Coyote vs. Acme-anmeldelse – Prærieulven får sin dag i retten
SF Studios
Lau Mellemgaard Eskildsen
Estimeret læsetid:
8 minutter.
September 12, 2026
Da jeg var barn, så jeg Snurre Snups Søndagsklub.
Her kunne man hver søndag nyde selskabet med karaktererne fra Looney Tunes, og derfor har Snurre Snup, Daffy And, Vild E. Prærieulv og Hjulben fulgt mig gennem en stor del af mit liv.
Det er efterhånden så mange år siden, at jeg helst ikke vil regne nærmere på det. Derfor var der også en god portion nostalgi forbundet med at se Coyote vs. Acme.
Samtidig var jeg spændt på, om Vild E. Prærieulv rent faktisk var interessant nok til, at man kunne bygge en hel film op omkring ham.
Det viser sig heldigvis, at det kan man sagtens.
Foto: SF Studios
Vild E. Prærieulv går rettens vej
Vild E. Prærieulv har brugt en stor del af sit liv på at forsøge at fange Hjulben. Det er aldrig lykkedes, selv om han undervejs har købt raketter, katapulter, rulleskøjter og et hav af andre mere eller mindre håbløse produkter fra ACME.
De har sjældent fungeret efter hensigten. Til gengæld er Vild E. blevet sprængt i luften, mast, brændt og sendt ud over den ene klippe efter den anden.
Nu har han fået nok.
Derfor opsøger han advokaten Kevin Avery, der spilles af Will Forte. Sammen beslutter de sig for at lægge sag an mod ACME og kræve erstatning for de mange skader, virksomhedens produkter har påført ham.
På den anden side af retssalen står Buddy Crane, der spilles af John Cena. Han er ACMEs advokat og samtidig Kevins tidligere studiekammerat, så der er også et gammelt regnskab mellem de to, som ikke er blevet gjort op.
Artiklen fortsætter efter annoncen
Reklame for Kirkens Korshær
Dermed går jagten denne gang ikke efter Hjulben. Nu er det en hel virksomhed, der skal ned med nakken.
Filmen var tæt på aldrig at blive udgivet
Det er egentlig lidt af et mirakel, at Coyote vs. Acme overhovedet er endt i biograferne.
Arbejdet med filmen begyndte allerede i 2018, mens optagelserne fandt sted i 2022. Planen var oprindeligt, at den skulle have premiere i juli 2023, men den premieredato endte i stedet med at gå til Barbie.
Filmen blev gjort færdig, men i november 2023 besluttede Warner Bros. Discovery, at den alligevel ikke skulle udgives. I stedet ville selskabet angiveligt bruge den som en skatteafskrivning på omkring 30 millioner dollars.
Det skabte naturligvis stor utilfredshed blandt både fans, filmskabere og flere af de medvirkende. Warner Bros. åbnede efterfølgende for, at filmen kunne sælges videre, men i lang tid så det stadig ud til, at vi aldrig ville få den at se.
Først i 2025 købte Ketchup Entertainment distributionsrettighederne for angiveligt omkring 50 millioner dollars. Dermed kunne filmen endelig få premiere i de amerikanske biografer den 28. august 2026.
Hele forløbet virker næsten som en beslutning, ACME selv kunne have truffet.
Det er også svært helt at se bort fra ironien. Vild E. Prærieulv lægger sag an mod en stor virksomhed, som har behandlet ham elendigt, mens filmen selv var tæt på at blive begravet af en stor virksomhed, der hellere ville have en skattefordel end lade publikum se den.
Foto: SF Studios
Fra The New Yorker til biograferne
Dave Green har instrueret Coyote vs. Acme. Han har tidligere stået bag Earth to Echo og Teenage Mutant Ninja Turtles: Out of the Shadows, så han har før arbejdet med film, hvor digitale figurer skal fungere sammen med rigtige skuespillere.
