Cubic Odyssey-anmeldelse – Ambitiøst, men retningsløst rum-eventyr drukner i sin egen størrelse

Science fiction og overlevelse er som skabt for hinanden, og Cubic Odyssey prøver også at trækker på det bedste fra begge verdener: en åben galakse, proceduralt genereret og klar til udforskning.

Du skal samle ressourcer, bygge dine egne fartøjer og forsøge at holde dig i live i mødet med fjendtlige væsner – og den altomsluttende trussel, kaldet Den Røde Mørke, der sniger sig ind over universet som en dyster tåge.

Med sin kantede verden og sit blokke-for-blokke-byggeri er det umuligt ikke at tænke på Minecraft. Men Cubic Odyssey vil mere. Det vil tage genren med ud i rummet og give den fart, teknologi og et skær af science fiction-drøm – mon det er dømt til at gå galt.

En jetmotorcykel og en månebase senere…

Der er også meget at holde af i de første timer. Man får til opgave at finde alverdens ressource som en start, som gør man inden for relativ kort tid får repareret en jetmotorcykel.

Det er også en nødvendighed, da destinationer er milevidt fra hinanden. Det kan godt tage hvad der føles som flere minutter når man cruiser hen over fremmede landskaber på den jetmotorcykel.

Alligevel føles det nyt, friskt og… frit. Særligt rumskibet, når man sætter kurs mod en fjern planet, lander og straks begynder at bygge. Men følelsen svinder hurtigt.

Når det uendelige bliver udmattende

Cubic Odyssey lider under sin egen skala. Planeterne er ikke bare store – de er enorme, og det føles alt for ofte, som om man bruger det meste af sin tid på at rejse uden egentlig formål.

Spillet forsøger at imponere med størrelsen, men glemmer at fylde det ud med mening. Når du endelig når frem, er det med følelsen af, at du har spildt din tid.

Ofte føles det som om, du er fanget i en endeløs række af fetch quests—missioner, hvor du har svævet i flere minutter bare for at hente én genstand og flyve hele vejen tilbage til basen. Og dem er der mange af.

Men det er ikke kun mængden, der er problemet. Questsystemet som helhed er rodet. Det er uklart, vagt og fortalt alt for kluntet.

Den tutorial, der både fungerer som introduktion og rettesnor for quests i starten, forsøger godt nok at lære dig at bygge og finde ressourcer—men den giver dig aldrig en rigtig fornemmelse af retning.

En arbejdsplads forklædt som leg

Ressourcesystemet spænder også ben for oplevelsen. Hvor Minecraft gjorde det sjovt og simpelt at samle og bygge, kvæler Cubic Odyssey mig i et virvar af materialetyper og tekniske komponenter.

Det meste skal samles i mikroskopiske enheder og bruges i avancerede systemer. Man føler sig sjældent som opdagelsesrejsende – og alt for ofte som en fabriksarbejder fanget i intergalaktisk skifteholdsarbejde. Der er så mange komponenter som kræves for at lave alverdens ting.

Isoleret set giver det mening, for det er mere teknologi end mekaniske ting. Men det gør stadig crafting delen alt for langsom, kedelig og træg. Der er 25 slags mineraler, som skal bruges til diverse dimser.

Man er dog udstyret med en svævende robot som kan scanne området for alskens slags ressourcer, som selvfølgelig gør hele processen en smule nemmere.

Men før du kan scanne dem med robotten, skal du have fundet det for første gang inden. Og dét i sig selv er et større mysterie.

Et ambitiøst spil uden kompas

Det er tydeligt, at der ligger visioner og kærlighed bag Cubic Odyssey. Og det må jeg give musikken. Der er faktisk en ret vild stemning når man lytter til lyddesignet. Både beroligende toner, men også lidt mere intense toner.

Problemet er bare at jeg ofte endte med at zone ud. Mit fokus var rettet for meget mod det at skaffe alle de ressource som skal bruges. Kigge i menuer og se hvad jeg manglede for den og den og den og den del hvilket gør, at jeg måske har fået et enkelt eller to grå hår, sidst jeg kiggede mig i spejlet. Det i sig selv er katastrofalt, når jeg kun lige er fyldt 30.

Konklusion

Cubic Odyssey er et spil med store idéer og lige så store ambitioner. Det vil noget mere end Minecraft – det vil tage blokverdenen til rummet og give dig hele universet som legeplads.

Men desværre glemmer det undervejs, at frihed uden retning hurtigt føles tom. Det tekniske overskud og viljen til at bygge alt fra bunden er beundringsværdig, men spillet drukner i sin egen størrelse og kompleksitet.

Når rejsen endelig begynder, føles det allerede, som om man er faret vild. For dem, der elsker at miste sig selv i uendelige systemer og byggerier, er der stadig noget at hente her.

Men for de fleste vil Cubic Odyssey nok føles mere som arbejde end som eventyr, selv om Det føles mere som et evighedsprojekt end som et spil, jeg har lyst til at vende tilbage til.

Kasper Hansen

Skribent & Anmelder

---

Kasper har tidligere været skribent og anmelder for GamersLounge. De kompetitive spil som FIFA, Hearthstone og Call Of Duty-serien er nogle, han bruger mange timer på, men via en voksende passion har han også skabt en stor kærlighed til historiedrevne spil – særligt AAA-spil.