Croc: Legend of the Gobbos Remaster-anmeldelse – En frustrerende oplevelse præget af nostalgi

Croc: Legend of the Gobbos udkom i 1997 og blev måske aldrig så stort som Super Mario 64 eller Crash Bandicoot, men det har alligevel formået at skabe sin egen dedikerede fanbase. Spillet følger den hjertevarme og klodsede Croc på en farverig rejse gennem eventyrlige verdener for at redde de nuttede Gobbos.

Med sin sprudlende grafik, nostalgiske musik og legende atmosfære føles det som et spil med en helt særlig sjæl – måske ikke perfekt, men med et hjerte af guld – Dét er i hvert fald sådan jeg husker Croc. Og som en af dem, der voksede op med spillet, har jeg altid håbet på et remake, men nu må vi nøjes med en remaster. Spørgsmålet er, om den kan ramme det nostalgiske hjerte lige så godt som originalen?

De nye forbedringer

Givet at det er en remaster og ikke et remake, ligger forbedringerne i den minimalistiske sektor. Vi har en snert af forbedret grafik, hvor det primært er de skarpe kanter, der nu er poleret til en smule rundhed, hvilket giver lidt ekstra kærlighed til synet.

Man styrer nu med analogen, hvilket gør, at Croc har et lidt bredere løbemønster, og det er mere eller mindre det. Burde der være mere, når det kommer til, hvilken form for overhaling spillet har fået? Nej, men måske skulle det have været et remake i stedet.

Remake kontra remaster

Jeg har, som sagt, længe skreget på en forbedret version af netop Croc. For jeg husker det, som var det i går, da jeg sad og råbte med på “Kaz-plat! Kabooom!” Og for mig må jeg sige, at denne remaster i stedet for et remake er lidt en tosidet mønt. Da det grafiske aspekt ikke har fået en sindssyg overhaling, som grafisk kunne minde om måske Astro Bot, har Argonaut Games valgt kun lige at polere en smule – hvilket jeg faktisk godt kan lide.

Det giver stadig en vis charme og sender mig tilbage til et sted mellem nutiden og 1997.Men givet at det bare er en remaster, piller Argonaut ikke så meget ved selve gameplayet. Og er der én ting, som var ved at få mig til at rive håret af mig selv, så er det hoppe-mekanikken lige på kanten af en afsats. Det kan man ikke – så hopper Croc ikke, og man ryger i døden. Jeg ville så gerne have, at de havde finjusteret bare en smule mere, end at han nu kan løbe i flere retninger end fire.

Croc er stadig charmerende, som altid

Croc: Legend of the Gobbos har en simpel, men charmerende appel. Croc selv er en hjertevarm lille helt med store øjne og klodsede bevægelser, der gør ham svær ikke at holde af.

Hans rejse gennem farverige, eventyrlige verdener, befolket af de nuttede Gobbos, føles som en klassisk børnefortælling, hvor man instinktivt hepper på ham. Den sprudlende grafik, kombineret med et stemningsfuldt soundtrack fyldt med iørefaldende melodier, skaber en nostalgisk og hyggelig atmosfære, der stadig har sin charme den dag i dag.

Konklusion

Ens største frygt som gamer er at finde ud af, at de spil, man elskede, da man var helt lille, absolut ikke holder i dag eller bare skabte et forkert syn på dét spil. Det må jeg erkende lidt var min oplevelse med Croc: Legend of the Gobbos. Det piner mit hjerte at sige, da denne remaster bare ikke holder den dag i dag.

Men jeg vil dog sige: Hvis man knuselsker denne fine, grønne karakter, så er det et nostalgisk trip, som kan give et glædeligt gensyn for nogle. Grafisk, æstetisk og musikalsk rammer det stadig plet, men gameplayet indeholder frustrerende elementer.