’Dead Island 2’ er ligeså hjernedødt som dets zombier – men også ret underholdende

Efter 10 års udviklingshelvede er der kommet en efterfølger til ’Dead Island’. En ganske underholdende affære, hvis man sørger for at skippe cutscenerne

HBOs ’The Last of Us’-tv-serie har muligvis bragt zombier tilbage i den kulturelle zeitgeist, men hvis man gik og tænkte, at ’Dead Island 2’ kunne drage nytte af tv-seriens popularitet, så tager man grueligt fejl.

Udover det zombie-apokalyptiske bagtæppe er det meget få ting, som de to har til fælles.

HBO-serien skruede ned for zombier og action, for at udforske det menneskelige drama, der udspiller sig, når vi bliver trængt op i en krog, og hvad vi er villige til at gøre for dem, vi elsker.

Spilstudiet Dambuster Studios er med ’Dead Island 2’ gået i den diametralt modsatte retning. Zombier, vold, blod og indvolde er skruet op til 11, og så er det hele leveret i en ultra kæk ’GTA V’-på-dagpenge-tone.

Egentlig er ambitionen ikke så dum. Efter den vellykkede – men dybt seriøse – HBO-serie, kunne vi måske godt bruge at få lettet stemningen lidt, som det eksempelvis er blevet gjort før med de mesterlige zombiefilm-komedier ‘Shaun of the Dead’ og ‘Zombieland’.

Den dårlige nyhed er, at ’The Last of Us’-serien er væsentligt sjovere end ’Dead Island 2’.

Den gode nyhed er, at det måske stadigvæk kan være værd at tjekke det nye førstepersons zombie-actionspil ud.   

Usjov satire

En dødelig virus har overtaget Los Angeles (Hell-A som spiludviklerne har moret sig med at kalde det), og gjort dens indbyggere til zombier. Byen er under karantæne og militæret har trukket sig tilbage. Du er – som en af de seks spilbare ”slayers” – blevet bidt og inficeret, men det viser sig, at du ikke bare er immun. Du kan også bruge dine zombievirus-kræfter til at uddele røvfuld.

Ja, plottet er undervældende, men det er heller ikke historien, der skal trække læsset, hvis du beslutter dig for at kaste dig over ’Dead Island 2’.

Karaktererne er alle – inklusiv dig selv – ret øretæveindbydende. I de fleste tilfælde er det et bevidst valg. Udviklerne har sat sig for at sende stikpiller til alle LAs smukke, rige og berømte personligheder.

Den apokalyptiske setting bliver brugt til at vise skuespillere, rockstjerner og YouTube’ere, der er uduelige, overfladiske, selviske og kujonagtige. Lidt ligesom den vellykkede satire i Seth Rogen-komedien ’This is the End’.

Modsat ’This is the End’ er det bare så vanvittigt usjovt. Jeg har ikke på et tidspunkt i løbet af historien været tæt på at trække på smilebåndet over spillets dialog. Som den artige dreng, jeg er, har jeg undladt at skippe cut-scenerne, men hver eneste gang en scene sluttede, ville jeg ønske, at jeg havde gjort det.

Til gengæld står LAs smukke solskin og overdådige palæer i smuk kontrast til den klamme og brutale zombiekamp, der trods alt er spillets helt store omdrejningspunkt.

Hjernedød splatter-fest

’Dead Island 2’ har ikke opfundet den dybe tallerken, når det kommer til dets grundlæggende gameplay-loop.

Udstyret med alt fra baseballbats, knojern og Katana’er skal du møve dig igennem horder af zombier, tømme deres lommer og samle nyt gear, så du kan komme tilbage til dit hovedkvarter og gøre dig stærkere, så du bliver endnu bedre til at slagte zombier – sådan som sangen nu går i de fleste action-RPG’er.

Og det er på mange måder bare endnu et action-RPG med en forudsigelige loot, craft, kill-opskrift i stil med eksempelvis ‘Far Cry’-serien. Det er ved første øjekast ret svært at se, hvad der lige skal få ’Dead Island 2’ til at skille sig ud fra mængden.

Ligesom forgængeren er der lagt vægt på nærkampen og de brutale drabsanimationer, der følger med den. Eksempelvis, når du jager et par hjemmelavede Wolverine-kløer gennem ansigtet på en zombie.

Det er måske netop blodet, indvoldene og zombiekroppene, der langsomt falder fra hinanden, når du tæsker en forhammer igennem deres solbrændte og forrådne hud, som giver spillet en form for særkende.

Dambuster Studios har stolt fremvist det, de kalder F.L.E.S.H.-systemet (Fully Locational Evisceration System for Humanoids), der giver utroligt detaljerede animationer af den vold, du udøver på zombierne. Du får eksempelvis et lille glimt af et stykke dødt hjernemasse, når du hakker en golfkølle gennem hjerneskallen på dine udøde modstandere.

Det er gyseligt – men også ret fascinerende – når du ser huden, der langsomt ætser væk, efter du har sendt en zombie ned i en pøl af syre med et flyvespark.

Jeg føler mig egentlig ret hærdet, når det kommer til den slags, men der var alligevel øjeblikke, hvor jeg næsten fik det fysisk dårligt over al den groteske og meget eksplicitte vold. Omvendt er det også her, spillet virkelig skinner.

