Crashlands 2-anmeldelse – Crafting og rpg møder sitcom helvede!

Jeg er ikke god til amerikansk humor. For mig er den ofte blottet for dybde eller mening, og nej – den amerikanske udgave af The Office når ikke originalen til sokkeholderne. Jeg var omtrent lige så skuffet over den fortolkning, som jeg var over Hobbitten-filmene. Bevares, der findes guldklumper som Cheers, men selv den blev trukket ud i for mange sæsoner, fordi man ikke kunne lade være med at malke konceptet til ukendelighed. Og for hver Cheers findes der ti til femten Big Bang Theory eller Two and a Half Men.

Hvorfor nævner jeg det her i en anmeldelse af Crashlands 2? Fordi humoren i spillet er allestedsnærværende – en konstant tone, der gennemsyrer dialoger, karakterer og historiens struktur. Hvis du, som jeg, finder amerikansk sitcom-humor tom og anstrengende, vil spillet være en gedigen prøvelse at komme igennem. Hvis du derimod synes, det er sjovt at citere Scrubs eller elsker Jim Halperts stirren ind i kameraet, så er der måske en perle gemt i Crashlands 2.

Et bombardement af jokes og planetarisk DIY

Du spiller som Flux Dabes – en intergalaktisk trucker og heltefigur, der tilsyneladende er blevet så træt af berømmelsen efter sit første eventyr, at hun beslutter sig for at tage en pause og besøge nogle gamle venner. Naturligvis går det galt. Hendes rumskib bliver skudt ned af en mystisk stråle, og hun styrter ned på en ukendt planet, hvor hun lander direkte i stuen hos en indfødt beboer, som tydeligvis ikke havde planlagt surprise-gæster.

Herfra starter det klassiske “fremmed i et fremmed land”-eventyr, hvor du hjælper med at bygge huset op igen, lærer planetens samfund at kende og – selvfølgelig – skal redde hele balladen fra en overhængende katastrofe. Og det hele bliver fortalt gennem tekst. En hel masse tekst. Ingen stemmeskuespil, kun små mærkelige lydeffekter og et væld af emojis, der skal forsøge at formidle følelsesudbrud. Det minder forbavsende meget om den type dialog man finder i en gennemsnits Disney ungdomskomedie.

Historien i Crashlands 2 er hverken revolutionerende eller dybt rørende. Det er en omgang sødmefuld, sukkerholdig buddy-komedie med en overfladisk morale om venskab, samarbejde og naturens kamp mod grådige virksomheder. Den slags man har set hundrede gange før – og for det meste bedre udført. Det er ikke decideret dårligt, det er bare… ufarligt. Konsekvensløst. Forudsigeligt.

Men – og her kommer det store MEN – selv om jeg flere gange måtte rulle med øjnene over dialogen, sad jeg alligevel og spillede i timevis. Hvorfor? Fordi gameplayet faktisk er ret godt.

Survival og crafting uden sved på panden

Crashlands 2 er i sin kerne et survival/crafting-spil. Du samler ressourcer, bygger, opgraderer, hjælper NPC’er og udforsker planeten. Men her adskiller det sig fra meget andet i genren – på den bedst mulige måde. Det er survival uden det sædvanlige stress. Du sulter ikke. Du fryser ikke ihjel om natten. Der er intet behov for at mikromanage dit velbefindende. Det er et survival-lite, og det fungerer overraskende godt.

Her handler det ikke om at overleve, men om at bygge. Og samle. Og kæmpe. Og bygge lidt mere. Nye opskrifter får du ikke ved at låse op for avancerede tech-træer, men ved at snakke med indbyggerne og hjælpe dem med deres små og store problemer. Det gør progressionen både mere organisk og mere charmerende – i hvert fald når man kan se bort fra den konstante strøm af vittigheder.

Og netop byggedelen fungerer virkelig fint. Her får du mulighed for at designe og opføre strukturer, små hjem, arbejdsstationer og dekorative elementer. Og det er gjort rigtig elegant. En særlig ros skal gives til det smarte “tracking”-system, hvor du kan markere en bestemt genstand du vil bygge, og spillet viser dig, hvilke ressourcer du mangler og hvor du kan finde dem. Det gør hele processen langt mere overskuelig – og faktisk lidt vanedannende.

