Days Gone Remastered-anmeldelse – En uinspirerende bunke motorcykelskrot

Days Gone foregår i det post-apokalyptiske Oregon to år efter starten på en pandemi, der forvandlede en del af menneskeheden til brutale, zombie-lignende væsner. Den tidligere lovløse, nu omstrejfende Deacon St. John opdager, at hans hustru Sarah, som han troede var død, måske stadig er i live, og han begiver sig derfor ud på en mission for at finde hende.

Spillet er et tredjepersons action-adventure-spil, hvor spilleren kan udforske en åben verden. Deacon kan bruge skydevåben, nærkampsvåben samt benytte snigangreb for at forsvare sig mod fjendtlige mennesker og kannibalistiske væsner kendt som Freakers. Men den vigtigste del ved vores hovedkarakter er hans motorcykel, som er den primære måde at transportere sig rundt i en verden fyldt med død og ødelæggelse.

Days Gone var Bend Studios’ første open-world-projekt, deres første originale værk siden Syphon Filter (1999), og deres første udviklingsprojekt til hjemme-konsoller efter at have brugt årtier på at lave spin-off-spil til håndholdte konsoller.

Selvom Days Gone solgte omkring syv millioner kopier, da det udkom, modtog det en blandet modtagelse. Spillet har dog opbygget en dedikeret fanskare siden 2019, som holder spillet i live og håber og beder til Bend Studios om en efterfølger – som vi nok aldrig ser, da Bend Studios’ pitch til en efterfølger blev lukket ned af Sony.

Nu har spillet så fået en remaster ud af det blå, og mange (inklusiv mig selv) har været forvirrede og forundrede over, hvorfor vi har brug for det. Jeg spillede det et par timer tilbage på PlayStation 4, men stoppede og vendte ikke tilbage på grund af andre spil og generelt livet. Nu hvor det er udkommet igen i en forbedret tilstand, var jeg klar på at give det en chance til.

Selvom spillet har fine idéer og en flot verden, er historien, karaktererne og indholdet i verdenen simpelthen for søvndyssende

Nu skrev jeg tidligere, at jeg havde spillet det et par timer, men stoppede og aldrig vendte tilbage. Og retrospektivt kan jeg virkelig godt forstå, at jeg valgte at stoppe, fordi det her spil er en af de mest søvndyssende og kedelige oplevelser, jeg længe har skullet bruge min tid på. Hvis jeg ikke skulle have anmeldt det, havde jeg stoppet efter nogle timer igen.

Allerede fra første sekund viser Bend Studios virkelig, hvordan man ikke skal fortælle en historie, hvor man skal engagere sig i de karakterer, de gerne vil have spilleren til at knytte sig til. Det første vi ser, er en kvinde, som vi ikke kender, sidde på jorden og bløde, mens en mand, som vi må formode er kæresten, prøver at hjælpe hende. Et minut efter bliver hun sat ind i en helikopter og fløjet væk. Klip til: nogle år er gået, og vi befinder os nu i en postapokalyptisk verden.

Det er en dramaturgisk katastrofe, da man intet føler, fordi der ikke er blevet bygget noget op – det hele sker bare. Det er, som om de virkelig gerne vil prøve at ramme noget af det, The Last of Us gjorde til perfektion, men de kommer aldrig i nærheden. Generelt var jeg slet ikke investeret i vores hovedkarakter og hans kammerat, som opfører sig helt vildt uintelligent og træffer nogle virkelig mærkelige beslutninger gennem spillet. De virker ikke til at forstå alvoren i de situationer, de befinder sig i.

Vores hovedkarakter Deacon, som spilles af den fantastiske Sam Witwer, har et mål om at finde sin kæreste, som han sidst så i starten af spillet, da hun blev fløjet væk i en helikopter. Det mål er set så mange gange før, og jeg vidste nærmest på forhånd, hvor den handlingstråd ville ende, netop fordi det er så forudsigeligt. Men det værste ved hans karakter er faktisk Sam Witwer, hvilket chokerer mig, fordi han også er stemmen bag Darth Maul i Clone Wars og Star Wars Rebels animationsserierne, hvor han er fremragende. Her spiller han ret fladt, og hans toneleje svinger meget, hvilket tager en ud af indlevelsen.

Men det er ikke kun historien og karaktererne, der ikke er spændende – det er verdenen og missionstrukturen heller ikke.

Præmissen lyder fed: en åben verden, man kan udforske på sin motorcykel i en postapokalyptisk verden fyldt med zombier og andre psykopater. Men hvordan man kan gøre det koncept så kedeligt, som Bend Studios har gjort, er mig en gåde. Der er nemlig intet at lave i verdenen udover historien og nogle få aktiviteter.

Og jeg må bare sige, at sideaktiviteterne (NERO-kontrolposter, infektioner, banditlejre osv.) hurtigt bliver rigtig kedelige. Jeg ignorerede så vidt muligt alt sideindhold for at holde fokus på historien. Men selvom man gør det, føles det stadig som en kæmpe pligt at komme igennem.

Missionstrukturen er også elendigt udført til tider. Et eksempel på noget af det værste, jeg har oplevet længe, var en hovedmission inde i en grotte, hvor man skulle skaffe noget dynamit. Næsten 10 gange bliver gameplayet stoppet for at vise en sort skærm, loade i nogle sekunder og derefter vise en cutscene. Resten af missionen går blot ud på at følge sin kammerat meeeget langsomt og blive bremset op hundredvis af gange.

Ellers er størstedelen af hovedmissionerne ret ens: Kør derover, kør tilbage. Dræb dem her, hent det her – og jeg kunne blive ved. Og spillets hovedgimmick, de store horder, kommer først alt for langt inde i spillet, hvor man allerede er så træt, at man bare gerne vil spille noget andet.

Konklusion

Days Gone er et af de mest intetsigende spil, jeg længe har spillet. Historien er elendigt sat sammen, karaktererne følte jeg intet for, og missionsstrukturen kan til tider være amatøragtig. Den åbne verden indbyder ikke spilleren til spændende opdagelser, da der ikke er noget særligt at finde, udover at lave de samme få aktiviteter igen og igen og igen. Hvis man aldrig har spillet andre open-world-spil, kan jeg godt forstå, at det her virker godt, men hvis man har, så gør Days Gone intet unikt eller genrefornyende på nogen måde, som nogle ellers prøver at fremstille det.

Dog er det faktisk en fin remaster, men måske kun anbefalelsesværdig, hvis man har en PlayStation 5 Pro, da der her er en tredje grafisk indstilling, som udnytter PSSR til at opskalere spillet og køre flydende 60 FPS uden problemer. Det er et rigtig flot spil med en masse detaljer – så længe man ikke kigger for meget på karaktererne i de forskellige lejre.

Jeg kan ikke se, hvordan det her spil skulle være anbefalelsesværdigt, medmindre man gerne vil spille et alt for stort spil, hvor man kan slå hjernen fra og se YouTube eller lytte til podcasts imens. Jeg har en idé om, at spillets popularitet mest af alt skyldes, at det var PlayStation, der var udgiveren, og derfor fik det en masse reklame. Hvordan fans har forsøgt at køre det her ret jævne open-world-spil op til noget stort, forstår jeg ikke, og jeg håber, Bend Studios fremover kan bruge deres talent på noget andet end store verdener, der ikke gør noget unikt.