Manuskriptet er skrevet af Samy Burch, der også skrev May December. Hun har udviklet historien sammen med Jeremy Slater og James Gunn, mens Gunn også har været med som producer.
Filmen er inspireret af Ian Fraziers satiriske tekst Coyote v. Acme fra 1990, der blev udgivet i The New Yorker. Her bliver Prærieulvens mange ulykker behandlet som en rigtig erstatningssag mod ACME.
På papiret kan det måske lyde som en lidt tynd idé til en film på over halvanden time. Men det fungerer overraskende godt.
For selv om Coyote vs. Acme først og fremmest er en komedie, får vi faktisk også et ganske udmærket retssalsdrama. Retssagen bliver ikke kun brugt som en undskyldning for at samle karaktererne. Den fylder en stor del af historien, og filmen får rigtig meget sjovt ud af at behandle de velkendte tegnefilmsulykker som bevismateriale i en rigtig retssag.
Foto: SF Studios
Kan Vild E. Prærieulv bære en hel film?
Jeg kunne godt have været i tvivl om, hvorvidt Vild E. Prærieulv kunne være interessant nok til en hel film.
Han er en smule endimensionel, men det giver jo nærmest sig selv. Han taler ikke og bruger i stedet fagter, ansigtsudtryk og sine velkendte skilte til at kommunikere. Samtidig har han gennem årtier haft det samme mål. Han vil fange Hjulben, uanset hvor mange gange det ender med, at han selv får en ambolt i hovedet.
Alligevel fungerer han rigtig fint som den figur, filmen er bygget op omkring.
Man forstår hans frustrationer, og det er svært ikke at holde med ham, selv om han ofte selv er skyld i, at det hele går galt. Filmen forsøger heller ikke at lave ham grundlæggende om. Han er stadig den samme stædige Prærieulv, som nægter at opgive jagten, selv når alt taler for, at det nok ville være bedst.
Samtidig er han ganske enkelt sjov at se på.
Han kan blive sprængt i luften, få en klippe i hovedet eller blive trykket helt flad, og få sekunder senere er han klar til at forsøge igen.
Sådan har det altid været, og sådan skal det selvfølgelig også være her.
Foto: SF Studios
Will Forte er god
Selv om alle karaktererne i filmen er en smule karikerede, fordi det ligger i filmens natur, har Will Forte den mest nuancerede rolle.
Kevin Avery begynder som en doven advokat, der faktisk ikke rigtig gider arbejde. Men det handler ikke kun om dovenskab. I bund og grund er han bange for at fejle, og derfor forsøger han helst at undgå de situationer, hvor det kan ske.
Mødet med Vild E. Prærieulv tvinger ham til at gøre noget ved den frygt, og hans udvikling gennem filmen er sådan set ganske udmærket.
Will Forte er god i rollen. Han kan være både akavet, sympatisk og sjov, og han fungerer også rigtig fint sammen med en tegnefilmsfigur, der ikke siger et eneste ord.
Lana Condor spiller Kevins niece Paige, mens blandt andre Tone Bell, P.J. Byrne og Luis Guzmán også er med. Det er dog Will Forte og John Cena, der får mest at arbejde med blandt filmens menneskelige karakterer.
Foto: SF Studios
John Cena er en ganske glimrende skurk
John Cena har efterhånden bevist, at han kan mange ting med sit skuespiltalent.
Der er langt fra tiden som professionel wrestler til der, hvor han er i dag, og især i Peacemaker har han vist, at han også kan klare en komisk rolle.
Denne gang spiller han filmens egentlige skurk, Buddy Crane. Han er selvfed, glat og helt igennem usympatisk, og Cena virker til at hygge sig med at spille ham.
Det bliver naturligvis karikeret, men det passer ganske fint til resten af filmen. Buddy Crane er en karakter, man meget hurtigt får lyst til at se tabe, og Cena giver os et ganske underholdende portræt af en mand, der er lige så usympatisk, som han selv tror, han er fantastisk.
Det er sjovt, når tegnefilmsfigurer får tæsk
Coyote vs. Acme er en sjov film.
