Cronos: The New Dawn-anmeldelse – Mesterværket der falder tæt på målstregen

Bloober Team har fingeren på pulsen, når det handler om skræmmende historiefortælling og uhyggelig atmosfære, men de har alligevel aldrig rigtig fået det store gennembrud, når det gælder salg af deres titler. Det er synd, for de ved uden tvivl, hvordan man skaber den perfekte ramme til et gyserspil.

Cronos: The New Dawn er ingen undtagelse. Spillet byder på stærk miljøfortælling, twists og turns samt en uhyggelig god original historie, som virkelig får de grå hår til at rejse sig, fordi Bloober Team bestemt ikke håndfodrer dig. Alle de vigtige detaljer er gemt i noter og lydfiler, som skal findes. De indeholder både kombinationer til pengeskabe, nøgler til diverse døre og godt gemte stashes, som du bestemt ikke vil gå glip af.

Der er masser af loot i Cronos, mange opgraderingsmuligheder og et godt udvalg af våben til at nedkæmpe muterede fjender i de postapokalyptiske sovjetiske omgivelser.

“Such Is Our Calling”

I Cronos: The New Dawn spiller du som en Traveler, en mystisk agent udsendt af den endnu mere mystiske organisation The Collective. Din opgave er at evakuere – eller trække vigtige personer ud – fra deres tidslinje ved at manipulere tid og sted. Du bevæger dig hovedsageligt rundt i en postapokalyptisk fremtid, hvor efterladenskaberne fra et katastrofalt udbrud har hærget omgivelserne.

Ved hjælp af gamle noter og optagelser fra fortiden kan du lokalisere personernes sidst kendte lokation, hvorefter du som Traveler rejser tilbage i tiden for at finde dem. Hændelserne fandt sted på et stålværk i Polen i starten af 1980’erne, hvor udbruddet, der omtales som “The Change”, har påvirket medarbejderne på værket i en sådan grad, at resten af verdenen i fremtiden også er blevet forvandlet til rædselsfulde monstre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Arkaden+

Som Traveler lever du under et kodeks og opfører dig mere som en maskine end som et menneske. Regler er skabt for at blive overholdt, og følelser er ikke-eksisterende – i hvert fald i starten. For jo mere du lærer om fortiden og dens mennesker, jo sværere bliver det at opretholde facaden. Det umenneskelige væsen, du er blevet skabt til at være, bliver gradvist mere og mere menneskeligt.

Du er ikke den første Traveler, der skal forsøge at evakuere vigtige personer fra dette område. Du møder flere faldne Travelers på din vej, og i deres sidste tid har de optaget deres erindringer, som alle afsluttes med The Collectives catchphrase: “Such Is Our Calling”. Det vidner om deres engagement i organisationen og deres loyalitet, i hvert fald ved deres ankomst.

The Collective leger med tid, og det har konsekvenser. De tidslommer, som de skaber, danner sorte huller i tid og sted. Det er farligt at bevæge sig rundt i dem, især hvis du besøger tidspunkter i historien, hvor en eller flere måske stammer fra.

Lemlæstelser, psykologisk horror og uhyggelig atmosfære

Cronos: The New Dawn er fyldt med monstre, som bare venter på at lemlæste dig ved førstkommende lejlighed. Monstrene er mennesker, der har fået deforme nye lemmer og blister. De er aggressive og psykologisk forstyrrede lige fra smittetidspunktet. Jeg mødte flere forskellige monstre igennem min tid med Cronos. Variationen er ikke prangende, men jeg havde personligt ikke behov for at skulle lære angrebsmønstrene for flere typer fjender. Det er nok en smagssag.

Det unikke ved fjenderne i Cronos er, at de kan fusionere (merge), altså smelte sammen med andre nedlagte monstre og dermed udvikle nye og stærkere færdigheder. Og tro mig, det vil du undgå for enhver pris. De fjender, som når at udvikle sig, bliver ikke blot stærkere, men også mere robuste at nedkæmpe, og de kan fusionere med flere nedlagte fjender på én gang. Spillet opfordrer dig til at huske at brænde de nedlagte fjender, men problemet er bare, at du kun har én patron i din flammekaster, før du skal tilbage til et sikkert sted for at hente en ny.