For ’Dead Island 2’ er klart sjovest, når du slår hjernen fra, og bare hengiver dig til den tåbelige, hæmningsløsesplatter-fest, der udspiller sig i Hell-A.

Elementært, kære Watson

Rundt om i den semi-åbne verden befinder sig forskellige elementer som ild, elektricitet og syre, der alle kan være med til at få vendt slagmarken til din fordel. Det er med til at give et særligt krydderi til et kampsystem, der eller kan gå hen og blive lidt repetitivt.

Der ligger eksempelvis dunke med vand eller benzin, som du henholdsvis kan elektrificere eller sætte i brand. På den måde kan du sætte fælder op, der kan være ret sjove at afvikle.

Når det fungerer bedst, og du eksempelvis får lokket en hel hær af zombier ned i en svømmepøl med strøm i, så kan det næsten føles som den tidligere nævnte komedie, ’Zombieland’, hvor hovedpersonen uddeler priser til ’zombie kill of the week’.

Du kan blive mere kreativ med løsningerne, når du begynder at kunne modificere dine våben med de forskellige elementer. Det er helt klart også de aspekter, der er sjove at lege med, når du spiller spillet i co-op med op til to andre spillere.

Cirka en tredjedel igennem spillet får du adgang til skydevåben, der fint udvider din zombie-dræber-palette. Selvom håndkanonerne bestemt ikke er særligt lækre at håndterer, så ændrer de rytmen af kampsekvenserne. Lige pludselig kan ukrudtet fjernes fra flere vinkler. Det føles ret fedt, at give to velplacerede hovedskud med et jagtgevær på en zombie, der kommer løbende i fuld sprint, for derefter at lave et crescendo med en rive til dens ansigt.

Man kan selvfølgelig godt argumentere for, at det er en skam, at det ikke rigtig kan lade sig gøre at holde sig til skydevåben, hvis det er det, man helst vil. Til det er zombierne simpelthen for hurtige til at komme tæt på, ammunitionen er for begrænset, styringen for utilfredsstillende og så giver skydevåbnene ikke lige så meget skade som deres nærkamps-pendanter.

Omvendt sætter jeg stor pris på, at Dambuster Studios har holdt fokus på det, de gerne vil. Og det er altså nærkampen.

Det er et ret tungt kampsystem, hvor du hurtigt bliver forpustet, hvis du får svinget øksen for mange gange eller gør for hyppigt brug af spillets ret underholdende flyvespark.

Til at starte med er det lidt frustrerende, at det hele føles så tungt, for dine modstandere skal have vanvittigt mange hug, før de bidder i græsset. Men som du kommer længere og bliver stærkere betyder det tunge kampsystem, at du kan mærke tyngden bag dine slag. Samtidig gør det også, at du hele tiden skal være på dupperne for ikke at blive overrendt af de mange fjender, der bliver ved med at dukke op omkring dig.

Sværhedsgraden, der ikke kan justeres, ramte et ret godt lejde for mig. Kampene er svære nok til, at du ikke går i auto-pilot, men omvendt er auto-save-funktionen ganske tilgivende, så du kan hurtigt give det et nyt forsøg, hvis du fejler.

Hjernedødt og overfladisk

Det tunge kampsystem viser dog også, hvad der til tider føles som en ret uelegante styring. Her opdager man også, at det mest er på overfladen, at ’Dead Island 2’ ligner et spil fra den øverste produktionshylde.

For det ser generelt virkelig flot ud, og der er gjort meget ud af at lave små fortællinger i omgivelserne, men måske er det netop derfor, det føles slående, når du kradser i overfladen og mærker, at det i virkeligheden er en AA-produktion i AAA-forklædning. Men når du først accepterer den præmis, kan man kun være imponeret over, hvad Dambuster Studios har formået at levere.  

For mig er det et kæmpe plus, at spillet er forholdsvist kort (du kan nok komme igennem historien i løbet af tre gode sessioner), og at spillets verden kun er semi-åben. Der er ikke for mange afstikkere, hvor du skal agere stikirenddreng for de bøvede NPC’er. Der er dog stadigvæk massere af kroge, du kan udforske, udover den lineære vej fra start til slut.

’Dead Island 2’ har været ti år undervejs og projektet har skiftet hænder fra studie til studie flere gange. Med det in mente, er det faktisk utroligt, at der er kommet et så velfungerende spil ud.

De ganske få bugs, der er at finde, er ganske harmløse, og selvom det fra tid til anden afsløres, at det måske ikke er så velproduceret, som det ser ud på overfalden (måske endnu et subtilt knivstik til Hollywood?), så er det leveringsdygtigt i velfungerende, let og b-films-agtig splatter-underholdning.

Ja, historien er lige så overfladisk, som kulturen den prøver at afspejle, men selvom action-delen måske også til tider kan være lige så hjernedød som zombierne, så er det alligevel ganske underholdende.

MERE FRA Arkaden

LÆS MERE: ‘Terra Nil’ er en citybuilder vendt på hovedet – og det er skønt

LÆS MERE: ‘Shardpunk: Verminfall’ giver et tiltrængt ‘XCOM’-fix

LÆS MERE: Lovecraft-fiskesimulator er klar kandidat til et af årets bedste spil