Det er ikke alle filmens jokes, der fungerer lige godt, men rigtig mange af dem rammer. Humoren bygger videre på den velkendte Looney Tunes-komik, hvor karaktererne falder, bliver mast og udsat for den ene voldsomme ulykke efter den anden.
Den form for falde-på-halen-komik fungerer ganske enkelt bedre, når det er tegnefilmsfigurer, det går ud over.
Hvis et rigtigt menneske får en ambolt i hovedet, bliver stemningen hurtigt dårlig. Når det sker for Vild E. Prærieulv, kan man roligt grine, fordi han alligevel rejser sig igen kort efter.
Filmen forstår heldigvis den forskel, og derfor kan den også skrue godt op for voldsomhederne. Det bliver aldrig ubehageligt, men holder sig inden for den tegnefilmslogik, som altid har været en del af Looney Tunes.
Jeg grinede i hvert fald mange gange undervejs.
Foto: SF Studios
Tegnefilm og live action fungerer sammen
Blandingen af animation og live action fungerer også rigtig fint.
Man har gjort meget ud af, at det skal være tydeligt, hvad der hører til tegnefilmens verden, og hvad der er virkeligt. Filmen prøver derfor ikke at få Vilde E. Prærieulv og de andre figurer til at ligne noget, der kunne eksistere i virkeligheden.
De er tegnefilmsfigurer, og det må man aldrig være i tvivl om.
Alligevel passer de godt ind i scenerne med de rigtige skuespillere. Will Forte får forholdet til Vild E. til at virke troværdigt, mens animationerne reagerer naturligt på både omgivelserne og de mennesker, der befinder sig omkring figurerne.
Samtidig bliver forskellen mellem de 2 verdener brugt til flere af filmens bedste jokes. Tegnefilmsfigurerne følger ganske enkelt nogle helt andre regler end menneskene, og det ved filmen godt.
Foto: SF Studios
Konklusion
Coyote vs. Acme er overordnet set en rigtig god film.
Jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt Vilde E. Prærieulv kunne bære en hel film, men det kan han sagtens. Han er stadig en forholdsvis simpel karakter, der ikke siger et ord, men han er både sympatisk, stædig og rigtig sjov at følge.
Will Forte er god som den dovne advokat, der skal lære at håndtere sin frygt for at fejle, mens John Cena giver os en glimrende og helt igennem usympatisk skurk.
Samtidig fungerer blandingen af animation og live action rigtig fint, og retssagen mod ACME viser sig at være et overraskende godt udgangspunkt for historien.
Det er ikke alle jokes, der rammer lige godt, men rigtig mange af dem gør. Humoren føles som Looney Tunes, og det var ganske nostalgisk igen at være i selskab med de figurer, jeg lærte at kende gennem Snurre Snups Søndagsklub.
Efter at have set filmen er det også svært at forstå, hvorfor Warner Bros. Discovery var så tæt på at gemme den væk for altid.
For Coyote vs. Acme fortjener ikke kun ros, fordi den endelig nåede frem til biograferne.
Den fortjener ros, fordi den er rigtig sjov og ganske enkelt er en rigtig god film.
Medie: Film – Biograf
Instruktør: Dave Green
Skuespillere: Will Forte, John Cena, Lana Condor, Tone Bell, P.J. Byrne og Luis Guzmán
Genre: Komedie, animation og familiefilm
Premiere: 10. september 2026
Selskab: Ketchup Entertainment og Warner Bros. Pictures Animation
5/6
Lau Mellemgaard Eskildsen
Chefredaktør
Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag og har altid haft en forkærlighed for stærke fortællinger – både i spil og på film. Oblivion og Fallout 3 blev startskuddet på en livslang interesse for action-rollespil, og siden da har dystopiske universer og eksistentialistiske narrativer haft en særlig plads hos ham. Han elsker at nørde rundt i både spil- og filmverdenens store spørgsmål og små detaljer