Arkaden Lille Logo Arkaden Stort Logo
  • Forside Forside
  • Nyheder Nyheder
  • Film & Serier Film & Serier
  • Anmeldelser Anmeldelser
  • Previews Previews
  • Podcasts Podcasts
  • Tech Tech
  • Features Features
  • Toplister Toplister
  • Temaer Temaer
  • Om Arkaden Om Arkaden
  • Arkaden+ Arkaden+
  • Merch Merch
  • Søg Søg
Header Banner
Anmeldelse

Cult of the Lamb: Woolhaven DLC-anmeldelse – En næsten perfekt udvidelse

Cult of the Lamb: Woolhaven DLC-anmeldelse – En næsten perfekt udvidelse
Foto: Massive Monster
Louise Willingsøe

Louise Willingsøe

Estimeret læsetid: 4 minutter.

March 5, 2026

Australske Massive Monsters største DLC til Cult of the Lamb er udkommet. Det er en udvidelser, der ikke kun tilfører nyt gameplay, men ligeledes mere historie til universet.

Det sidste lam i spillets univers, Offerlammet – eller The Lamb har måske, måske ikke besejret guden He Who Waits og overtaget hans plads. Men da en mystisk vinter rammer lammets kult og dens beboere, rejser The Lamb mod bjerget Ewefall, hvor den glemte fåregudinde Yngya befinder sig.

Det bliver The Lambs opgave at bestige bjerget, hvor en kættersk ulv hersker, og drage ned i dybet for at opklare mysteriet om The Rot – Råddenskaben. Imens skifter årstiderne og forårsager snestorme, døde afgrøder og forfrosne tilhængere.

Foto: Steam

Meget af det samme – men også meget mere

Woolhaven-udvidelsen byder på en række nye gameplay-elementer, som gør spillet mere omfangsrigt, men til tider også overvældende. En af de store tilføjelser er ranch-dyr, hvor du og dine kulttilhængere skal indsamle uld, mælk og kød for at overleve de barske vintre.

Det er en interessant tilføjelse, dels fordi ranch-dyrene (køer, geder og lamaer) er de samme arter, som dine tilhængere kan være. Derudover bliver indsamlingen af materialer mere automatiseret; man skal ikke “farme” på samme måde som i basisspillet, hvor jagten på fx blomster og græskar var en central overlevelsesstrategi.

Til gengæld er der ikke de samme muligheder for at “grinde” i de nye områder. På sin vis er spillet langt mere lineært end basisspillet, hvor man har stor frihed til at forme kulten, som man ønsker. Den lineære struktur betyder også, at sværhedsgraden stiger i takt med historien: Jo flere glubske ulve eller monstre The Lamb besejrer, desto hårdere påvirkes både vinterstormene og dine tilhængere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Post Banner

Reklame for Arkaden+

Foto: Steam

Udvidet lore og guddommelig syge

En anden stærk detalje i Woolhaven er den udvidede lore. Der er langt mere historie end tidligere – for eksempel om den glorværdige civilisation, fårene havde, før de blev udryddet, og hvordan The Lamb overlevede. Det er en kærkommen tilføjelse til den etablerede, Cthulhu-inspirerede mytologi, som spillet benytter.

Det virker desuden til, at folkene hos Massive Monster har ladet sig inspirere af FromSoftwares Elden Ring og deres guddommelige sygdom, The Scarlet Rot. Det gør ikke oplevelsen ringere, men det er ret påfaldende. Der er noget grundlæggende gruopvækkende ved kombinationen af de nuttede, tegnefilmsagtige elementer og den grotesk forvredne æstetik.

Foto: Steam

Spillets udseende og lyd

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er kæmpe fan af spillets visuelle stil, og Woolhaven følger trofast trop. Illustrationerne og animationerne er igen magiske, uhyggelige og forunderlige: De kætterske ulves takkede, spidse omrids og røde farver kontra fårene bløde former og kølige blå nuancer. Udviklerne har formået at skabe en unik stil, der især skinner igennem i ruinerne af Woolhaven. Det er ikke blot stemningsfyldt; det underbygger også historien, mens den udfolder sig.

