som føles mere tredimensionelle end rigtige mennesker – også selvom de er 2D.

Jeg har prøvet at fatte mig i korthed, fordi dette er et indslag i Finchedoinks fredags-finurligheder, hvor jeg fokuserer på korte oplevelser, man kan komme igennem på en weekend, og Common Side Effects er hurtigt overstået. Alt for hurtigt, hvis du spørger mig. Da jeg var halvvejs igennem, måtte jeg sænke mit tempo og kun se ét afsnit hver aften for at ikke at brænde igennem de 10 episoder alt for hurtigt.

Common Side Effects fortjener IKKE at blive binget som en energidrik inden dit TikTok-dakkedak på klubben. Den serie fortjener at blive nydt i fulde drag med din absolutte opmærksomhed rettet mod skærmen.

Da jeg startede med at se den, håbede jeg, at det kun var én sæson, ligesom da jeg første gang så Severance. Men da den sluttede, sad jeg med samme fornemmelse, som da jeg var færdig med Severance: Jeg har brug for mere af dette univers. Jeg er slet ikke færdig med disse figurer.

Common Side Effects er blevet forlænget med en sæson 2. Værdsæt det. Det er sjældent vi overhovedet får én sæson af denne kvalitet.

Konklussion

2025 er et år, hvor vi allerede har fået virkeligt mange gode serier. Common Side Effects er ikke bare “den bedste serie fra i år, som du ikke har set”; det er en af de absolut bedste. Punktum. Animationen og fortællingen vidner om et kreativt overskud, som man sjældent ser. Den fortjener din tid. Eneste negative er, at det er alt for hurtigt overstået.

Jacob Ege Hinchely

Vært & Anmelder

---

Siden Jacob kom i praktik hos Troldspejlet som 14-årig og blev sendt hjem med en DreamCast, har han ikke kunne stoppe med formidle spil. Han lever for historier, indietitler og Point-and-Click-spil. Når han ikke gamer, så laver han radio og podcasts, der også handler om nørderier.