CyberCorp-anmeldelse – Cyberpunk-charme drukner i forvirring

CyberCorp er et nyt skud på stammen i den efterhånden velkendte genre af twin-stick shooters, men denne gang med et solidt drys cyberpunk-stemning og looter-shooter-DNA. Udviklet og udgivet af Magame. spillet foregår i en mørk og futuristisk verden, hvor megakorporationer styrer med jernhånd, og hvor teknologien for længst har sløret grænsen mellem menneske og maskine.

Du spiller som agent for netop én af disse mastodonter, CyberCorp, der har udviklet et revolutionerende system: Synths – kunstige kroppe, hvori de digitaliserede personligheder fra firmaets ansatte uploades. Det er disse Synths, der sendes ud i felten for at løse missionerne og genoprette orden i OmniCity, en kaotisk metropol plaget af kriminalitet, oprør og teknologisk anarki.

Spillet udspiller sig i året 2084, og du kan kaste dig ud i kampene alene eller sammen med venner i co-op. Undervejs låser du op for nyt udstyr, våben og evner, og i klassisk looter-stil handler det hele om at finde det næste bedre stykke gear.

Kan man få nok af en cyberpunksk stemning?

Svaret er selvfølgelig subjektivt – og det skal selvfølgelig også bestå visse prøver. Men for mit vedkommende er jeg stærkt betaget af den her futuristiske stil, hvor den mørke musik pumper igennem med elektroniske toner, der transcenderer halvt over i det metalliske samtidig. Det er uden tvivl her CyberCorp er stærkest. De rammer mere plet end de rammer ved siden af når det kommer til valget af musikalske toner imens man destruerer diverse fjender med alskens slags våben.

Den stemning, der skabes, føles både intens og medrivende, og den giver en ekstra dimension til spillets verden, som virkelig trækker én ind i denne dystopiske fremtid. Det er en sjælden kombination af lyd og visuel æstetik, der formår at løfte oplevelsen, selv når gameplayet i perioder føles gentagende eller ujævnt – hvilket vi kommer til.

Struktur og gameplay

CyberCorp er struktureret på en måde, så det næsten føles som at spille sig gennem levels. Jeg vælger den mission, jeg er nået til, spiller den igennem, får mit loot og bliver sendt tilbage til mit tilholdssted. Derfra vælger jeg næste opgave. Det er en ret simpel rytme – rinse and repeat.

Undervejs dukker der små sidemissioner op, som fungerer på præcis samme måde. Det kan være alt fra en bosskamp til en time trial, hvor jeg skal overleve, indtil tiden løber ud. Når de er klaret, kan jeg tage dem igen – bare i en højere sværhedsgrad, der kræver et højere samlet power level. Det gælder også for hovedmissionerne, som jeg ofte er nødt til at gentage. Ikke fordi jeg har lyst, men fordi mit power level ikke altid matcher missionens anbefaling. Flere gange måtte jeg tvinge mig selv til at tage den samme mission en gang eller to mere, bare for at få bedre gear og føle mig stærk nok til at gå videre.

Og det er egentlig fair nok – hvis ikke det var fordi, missionerne i sig selv er lidt for ensformige. At overleve i et lukket område i syv minutter lyder måske overkommeligt, men det føles ærligt talt tættere på et kvarter. Det er ikke fordi gameplayet er direkte dårligt – tværtimod forsøger Megame at holde tempoet oppe. Min karakter bevæger sig hurtigt fremad, fjenderne dukker op i god fart, og jeg er nødt til konstant at være i bevægelse.

Men alligevel mangler der noget. Skyderiet føles fladt, og fjenderne opfører sig sjældent interessant. Flere gange stødte jeg på bosser, der blev låst fast midt i en væg – hvilket teknisk set gjorde det lettere for mig, men det efterlod ikke ligefrem en følelse af sejr. Der er tydeligvis bugs og en del ru kanter, der stadig skal slibes af, før CyberCorp for alvor kan kaldes en fest.

