Crow Country-anmeldelse – Ægte gysernostalgi fra 90’erne

Er dette et spil, der for alvor fanger horrorgenren fra 90’erne?

Lad os være ærlige: Gysergenren er ikke det samme, som den har været. Det gælder naturligvis både for spil og film. Hvad der virkelig kunne få gåsehuden frem før i tiden var veldesignede monstre, diskrete lydeffekter samt soundtrack og klaustrofobiske omgivelser – for nu at være erstattet af jammerlig make-up, jumpscares og våbengalore.

Nuvel, der er tilfælde, hvor genren bryder igennem, og hårene står på både arme og ben, mens koldsveden driver ned af ryggen. Hvor man som spiller fortvivlet står overfor fjender, der kan nedlægges, men som man lader være grundet manglende ammunition, og derfor må tage flugten i stedet. Et sådan tilfælde er Crow Country desværre ikke helt – men det er pokkers tæt på!

Nostalgi fra 90’erne

Som et barn af 90’erne voksede jeg op med spil som Resident Evil, Silent Hill og Dino Crisis, bare for at nævne nogle få, og alle har sat et permanent præg i mig, for hvad uhygge kan gøre i form af psykologiske-eller fysiske indtryk. Fra blodtørstige zombier & dinosaurer til menneskets mentale dæmoner.

Crow Country sætter sig for at tappe ind på lidt af begge dele, da det ikke kun fanger 90’erne rent æstetisk med pixeleret grafik, men også henter klar inspiration i dets fjende-design, gameplay og klaustrofobiske omgivelser.

Du er den unge agent, Mara Forest, der på baggrund af en efterlysning, søger efter den mystiske Edward Crow, der er grundlægger af den nu nedlagte forlystelsespark “Crow Country”. Men parken gemmer på en mørk hemmelighed, og søgningen efter Edward viser sig ikke at være så simpel som oprindelig tænkt. Samtidig gemmer Mara også på en hemmelighed, der langsomt kommer for dagens lys, som spillet skrider frem.

En forlystelsespark med mange hemmeligheder

Selve forlystelsesparken har også mange hemmeligheder, der skal udforskes og dykkes ned i gennem en masse gåder samt puzzles. Som traditionen tro i et survival-horror spil, er der mange låste døre som først kan åbnes, når den rette nøgle er fundet.

Disse findes ved at læse dokumenter, løse deres tilknyttede gåde og ellers udforske parken, der før var fyldt med glade gæster, men nu befængt af groteske monstre, der alle vil have en bid af dig. Gåderne i spillet er umådeligt godt gennemtænkt, men aldrig så avanceret, at det fører til frustration. I mange tilfælde kunne jeg finde løsningen i samme rum, hvor gåden var stillet op, men til tider måtte jeg skrive ting ned, som er en velkommen sjældenhed.

Det hjalp også, at spillet ikke er så stort og langt, så man ikke glemmer vigtig information, som man har fået. Det tog mig omkring 6 timer at komme igennem historien første gang, og på klassisk vis blev man bedømt ud fra nogle kriterier, der belønnede mig med et specielt våben, som jeg kunne tage med til endnu en gennemspilning.

At skyde eller løbe – det er spørgsmålet

Det ses ofte, at survival-horror er blevet gennemsyret af enten for meget action, eller en fuldstændig mangel på samme. Spil, hvor man kan pløje sig gennem fjenderne, er mange, men der er efterhånden også kommet en del titler, hvor man udelukkende skal løbe og gemme sig for diverse monstre.

Crow Country lægger beslutningen i spillerens hænder. Ammunition kan findes mange steder, men fjenderne bliver flere og flere, så at bruge ens skud sparsomt er at foretrække. Der er dog masser af healing-genstande, så sværhedsgraden blev aldrig synderligt høj, så længe man var opmærksom på ens omgivelser, der har masser af både fjender og fælder.

Gyset ligger i detaljerne

Hvor Crow Country virkelig skinner, er i dets design. Fra den dæmpede musik, lydeffekter i form af krageskrig samt monstrenes stønnen og den pixeleret grafik, var det som om, at udviklerne fra SFB-games havde taget de klassiske spil fra 90’erne og ført dem ind i det 21. århundrede på bedste vis.

Det kan lyde som en banalitet. Men skønt de pixelerede effekter fik alting til at virke sløret, var monstrenes design groteske nok til at give mig gåsehud, særligt når man gik fra et langlemmet pinde-lignende væsen til en omvandrende kødklump, der langsomt kom vraltende imod en med udstrakte arme.

For at forstærke følelsen af 90’ernes Survival-horror, har spillet også to styresystemer. Du kan enten bruge klassiske “Tank-controls” på piletasterne, eller det moderne med “Analog-sticks”. Fælles for dem begge er dog, at man er fastlåst i skydeposition, så man kan ikke bevæge sig, når man sigter – En teknik der kun øger presset i kampens hede.

Konklusion

Crow Country vinder store point på dets forståelse for Survival-Horror i 90’erne, og bygger en god håndfuld moderne træk ind i en medrivende oplevelse. Det trækker en del på andre spiltitler, men det er netop i dets eksekvering af disse og egen charme, at det formår at stå på skuldrene af disse giganter.

Når man så inddrager, at det kun er lavet af et ganske lille hold på en håndfuld mennesker, så er der ingen tvivl om, at dette spil bør spilles af alle Survival-Horror elskere. Det er ikke et spil, der konstant vil give dig panikanfald, svedige håndflader eller udfordre dig til det yderste. Men det vil give dig en uhyggelig god oplevelse, og en følelse af ægte 90’er gysernostalgi.