Fjenderne er rigtig godt lavet, og de lyde, de laver, er også forskellige mellem monstrene. Så du kan, imens du vandrer op ad en trappe eller rundt om hjørner, orientere dig og lytte til, hvilke fjender du skal nedkæmpe, før du kan komme videre. Det virker utrolig godt i de situationer, hvor mekanikken er tiltænkt. Der er dog mange tidspunkter, hvor fjender først skal trigges, før de spawner – for eksempel ved at samle en genstand op helt nede i bunden af en lang og tom gang. Hvorfor går man der ned? Fordi der jo er loot!

Jeg var ikke klar over, at spillet har et så stort fokus på psykologisk horror, som det faktisk har. Udover at The Collective leger med tidsmanipulation, så er deres fremgangsmåde for at evakuere også præget af, at de ikke kan kende forskel på, hvem der er gud, og hvem der blot er et menneske. De leger med spillets fundament for virkelighed, og den måde, The Collective ønsker at bevare menneskeheden og deres tanker på, er ved at uddrive essensen fra deres kroppe og transportere den tilbage til fremtiden, hvor den skal lagres og studeres. Udover at det føles forkert rent samvittighedsmæssigt, så er maskinen, der skal sende essensen til fremtiden, selvfølgelig også gået i stykker, så du skal bære rundt på essensen fra fortiden, hvilket aldrig var meningen.

Som Traveler kan du bære essensen fra op til tre personer, og hver essens giver dig en unik færdighed, der kan vise sig at være utrolig brugbar. Det er altså ikke meningen, at disse Travelers skal bære rundt på essensen for længe ad gangen, da alle tanker og følelser kommer til udtryk gennem bæreren, som i dette tilfælde er en selv. Helt Senua’s Saga-agtigt taler essensen til dig og forvirrer dig ved at give dig flashbacks til deres tid under det sovjetiske styre. Ved at vælge essensen fra to kamprivaler eller fra tre modsætninger skaber det en indre kamp mellem dem, som virkelig kan sætte tingene i perspektiv. Forståelsen for, hvad der skete under hændelsen i starten af 1980’erne, bliver også mere besværlig, hvis du vælger at beholde den ene essens frem for en anden.

Der er konsekvenser ved valget af de essenser, du vælger at bringe med dig hjem fra fortiden. Selvom det ikke har den store betydning for udfaldet i historien, så ændrer flere cutscenes sig alligevel, hvilket var en interessant opdagelse, da jeg gennemspillede det igen.

Atmosfæren i spillet er fantastisk, lige fra de klamme, tilgroede gange til de oppyntede lejlighedskomplekser. Det var hurtigt meget tydeligt, at hændelsen i 1980’erne spidsede til op til jul, da der står nåleforladte juletræer rundt omkring i de forladte lejligheder. Det ramte mig lidt hårdere, end det nok vil gøre ved så mange andre, fordi jeg personligt holder rigtig meget af jul.

Omgivelserne er flotte og detaljerede – for det meste – og det er tydeligt, at der er lagt rigtig meget fokus på miljøfortælling, både i form af breve, plakater og optagelser, men også i oppyntningen, lysindfaldet og blodsporene rundt omkring. Stemningen er helt vildt godt fortalt og kan mærkes, selvom det til tider blev så klamt, at jeg næsten var ved at tænde for Mickey Mouse Clubhouse på skærmen ved siden af.

En hyldest til horror-genren

Cronos: The New Dawn trækker inspiration fra flere af tidens største horrorspil og -film. De stærkeste inspirationskilder kommer til udtryk igennem det begrænsede inventory-system, som man kender det fra Resident Evil-spillene. De muterede monstre samt våben med energi-ammunition kender vi fra Dead Space, de klamme, tilgroede områder fra Scorn samt den stærkt begrænsede mængde ammunition, vi elsker og kender fra The Last of Us.

Selvom der tydeligt er draget inspiration fra andre spil, så føles Cronos alligevel unikt, og det er bare lækkert. Cronos var for mig meget uhyggeligt. Jeg er ikke specielt god til horrorspil, og da det så samtidig bliver et psykologisk horrorspil, var jeg ved at stå af. Min kone var flere gange inde for at tjekke til mig, da jeg efter hendes mening virkede påvirket af situationen. Hun mente også, at jeg burde slukke og lige falde lidt ned, men jeg var så draget af historien, at jeg bare måtte se, hvor den førte hen.