Opgraderinger

Opgraderingssystemet i CyberCorp føles som noget, der burde være langt federe, end det i praksis er. Det er ikke fordi, jeg ikke forstår, hvordan man opgraderer gear fra tier 1 til 2 – det giver sådan set sig selv. Problemet er bare, at spillet aldrig rigtig forklarer, hvordan man sætter det på udstyret, eller hvad der gælder for karakteren. Der er pludselig begrænsninger, man ikke bliver gjort opmærksom på, og jeg brugte, hvad der føltes som en evighed, på bare at finde ud af, hvorfor jeg ikke kunne sætte noget på et våben eller en rustningsdel.

Det er synd, for under overfladen gemmer der sig faktisk nogle fede idéer. Man styrer en synth – en slags fjernstyret cyber-krop – og det betyder, at man kan opgradere hoved, torso og ben hver for sig med små kort, der giver alt fra ekstra skade til statuseffekter som ild og chok. De her kort kan også kombineres og forbedres, og det burde give en følelse af at skræddersy sin build. Men når halvdelen af systemet er pakket ind i tåge og manglende forklaringer, så mister det hurtigt gnisten.

Det samme gælder våbnene, hvor man kan smide moduler på – ekstra skade, ændret projektiltype, status-effekter. Det lyder jo alt sammen lækkert på papiret, men i praksis sad jeg ofte tilbage med følelsen af, at jeg ikke vidste, om det faktisk gjorde nogen forskel. Der er små glimt af noget, der kunne være virkelig sejt – men det føles aldrig helt forløst. Jeg savner en klarhed og noget feedback. I stedet sidder jeg og gætter mig frem, mens menuerne roder rundt med alt fra gearscore til passive bonusser og tiers, der låser én fra at gøre det, man lige troede, man havde forstået.

Der er ingen tvivl om, at der er blevet tænkt nogle ambitiøse tanker her – idéen om at opbygge sin karakter som en slags modulær kampmaskine er i sig selv dragende. Det er bare alt for rodet fortalt, og når jeg skal bruge flere minutter på at klikke mig rundt for at finde ud af, hvorfor jeg ikke kan bruge den opgradering, jeg lige har lavet – så dør glæden langsomt ud. Det bliver hurtigt mere forvirring end fremgang.

Konklusion

CyberCorp har et klart blik for æstetik og stemning. Der er noget fascinerende ved den mørke, elektroniske puls og de neonoplyste kampe, som sætter en fed streg under, hvad spillet gerne vil være: en fremtidsvoldelig twin-stick looter med kant og attitude. Og indimellem lykkes det faktisk at føles sådan – især når tempoet rammer det rigtige leje, og synth-kroppen danser mellem fjenderne i et inferno af ild og stød.

Men det hele drukner lidt for ofte i gentagelser, frustrerende interfaces og et opgraderingssystem, der mere forvirrer end forbedrer. Det er tydeligt, at der har været ambitioner, både med gearsystemet og den modulære karaktertilpasning, men spillet formår bare ikke at kommunikere det særlig klart. For meget føles uforløst, som noget der er halvvejs i mål, men mangler de sidste afgørende greb for at sidde fast hos spilleren.

Det er ikke en katastrofe – men det er heller ikke en fest. Jeg ville så gerne holde mere af CyberCorp, end jeg endte med at gøre. For selv med de seje idéer og den rå stil, føles det mere som et spil, jeg kæmpede mig igennem, end et, jeg nød at blive opslugt af.

Kasper Hansen

Skribent & Anmelder

---

Kasper har tidligere været skribent og anmelder for GamersLounge. De kompetitive spil som FIFA, Hearthstone og Call Of Duty-serien er nogle, han bruger mange timer på, men via en voksende passion har han også skabt en stor kærlighed til historiedrevne spil – særligt AAA-spil.