Cricket: Jae’s Really Peculiar Game-anmeldelse – Frustrerende nostalgi

Søndagstegnefilm og traumer

Når jeg tænker tilbage på min barndoms perfekte morgen, ser jeg for mig tegnefilm på tv og en skål med guldkorn. Dengang var streaming ikke en mulighed, og man kunne kun se tegnefilm, når tv-kanalerne sendte dem – typisk søndag morgen. Denne forventningsfulde glæde fangede noget magisk fra min barndom. Den samme stemning genfinder jeg i spillet Earthbound fra 1995. Selvom det aldrig udkom i Danmark, er det et spil, som mange har varme minder om.

Cricket: Jae’s Really Peculiar Game er tydeligt inspireret af Earthbound og fungerer som en hyldest til spillet. Ligesom Earthbound følger Cricket en gruppe børn på en fantasifuld rejse. I modsætning til traditionelle rollespil, finder handlingen sted i genkendelige bymiljøer, dog krydret med surrealistiske og absurde begivenheder. Spørgsmålet er, om Cricket: JRPG formår at leve op til sin inspiration?

Lyd og billede hiver i nostalgiens tråde

Spillet fanger den nostalgiske tegnefilmsæstetik, som mange af os husker fra weekendmorgenerne. Den grafiske stil er grov, men animationerne er detaljerede og levende. Hvert angreb og karakterernes bevægelser er overraskende nuancerede, hvilket bidrager til en stærk visuel oplevelse, der på fineste vis viderefører arven fra inspirationen.

Musikken er ligeledes gennemført. Med høj-kvalitets MIDI-melodier, der minder om både Earthbound og 90’ernes japanske rollespil, rammer soundtracket plet. De opmuntrende uptempo-numre samt de mere melankolske stykker formår at skabe den helt rette stemning, og jeg nød virkelig at lytte til spillets originale musik.

En tonedøv fortælling

Desværre er lyd- og billedsiden det eneste rigtigt positive, jeg kan sige om Cricket: JRPG. Historien følger Jay, som har mistet sin mor, og rejsen sammen med hans venner handler i bund og grund om at bearbejde sorg og traumer. Undervejs møder man bl.a. en blomster-general, der vil give alle høfeber, og hajer, der bruger geder i deres plot. Bag alt dette ligger et større plot, men det vil jeg undlade at afsløre her.

Problemet med historien er den ujævne tone. På overfladen virker det som en børnevenlig tegnefilmsverden, men karaktererne kæmper med dybt personlige traumer og tunge temaer. Mens det ikke er et problem at kombinere humor og alvor, lider spillet af et alt for hyppigt toneskift, der efterlader både de humoristiske og de dystre elementer uforløste. Hverken humoren eller de alvorlige øjeblikke får tid til at udvikle sig, hvilket resulterer i, at alvorlige temaer som sorg og tab føles tonalt forkerte og flade.

Frustrationerne står i kø

Gameplayet består af klassisk rollespilsstruktur: man løser opgaver og kæmper mod fjender, afsluttende med en bosskamp i hvert afsnit. Kampsystemet er turbaseret og inkluderer normale angreb samt specialangreb. Et realtidselement, hvor man kan trykke på en knap for at forstærke angreb eller reducere skade, er hurtigt at mestre, men tilføjer ikke meget dybde.

Problemet opstår, fordi fjender konstant dukker op, og selvom nogle kan undgås, tvinges man til at kæmpe igen og igen. Kampene varer præcis så længe, at de hurtigt bliver trættende, og det repetitive mønster begynder at slide på tålmodigheden.

Nogle quests er direkte frustrerende og uigennemtænkte. Et eksempel er en opgave, hvor man skal fange ildere for at hjælpe en ged med at sejle. Ilderne stikker af, når de ser dig, og du kan kun gå, ikke løbe. Nogle gange registreres dit forsøg på at fange dem ikke, og den sidste ilder vender tilbage til sit udgangspunkt, hvilket resulterer i et næsten uendeligt loop af langsomme kampe og frustrerende navigation.

Konklusion

Cricket: Jay’s Really Peculiar Game tog lidt over 10 timer at gennemføre, men det føltes som en evighed. Historien ramte aldrig den rette tone, og spilmekanikkerne føltes halvbagt. På trods af den charmerende grafik og det stærke lydspor ender Cricket: JRPG som en af de mest skuffende spiloplevelser, jeg har haft i årevis.