Våben, opgraderinger og tonsvis af loot

Du mærker allerede ved første møde med et monster, at dit arsenal ikke er stærkt nok til at overmande dem med lethed. Det er også typisk et udviklerstudie som Bloober Team, der ved deres preview-præsentation lægger vægt på “Get Gud” og smider en armeret, merged fjende i hovedet på en som det første. Men ak ja, efter at have brændt næsten alle dine kugler af, er det på tide at finde ny ammunition og blueprints, så du kan fremstille det selv i de hektiske situationer.

Hvert våben, du finder eller bliver tildelt, har flere opgraderingsmuligheder, og måden du opgraderer på er ved at benytte din special-station, som er at finde i samtlige save-houses, der er bygget af faldne Travelers igennem tiden. Opgraderingerne koster “energi”, som er spillets valuta. Det kan findes eller erhverves i kamp, og der er ingen begrænsning på, hvor meget du kan have på dig ad gangen. Rundt omkring i omgivelserne kan du finde “vigtige” ting fra fortiden, som du kan bytte til en større mængde energi ved samme station.

Du vælger selv, hvilke opgraderinger du vil fokusere på, og valutaen er sparsom, så det handler om at vælge rigtigt, for der er ingen fortrydelsesret. Ligesom du kan opgradere dine våben, kan du det samme med din dragt. Her kan du vælge, om du vil have mere liv eller mere inventory-plads, men disse opgraderinger koster “Cores”, som først skal findes. Hver “Core”, du finder, fylder en plads i dit stærkt begrænsede inventory, og de stackes ikke, så når du har fundet en, skal der backtrackes til den sidst kendte sikre lokation for at smide den i din kiste til senere brug, for selvfølgelig koster opgraderinger mere end én “Core”.

Som nævnt tidligere er pladsen i dit inventory stærkt begrænset, specielt fordi nøgler, keycards og boltcutters hver især koster en plads. Ej at forglemme at våben og ammunition også har hver deres plads, og igen er det begrænset, hvor mange kugler der kan stackes, før de fylder flere rum. Det skaber en spænding, og selvom det er voldsomt irriterende, at man ikke lige har plads til den ekstra bombe, man har fundet, så skaber det alligevel en eller anden form for spænding, som man ikke ville undvære.

Du kan bære fire våben på din quickbar, men det er kun for de rige, for du opdager hurtigt, at fire våben betyder fire typer ammunition, og du har altså ikke otte rum i dit inventory fra start. Igennem spillet finder man også blueprints, som hjælper dig med at få opskriften på diverse ammunitionstyper samt ekstra gadgets og healing. Alt optager plads, så der skal prioriteres, når man forlader det sikrede rum, for man skal altid huske at efterlade plads til de nye ting, man finder på sin færd.

Til trophy-jægerne er der også flere ting, som kan samles. Flere af dem giver ikke andet end et trophy i sidste ende, mens Bloober Team må have haft et eller andet for katte, da de spiller en utrolig vigtig rolle, når det handler om det gode loot. Der er mange katte at jage og finde i de polske omgivelser, og når du har fundet en kat, kan du tage den med hjem til basen, hvor du åbenbart har dannet et katte-utopia for herreløse katte.

Sværhedsgraden og uretfærdigheder

Som den kære Lau også udtrykte i sit preview, så er dette spil ikke for sarte sjæle, hverken hvis du har svært ved gyserspil, eller hvis du har svært ved at ramme eller lære angrebsmønstre forholdsvis hurtigt.

Cronos: The New Dawn er ubarmhjertigt og belønner dig ikke for at foretage modige eller store valg, men straffer dig derimod konstant, og jeg elsker det. Hele ammo-preserve-systemet er genialt gennemtænkt og fungerer faktisk rigtig godt. Spillet er svært, kunne også godt betragtes som meget svært, men det er ikke umuligt i det store hele. Spillet bliver gradvist nemmere og er faktisk lidt for nemt, hvis man vælger at starte igen på NG+. Selvom spillet ikke har en sværhedsgrad at stille på ved første gennemspilning, så kan man vælge “Hard Mode” efterfølgende, og der bliver bestemt skruet op for sværhedsgraden.