Endnu bedre bliver det når man så ser hvordan byggedelen arbejder sammen med kamp- og evne systemerne.

Kampsystemet er overraskende dybt!

På overfladen virker kampene simple: et slag, en undvigelse og en rullefald. Men der gemmer sig faktisk en hel del dybde. Fjenderne er mange, deres angrebsmønstre varierer, og du skal være opmærksom på alt fra area-of-effect-telegrafering til elementæreffekter og combo-angreb.

Det hele bliver endnu mere interessant, når du begynder at lege med dit loadout og de kombinationer det åbner for. Ud over dine rustringer og våben er der monstre du kan udklække og bruge i kamp. Nogle monstre har bonusser, der aktiveres, hvis du f.eks. helbreder dig selv eller rammer med bestemte typer angreb. Dette arbejder så måske sammen med specifikke bonusser på dine våben eller din rustning. Det hele giver en forbløffende bred vifte af muligheder for at skræddersy din spillestil.

At eksperimentere med nye builds, finde den perfekte kombination af våben, rustning og følgesvende, føles som en belønning i sig selv. Det er en struktur der belønner udforskning og gør det attraktivt at engagere sig med planetens indbyggere – du bliver bare stærkere og stærkere, og du vil hele tiden lidt længere ud, lidt dybere ind, og lidt længere væk fra startzonen.

Mobil-DNA der fungerer!

Spillet er lavet til at fungere på mobil. Du bruger vitterligt meget få knapper: én til at slå, én til at undvige igennem et slags rullefald og én til at løbe rundt.
Og det fungerer for mobil, og heldigvis fungerer det også virkelig godt med mus og keyboard.
Jeg er især glad for, hvor dejligt nemt det er at bygge med mus og keyboard. Styringsplatformen bliver udnyttet, og jeg føler, man er lykkedes med at skabe et lykkeligt medium, der fungerer lige godt på to alligevel vidt forskellige platforme.
På den tekniske side kan det også godt ses, at man har udviklet til mobilplatform, men ligesom med 1’eren, så er det ikke et problem. Spillet har en klar stil, og jeg savnede aldrig flere pixels eller polygoner. Animationerne er glimrende, og alle figurer og omgivelser har masser af charme og detaljer, så selvom det måske ikke er et teknisk imponerende spil, så er det stadig rigtig pænt at kigge på. Og især den store afveksling i de områder, man besøger, gør, at det aldrig for alvor føles ensformigt at udforske planeten.
På lydsiden må jeg dog sige, at jeg virkelig savner stemmeskuespil – især når dialogerne er så lange, træge og tåbelige. Det havde gjort det mere spiseligt, hvis jeg ikke skulle sidde og hakke mig igennem alenlange, fladpandede jokes.
Omvendt så er soundtracket rigtig skarpt, og selvom spillet egentlig af natur egner sig godt som podcastspil, så nød jeg soundtracket så meget, at jeg foretrak at lade det være baggrunden for min gøren og laden med Flux.

Konklusion

Crashlands 2 har været en noget blandet oplevelse for mig. Jeg har virkelig nydt at udforske planeten og klippe-klistre nye opskrifter sammen til nye og spændende builds. Jeg tog gerne selv de mest ligegyldige quests og udfordringer, fordi der potentielt gemte sig en ny opskrift som belønning. Samtidig nød jeg det fine soundtrack, og billedsiden var også en fornøjelse at fordybe sig i.
Det hele blev dog bare skæmmet ret så meget af spillets tone og den nærmest aktivt fordummende dialog. Humoren, som aldrig klikkede med mig, var til stede i en sådan overflod, at jeg følte, jeg blev tvangsfodret i en slags syg amerikansk sitcom foie gras.
Men kan man leve med humoren og dialogen – eller er man måske endda så heldig, at man synes, den er morsom – så gemmer der sig potentielt en særlig favorit her.
For jeg har haft mange gode stunder med Crashlands 2, men for mig holdt humoren og historien det desværre tilbage fra nogensinde at blive helt fantastisk.