Conclave Bluray-anmeldelse – Et intenst og menneskeligt magtspil i guds kirke

Hvem skulle have troet, at en film om valget af en ny pave ville ende med at være en af de mest medrivende filmoplevelser, jeg har haft længe? Conclave lød på papiret som en tør, dialogtung affære – et lukket rum, ældre mænd i kutter og lange samtaler om tro og tradition. Men hold op, hvor blev jeg overrasket. Ikke alene fangede filmen mig, den greb fat og slap først, da rulleteksterne begyndte at køre.

Fra første scene mærker man, at Conclave ikke er interesseret i det ceremonielle – den vil fortælle en historie om magt, moral og menneskelige dilemmaer. Den formår at forvandle den hemmelighedsfulde verden bag kardinalernes lukkede døre til et intenst og psykologisk drama, fyldt med intriger, fortielser og dybt personlige valg. Det er næsten som at se et politisk thriller-drama à la House of Cards – bare med røgelse og kardinalringe.

Oscar snubbed

Skuespillet er en klasse for sig. Hver eneste præstation emmer af autoritet og tvetydighed. Især hovedpersonen spillet af Ralph Fiennes brillerer og fortjente at vinde over Adrien Brody til årets Oscar-uddeling. Jeg kan ikke understrege nok hvor betagende hele castet er – jeg har aldrig set Stanley Tucci og John Lithgow spille så overbevisende. Fiennes spiller en kardinal med sin egen bagage og fra hans synspunkt, trækker han os ind i en fortælling, hvor det er umuligt at skelne klart mellem ret og vrang, skyld og uskyld. Jeg blev mere end én gang ramt af den menneskelighed, som gennemsyrer selv de mest magtfulde karakterer. Intet er sort/hvidt i Conclave – og det er netop det, der gør den så dragende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for SF Studios

Træd ind i Vatikanet

Det hele understøttes af en æstetik, der er både neddæmpet og rørende smuk. Filmen gør ikke brug af store, dramatiske billeder eller pompøse kamerabevægelser. I stedet er der en rolig, næsten andægtig billedside med varme toner, skarpe skygger og et blik for detaljer, som gør Vatikanet levende – ikke som et postkort, men som et virkeligt sted, hvor folk lever, ånder og kæmper med sig selv. Man kan næsten mærke den tykke stilhed i de gamle korridorer og de lange skygger i de mørke rum.

Musikken spiller med samme præcision. Den er sparsom og diskret, men præcis dét gør den effektiv. Den understøtter stemningen uden at diktere følelserne – ofte bare som en dirrende tone i baggrunden eller et sagte orgel, der sniger sig ind og understreger en samtale, et blik, en erkendelse. Det er filmmusik, der tør være subtil og lade dramaet tale selv.

Alt i Conclave føles utroligt jordnært og virkelighedstro. Der er intet overgjort, intet teatralsk. Tværtimod får filmen én til at tro, at man er fluen på væggen til noget ægte, noget skjult for offentligheden, som man næsten ikke burde overvære. Det er denne realisme – både i manuskriptet, spillet og filmens visuelle udtryk – der gør det hele så fængende. Jeg glemte til tider, at jeg så fiktion. Jeg troede på det hele.

Reflekterende

Men mest af alt er det fortællingen, der imponerer. Den rummer et væld af lag og spørgsmål: Hvad vil det sige at bære ansvar? Kan sandhed og tro sameksistere? Og hvem bestemmer egentlig, hvad der er rigtigt? Temaer, som er dybt relevante – ikke bare inden for religion, men i en bredere samfundsmæssig kontekst.

Da filmen var slut, sad jeg tilbage og tænkte: Hvordan kan noget så tilsyneladende tørt være blevet til så intens og tankevækkende en oplevelse? Conclave er ikke bare god – den er overraskende god. Den får én til at se på magt og tro med nye øjne og formår at skabe ægte drama ud af noget så abstrakt som samvittighed og dogmer.

Ingen 4K

En ting, jeg dog ikke kan lade være med at ærgre mig over, er, at filmen ikke har fået en nordisk udgivelse i 4K. Det føles som en overset mulighed, især når man tager filmens visuelle tone og stemning i betragtning. Conclave arbejder med en afdæmpet, næsten taktil æstetik, hvor skygger, stoflighed og rumlig dybde virkelig kunne have fået lov at folde sig ud i et højere billedformat. En 4K-version ville ikke bare have gjort omgivelserne mere levende og nærværende – den ville have forstærket den allerede stærke autenticitet og tilføjet endnu et lag af indlevelse. Det er en detalje, bevares, men netop i en film som denne, hvor atmosfæren spiller en så stor rolle, havde det gjort en mærkbar forskel.

Konklusion

Conclave er en sofistikeret og overraskende nervepirrende filmoplevelse. En film, der beviser, at det største drama ikke nødvendigvis ligger i store eksplosioner, men i de stille, intense rum hvor beslutninger træffes, og sandheder afsløres. En stærk anbefaling herfra. Se den!

Henrik Brandt

Skribent & Anmelder

---

Henrik lever og ånder for fantastiske, eventyrlige og skræmmende oplevelser – både i spil, film og tv-serier. Specielt dyrker han Star Wars, alt inden for superhelte -og gysergenren, og singleplayer-oplevelser på sin Playstation som ekstremsport. I stedet for at gå i kirke, bruger han tiden på at sidde i de hellige biografsales dunkle mørke, og bevidner filmenes fantastiske fortællinger som de er skabt til at blive oplevet.