Jeg har stået i situationer, hvor det bestemt ikke var gennemtænkt, at man skulle klare opgaven med sidste patron som finaleskud. For der stod jeg uden healing og uden patroner til mine våben og skulle igennem en horde af fjender for at komme videre. Jeg måtte smide håndklædet i ringen til sidst og loade et tidligere save, hvor jeg, med det i mente, havde lidt til overs efter kampen. Spillet giver dig en chance, men det er op til dig at benytte den omhyggeligt, for dummmer du dig, er du decideret fucked.

Fjenderne skal have ufatteligt mange skud, og det nager én hver gang, fordi man er så betænksom på, hvilken ammunition man bruger, samt hvilket våben man har taget med. Det skaber en spænding, der bare fungerer, for selvom du er frustreret over at have misset 2-3 skud, så er følelsen af tilfredshed over at have overlevet bare langt stærkere.

Det gør det heller ikke nemmere, at spillet kun kan gemmes ved at besøge en “Save Station”, som kun er til stede i de sikrede huse. Der er få auto-save-punkter i spillet, selvom de har været dejlige i visse situationer, så føles det også lidt ærgerligt, at de ikke bare holdt sig til den strafbare tanke om, at det er spillerens eget ansvar at få gemt på de rigtige tidspunkter.

 

Den negative vinkel

Selvom spillets mekanikker fungerer utrolig godt, så er Cronos: The New Dawn desværre ikke uden sine fejl og mangler. I de tæt begroede områder oplevede jeg stærke framedrops, og til sidst i spillet var der desværre også flere gange, hvor lyden forsvandt, så en genstart var nødvendig. Det er meget ærgerligt, at der mangler den sidste polering, så spillet kan føles flydende.

Du har forskellige bevægelsesmekanikker til rådighed, såsom magnetisme og tidsmanipulation. Når du tidsmanipulerer, skruer du tiden frem eller tilbage på bestemte punkter, hvilket danner eller rydder en vej, så du kan krydse forhindringerne. De første to tredjedele af spillet fungerer de upåklageligt, og elementerne flytter sig i et lækkert og flot mønster. Men i den sidste tredjedel mangler der bestemt et poleringsarbejde. Jeg oplevede flere gange, at gulvet, jeg formede, blev skabt under en glitch, hvor det tydeligt var meningen, at det skulle samles stykke for stykke.

I de sekvenser, hvor mange fjender forsøger at “merge”, kunne jeg også mærke framedrops. Det skal dog siges, at spillet aldrig blev uspilleligt, og ved at stoppe diverse fjender fra at “merge” kunne jeg genoprette den stabile oplevelse.

Konklusion

Cronos: The New Dawn er et rigtig godt og skræmmende horror-actionspil. Spillet lever op til sin uhyggelige omtale og til udviklernes baggrund inden for spildesign. Det at bruge autentiske omgivelser og lokationer sætter virkelig tonen for det stærke narrative element, spillet frembringer.

Det stærkt begrænsede inventory samt ammo-preserve-systemet fungerer virkeligt godt og bekræfter én gang på gang, at man nok aldrig kommer til at føle sig som en badass. De mange opgraderingsmuligheder kan mærkes, og hvad der føles som en uretfærdig kamp i starten, vender sig gradvist til det modsatte.

Historien udfolder sig udmærket, uden at man behøver at læse sig frem, men for at få den fulde forståelse er det nødvendigt at både lytte og læse sig frem til de vigtige detaljer, som udviklerne har skabt. De mange noter og lydfiler gemmer på grufulde historier og erindringer, som man nemt kan få en klump i halsen over. Stemningen er uden sammenligning, og brugen af julen som højtid gjorde det for mig personligt mere følelsesladet og stramt at skulle gennemleve.

Selvom de valg, du foretager dig, ikke har den store betydning for spillets udfald, så er der alligevel flere slutninger at møde. Det blev tydeligt for mig efter min anden omgang med spillet, at der findes en slutning, som efter min overbevisning kommer til at være canon i en eventuel fortsættelse. Det skulle ikke undre mig, om Cronos bliver en spilserie i fremtiden.

Det er dog ærgerligt, at Cronos: The New Dawn mangler den sidste polering, for Bloober Team har aldrig været tættere på et mesterværk, end de er nu.