Dark Farts Parody Smell Edition-anmeldelse – Stanken af ynkelighed

Hvilken mand (m/k) har ikke grinet lidt af en prut? De er sjove, trods alt. De er årsagen til at undertegnedes fader engang kiggede på sin søn med skuffelse, misbilligelse og formentlig en mistanke om at han SLET IKKE kan være min biologiske far. I mellemtiden var jeg flad af grin over en vittighed. Jeg kan ikke huske joken, men det var bestemt noget om prutter.

Men jeg har ikke drevet joken langt nok – tydeligvis. For tænkt hvis jeg havde taget et spil som… Dark Souls eller Elden Ring, for eksempel. Og så erstattet ting som historie med prutter. Et kampsystem med prutter… og worldbuilding med prutter og referencer til teknologigiganter… så havde jeg lavet spillet Dark Farts Parody Smell Edition.

Foto: Asmus Neergaard / Violarte sp. z o. o.

Det bliver værre…

Ærede læser, jeg ved ærlig talt ikke hvor jeg skal starte. Måske vi starter ved begyndelsen. Vi har et spil der, grafisk, forsøger at gå i bedene på soulslike-genren, og hvis man bedømte spillet kun grafisk var vi faktisk ikke noget dårligt sted. Jovist, udvikleren har blot ransaget en bunke Unreal modeller, da jeg er sikker på meget lidt af grafikken er hjemmelavet, men det ser pænt og stemningsfuldt ud. Det er stormfulde ruiner, tågede kirkegårde og skumle katakomber. Så langt, så Dark Souls. Og hvis du så screenshots og tænker ”Det her spil ser da godt ud”, så falder du i den fælde udvikleren har lagt. For det er nemlig ikke godt. Åh nej nej nej.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Arkaden+

Historien er papirtynd. Du spiller som Bjorn, en figur der ligner et kryds mellem Skyrim og Dark Souls. Bjorn har en tyk indisk accent (som den eneste i hele spiluniverset) og bruger det meste af tiden på at lave referencer til sin fordøjelse eller kontemporære jokes. Han har en magisk hammer, der taler til ham. Det er hvad vi ved, og der er ikke ret meget mere historie her. Hvorfor har han en hammer der taler? Rend mig, synes udvikleren at sige.

Nåh, men Bjorn æder nogle magiske bønner, og så bliver hans landsby angrebet af tre skeletter. Og det var første kapitel af spillet. Kapitel 2 handler om at snige sig fra A til B og besejre tre skeletter ved at prutte. Og kapitel 3… Ja, du fornemmer formentlig at spillets kapitler varer omtrent 15 minutter, og der er kun en håndfuld af dem. Det her er et spil der kan klares i løbet af blot 2 timer. Hvis du forventer timevis af underholdning for dine knap 150 kroner, så spiller du det forkerte spil. Forventer du et par minutters underholdning… ja, så er du måske heldig.

Og værre….

Undskyld, jeg kom fra historien. Så Bjorn æder nogle bønner, og bliver af et orakel (der er en reference til ChatGPT… Ja, jeg er ikke sikker på hvorfor det skulle være sjovt heller) fortalt at han er udvalgt til at besejre teknologi-herrene; der alle er parodier på Jeff Bezoz, Elon Musk, Mark Zuckerberg og så videre. Og ærlig talt, selvom udviklerne virkelig håbede at prutterne var spillets højdepunkt, så der nogle ret gode (i betragtning af resten af niveauet, forstås) jokes. Skeletterne, der er Jeff Bez-Offs(?) håndlangere, er klædt i papkasser, og deres sværd er også lavet af pap. Egentlig en hæderlig joke. Og når du skal udfordre Elon Musk (Ok, en milliardær der er våd ved tanken om rumrejser), så fortæller Bjorn at det er nemmere at få skurkens soldater til at lave en fagforening, end at besejre dem alle i kamp.

Problemet er, at de sjove øjeblikke er få, og det meste af humoren forsøges at udvindes ved hjælp af prutter. Og selvom jeg synes at de altså er sjove (til min faders uendelige ærgrelse) så er der ikke meget variation her. Det bedste vi kan sige her, er at oplevelsen er kort. Blot omtrent 2 timer, og oplevelsen er færdig. Om du så synes det er pengene værd, må jeg lade være en affære mellem din pengepung og din revisor.

Og værre…

Inden vi runder af, lad os snakke om lydsiden, for den er næsten højepunktet. Ikke dialogen, forstås. Jeg ved ikke om udviklerne har brugt kunstig intelligens eller blot har gjort brug af venner (eller fjender, kvaliteten taget i betragtning…) men stemmeskuespillet er det mindst entusiastiske siden jeg personligt slog benene væk under alle tilskuere som Doktor Hyldekvist i et skoleskuespil i første klasse. Det bedste ved hele lydsiden er musikken. Ikke fordi at den er god, eller original, men fordi jeg faktisk morede mig ved at lytte til den.

Ser du, der er en genre af musik (primært på Youtube) der hedder bardcore. Bardcore er når nogen forsøger at omskrive et stykke musik, så det lyder som noget der blev spillet ved hoffet hos Knud den Hellige. Det er en lidt spøjs genre, men personligt kan jeg godt lytte til et par numre. Så derfor var det med en vis begejstring at jeg under spillets første kapitel begyndte at tænke ”Jeg kender da den musik…?”. Og efter at have lyttet lidt, opdagede jeg at det var en bardcore-udgave af 2Pac’s California Love. Senere kæmpede jeg mod Lord Jeff Bez-Off (ugh…) til en bardcore-udgave af Aquas Barbie Girl, og udforskede en meget begrænset bane til lyden af Eminem.

Vi har sikkert nået bunden, men vi fortsætter!

Parodier er svære, og har altid været svære. For hvert ZAZ film (tænk Airplane! og Naked Gun) er der en Meet the Spartans. Spil er notorisk svære at lave som parodier, hvorfor de sjældent sker. Det sidste jeg kan huske var Eat Lead: The Return of Matt Hazard, der var ret fornøjeligt men var svagere end de spil det gjorde grin med. Og det er ligesom udfordringen ved en parodi – Det skal gøre noget bedre end forlægget. Dark Farts bringer intet nyt på banen, og selvom det er modelleret efter Soulslik-æstetikken, er der intet Soulslike over spillet. Og det er synd, for med en genre så selvhøjtidelig med sværdhedsgrad, arkaisk engelsk, historie man skal se en youtube video for at forstå osv, så er der SÅ meget materiale for en god parodi. Men skaberne af Dark Farts Pardody Smells Edition tænkte snarere ”haha, prut” og lod det være ved det. Der er et par små frø til noget større og sjovere, men de bliver alle efterladt i sølet.

Og det gør mig ærlig talt mere irriteret end selve spillet. Én ting er, at man laver et rædderligt spil fordi man ikke er bedre. En anden er at man laver et dårligt spil med vilje og prøver at kalde det en joke. Den eneste joke her, er enhver der frivilligt betaler for denne oplevelse.

Asmus Neergaard

Skribent & Anmelder

---

Asmus er en spilveteran med 20 år på bagen både bag kamera, tastatur og skærm. Han har en kandidat i spildesign, har arbejdet for Nintendo i Frankfurt, og ejer stort set alle spillemaskiner og konsoller under solen.