Copycat-anmeldelse – Når valg har konsekvenser

Man har altid et valg, spørgsmålet er bare hvilke konsekvenser det medfølger

Jeg har ikke spillet mange spil, hvor man indtager rollen som en kat, men de få jeg har prøvet, har alle været solide oplevelser. Cat Quest-trilogien er for eksempel en utrolig charmerende og hyggelig RPG-oplevelse. Men én titel skiller sig særligt ud: Stray.

På papiret var Stray ikke et spil, jeg troede, jeg ville bryde mig om. Tanken om at spille som en kat virkede ikke specielt tiltalende. Men da det udkom på PlayStation Plus fra dag ét, tænkte jeg, at det var værd at give et forsøg. Og hvor er jeg glad for det! Stray strøg direkte ind i min top tre over de bedste spil, jeg spillede i 2022 – en titel, jeg vil anbefale til enhver.

Så det store spørgsmål er, om Copycat kan leve op til samme standard, eller om det ender med at sidde fast i en hårbold af ambitioner.

Længslen efter det ‘nye’ Stray

Spoonful Of Wonder, det lille studie bag Copycat, består kun af en duo og har med denne debut-titel skabt en klar vision: de vil skabe spil, der vækker fantasien, fremkalder en følelse af nostalgi og rører ved sjælen. Deres kreative proces udfolder sig i krydsfeltet mellem optimisme, metaforer og en smule magi, altid med ambitionen om at fremhæve det stærkeste i mennesket. Navnet på deres studie passer derfor perfekt til deres filosofi – hvert spil bør have en skefuld sødme.

Da jeg åbnede Copycat for første gang, blev jeg mødt af en besked oversat fra engelsk til dansk: “Copycat berører følsomme emner som familie traumer, svigt og andre følelsesmæssige kompleksiteter. Hvis du går igennem svære tider, så husk, at du ikke er alene. Søg støtte fra venner, familie eller en professionel. Pas på dig selv, og spil i dit eget tempo.”

Min første tanke var, at jeg stod foran en dyster og tankevækkende fortælling, som ville røre mig dybt og måske få mig til at reflektere over mine egne valg i livet. Jeg blev også glad – for jeg elsker spil, der kan berøre mig følelsesmæssigt, uanset om det er gennem glæde eller tragedie. Faktisk er de tragiske fortællinger ofte de mest interessante; de spil, der tør gå længere og udfordre både karakterer men også mig som spiller, efterlader mig de dybeste aftryk.

En god historie fortalt dårligt

Spillet starter med et andet perspektiv – en aldrende kvinde, der besøger et pensionat for at adoptere en kat. Du får præsenteret seks katte, og ekspedienten fortæller om deres personlighed, men det viser sig hurtigt at være ligegyldigt. Uanset hvor nuttet eller velopdragen katten er, er dens skæbne allerede fastlagt – dit valg handler reelt kun om udseendet.

Herefter skifter perspektivet til katten, og her brydes illusionen om sødmefuld leg. Katten er ikke det mindste charmerende; dens første valg handler om, hvor ond den vil være, enten lidt ond eller meget ond. Der er få øjeblikke, hvor udviklerne tør presse grænserne, og man tvinges til at udføre grusomme handlinger mod kvinden og huset, hvilket fører til ekstreme, visuelle konsekvenser. Desværre svækkes den tragiske fortælling undervejs.

Copycat lægger stor vægt på kattens rolle som en rovdyr – en jæger, en del af en stolt kattefamilie med tigre og leoparder. Det kunne have fungeret, men i stedet bliver du kastet ud i absurde dagdrømme med konstant irriterende musik, som var du på savannen. Det er et tonefald, der bryder med spillets mørke tematik og føles som et bevidst forsøg på at blødgøre oplevelsen.

Men for mig ødelagde det den tunge atmosfære, der blev lagt op til i begyndelsen. Selvom historien i sin kerne er virkelig god, ender den desværre med at blive fortalt på en alt for useriøs og ufokuseret måde. Det er en oplevelse, der er værd at prøve, men som kunne have været meget stærkere med mere konsekvens og dybde.

Et gameplay der halter en smule

Styringen i spillet er overordnet set ret gnidningsfri, og det føles naturligt at løbe rundt. Bevægelserne fanger fint, hvordan en kat ville bevæge sig – lige indtil man når til at hoppe. Her falder oplevelsen markant. At hoppe er ikke bare frustrerende, men uundgåeligt, og det sker ofte. Problemet ligger i, at katten nærmest stopper op midt i luften, retter sig til, og så lander på en unaturlig måde. Det både ser klodset ud og føles akavet, som om fysikken i spillet simpelthen ikke kan følge med kattens ellers smidige bevægelser. Dette ødelægger den ellers fine flydende fornemmelse.

Der er også små minigames at finde. De er simple men alt er set i andre spil. Det er heller ikke noget der skaber konsekvenser. F.eks. er der en lille pote som kører frem og tilbage, og så skal man trykke på det rigtige tidspunkt så poten lander indenfor område. Hvis det fejler så det bare prøv igen.

Det samme med man at man skal trykke en masse forskellige knapper for. Hvis du fejler to gange, så får du lov en tredje gang uden timer. Det bryder illusionen om hele den her valg har konsekvenser og bliver lidt bare en ting der skal overstås. Samtidig for man også en ret skelsættende valg, hvor at det alligevel ikke går den retning man vælger. Alting er bestemt for dig.

Konklusion

Copycat præsenterer en historie, der på papiret virker stærk, men desværre modarbejder sin egen tematik i udførelsen. Fortællingen kæmper med at finde den rette tone, og selvom det hele føles som et bevidst valg, bryder det ofte illusionen og tager mig ud af oplevelsen. Gameplayet har sine øjeblikke, men specielt hoppefunktionen er kluntet og frustrerende.

Med en spilletid på kun tre timer vil jeg dog stadig give det en forsigtig anbefaling. Spillet formår at levere et meningsfuldt budskab om, at de valg, vi træffer, har konsekvenser – vi kan ikke bare slippe afsted med hvad som helst. Og som debut for den lille udviklerduo viser det potentiale, selvom der er plads til forbedring. Jeg tror på, at deres næste projekt vil bygge videre på de gode intentioner og levere en endnu stærkere oplevelse.