Musikken er endnu en gang fremragende. Den afdøde musiker River Boy har igen bidraget til soundtracket, der spænder fra svævende, drømmende melodier til “slimede” beats, der understreger råddenskabens klamme overtagelse. Som en ekstra og meget fin detalje kan man finde River Boy som en NPC, der spiller musik til minde om ham selv.

Jeg vil også kort nævne de nye NPC’er og sidehistorier, der trækker på både nye og gamle kendinge. De er pudsige, bizarre og humoristiske, og det mærkes tydeligt, at udviklerne har lagt hjerteblod i karaktererne. Og så er der et lille, men fantastisk “easter egg” til dem, der har kæmpet sig gennem en underjordisk verden som en lille, udhulet insektkriger.

En smule rodet

Woolhaven lyder næsten som den perfekte DLC, men den rammer desværre ikke plet på alle parametre. Der er mange nye mekanikker at holde styr på: Afholde og styre kultens trivsel, indsamle diverse ting til at holde sulten og kulden væk, klare quests for tilhængerne og NPC’erne, og sikre at ingen fryser ihjel, alt imens The Lamb skal kæmpe sig gennem nye områder for at hjælpe fåreånderne med at finde hvile.

Forpustet? Jep, det er jeg også.

Dine handlinger har konsekvenser på godt og ondt, men balancen halter indimellem. Det er frustrerende at få besked om, at et kultmedlem er frosset ihjel, netop mens man er ude for at hente de materialer, der skulle sikre deres overlevelse. Det kan hurtigt blive for meget af det gode, og det gavner ikke nødvendigvis oplevelsen. Det bliver svært at navigere i, om man skal fokusere på roguelite-aspektet eller farming/city-sim-delen.

Konklusion

Cult of the Lamb: Woolhaven er en udvidelse, der ikke skuffer. Det er spillets største til dato, og ambitionerne har været tårnhøje – måske sommetider for høje. De mange nye mekanikker kan til tider fjerne fokus fra spillets kerne: At du er et lam med en kult. Men jeg kan ikke benægte, at det er en fremragende DLC med mange timers underholdning. Og det vægter i sidste ende tungest.

Udvikler/Udgiver: Massive Monster / Devolver Digital

Genre: Roguelite, base building, dungeon crawler, 2D

Platform: PC, macOS, Nintendo Switch 1 og 2, PlayStation 4 og 5, Xbox One, Xbox Series X|S

Udgivelse: 21. januar 2026

6 / 6
Louise Willingsøe

Louise Willingsøe

Skribent & Anmelder


Selvom Louise kan prale med en kandidatgrad i journalistik, så vil hun hellere bruge tiden på at diskutere worldbuilding i spil, film og serier eller, hvor meget hun elsker spilgenre som Bullet Hell og stærke historiedrevne RPGs. … Og cirka 1000 andre ting. Hun er kæmpe fan af podcastmediet, fantasybøger og musicals – også har hun to katte: Azula og Rhaenys.

Mest læste i dag

Thrash-anmeldelse – Naturkatastrofe, hajer og Netflix på autopilot

Anmeldelse

April 12, 2026

Thrash-anmeldelse – Naturkatastrofe, hajer og Netflix på autopilot

Pragmata-anmeldelse – En stærk tur til månen, der slutter for hurtigt

Anmeldelse

April 13, 2026

Pragmata-anmeldelse – En stærk tur til månen, der slutter for hurtigt

Et af årets mest ventede spil står måske overfor en udskydelse

Nyhed

April 13, 2026

Et af årets mest ventede spil står måske overfor en udskydelse

GTA 6-studie under pres- Data holdt som gidsel

Nyhed

April 13, 2026

GTA 6-studie under pres- Data holdt som gidsel

Sidebar Banner

Links

  • Privatlivspolitik
  • Om Arkaden
  • Sponsoreret indhold
  • Affiliate
  • Indsamlingsregnskab

Vi tager ansvar for indholdet og er tilmeldt

pressenævnet logo

© Copyright - arkaden.dk